06.05.2011

[FRA DET TRYKTE RÆSON9, MAJ 2011] Af Marlene Wind, ph.d., Professor, Leder af Center for Europæisk Politik, Statskundskab, Københavns Universitet

12 dage. Så lang tid fik Danmark til at beslutte, hvorvidt man ville være med i den nye euro-plus-pagt. Pagten, som er politisk og ikke juridisk bindende, skal ud over at fremme konkurrenceevnen, øge beskæftigelsen, sikre holdbare offentlige finanser og styrke den finansielle stabilitet. Aftalen var oprindelig møntet på eurozonelandene, men endte med også at omfatte de lande uden for eurozonen, der ønskede at tilslutte sig. Det fik de så 12 dage til at finde ud af – nærmere bestemt mellem finansministermødet den 11-12 marts og EU’s forårstopmøde den 24-25 marts. De fleste lande tilsluttede sig uden store interne diskussioner: Danmark, Polen, Letland, Litauen, Rumænien og Bulgarien er nu med i pagten, mens Sverige ikke kunne mønstre det nødvendige flertal i Rigsdagen. Storbritannien sagde forventeligt nej tak. Også Tjekkiet og Ungarn står uden for.
I Danmark undrede flere iagttagere sig over, at det var så let at få såvel socialdemokrater som folkesocialister overbevidst om, at tysk økonomisk disciplin er vejen frem. Måske var det frygten for spekulation mod kronen, forhøjede renter og dermed tab af arbejdspladser, der fik de røde med ombord. Eller også var det bare behovet for at udvise økonomisk ansvarlighed i en dansk valgkamp, der allerede for længst er skudt i gang. Her handler det ikke om konkurrencepagter og europæisk ansvarlighed, men om simpel konkurrence om at være mest økonomisk ansvarlig. Som jeg vil komme tilbage til senere, er det dog slet ikke sikkert, at pagten giver så dårlig mening for Socialdemokrater og andre på venstrefløjen. Den kan nemlig lige så vel ses som EU’s første helstøbte forsøg på at tage magten tilbage fra markederne.

Europæisk økonomi skal synkroniseres med tysk
Der var slået et stort brød op, da EU’s regeringsledere mødtes til forårstopmøde i Bruxelles i slutningen af marts. Mødet var orkesteret som et omfattende og endeligt signal til finansmarkederne om, at EU nu har styr på den økonomiske krise. Konkurrencepagten (som den altså også kaldes) er fremadrettet og netop orienteret imod at indføre tysk økonomisk disciplin i hele euro-zonen. Pagten er samtidig tæt knyttet til etableringen af EU’s nye permanente redningsfond – den i eurospeak såkaldte: ’Europæiske Finansielle Stabilitets Facilitet’ (ESM)’, som bliver på 500 mia. euro og en del af traktaterne fra 2013. For Merkel var det ret klart: skulle Tyskland spytte mere i fonden (også i den midlertidige fond, der indtil videre har reddet græsk og irsk økonomi), så skulle europæisk økonomisk politik fremover synkroniseres med tysk.
Trods orkestreringen endte topmødet imidlertid med at udstille et EU i dyb krise. Portugals regering trådte tilbage dagen før topmødets begyndelse. Paradoksalt nok fordi mindretalsregeringen ikke kunne få et flertal for sin økonomiske genopretningsplan. Den 6. april kastede så også Portugal håndklædet i ringen og blev dermed det tredje land til at bede om hjælp i EU’s krisefond. Det lille land på den iberiske halvø – der kun udgør få procent af den europæiske økonomi er nu de facto sat under administration af EU og IMF.
Selvom euro-plus-pagten kom i hus ved forårstopmødet, var signalet til markederne tvetydigt. Meningen var som nævnt, at vedtagelsen af euro-plus-pagten og EU’s permanente redningsfond én gang for alle skulle genetablere tilliden til euroen og den europæiske økonomi. Den portugisiske situation koblet med den japanske naturkatastrofe og bombningerne af Libyen (som lederne naturligvis også skulle forholde sig til), skabte imidlertid så megen turbulens, at det samlede indtryk af EU’s krisehåndteringskraft blev noget forkølet. F.eks. måtte beslutningerne om den endelige finansiering af EU’s krisefond udskydes til EU-topmødet i juni. Det skyldtes dels tvivl om, hvor meget af beløbene til krisefonden, der skulle betales fremadrettet og hvordan; men skyldtes også, at der var nogle stramninger af vækst- og stabilitetspagten, som skulle på plads, og som krævede involvering af Europaparlamentet. Men lad os se lidt nærmere på såvel krisefond som europagt.

Krisefond og europagt
Man kan på mange måder sige, at EU med konkurrencepagten og den permanente krisefond genstarter debatten om en form for ’gouvernement economique’ i EU. Det er noget Frankrig har råbt på længe og selvfølgelig også Tyskland. Det er blot to vidt forskellige ting, de to lande har talt om, når de har fremført behovet for en bedre samordning af de europæiske økonomier. Hvor franskmændene har ønsket mere statslig indblanding i pengepolitikken, har tyskerne jf. ovenfor fokuseret på, at alle eurozonelande (og de øvrige lande, der har koblet sig på) skal lære at sætte tæring efter næring. Og få er vel i dag i tvivl om, at det var den tyske variant, der vandt.
Alligevel vil det være en stor misforståelse at se tysk økonomisk politik som noget, der lægger afstand til intervention i markederne. Tværtimod kan man betragte krisefonden og euro-plus-pagten som et forsøg på – fra politikernes side – at spille sig tilbage på banen i styringen af europæisk økonomi. Hvorfor? Ganske enkelt fordi man med de nye instrumenter og her særligt krisefonden siger til markederne, at de godt kan opgive at spekulere i eurozonens svage led, dvs. de lande, der har så meget rod i økonomien, at der må hjælp til udefra. De kan nemlig både nu med den midlertidige og den permanente krisefond låne til en lavere rente end markedsrenten. Hermed går politikerne ind og bryder markedets almindelige logik, der ellers ville have presset renten for refinansieringen af landenes gæld i vejret. Samtidig må de lande, der har brug for hjælp, så acceptere, at EU sammen med den Internationale Valuta Fond (IMF) sætter dem under administration. Ikke så meget for disse landes egen skyld, men fordi landene qua deres dårlige økonomiske nøgletal truer hele den fælleseuropæiske valuta. Når fonden fra 2013 bliver skrevet ind i EU-traktaterne og dermed gøres permanent, kan man jf. det tyske ugemagasin Der Spiegel argumentere for, at hele det europæiske fællesskab omformes til en såkaldt: ”transfer union”, hvor de rige EU-lande sørger for finansiel støtte til de fattigere. Tolkningen er måske en anelse overdreven, men interessant. Ikke mindst må Spiegels analyse kunne bruges af Villy Søvndal, når han en dag skal ud og overbevise sine egne vælgere om at ophæve Danmarks euroforbehold: ”EU tager fra de rige og giver til de fattige”!
At der er en vis pointe i Spiegels dristige fortolkning bekræftes af den afstandtagen til hele krisepakken, som den altid EU-skeptiske tjekkiske præsident Vaclav Klaus er kommet frem med. Han harcelerer nemlig jf. euobserver over udsigten til, at en sådan ’omfordelingsunion’ er det endelige skridt på vej mod en fuld politisk union, der også har til formål at styre alle detaljer i medlemslandenes økonomiske politik. I modsætning til de fleste andre, der indtil videre har analyseret EU’s krisepakke, og som samstemmende har karakteriseret den som ultraliberal, kritiserer Klaus, at politikerne via krisefond og hjælpepakker blander sig i de frie markedskræfter! Ifølge Klaus er der således slet ikke tale om en nedskæringspakke, som mange socialdemokrater og socialister har påstået, men snarere om et ødelæggende omfordelings- og markedsintervenerende tiltag, der sætter de frie kapitalkræfter helt ud af spillet!
Hvad enten man hælder til den ene eller den anden fortolkning, så er det vigtigt at slå fast, at tysk økonomisk disciplin i dag bør forveksles med en ’lad-falde-hvad-ikke-kan-stå’-tankegang. Især ikke når det handler om euroen, som tyskerne har investeret så uendelig meget politisk prestige i.

Pagtens krav
Men hvad er det så for et nyt regime, som eurozonelandene plus de deltagende udenforstående lande, herunder Danmark, underlægger sig fremover med europagten? Her er der vel i høj grad tale om ’tysk spare-jul’, eller hvad? For pagtens vedkommende handler det om, at landene en gang om året skal fremlægge en plan for, hvordan de planlægger at forbedre konkurrenceevnen nationalt, og hvordan de fastholder målet om en lav udvikling i de offentlige udgifter (og princippet om at underskuddet på de offentlige budgetter stadig ikke må overstige 3% af BNP). Pagten bygger altså ovenpå vækst-og stabilitetspakken.
Eurosamarbejdet har længe været kritiseret for, at der var for stor forskel på udviklingen i landenes konkurrenceevne, og at det netop var en af årsagerne til, at samarbejdet i en årrække har knaget i furene. Rent teknisk kan man sige, at en forskel i landenes konkurrenceevne normalt efterfølgende ville kompenseres af udviklingen i valutakurserne, men med en fast valutakurs er det naturligvis ikke muligt. Bl.a. derfor er en generel forbedring af hele eurozonens konkurrenceevne yderst vigtig. Jf. Pagten kan en forbedring af konkurrenceevnen ske ved at forhøje tilbagetrækningsalderen, holde lønningerne i ave, forbedre efteruddannelsesmulighederne, indføre flexicurity og stræbe mod en harmonisering af selskabsskatterne, så EU-landene ikke underbyder hinanden. Men i princippet er det op til landene selv at vælge de instrumenter, som samlet set opfylder de fælles målsætninger.
Man kunne fristes til at tro, at pagten i Danmark primært blev spiselig, fordi den i sin endelige udgave blev langt mere tandløs, end det udspil Frankrig og Tyskland mundtligt havde præsenteret i Deauville i oktober 2010 (og i en skriftlig version i februar 2011). Generelt er pagten som nævnt ikke juridisk bindende. I det endelige forslag forsvandt yderligere såvel sanktioner, bøder som fratagelse af stemmeretten i Ministerrådet, hvilket ellers var grundpillerne i det oprindelige udspil. Alligevel vil det efter min bedste vurdering være en stor fejl at kategorisere pagten som ren og skær window-dressing, hvis formål er at forsøge at signalere ’hardship’ uden reelt at levere det. For det første er pagten en overbygning på de instrumenter, som allerede findes, og som der også strammes op på, f.eks. vækst-og stabilitetspagten. Pagten er også tæt knyttet til det såkaldte Europæiske Semester, som introducerer en ny cyklus for medlemslandenes indberetning af bl.a. de såkaldte stabilitets- og konvergensprogrammer, der netop danner udgangspunktet for vurderingen af medlemslandenes opfyldelse af stabilitets- og vækstpagten. Det betyder i princippet, at medlemslandene skal fremlægge deres nationale budgetter i Bruxelles til kritisk granskning, før de vedtages i de nationale parlamenter. Herudover er der, som nævnt ovenfor, seks lovforslag knyttet til den samlede krisepakke, som alle indbefatter opstramninger og øget overvågning af økonomiske ubalancer i medlemslandene.

Lande under administration
Men der vil også være meget konkrete sanktioner over for de svage økonomier, som bliver sat under administration. Europas svage økonomier har allerede mærket dette på egen krop. Ikke alene har lande som Grækenland og Irland måttet underlægge sig EU’s og IMF meget strenge spareregime for overhovedet at få hjælp, men EU vil også meget direkte kunne svinge pisken, når der løbende skal genforhandles lån og rentesatser.
Det fik den nye irske premierminister Enda Kenny at føle, da han kom tomhændet hjem fra sit først EU-topmøde i Bruxelles den 11-12 marts. Kennys ærinde var at få genforhandlet vilkårene for de lån, som Irland havde fået fra den europæiske krisefond. Grundet god opførsel og disciplin havde Grækerne med held netop opnået dette i Bruxelles. Resultatet: et procentpoint lavere rente på sine lån og en forlængelse af løbetiden på lånene fra tre til syv et halvt år. Men nej, den gik ikke for irerne. Irland nægtede nemlig at imødekomme det krav, som de andre eurolande stillede om en forhøjelse af selskabsskatten fra de nuværende 12,5 % til noget, der minder om det, der findes i resten af Europa. Særligt Sarkozy var ude med riven og fik gjort klart, at et land, der er på fallittens rand, og som mangler penge i kassen, ikke skal regne med yderligere hjælp, så længe man indirekte lader andre europæere finansiere den irske skattedumpning.
Samlet set kan man derfor sige, at lykkedes det på sigt at indføre tysk økonomisk smalhals i de sydeuropæiske lande, så kan euro-plus-pagten sammen med den nye krisefond og de øvrige redskaber som tages i brug, blive et nyt vigtigt skridt i retning af en egentlig politisk og økonomisk union i Europa.

EU som prügelknabe
For nogle virker det måske en anelse ironisk, at de primære bannerførere for den ikke-juridisk bindende euro-plus-pagt, Frankrig og Tyskland, tidligere selv har været ret ligeglade med EU’s stramme budgetkrav. Hvem husker ikke 2003, hvor de to kompromitterede de såkaldte Maastricht-kriterier? Dem, der sagde, at der ville vanke bøder, hvis et land overskred den famøse 3 %-grænse for, hvor stort et offentligt underskud et land må have? Nu er det de selvsamme lande, der vil stramme op og indføre mere disciplin a l’Allemagne. Forskellen fra dengang til nu er imidlertid, at vi i dag de facto har en langt tættere koordinering af finanspolitikken samtidig med, at den virkelige ’afstraffer’ af løssluppen økonomisk politik fortsat vil være finansmarkederne. Fører man en uansvarlig økonomisk politik, vil det omgående afspejles i markedsomkostningerne ved refinansieringen af sin gæld.
Samarbejdet er ganske enkelt et helt andet sted i dag, og den koordinering og overvågning, der vil finde sted fremadrettet, bliver jf. diskussionen ovenfor af en helt anden kaliber end hvad, vi hidtil har været vant til. Rent praktisk vil alle lande en gang om året skulle stå skoleret i Bruxelles, og landenes økonomiske synder vil så blive hængt offentligt til tørre. Der kræves ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan en rapport fra Bruxelles efterfølgende vil blive en fast bestanddel af den nationale økonomiske debat i medlemslandene. Det svarer lidt til, at kommunerne i Danmark risikerer at blive sat under administration af staten og reguleret ned i mindste detalje, hvis de ikke overholder budgetterne. I Danmark vil såvel en blå som en rød regering fremover bruge EU som bussemand, når der skal skæres ned, reformeres og statsfinanserne skal trimmes. Ikke noget, der just vil fremme EU-begejstringen, tør jeg godt spå, men det passer uden tvivl politikerne helt fint.

Det tyske dilemma
Det 100 euro-spørgsmål, som alle stiller sig lige nu, er naturligvis, om den økonomiske redningsplan for eurozonen, som nu er lanceret, vil være nok til at berolige markederne?
Pga. situationen i Portugal frygter mange, at investorernes næste skridt vil være et angreb på spanske statsobligationer. Ren og skær nervøsitet kan let være med til at drive renten i vejret. Spanien er en langt større økonomi end Portugal og et meltdown her kan få store konsekvenser for eurozonen som sådan. Indtil nu ser det imidlertid ud til, at det bliver ved skrækken. De ekstra mia. euro, som den tyske kansler Angela Merkel har givet tilsagn om til EU’s midlertidige krisefond, er netop møntet på det tilfælde, at Spanien skulle få brug for hjælp. Meget afhænger således også af, hvor længe og hvordan den tyske kansler kan fortsætte med at spytte i kassen uden at miste fodfæstet.
Merkel har i skrivende stund netop lidt et historisk valgnederlag i Baden-Württemberg, som normalt er en konservativ højborg. Ingen tvivl om at nederlaget til Die Grünen i stor udstrækning skyldes koalitionspartneren FDP samt et pludseligt skift i den politiske dagsorden fra økonomi til atomkraft pga. atomkatastrofen i Japan. Men Merkel er også presset pga. af hendes håndtering af den økonomiske krise. Alene 2011 byder på syv tyske delstatsvalg, hvor den europæiske økonomi og Tysklands offervilje har været eller kommer på dagsordenen. Flere af disse valg er allerede tabt her få måneder inde i året. Generelt har de tyske vælgere været nådesløse i deres kritik af Merkel. Ikke fordi at Tyskland har klaret sig dårligt. Kritikken er gået på noget helt andet, nemlig hendes accept af – endnu en gang – at lade Tyskland spænde et økonomisk sikkerhedsnet ud under de europæiske brødre og søstre i syd. Søstre og brødre, der vel at mærke ikke endnu har forstået, hvad det vil sige at sætte tæring efter næring. Ingen tvivl om at de tyske vælgere er blevet mere eu-skeptiske samtidig med, at Merkel de senere år har skuffet fælt, når det kommer til at udvise lederskab og visioner i Tysklands europæiske engagement. Når det er sagt, er det værd at huske på, at eurozonen efter alt at dømme ikke have eksisteret i dag, hvis det ikke havde været for den tyske europapolitik. Men Merkel synes i højere grad end tidligere tyske ledere at være styret af indenrigspolitiske hensyn og frygt for vælgerne, hvilket for tiden giver sig udtryk i et lederskab på uhørt slingrekurs. På grund af frygten for vælgerne ved delstatsvalget i Baden-Württemberg afstod hun således fra at stemme for den FN-resolution, som udløste indsatsen mod Gadaffi i Libyen. Det hjalp hende ikke. Hun tabte alligevel. Men ikke nok med det. Hun tabte også troværdigheden. Da de øvrige EU-ledere, USA og en del af den arabiske verden valgte at bakke op om beskyttelsen af oprørene. Men det stoppede ikke med Libyen. Parallelt med konflikten i Libyen gik hun også i panik over folkestemningen imod a-kraft som følge af naturkatastrofen i Japan. Fysikeren Merkel, der ellers i årevis havde været en sikker tilhænger af a-kraft, vendte pludselig rundt på en tallerken og satte et stort renoveringsprojekt af en række tyske atomkraftværker i bero. Projektet skulle ellers have forlænget værkernes levetid. Men igen viste det sig forgæves. Die Grünen havde for længst høstet miljø-trumfen.
Alt i alt efterlader dette indtrykket af en stor og vigtig nation i Europas midte, som trods økonomisk fremgang i en krisetid er vingeskudt af sine egne politiske ledere. Ledere, der i stedet for at lede, forgæves løber efter øjeblikkets triumfer samtidig med, at landets internationale omdømme og troværdighed bliver sat over styr. Men Europa har brug for Tyskland og ikke mindst for et Tyskland, der kan og vil lede. Uden det vil den nu søsatte krisepakke for europæisk økonomi blot ende som en krusning på overfladen, mens første skridt mod opløsningen af den fælles valuta kan være taget.