05.04.2011

I takt med at vestlige ledere genstarter forholdet til Rusland, forsvinder udsigten til et georgisk NATO-medlemskab. Men i Tbilisi er man foreløbigt indstillet på at vente.

Af Andreas Dohn

Man skal ikke opholde sig ret længe i Georgien for at blive mindet om det tætte forhold til USA, der har kendetegnet præsident Saakasjvilis regeringstid. Ved den tresporede hovedvej fra lufthavnen i Tbilisi mod centrum toner en smilende George W. Bush frem på et billboard. Han vinker velkommen til Georgiens hovedstad. Georgien er sandsynligvis det eneste land på det europæiske kontinent, der har opkaldt en vej efter den udskældte ekspræsident. Han huskes og hyldes for sin hårde Ruslandspolitik og som fortaler for et georgisk medlemskab af NATO.

Men siden indvielsen af George W. Bush Avenue i 2005 er de georgiske udbryderregioner Abkhasien og Sydossetien blevet besat af Rusland. Og præsidenten i Det Hvide Hus hedder nu Barack Obama. Georgiens NATO-drømme er sat skakmat i det geopolitisk spil.

”Deres chancer for NATO-medlemskab er gået fra at være beskedne til at være nul og niks. Der står direkte i NATO’s charter, at nye medlemmer ikke må have nogen grænsekonflikter, og de skal heller ikke have noget intern uro,” siger seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Hans Mouritzen til RÆSON.

Bøvl i Bukarest
Når georgiernes vej til det eftertragtede ly under NATO-paraplyen i dag virker uendelig lang, skyldes det sikkerhedspolitik på højt plan. Tilbage i foråret 2008 så udsigterne for Georgiens NATO-bejlerier anderledes lysegrønne ud. Forud for NATO-topmødet i Bukarest havde præsident Bush lagt op til, at forsvarsalliancen skulle give Georgien og Ukraine håndslag på et fremtidigt medlemskab.

Rusland lagde ikke skjul på, at man ville betragte indlemmelse af de to tidligere sovjetstater som en provokation. Det gik, som russerne ønskede. Bush forsøgte at appellere til, at NATO ikke skulle give Rusland vetoret på alliancens udvidelse østover. Men særligt Frankrig og Tyskland satte sig imod med argumenter om, at det ville forskyde magtbalancen mellem Europa og Rusland, hvis de to lande blev medlemmer.

Ud fra en realistisk kalkule havde de vesteuropæiske ledere ingen grund til at sætte forholdet til Rusland over styr for de to tidligere sovjetrepublikker. Så i stedet for en MAP (Membership Action Plan) fik Georgien og Ukraine tildelt et såkaldt ANP (Annual National Program). Det skal også forberede landene på optagelse i alliancen, men ordlyden er væsentligt mindre handlekraftigt end ”plan for medlemskab”.

Katastrofen i Kaukasus
Bare fire måneder efter Bukarest-mødet lagde Georgien selv den største sten på vejen mod NATO med et militært angreb på den løsrevne provins Sydossetien ved grænsen til Rusland – en georgisk udbryderregion, som siden 1992 har været mere eller mindre uafhængig, med tætte bånd til den russiske provins Nordossetien.

Rusland svarede igen med et modangreb, der fortsatte ud over Sydossetiens grænser og ind i andre georgiske provinser. Det chokerede det internationale samfund og i særdeleshed georgierne, som havde lært af amerikanske forsvarsanalytikere, at konventionel krigsførelse er noget, der hører fortiden til. Pludselig tromlede russiske tanks over grænsen og standsede under 30 kilometer fra Tbilisi.

Krigen i Kaukasus illustrerer et klassik clash i international politik mellem hensynet til staters suverænitet og befolkningenrs selvbestemmelsesret.

Hverken sydossetierne eller abkhaserne betragter sig selv som georgiere. De ønsker under ingen omstændigheder at være underlagt styret i Tbilisi. Skal det internationale samfund så tvinge dem til det? Med kosovoalbanerne mente de fleste vestlige ledere det ikke, så deres selvstændighed blev anerkendt i februar 2008.

Russerne advarede ellers tidligt mod, at en anerkendelse af Kosovo kunne medføre præcedens til at underminere normen om staternes suverænitet. De pegede specifikt på de nordgeorgiske provinser i den forbindelse. Og et halvt år senere kunne præsident Medvedev påberåbe sig begreber som ”humanitær intervention” og ”folkemord”, da russiske tropper blæste georgierne ud af Sydossetien og tilbage til Tbilisi. Selvom parterne underskrev en foreløbig våbenhvile en uge efter invasionen 15. august 2008, er Sydossetien og Abkhasien stadig besat af Rusland – som udover Nicaragua, Venezuela og Nauru er det eneste land, der ankerkender regionernes selvstændighed.

I det kuperede landskab ved grænsen til Sydossetien er fronterne fortsat trukket skarpt op. Over betonværn og kamuflagenet vejrer det georgiske flag som en spejling af det russiske ditto 100 meter længere nordpå. Imellem grænseposterne løber en grusvej, som ingen betræder. Den er det kølige koncentrat af en fastfrossen konflikt, der har sendt Georgiens NATO-drømme til tælling.

Konsekvensen af et georgisk medlemskab ville være, at NATO forsvarer Georgiens territoriale integritet. Selv den mest liberale idealist må sande, at dét virker usandsynligt.

Genstart eller overpris?
Henover de seneste måneder er oddsene ikke blevet bedre for Georgien. Efter krigen i Kaukasus afbrød NATO forbindelserne til Rusland. Men allerede i marts 2009 var den amerikanske udenrigsminister Hilary Clinton klar med en gimmick-gave til sin russiske kollega Sergej Lavrov: en lille gul boks med en rød genstart-knap. Den skulle symbolisere et nyt og forbedret bånd mellem USA og Rusland.

Ironisk nok blev ’genstart’ oversat forkert, så der på russisk stod ’overpris’, De russiske medier benyttede lejligheden til at kalde gaven en symbolsk fejl.

Alligevel varslede den røde knap nye tider for forholdet mellem Rusland og USA. For i Det Hvide Hus var George W. Bush blevet afløst af Barack Obama og en noget mere pragmatisk tilgang til Rusland. ”Med genstarten sagde amerikanerne: ’Okay, vi ved godt, det var ikke så godt, det I lavede i Georgien, men vi har altså også andre interesser, vi skal varetage, og vi kan ikke blive ved at hænge fast i det. Nu må vi se fremad,” siger Hans Mouritzen til RÆSON.

Det kan betyde, at Georgien- og Kaukasuskonflikten går mere og mere i NATO’s glemmebog. Neokonservatismen, som vandt fodslag i Bush-årene med forestillingen om, at USA har moralsk pligt til at udbrede vestligt demokrati til fjerne egne af kloden, er gået af mode. Ændringen i den amerikanske udenrigspolitik kan sammenfattes i et skifte fra liberalisme i den neokonservative udgave til en mere klassisk realisme.

Det skifte beklagede Georgiens præsident Mikhail Saakasjvili i et interview med Newsweek allerede i april 2009. ”Jeg beundrer amerikanske idealer. Jeg plejede at idealisere Amerika under Bush, da idealer var hævet over pragmatisk politik. Nu er det en anden tid, hvor pragmatisk politik kommer før idealer. Det kan ende med at spolere det Amerika, jeg kender.”

Ved NATO’s Lissabon-topmøde i efteråret 2010 blev genstartspolitikken stadfæstet. De gamle ærkefjender Rusland og NATO arbejder nu på at beskytte hinanden mod fjendtlige missiler udefra. Hvor efterlader det Georgien?

”I korridorerne tænker russerne, at de nu i det mindste kan suspendere diskussionen af dette emne. Og det er problematisk,” siger formand for Udenrigspolitisk Nævn i Georgiens parlament Akaki Minashvili fra regeringspartiet United National Movement til RÆSON.

Øverst på ønskelisten
”Rasmussen, Rasmussen,” udbryder ældre herrer begejstret på gaden i Tbilisi, når man forklarer, hvor man kommer fra. Ikke Laudrup. Eller H.C. Andersen. Men NATO’s danske generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen.

De dystre NATO-prognoser kan i det hele taget være svære at få øje i Georgiens hovedstad, hvor plakater fra regeringspartiet proklamerer: ”Our foreign policy priority is the integration into NATO.” Et medlemskab af NATO eller EU står stadig højt på den udenrigspolitiske ønskeliste i Georgien. Men i skyggen af NATO-flaget, der klasker mod den georgiske nationalfane foran parlamentsbygningen på Rustaveli Avenue, lurer spørgsmålet: Hvor længe gider georgierne vente?

På afstand ligner situationen efterhånden en scene fra Samuel Becketts absurde skuespil „Mens vi venter på Godot‟, hvor vagabonderne Vladimir og Estragon tålmodigt venter på Godot, som aldrig dukker op. I en meningsmåling fra september 2008 svarede hele 86 procent af georgierne, at de i høj grad eller nogen grad støttede et NATO-medlemskab. Sidste år i maj var tallet faldet til 52 procent i en lignende undersøgelse.

Det officielle Georgien lader sig foreløbigt ikke kue af utålmodighed. Heller ikke næste generation af Saakasjvilis partisoldater. På spørgsmålet om, hvor længe Georgien er villige til at vente på Vesten, svarer Achiko Tsertsvadse fra United National Movements ungdomsorganisation: ”Vi levede 20 år i Sovjetunionen. Vi levede 200 år under det russiske imperium. Synes I ikke, at det er bevis nok på, at vi er tålmodige?”

Foto: På hovedgaden i Tbilisi, Rustaveli Avenue, lufter regeringspartiet United National Movement Georgiens udenrigspolitiske ambitioner (Jakob Balthazar Munk).

Andreas Dohn (f.1989) er journaliststuderende ved Syddansk Universitet, tidligere chefredaktør på studentermagasinet RUST på SDU og har rejst i Georgien.