27.05.2011

Den overraskende fredsaftale mellem Hamas og Fatah blev modtaget med glæde både på Vestbredden og i Gaza. Men begge de to bevægelser er upopulære og kæmper for at genvinde deres legitimitet hos en resigneret og skeptisk befolkning. En samlet front vil styrke positionen overfor det internationale samfund, før FN’s Generalforsamling i september skal stemme om hvorvidt man skal anerkende Palæstina som stat. Men Hamas’ nye moderate kurs give ny plads til radikale fraktioner, som afviser forsoningen.


Af Leila Stockmarr

RAMALLAH. Alene på grund af stærkt pres blev der 4. maj underskrevet en forsoningsaftale mellem Fatah og Hamas i Cairo. Aftalen, også kendt som “the Egyptian Papers”, markerer afslutningen på mere end fire års intern splittelse og blodig konflikt mellem den politiske Hamas-autoritet i Gaza og det Fatah-dominerede palæstinensiske selvstyre på Vestbredden. Men indtil nu er aftalen “blot et stykke papir”, som en højtstående Hamas repræsentant på Vestbredden bemærker. En række substantielle ofre fra begge sider er stadig nødvendige for at sikre det palæstinensiske folk samlet politisk repræsentantion og dermed den partner for fred, der med den nødvendige folkelige opbakning, kan virke som fælles front inden den længe ventede afstemning om hvorvidt Palæstina skal anerkendes som en selvstændig stat, der skal finde sted i FN’s Generalforsamling til September.
En række vitale udfordringer ligger stadig forude for at forsoning kan blive en realitet ‘on the ground’. På ironisk vis er det netop de selvsamme politiske interesser, som motiverede parterne til skridt mod forsoning, der kan blive afgørende forhindringer for en reel implementering af aftalen. Xxforklar hvad du mener

Hamas bliver presset af Foråret
For de fleste, der følger palæstinensisk politik, kom forsoningstiltaget som en overraskelse. Den overraskede også medlemmer af begge partier.
Hamas har fået et såkaldt ”syrisk dilemma”, hvor man er splittet mellem sympatien for Det Muslimske Broderskab og Assad, som har været en af Hamas’ støtter. Man kan ikke længere kan regne med syrisk beskyttelse, og mister man den kan den økonomiske støtte fra Iran, som netop sikres gennem Damaskus, også være truet.
Måske endnu vigtigere er det, at Mubaraks fald har fjernet en af de væsentligste hindringer for enhed: Egyptisk støtte til amerikansk udenrigspolitik overfor Israel. Det er blevet meget klart, at det egyptiske regime indtil nu har fungeret som en såkaldt ‘spoiler’ for de palæstinensiske bestræbelser for at nå en forsoningsaftale. Under den nuværende militære ledelse i Egypten, synes der at være mindre interesse i at sikre amerikanske og israelske interesser – en tendens som kun vil styrkes ved et kommende valg. Hvorfor lægger det pres på Hamas? Fordi Det Muslimske Broderskab i Egypten ønsker at vise sig pragmatisk og egnet til politisk forvaltning – og derfor har travlt med at overbevise Hamas om fordelene ved kompromis.
Lokalt har presset nedefra fra det palæstinensiske civilsamfund også været stort, og motiveret begge parter til at reagere. Det såkaldte 15. marts-initiativ, en løst organiseret koalition af ungdomsgrupper i Gaza og på Vestbredden, har gennemført flere store demonstrationer, herunder igangsat en sultestrejke på centrale pladser for at opnå national enhed. Belært af udviklingen i andre arabiske lande, har magthaverne, ifølge kilder tæt på Hamas i Gaza, i den grad ladet sig påvirke af initiativet. Koalitionen har endda formået at få mere end 15 Hamas-fanger på Vestbredden frigivet på præsidentens ordre. Initiativet, som ikke vil betegnes som politisk, kæmper mod, hvad de, som en aktivist fortæller, kalder en to-delt autoritær undertrykkelse, som palæstinenserne konfronteres med dagligt – undertrykkelsen fra Israel, og fra deres eget Fatah-ledede selvstyre.

For lidt legitimitet, for meget kontrol
Fordi der ikke har været valg siden 2006 har begge myndigheder – i Gaza og på Vestbredden – mistet deres legitimitet som repræsentanter for det palæstinensiske folk. Valgperioden er for længst løbet ud, og de er ikke længere forfatningsmæssigt lovlige regeringer.
Den politiske undertrykkelse er først og fremmest kendetegnet ved en enorm stigning i antallet af patruljerende sikkerhedsstyrker i det offentlige rum. Ifølge de fleste palæstinensere afslører det autoriteternes sande ansigt. Man er sat under administration. På Vestbredden er et alvorligt svækket PA, med meget lidt legitimitet og offentlig opbakning, bredt opfattet som en administrator af den israelske besættelse. I Gaza ser vi en politisk myndighed, for hvem det igennem de sidste fem år ikke er lykkedes at løfte blokaden og befri, som ellers bebudet, blot en enkelt kvadratmeter af det besatte palæstinensiske territorium. Mens den stadige vedtagelse af hårde straffeforanstaltninger for at holde sin egen civilbefolkning nede forbliver daglig kost.

Udfordring 1: Dannelsen af en nye regering og dens politiske platform 

Ifølge repræsentanter på tværs af spektret er den første test for aftalens holdbarhed nomineringen og udvælgelsen af kandidater til den planlagte nye, midlertidige teknokratregering. Ideen er at udvælge en gruppe “uafhængige” repræsentanter. Ser man på de politiske realiteter, virker det næsten illusorisk. Valgresultaterne fra 2006 er stadig en stærk reference for Hamas, mens PA allerede har meddelt, at man ikke har til hensigt at ændre sine politiske programmer for at imødekomme Hamas’ prioriteter – snarere har man en ambition om, med Hamas’ samtykke, at udvide programmerne til Gaza-striben og således overføre PA’s politik til Gaza.
Den endelige udpegelse af medlemmer til regeringen foretages af præsident Abbas. En proces, der utvivlsomt vil medføre en række udfordringer: For det første, valget af premierminister. Den nuværende premierminister Fayyad, fra det to-personer- store parti “Den Tredje Vej Listen”, er præsidentens absolutte favorit for og i den grad en “donor darling” [donor-favorit, red.]. Fayyad har haft stor success med at bringe millioner af dollars og euros hjem til sit statsopbygningsprojekt med fokus på intern reform af PA’s offentlige administration. Han opfattes generelt som en mand med “rene hænder”, og er nøglepersonen bag septemberafstemningen om selvstændighed i FN.
Fayyad kan Hamas dog få svært ved at acceptere. Han har af Hamas været portrætteret som en forræder og en “agent for udenlandske regeringer i Palæstina”. Hamas’ premierminister i Gaza, Ismail Haniyeh, har på samme tid udtrykt interesse i at tage indtage posten. Et forslag der utvivlsomt ville blive nedlagt forbud mod af Abbas og som med sikkerhed vil resultere i et stop i overførelsen af bistand til selvstyret.
Andre politiske fraktioner under den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO), såsom PFLP og DFLP, har besluttet ikke at nominere kandidater til den nye enhedsregering, idet man betragter processen som en bilateral monopolisering af palæstinensisk politik.
Et andet aspekt man bør bekymre sig over er spørgsmålet om sikringen af en fri og fair valgkamp. Selvom man de sidste par uger har kunne se gule Fatah-flag i Gaza, og de grønne Hamas-flag har været at spotte på Vestbredden uden den sædvanlige indblanding fra myndighederne, er der lang vej til en reel udvidelse af det politiske rum. Alle ændringer forbliver symbolske.
Det tredje spørgsmål man må tage i betragtning er genåbningen af det palæstinensiske parlament (Palestinian Legislative Council). Fatah ønsker, at åbningen skal være en ren ceremoniel proces til ære for demokratifans i de vestlige hovedstæder, mens Hamas sandsynligvis vil presse på for at få de tildelte pladser fra 2006-sejren, der kan sikre bevægelsens “Change and Reform”-parti ledelsen af den lovgivende forsamling. Fatah ønsker derimod om at ”neutralisere Hamas ind i PA-systemet”, som en rådgiver tæt på præsidenten beskriver det. Disse modsatrettede interesser kan meget vel føre til en fastlåst situation. 



Udfordring 2: Udskydelse af al substans 

Aftalen foreskriver nedsættelsen af en række kommitteer, som skal arbejde med at løse de politiske knudepunkter: Sikkerhed, fanger, valgproces samt PLO’s aftaler med Israel. Udvalgene nedsættes først efter udnævnelsen af den nye regering, og kan, ifølge mange lokale iagttagere, i princippet trække ud frem til valget (præcis et år efter regeringsudnævnelsen).
Udskydelsen af de substanspolitiske spørgsmål kan være en risikabel affære, der vækker minder om Oslo’s udskyldelse af de såkaldte ”final status issues” (spørgsmål om grænser, vand, flygtninge og Jerusalem). De spørgsmål, der skal leveres konkrete svar på, er ikke blot mindre teknikaliteter, men essentielle.
Den potentielle uenighed, der allerede spirer, afspejler netop de indbyggede fejl i den politiske og institutionelle struktur, der netop betyder, at palæstinensisk politik er helt afhængig af ekstern bistand samtidig med at hjørnestenen for al aktivitet (i hvert fald på det retoriske plan) forbliver kampen for national selvbestemmelse. Det var netop den spænding, der ledte til den endelige splittelse efter noget der lignede en borgerkrig i juni 2007, hvor Fatah med amerikansk støtte generobredede magten på Vestbredden og Hamas tog den fuldstændige kontrol over Gaza. Denne konstruktion vækker mistanke om både Hamas og Fatahs egentlige hensigter: At sikre positiv eksponering udadtil på bekostning af palæstinensernes reelle situation. Fx bør spørgsmål som berører organiseringen af den interne sikkerhed og de mange politiske fanger ikke være et spørgsmål hvis løsning tilvejebringes langt ude i fremtiden, men derimod en forudsætning for at nå en væsentlig skridt i retning af forsoning. 


Udfordring 3: Genvindelse af folkets tillid

De mange beretninger om tortur, drab og overgreb fra både Fatah og Hamas har skabt dybe sår i de interne relation mellem folk og tilliden er i den grad svækket.
Den manglende gejst og lave politiske energi er slående. For de mennesker, som har været involveret i de sidste fire års interne konflikt, er forsoning en følelsesmæssig proces, og det vil tage mere end en stykke papir og europæiske penge at hele de sår.
Beskeden om aftalen blev oprindeligt modtaget med glæde i de besatte områder, både i Gaza og på Vestbredden. Der synes imidlertid at være udbredt når man taler med almindelige palæstinensere. Én fællesnævner er opfattelsen af, at aftalen først og fremmest et udtryk for de to autoriteters politiske interesser – og i den forstand i bedste fald et kompromis mellem to kræfter, der for mange repræsenterer valget mellem pest og kolera. For det andet frygter mange, at aftalen er mest af alt er en bevidst strategi fra PA’s side for at opretholde status quo, og derved kynisk udnytte national enhed som et påskud for at blive ved magten på et meget kritisk tidspunkt, hvor dødvande i forhandlingssporet synes at være et faktum, og man nu selv inden for PA’s egne rækker har brudt det langvarige tabu om Oslos endelige forlis.
Endeligt afspejler en tredje gren af skepsis de bitre erfaringer fra det internationale samfunds håndtering af valgresultatet i 2006. De fleste palæstinensere spørger da også sig selv, om hvorfor det skulle være anderledes denne gang. Der synes at være meget lidt håb for international støtte.
I kølvandet på underskrivelsen har Israels Netanyahu haft en meget vellykket PR-kampagne mod aftalen, som kulminerede da Obama beroligede Israel med kravet om at Hamas skal anerkende Israel – hvad der indbefatter mere end en accept af en to-stats-løsning langs 1967-grænserne. Det virker meget usandsynligt at Hamas vil gå længere. USA har erklæret, at man aldrig vil støtte unilaterale tiltag om statsudråbelse fra palæstinensernes side i nogen form for internationalt fora (med klar henvisning til FN-afstemningen). Dén drejning håndterer palæstinenserne nu ved netop at portrættere forsoningsprocessen som et tegn på national modstand i stedet for at vente på det internationale samfunds goodwill.
Men trods den udbredte skepsis skal man ikke være blind for den regionale udviklings betydning for anerkendelse af en ny regering som indbefatter Hamas. De europæiske lande er godt klar over, at man måske lader en unik chance passere forbi hvis man ikke engagerer sig positivt. Også i forhold til at sikre europæiske interesser mere bredt i regionen. Den regionale situation er fundamentalt anderledes end i 2006, og mens USA med Obamas og Kongressens velsignelse nok vil stoppe bistanden, kan det være en chance for EU for at markere sig positivt i regionen. I kombination med støtte fra andre arabiske lande kan EU være med til at hjælpe forsoningen på vej. Ikke fordi man synes bedre om Hamas’ politik men mere fordi man erkender dette som en afgørende test af, hvordan man skal håndtere det, hvis det Muslimske Broderskab og andre islamistiske grupper i forlængelse af Foråret vil bevæge sig ind på flere demokratiske arenaer i regionen.

Udfordring 4: Hamas i intern krise
Hamas’ vilje til forsoning er af taktisk og ikke langsigtet strategisk karakter. Bevægelsens faldende popularitet i Gaza (ifølge de mest pålidelige tal ca. 20 pct), kombineret med en ikke-succesfuld konsolidering af sin regeringsførelse og offentlige administration har presset Hamas til at tage dette skridt. Desuden skal den forsonende linje ses som et ønske fra Hamas’ side om igen at formalisere sin tilstedeværelse på Vestbredden, med støtte fra Egypten.
Men med disse bevægelser er Hamas’ interne konsistens blevet bragt ud på glatis. Tegn på en udvidelse af kløften mellem ‘bevægelsen’ Hamas og ‘myndigheden’ Hamas, kan i samspil med den voksende afstand mellem polit-bureauet i Damaskus, Hamas politiske ledelse der i pricippet udstikker den officielle poltisk linje ledet af Meshal og den militante fløj af al-Qassam Brigaden i Gaza som traditionelt set er mere radikal og lokalt forankret blandt uuddannede gazanere, ofte repræsenteret af Zahar, medføre en atomisering af Hamas. Ironisk nok sker dette på bekostning af tiltag mod national enhed – og vil være tegn på at den mere pragmatiske del af bevægelsen styrker sin position (Meshal og til dels Hanyieh).
Derudover er der et stigende pres fra de nyere, men ikke ubetydelige islamistiske salafist-grupper – både mere traditionelle dawa’a-grupper (der hovedsageligt fokuserer på islamisk uddannelse) men også mere militante jihadist-grupper som i stigende grad udfordrer Hamas indefra. Mange er frafaldne Hamas-hardlinere, nogle opererer under dobbelt medlemskab og andre er tidligere medlemmer af Islamisk Jihad. De udfordrer først og fremmest Hamas’ monopol på voldelig modstand og sikring af en social islamistisk dagsorden. Disse grupper kan meget vel være potentielle ‘spoilers’ for forsoningen. Mange lokale observatører peger på, at de med eller uden Hamas’ samtykke kan udløse en ny militær konfrontation med Israel. En sådan vil med sikkerhed kunne knuse forsoningen.
Den centrale problemstilling kan således føres tilbage til Hamas’ grundlæggende dilemma: Hvordan kombinerer man sine ambitioner om at regere og nyde international anerkendelse med sine ideologiske positioner, samt et stærkt internt pres for at tilfredsstille et islamistisk publikum og opretholde sit engagement i voldelig modstand? De sidste ugers forvirrede og til tider modstridende retoriske udmeldinger fra Gaza og Damaskus er et udtryk for netop det dilemma – som forsoningen på de gældende præmisser kun er med til at grave dybere. Det lader til, at gruppens beslutning om at engagere sig i forsoning vil blive dyr for Hamas, og vil kræve en endnu mere hårdhændet styring af intern såvel som ekstern modstand.


Leila Stockmarr (f. 1982) er forskningsassistent ved Dansk Institut for Internationale Studier. Leila Stockmarr har en master i Mellemøstpolitik fra London School of Oriental and African Studies, og en kandidat i forvaltning fra RUC. Leila Stockmarr har desuden læst ved det Amerikanske Universitetet i Beirut og har boet i Jerusalem og på den besatte Vestbred.

Foto: Demonstration i Jerusalem mod konflikten i Gaza, 16. januar 2009 (Mikhail Levit / Shutterstock.com)