23.08.2011

“Der er en fare for umiddelbare blodsudgydelser,” siger George Joffe, der forsker i Mellemøsten og Nordafrika ved University of Cambridge. Han understreger nødvendigheden af, at Libyen får en upartisk sikkerhedsstyrke, så forsoningsprocessen mellem Libyens forskellige fraktioner kan forløbe fredeligt. Selv blandt oprørerne kan der være problemer, mener han. ”Vi ved ikke, hvordan forholdet er mellem rådet i Benghazi, grupperne i Nafusabjergene og de oprørere, der har kontrol med Misrata. Vi ved, de har kontakt, men vi ved ikke, om alle godtager Overgangsrådet som overordnet autoritet.”

Interview af Malthe Sebro Rasmussen

Der er bekymringer om, at oprørerne i Libyen ikke har en plan for tiden efter revolutionen. Passer det, og hvor stort et problem er det i så fald?
Ja og nej. De har en plan. De siger, de har en gruppe erfarne sikkerhedsfolk og 500 politimænd, der kommer til at udgøre kernen i en ny sikkerhedsstyrke. Der foreligger en plan, 14 sider lang, med beskrivelser af, hvordan de planlægger at gennemføre overgangen. Der er i teorien en struktur. Problemet er, at den basale regeringsstruktur siden sidste uge ikke har været på plads. De tidligere ministre blev alle afsat efter attentatet på general Younis. Der er ikke blevet udpeget en ny regering, fordi den såkaldte premierminister Mahmoud Jibril ikke har været i stand til at samle en gruppe af folk, der kan samarbejde. Det peger på, er der er seriøse interne problemer i overgangsrådet, og det kan hindre indsatsen. Overgangsrådet hævder, at de har hemmelige medlemmer spredt over hele Tripolitanien, der nu vil træde frem og deltage i ledelsen af landet. Problemet er, at vi ikke ved, om det passer. Vi ved ikke, hvordan forholdet er mellem rådet i Benghazi, grupperne i Nafusabjergene og de oprørere, der har kontrol med Misrata. Vi ved, de har kontakt, men vi ved ikke, om alle godtager overgangsrådet som overordnet autoritet. Det kan skabe yderligere problemer, fordi det er grupper fra Nafusa, der har indtaget Tripoli. Så jeg mener, der kan opstå nogle meget seriøse problemer med hensyn til, hvordan oprørerne håndterer landet efter regimets afgang.

Er det muligt, vi står over for en ’katastrofal succes’, som det er blevet kaldt af nogle iagttagere?
Jeg er enig i, det er en mulighed. Svaret er igen, at vi simpelthen ikke ved det. Det kan ske, at de forskellige grupperinger formår at samarbejde, fordi de indtil nu har koordineret i mellem sig. Det ville betyde, at der kan formes en samlende autoritet, der kan skabe stabilitet. Men selv da er der et problem. De styrker, der skal opretholde sikkerheden, kommer til at være enten fra det gamle styre, som oprørerne og deres støtter ikke har tiltro til, eller fra oprørernes rækker, som de gamle Gaddafi-støtter mistror.

Hvis vi ser bort fra de langsigtede problemer, har du sagt at Gaddafis stamme, Gaddafa, kan blive udsat for ’stammerelateret hævn’. Er der en umiddelbar fare for blodsudgydelser?
Der er en fare for umiddelbare blodsudgydelser, men ikke nødvendigvis fordi oprørerne vil hævne sig. Det er ikke realistisk. Men de grupper, der har støttet Gaddafi, er stadig bevæbnede, og det er nemt at forestille sig, at de vil modsætte sig overgangen, fordi de ikke regner med at blive inkluderet i en ny magtorden. Det er derfor muligt, at borgerkrigen fortsætter på baggrund af sammenstød mellem forskellige stammer. Dog handler sammenstødene ikke grundlæggende om stammeforhold, det handler ganske simpelt om, at nogle grupper havde egeninteresse i det gamle regimes dominans, og andre grupper har nu besejret dem. Den ene skal finde sig i den anden. Det er det helt store problem, forsoningen. Mustafa Abdul Jalil, oprørernes leder, holdt for få timer siden [mandag eftermiddag, red.] en tale, hvor han understregede netop dette. Stadig ved vi ikke, hvordan han kommer til at gribe det an. Vi ved ikke, hvordan forsoningen kommer til at foregå.

Hvilken rolle skal Vesten spille i Libyen i fremtiden? Skal de vestlige lande blive? Kan de overhovedet blive indenfor rammerne af den nuværende resolution?
Det er problematisk, fordi resolution 1971 forbyder besættelse. Så de kan ikke blande sig. Jeg tør ikke sige, om NATO har tænkt dén igennem, men jeg tvivler. De nedtrapper operationen nu. Så jeg er bange for, at dette skal løses internt i Libyen med alle dets fraktioner, eller med indblanding fra andre arabiske lande, men jeg kan ikke få øje på nogle i den arabiske verden, der er interesseret i at gribe ind.

Men det bedste ville være, hvis Vesten kunne forblive i Libyen?
Om det er Vesten eller ej, er ikke afgørende. De vestlige lande har ikke et synderligt godt omdømme i den arabiske verden, så direkte indblanding er formentlig ikke velkommen. Ikke desto mindre er der brug for en upartisk sikkerhedsstyrke, der kan holde sammen på de forskellige grupperinger i Libyen. FN kunne tage hånd om det, men det kræver, man finder et eller flere lande, der er klar til at påtage sig den opgave. Tyrkiet, Egypten og Indonesien kunne være kandidater.

Ibrahim Grada, oprørernes talsmand, siger i et interview til RÆSON, at oprørerne afhænger af Vesten for ikke at blive det næste Somalia. Passer det?
Libyen bliver ikke en fejlslagen stat som Somalia. Hvis en revolution som denne kan gennemføres, uanset at den blev hjulpet undervejs af NATO, er der ikke potentiale til at blive en fejlslagen stat. Dette var et folkeligt oprør. De ville af med et regime, og det giver en særlig dynamik. Spørgsmålet er, om de formår at reorganisere staten efter det, der er sket.

Malthe Sebro Rasmussen (f. 1990) er bachelorstuderende i filosofi ved Emmanuel College, University of Cambridge. ILLUSTRATION: En libysk oprører skyder op i luften af glæde 21. marts (Filippo Monteforte/AFP).