17.01.2011

Amerikanerne er ved at ramle hovedet mod gældsloftet. Hvis ikke Kongressen stemmer for at hæve loftet for hvor meget finansministeriet må låne, går USA i betalingsstandsning. Så galt går det dog næppe.

Af Kenneth Praefke, RÆSON’s økonomiske redaktør

I Danmark har statsministeren netop offentliggjort, at han ønsker gradvist at afskaffe efterlønnen. I USA har præsidenten sat sin underskrift på en $800 mia. stor skattelettelse. Mens Europa gennem hele 2010 har gennemført reformer og spareøvelser, der i de mest hårdhændede udgaver har affødt folkeligt oprør, er amerikanerne først nu begyndt at tænke på regningen, der skal betales. Og særligt det nye kuld republikanere, der har overtaget magten i Repræsentanternes Hus, gør hvad de kan for at sætte underskudsreduktion og opsparing på dagsordenen.

USA er ved at ramle mod gældsloftet
Selvom amerikanerne fortsat nyder relativt lave renter på sine statsobligationer og ikke har problemer med at låne, nærmer de sig alligevel en milepæl, der – i hvert fald teoretisk – giver mindelser om et græsk øjeblik. USA er ved at ramle hovedet mod gældsloftet.
     Gældsloftet, der fastsættes af Kongressen, udgør den øvre grænse for, hvor meget den føderale stat maksimalt må optage af gæld. Grænsen er hævet mange gange – senest 12. februar sidste år, hvor Kongressen hævede gældsloftet til det nuværende niveau på $14,3 billioner dollar – godt 80 billioner danske kroner (1 dansk billion er lig en million millioner – svarende til en amerikansk trillion, red.).
     Men statsgælden har eksplosiv kurs mod loftet, de $14 billioner er allerede passeret og det forventes at loftet rammes inden for måneder. Derfor var præsident Obamas økonomiske rådgiver og formand for præsidentens økonomiske råd, Austan Goolsbee, i et interview med tv-stationen ABC for nylig ude at advare mod konsekvenserne, hvis Kongressen ikke hæver gældsloftet. Noget som de spare-fikserede republikanere har luftet tanken om, at de ikke vil være med til – medmindre, der lægges en klar plan for, hvordan gælden nedbringes.
     ”Hvis vi rammer gældsloftet, så betyder det reelt, at vi går i betalingsstandsning, hvilket er totalt uden fortilfælde i amerikansk historie. Påvirkningen på økonomien vil være katastrofal,” sagde Goolsbee. ”Det vil betyde en finansiel krise værre end noget som helst vi så i 2008”
     Situationen er dog ikke helt så skræmmende, som det lyder. Og i sin oprindelse er det ikke tænkt, som en automatisk betalingsstandsnings-grænse, som Goolsbee forsøger at gøre den til. Formålet er først og fremmest at give de føderale myndigheder mere fleksible muligheder for at optage gæld. Hvor Kongressen før skulle godkende hver enkelt gældsoptagelse, giver de med gældsloftet i stedet en ramme indenfor hvilken finansministeriet kan låne penge. Derfor er det heller ingen anomal proces, at loftet hæves. Det anomale er, at republikanerne truer med at blokere det, hvilket kan lede til en situation, hvor USA rent faktisk ikke kan optage mere gæld. Det vil dog være en dumhed uden fortilfælde, hvis USA skulle gå bankerot på grund af stridigheder mellem politikerne i Washington – og derfor bliver truslen heller ikke rigtig taget seriøst.
     Men måske var det rigtige spørgsmål i stedet, om man ikke netop blot rykker tættere på en konkurs, når man endnu en gang løfter gældsloftet og dermed giver mulighed for at USA kan nærme sig et gældsniveau af græske dimensioner?

Niels Bjerre-Poulsen: Republikanerne kæmper mere mod ’big government’ end mod gælden
Selvom republikanerne næppe vil lade USA gå i betalingsstandsning, er gældsloftet, der kommer tættere og tættere på, en bekvem løftestang til at sætte fokus på gældsreduktion og til at fremstille Obama som præsidenten, der potentielt kan sidde ved roret, mens USA ikke længere kan betale sine regninger. Men ifølge USA-ekspert Niels Bjerre-Poulsen fra Syddansk Universitet, er det ikke så meget af bekymring for økonomien, at republikanerne prøver at udstille Obama som en gældssynder.
     ”Når alle Tea Party-aktivisterne render rundt og taler om underskud, så er det noget de fleste af dem aldrig har interesseret sig for før. Det er først og fremmest underskuddet som en metafor for Big Government, mere end det er en eller anden klar bevidsthed om, hvilke politiske begrænsninger det lægger på USA, at landet trækkes med en stor gældsbyrde,” siger Niels Bjerre-Poulsen. Han mener, at hele republikanernes fokus på gæld og underskud er en del af republikanernes og særligt Tea Party-bevægelsens modstand mod den voksende stat.
     ”Hvis man ser på de sidste 50-60 år, så tror jeg, der er fire år, hvor USA ikke har haft underskud på det føderale budget. Så USA har i årtier kunne leve fint med underskud. Derfor tror jeg først og fremmest, at man skal se på det som politisk begrundet, når det pludselig er blevet et tema. Noget af det har med det republikanske partis forsøg på at genskabe sig selv at gøre. Republikanerne led først et nederlag ved midtvejsvalget i 2006 og derefter et ved præsidentvalget i 2008. Der er mange republikanere, der vil genopfinde partiet som partiet, der er økonomisk tilbageholdende og kæmper mod Big Government.”
     Og selv om republikanerne forsøger at fremstå som om de er meget villige til at barbere i gælden, så står de ligeså meget i et hjørne som demokraterne – og dermed er sandsynligheden for at gældsreduktion virkelig kommer på dagsordenen ikke reel, vurderer Niels Bjerre-Poulsen.
     ”Hvis man skal sige det meget firkantet, er det sådan, at demokrater historisk set har været parat til at foreslå udvidelser af velfærdsstaten uden at pege på, hvor pengene skulle hentes og omvendt har republikanere uden de store bekymringer foreslået at lave skattelettelser uden at pege på hvor pengene skulle hentes. Så det er en kombination af de to tendenser, der gør det meget svært at finde den politiske vilje til at gøre noget ved gælden.”

Amerikansk økonomi er anderledes
Med gældskrisen i Grækenland i foråret 2010 slog Europa knappen fra stimulus og understøttelse af beskæftigelsen til opsparing og nedskæringer. Imens fremlagde præsident Obama et budgetforslag med et rekordhøjt underskud. Og godt nok vokser den amerikanske statsgæld med europæisk hastighed, men kreditorerne køber stadig velvilligt amerikanske statsobligationer og derfor har Obamas hovedpine været af fastholde væksten, understøtte det skrøbelige boligmarked og først og fremmest få de mange arbejdsløse amerikanere tilbage i job.
     Den agenda tog Obama således også med i det, der må betegnes som det vigtigste internationale økonomiske samarbejdsforum; kredsen af G20-lande. Her lobbyede præsident Obama og finansminister Timothy Geithner gennem 2010 for at resten af verden opretholdte en vis grad af stimulus og gemte spareplanerne til opsvinget var tilstrækkeligt stærkt. Men 2010 blev langtfra året, hvor de store stimuluspakker fra 2008 og 2009 blev fortsat, tværtimod svingede alle lande fra kollapstruede Grækenland til bundsolide Tyskland blodigt sparekniven. Men når det ikke skete i USA, så skyldes det ifølge Niels Bjerre-Poulsen først og fremmest en indgroet tro på, at amerikansk økonomi bare er andeledes.
     ”De fleste vil sige, at USA på trods af en kæmpe gældsbyrde er i en anden situation end alle andre nationer. Det er stadig suverænt verdens største økonomi, den er stadig tre gange så stor som Kinas økonomi og det vil sige, at selv med enorme underskud år efter år kan USA blive ved med at have den bedste kreditvurdering, så de renter man skal betale for sin gæld bliver ved med at være favorable.”

Hvad gør Obama?
Præsident Obama fremlægger i starten af februar sit forslag til et budget for 2012. Budgettet skal godkendes af Kongressen og med det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus er der udsigt til en besværlig balancegang for Obama. På den ene side skal han dække det store underskud, som den 2-årige forlængelse af Bush-skattelettelserne øger, ligesom han slås med et gældsloft, der kommer tættere og tættere på. På den anden side vil han fortsat skulle stimulere den sløve jobskabelse, så ledigheden for alvor kan dykke fra niveauet på knap ni til ti procent, som arbejdsløsheden længe har haft svært ved at slippe, inden præsidentvalgkampen i 2012.
     ”Jeg tror ikke endnu, at bekymringen for gældsbyrden er så rodfæstet hos amerikanske politikere, selvom de taler om det. Jeg tror, at de fleste af de republikanere, der taler om gælden som et stort problem, for dem er det mere et strategisk valg, det er en måde at bekæmpe føderale programmer på, mere end en vurdering af at gældsbyrden er et stort problem. Forstået på den måde, at når man samtidig kan kæmpe hårdt for at de rigeste to procent også skal have skattelettelser, samtidig med at man fører to krige, der også har været ufinansierede, så er man ikke så bekymret for gælden,” vurderer Niels Bjerre-Poulsen.
     ”Min påstand er fortsat, at selv de republikanere, der taler om det som den højeste prioritet, i bund og grund er af den opfattelse, at amerikansk økonomi fungerer på nogle andre betingelser end andre økonomier, og at gælden derfor ikke er så stort et problem for USA, som den er for de fleste europæiske lande. Derfor tror jeg det vil tage lang tid før man debatten for alvor udmønter sig i politisk handling.”

Læs et længere interview om de amerikanske politikeres syn på gælden og underskuddet med Niels Bjerre-Poulsen her.