23.08.2011

I løbet af sine 42 år ved magten har han både været den revolutionære unge mand, der omstyrtede en diktator, og den diktator, der bekæmpede revolutionære unge mænd. Han har været en ledende anti-vestlig modstandsfigur og sponsoreret islamiske terrorgrupper, men også deltaget i krigen mod terror. Lederen, beduinen, obersten – Gaddafi er en sammensat figur. Men der skal stå kynisk og beregnende overlever, ikke gal hund, i overskriften, når hans politiske nekrolog nu skal skrives.

Af Peter Marcus Kristensen

Indtil februar i år var det ikke Gaddafis autoritære indenrigspolitik, der trak overskrifter i vestlige medier, men hans excentriske udenrigspolitiske optræden. Lige fra hans insisteren på at rejse sit beduintelt og tale i halvanden time til et FN-topmøde til hans personlige korps af ’Amazone-vagter’ bestående af 40 elitetrænede kvinder i make-up og høje hæle, angiveligt alle jomfruer. Historierne om den ekstravagante oberst i de gyldne rober og mørke solbriller er mange. Ronald Reagan døbte ham ’Mellemøstens gale hund’, Henry Kissinger kaldte ham en ’kriminel slyngel’, Egyptens Anwar Sadat gav ham titlen ’Libyens galning’, mens Sudans Gaafar Nimeiry karakteriserede ham som ’en splittet personlighed—begge onde’.

Når Gaddafi med alle midler har angrebet den befolkning, han betragter sig selv som befrier for, efterlader det mest af alt indtrykket af, at Reagan havde ret. Også i dækningen af de seneste seks måneders krig i Libyen er billedet af den gale hund gentagne gange blevet brugt om Gaddafi. Men biografier af Gaddafi tegner et billede af en kynisk og ond diktator, der ser sig selv som et offer for en fjendtlig omverden, snarere end af en utilregnelig galning.

Beduinen Gaddafi
Muammar Gaddafi blev født i 1942 i et beduintelt syd for ørkenbyen Sirte og voksede op under fattige betingelser i den nordafrikanske ørken. Gaddafis familie tilhørte Gaddafa-stammen og var ifølge flere biografier respekteret, men underprivilegeret. Trods familiens ydmyge levevilkår som hyrder satte de uddannelse højt og sendte deres eneste søn på koranskole i Sirte, hvor han fik en islamisk uddannelse.

Mohamed El-Khawas beskriver i sin biografi Qaddafi: His Ideology in Theory and Practice, hvordan familien hverken havde råd til logi eller transport, så den unge Gaddafi måtte sove i en moske i hverdagene og vandre de næsten 30 kilometer hjem i weekenden. Gaddafis ekstreme selvhjulpenhed og overlevelsesinstinkt bliver i flere biografier tilskrevet den hårde opvækst i den libyske ørken. I et interview med Time Magazine i 1986 udtalte Gaddafi selv, at ”ørkenen lærer dig at være afhængig af dig selv… de værdier, jeg lærte der, har været med mig hele mit liv”.

Da Gaddafi langt senere opgav sine officielle titler og blev ”Broder, Leder og Guide for Revolutionen” var det også for at præsentere sig selv som den simple filosof og leder, ikke for at opgive magten. Som han udtalte til en tysk interviewer: ”Jeg er en digter…en gang imellem græder jeg, men kun når jeg er alene”. Det simple ørkenliv i beduinteltet og den selvhjulpenhed og udholdenhed, det fordrer, er blevet en del af regimets propagandistiske portræt af den simple ørkenleder. Men det er også en vigtig nøgle til at forstå Gaddafis brutale politiske manøvrer for at bevare magten – både historisk og i dag. Som han beskrev sig selv i en af sine karakteristisk rablende taler, da oprøret netop var begyndt i februar, ”Jeg er en fighter, en revolutionær fra et telt… Jeg vil dø som en martyr i sidste ende.”

Kaptajnen Gaddafi
Frank Andersons biografi Qadhafi’s Libya beskriver, hvordan Gaddafis stærke drift for ikke bare at overleve, men også erhverve sig personlig magt blandt andet skyldtes de mange udfordringer stammelederens søn mødte i sine teenageår uden for ørkenen. I gymnasiet i Sebha blev nomaden, der var ældre end sine klassekammerater, udstødt af de øvrige børn fra den urbane handelsklasse. For en ung mand, opdraget til at være stolt af sin beduinske oprindelse, gav mødet med byen alvorlige skrammer i et ellers positivt selvbillede.

I disse år var den stærkeste indflydelse på Gaddafis personlighed den karismatiske Gamal Abdel Nasser, Egyptens oberst med den magtfulde retorik og stoltheden ved at være araber. Allerede i gymnasiet begyndte Gaddafi at agitere Nasser-inspirerede, anti-imperialistiske ideer om at drive briterne ud af Libyen og bringe monarkiet til en ende. Det resulterede i en ministeriel ordre, der bortviste den unge Gaddafi fra skolen for sine revolutionære ideer. Det fremmedgjorde nomadesønnen yderligere fra systemet.

Som sit egyptiske forbillede meldte han sig ind i hæren og modtog endda en del af sin uddannelse i England. Men som beskrevet i Belkaouis Qaddafi: The Man and His Policies blev den unge beduin i sin tid i London udsat for racisme og stødt over det engelske samfunds moralske fordærv. I denne periode blev Gaddafis anti-vestlige holdninger yderligere cementeret.
Desuden var Gaddafi aldrig nogen god kadet. Han adlød ikke ordrer og var blandt de 2 procent, der dumpede eksamen. Som Geoff Simons beskriver i Libya: The Struggle for Survival var den unge Gaddafis mål imidlertid aldrig at blive en god soldat, men at bruge sin karisma og retoriske evner til at organisere sine kollegaer til et militærkup mod Kong Idris. Og 1. september 1969, da CIA- og MI6-cheferne for Libyen var på ferie og Kong Idris befandt sig på sin lystyacht i Middelhavet, overtog den 27-årige kaptajn magten i Libyen.

Ved magten indførte Gaddafi islamisk socialisme som politisk ideologi. Han skrev senere sin egen pendant til Maos Lille Røde, Den Grønne Bog, der introducerede det egalitaristiske begreb Jamahiriya, massernes stat. Udenrigspolitisk var de første år ved magten dog snarere inspireret af Nassers arabiske nationalisme. I Dirk Vandewalles A Modern History of Libya beskrives, hvordan Gaddafi særligt efter Nassers død i 1970 så sig selv som beskytteren af arabisk og muslimsk enhed. Gaddafi, der det meste af sit unge liv havde oplevet verden som fjendtlig, rodfæstede imidlertid sin panarabisme i stærkt anti-imperialistiske følelser, og inden længe blev panarabisme til en decideret anti-vestlig slyngelpolitik.

Mellemøstens gale hund
Gaddafi udviklede sig gennem 1970’erne og 1980’erne til en anti-vestlig og anti-kolonialistisk oppositionsfigur. Han støttede flere anti-vestlige terrorhandlinger og indledte et program for at udvikle masseødelæggelsesvåben. Det amerikanske luftangreb på Libyen i 1986 som hævn for Gaddafis støtte til terrorangrebet på diskotek La Belle i Berlin forstærkede kun Gaddafis følelse af at være offer for en fjendtlig, kolonialistisk omverden. Også i dag spiller Gaddafi kolonialismekortet imod både oprørernes og det internationale samfunds angreb på hans regime. Senest sagde han i et lydklip udsendt natten til mandag: ”Hvordan kan det bevæbnede folk tillade en gruppe lejesoldater, forrædere og rotter at åbne vejen for kolonialisme i byen Tripoli?”

I bogen Libya: Qadhafi’s Revolution and the Modern State påpeger Lillian Harris, hvordan ”behovet for anerkendelse – drivet mod at være på scenen – driver Gaddafis adfærd”. I hans første årtier ved magten skete det primært ved at iscenesætte sig som global oppositionsfigur. På kort tid fik Gaddafi skabt et image som en impulsiv arabisk galning, der ville møde enhver udfordring med ideologisk dogmatisme og ubønhørlig gengældelse, uanset omkostningerne. Det skabte ham en David mod Goliath rolle som Libyens beskytter nationalt og samtidig var hans galskab og uforudsigelighed en måde at holde internationale fjender væk.

I en vis forstand abonnerede Gaddafi på ’madman-teorien’, som Nixon brugte til at skræmme Sovjetunionen og Vietnam – en strategi, der kan dateres tilbage til Niccolò Machiavellis idé om, at det kan være ”en vis ting at simulere galskab”. Såvel som på strategen og nobelprismodtageren Thomas Schellings idé om ”rationaliteten ved irrationalitet”. Hvis man viser sig dedikeret og gal nok til at tage alle midler i brug, vil fjenden give op på forhånd, lyder rationalet. Når Gaddafi-klanen de seneste måneder har truet med at ville kæmpe til sidste mand og sidste kugle, kan det fortolkes som et lignende forsøg på at afskrække oprørerne og ikke mindst Vesten. Den hårde og uforsonlige retorik har haft til formål at overbevise demonstranterne og det internationale samfund om, at Gaddafi ikke bukker under for hverken folkeligt, militært eller diplomatisk pres, som Mubarak og Ben Ali gjorde. I den optik kan det ligefrem være en succes at blive udråbt til en gal hund.

Overleveren Gaddafi
Gaddafi var dog ikke mere dogmatisk og gal end, at han i 2003 foretog et dramatisk udenrigspolitik skift for at overleve ved magten. Da USA netop havde fjernet Saddam Hussein med henvisning til dennes masseødelæggelsesvåben, var Gaddafi beregnende nok til at indse sin militære underlegenhed, og at hans overlevelse var alvorligt truet. Uden Den Kolde Krigs magtbalance til at søge beskyttelse og atomsamarbejde med Sovjetunionen afrustede Gaddafi derfor Libyens masseødelæggelsesvåben og indgik som Vestens partner i krigen mod terror for at undgå tvunget regimeskifte.

Som den tidligere diplomat Robert Joseph, der var involveret i afrustningen af Libyens atomvåbenprogram i 2003, udtalte til New York Times, var ”der er ingen tvivl om, at han ville have gjort alt, han følte var nødvendigt, for at bevare magten.” Det samme gør sig gældende i Gaddafis nuværende slutspil mod demonstranterne i Tripoli. Når en diktator som Muammar Gaddafi i løbet af krigen har udtalt, at han vil kæmpe til sidste mand og sidste kugle, er der grund til at tro ham. Det vidner det blodige slutspil i kampen om Tripoli om. Afrustningen af Libyens masseødelæggelsesvåbenprogram i 2003 synes derfor vigtigere end nogensinde.

Det er muligt, at Gaddafi er en maniodepressiv, psykopatisk megaloman, men han er ikke desto mindre en beregnende og manipulerende en af slagsen. Et diplomatisk dokument kaldet ”et indblik i den libyske leder Gaddafi’s excentriciteter” lækket af Wikileaks bekræfter mange af hans særheder. For eksempel hans frygt for at bo højere end stueetagen i hoteller, at han ikke kan gå op af mere end 35 trappetrin, foretrækker ikke at flyve over vand, men ynder flamencodans, hestevæddeløb og at blive ledsaget af den ”yppige” blonde sygeplejerske Galyna Kolotnytska fra Ukraine, der ”kender hans rutine”. Men i rapporten konkluderer den amerikanske ambassadør i Tripoli også, at ”selvom det er fristende at fortolke hans mange excentriciteter som tegn på ustabilitet, er Gaddafi et kompliceret individ, der har formået at bevare magten i 40 år gennem en dygtig balancering af interesser og realpolitiske metoder.”

Gaddafi, der indtil i dag var verdens længst siddende diktator, er en kynisk og snu overlever. Det seneste årti har han genopfundet sig selv som ven af Vesten. Han har formået at forføre prominente politiske og intellektuelle personligheder i Vesten. Han har det meste af livet følt sig som offer for en fjendtlig verden og har derfor brugt alle de nødvendige midler for at overleve ved magten. Magten er nu smuldret under ham, og alt tyder på, at Gaddafi nu vil sætte alt ind for at overleve. Som Gaddafis afhoppede højre hånd vurderer ifølge nyhedsbureauet AP, vil Gaddafi hverken overgive sig til oprørerne eller begå selvmord i sin bunker. Samtidig ligner det dog heller ikke, at han vil kunne overleve i sit hovedkvarter i Tripoli eller flygte til et naboland eller ørkenen i det sydlige Libyen. Men Muammar Gaddafi har en usædvanlig evne til at overraske – og overleve.

Peter Marcus Kristensen er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet og nu ansat som forsker ved Centre for Advanced Security Theory. Han har undervist i international politik på Københavns Universitet og arbejdet for Danmarks Ambassade i Vietnam og Københavns Kommune. Artiklen er baseret på et studie i politisk psykologi fra Yale University. ILLUSTRATION: Djævlen går i Prada? Muammar Gaddafi i gyldne rober og mørke solbriller.