19.06.2011

For få måneder siden fik Yemen omtrent så meget opmærksomhed som bagsiden af månen. Nu har landet fået en del af mediernes opmærksomhed. Men jo mere lys man kaster over landet, jo mere frustreret bliver man, for den politiske situation er usandsynligt kompleks. [Dette kapitel er blevet udbygget af forfatteren 20/6 2011; som køber af „Arabisk Forår‟ kan du læse hans supplerende artikel her]


Af Martin Ledstrup

To uger før Jasminrevolutionen i Tunesien foreslog det yemenitiske regeringsparti, at præsident Ali Abd Allah Saleh, der har siddet på magten siden 1978, bør „sidde, så længe vælgerne vil“. Ifølge den gældende forfatning må præsidenten maksimalt sidde i to valgperioder af syv år, og eftersom Saleh vandt både det forenede Yemens første præsidentvalg i 1999 og det næste i 2006, bør han altså være færdig som præsident i 2013. Oppositionen afslog ændringsforslaget – én kaldte ham „den kommende farao“ – og utilfredsheden ulmede. To uger senere kunne yemenitterne på Al-Jazeera se, hvordan Tunesiens Ben Ali blev væltet af folkedomstolen. Et folk rejste sig, og den arabiske verden blev én diktator mindre.

Saleh satte prompte sikkerhedsstyrkerne i højeste alarmberedskab.

Men protesterne tog fart, og torsdag den 3. februar skulle være „Vredens dag“ i landet. Det er en naturlov på en yemenitisk torsdag (der svarer til en dansk lørdag), at yemenitterne efter frokost mødes med deres venner og tygger de mildt euforiserende, opkvikkende kat-blade – en bestanddel af yemenitisk socialkultur, hvis betydning ikke kan overvurderes. Denne torsdag samledes ca. 10.000 yemenitter på Sana’as Tahrir-plads [pladsen hedder det samme som i Cairo, red. ], hvor de dansede og svingede med deres traditionelle daggerter, jambiya’erne – indtil klokken slog 12. Herefter gik de til middagsbøn, spiste frokost, købte kat og gik deres vej.

Men da man næste gang indkaldte til en større demonstration, var Mubarak faldet. Protesterne d. 11/2 fortsatte til langt over middag, og historien siden da er en historie om tiltagende politisk radikalisering. I hele Yemen udløses massive protester – også i landets tredjestørste by, Tai’z, der er et andet barometer for protesternes alvor, fordi byen huser den mest veluddannede, politisk bevidste del af befolkningen. Uniformerede soldater skyder med skarpt, en demonstrant bliver skudt gennem øjet, moskeerne fungerer som interimistiske skadestuer. Stærke indicier tyder på, at regimet anvender ikke bare tåregas, men nervegas: demonstranterne falder om på gaden. En fredag midt i marts gør Saleh som Gaddafi: 52 demonstranter massakreres af snigskytter. I starten af april myrdes yderligere 15 i Ta’iz. Parlamentsmedlemmer fra regimets parti trækker sig på stribe i protest, og hæren kløves i to lejre: dem, der bliver om bord, og dem, der hopper af. Washington skifter kurs fra retorisk forsigtighed til en decideret klokkeklar opfordring om, at Saleh må gå. Det samme gør – endnu vigtigere – hans økonomiske livline i Golfens samarbejdsråd (GCC), og i slutningen af april accepterer Saleh et tilbud fra GCC om at gå af inden for 30 dage mod løfter om juridisk immunitet. Kort efter ombestemmer han sig, og for første gang siden borgerkrigen i 1960’erne støder militære styrker sammen i Sana’a, der plages af konstante strømafbrydelser og manglende gas til madlavning. Oppositionen bebuder, at de vil eskalere situationen: det hele smuldrer under Saleh, der i højere og højere grad ligner en dead man walking.

Alt sammen ligner altså en variation af en fælles arabisk historie om en befolkning, der vil demokratiet, og et regime, som ikke vil. Men skindet bedrager – for Yemen er hverken Tunesien, Egypten eller Libyen.

Yemens hovedstad, Sana’a, ligger i 2200 meters højde: Kør ad de snørklede bjergveje en tur uden for byen gennem de smukke landskaber, og du vil se kridttegninger af stejlende hingste og opstigende sole på klipperne langs de fleste hovedveje. Det ligner forhistoriske skriblerier, men det er politisk graffiti fra Yemens relativt demokratiske valg op gennem 1990’erne og 00’erne: en symbolsk kamp mellem de yemenitter, som støttede regimets parti (de stejlende hingste), og de yemenitter, som støttede det islamistiske oppositionsparti, Islah (den stigende sol). Efterladenskaber fra bedre tider.

Det hele startede nemlig så optimistisk. Fra slutningen af 1960’erne og frem var Yemen delt af en republik i nord, og Mellemøstens eneste marxistiske stat i syd. Forestillingen om et samlet Yemen stod imidlertid fast, så i maj 1990 blev Nord- og Sydyemen forenet i den samme stat på en bølge af national eufori. Det nye land bød på en regionalt set sjælden grad af pressefrihed og var den mest demokratiserede politiske arena på Den Arabiske Halvø. I nabolandet Saudi-Arabien var man da heller ikke sen til at fordømme den politiske liberaliseringsproces – ikke mindst kvindernes valgdeltagelse – for ca. 40 procent af de stemmende yemenitter var kvinder. Det er kuriøst, når man tager i betragtning, at FN ellers placerer landet i ligestillingens absolutte bund (i skarp konkurrence med Tchad). Enhver, der har prøvet at tygge kat med yemenitterne, ved også, at der stort set kun diskuteres én ting i de ofte store fora: politik. Når en yemenit har stemt til et valg, får han/hun blæk på tommelfingeren og husker herefter at give hånd med tomlen oppe for at signalere, at vedkommende har gjort sin demokratiske pligt. Udtrykt anderledes: Yemens udgangspunkt er anderledes end eksempelvis Egypten, der – sammenlignet med Yemen – fremstår mere autokratisk. I 2003 indslusede daværende udenrigsminister Per Stig Møller Yemen i „det arabiske initiativ“ (eller det, der i dag hedder „Partnerskab for dialog og reform“).

Men moderne yemenitisk politisk historie er også – eller måske snarere – en forfaldshistorie om et (liberaliseret) autokrati. Demokratiseringsprocessen, man så frem til ved foreningen i 1990, var nemlig både elitær og strategisk, fordi en demokratisk foranstaltning blev opfattet som det mindst værste kompromis mellem den republikanske elite i nord og den socialistiske elite i syd. Men Yemen var for lille til to politisk forskellige suveræner under samme tag – konfrontationen var et spørgsmål om tid.

Saleh og resten af nordeliten sejrede i en kort borgerkrig i foråret 1994, og hele processen udgjorde startskuddet til det yemenitiske demokratis forfald. Hvorfor? Hvordan? Dét hænger et langt stykke hen ad vejen sammen med et afgørende strukturelt vendepunkt, som indtraf i 1990’erne. En talemåde på den yemenitiske gade går på, at syden har hjernen, norden musklerne (eller nærmere bestemt: våbnene og sammenhængskraften). Men yemenitterne er traditionelt autonome – og statens indflydelse begrænset. 104 105 Gåden Yemen Gåden Yemen

Regeringsapparatets styrke har været utilregnelig, og i bedste fald til salg for højestbydende. Fra dengang Saudi-Arabien og Egypten udkæmpede en stedfortræderkrig i Nordyemen (1962-67), er der talrige historier om, hvordan to nabostammer allierede sig med hver deres politiske part for derefter at dele de økonomiske gevinster imellem sig og ellers vende tilbage til at leve i fred og fordragelighed.

I 1980’erne arbejdede en fjerdedel af den yemenitiske arbejdsstyrke i den saudiske olieindustri, og pengeoverførslerne flød ind i det yemenitiske civilsamfund – den dag i dag husker mange yemenitter tiden som „de glade 80’ere“. Men i 1991 sad Yemen som midlertidigt medlem i FN’s Sikkerhedsråd, og her afgav Saleh det, den daværende amerikanske udenrigsminister (James A. Baker) kaldte for den dyreste nejstemme, den yemenitiske præsident nogensinde skulle komme til at afgive. Saddam Hussein havde besat Kuwait, og Saleh ville have en arabisk løsning på problemet – derfor stemte han nej til verdenssamfundets indgriben. Reaktionen kom prompte, da Saudi-Arabien udviste over én million yemenitiske gæstearbejdere, og Yemens befolkning voksede med otte procent fra den ene dag til anden – med en gruppe mennesker, der alle var arbejdsløse. I mellemtiden var der fundet olie i Yemen, og lige præcis dét forhold resulterede i en rekalibrering af styrkeforholdet mellem Saleh og yemenitterne. I 1980’erne var civilsamfundet rigt og selvstyrende, mens staten var svag. Fra 1990’erne og frem var det i stigende grad omvendt.

Salehs regime købte sig til en mere konsistent, tilregnelig form for loyalitet fra to stærke paramilitære arme. Den ene var stammerne. Den anden var hele den generation af militante islamister, der i 1989 vendte hjem fra det afghanske jihad-eventyr. Saleh slog to fluer med ét smæk: For det første pacificerede han de hjemvendte krigere ved at integrere dem i sikkerhedsstyrkerne, og for det andet omdirigerede han deres islamistiske, militante indignation mod de sydlige socialister, der blev italesat som ateistiske fjender af nationens sammenhæng. Den socialistiske sydelite var forsvarsløs, mens Saleh var én politisk modstander mindre og i stigende grad magtfuldkommen. Staten? Det var Saleh.

 

Saleh, islamisterne og USA

Men med nordelitens sejr i borgerkrigen i 1994 blev islamisterne overflødige. Og 11. september 2001 blev endnu en kile slået ind mellem regimet og islamisterne. USA’s antiterror-strategi betyder, at Washington først og sidst anskuer Yemen gennem en sikkerhedspolitisk prisme, hvilket har resulteret i to paradokser og et dilemma.

Det første paradoks for Washington er, at islamisterne reagerede meget forskelligt, da Saleh slog hånden af dem. De fleste sluttede sig til den demokratiske opposition, men andre greb til våben og udviklede sig til det al-Qaeda, der endnu i dag holder Det Hvide Hus søvnløst. Særlig slemt har det været siden 2006, hvor en håndfuld af de mest radikaliserede islamister gravede en 200 meter lang tunnel ud af fængslet og ind i en moské, hvor de bad en morgenbøn, gik ud i friheden og rettede deres sigtekorn mod regimet, Saudi-Arabien og Vesten.

Det andet paradoks følger af det første. I bekymring over islamisterne pumper USA massiv militær bistand ind i Salehs regime. Det er en bistand, som beviseligt også anvendes mod de af regimets modstandere, som ikke er relateret til al-Qaeda. Men regimet italesætter flittigt de fleste af sine modstandere som terrormistænkte (hvilket ofte viderekommunikeres som en kendsgerning af de store pressebureauer).
For Saleh er forholdet til USA en besværlig balancegang: På den ene side skal han virke uafhængig af Washington, men på den anden side behøver han USA’s anerkendelse og militære støtte. Saleh kunne eksempelvis ikke nære sig for at skyde skylden for demonstrationerne på Israel og USA – hvorefter han måtte give en offentlig undskyldning til Washington.
Ironisk nok er profeten Muhammed citeret for at sige, at „hvis der hersker kaos, så tag til Yemen – der kan man finde fred“. Men i dag er der kaos i Yemen – på tre niveauer. I det nederste knejser et bjerg af strukturelle udfordringer. I det midterste er regimet konfronteret med en shiaislamistisk bevægelse i nord, separatister i syd, et genfødt, selvsikkert al-Qaeda. I det øverste lag pågår eliterivaliseringen mere udtalt end nogensinde før. 106 107 Gåden Yemen Gåden Yemen

 

Olie og vand

Det nederste lag er Yemens rammefortælling, og det er først og fremmest en fortælling om to nødvendigheder, som landet er ved at løbe tør for.
Den ene nødvendighed er olien, som udgør godt 75 procent af landets indtægt. Som før nævnt var det netop fundet af olie, som udvidede regimets mulighedsrum, men alle estimater tyder på, at indtægterne toppede i 2008, og at Yemens olieøkonomi er en saga blot inden 2020.

Den anden nødvendighed, som landet er ved at løbe tør for, er vand. Den franske antropolog Marcel Mauss kaldte engang vand for et socialt totalfaktum. Sana’a, der vokser med ca. syv procent om året, står til at blive den første hovedstad i verden, der løber tør.

Desuden er Yemen den arabiske verdens fattigste land. 75 procent af befolkningen er under 25 år, og halvdelen af yemenitterne mellem 18 og 28 år har ikke noget job. Ifølge sidste folkeoptælling er Yemen større end Saudi-Arabien, og dét estimat er formentlig i underkanten, fordi en del yemenitter troede, at der var tale om en skatteopkrævning. I 1975 var der syv millioner yemenitter. I 2035 anslås befolkningen at runde 43 millioner.

 

Konflikt i nord, konflikt i syd

Salehs tiltagende autokrati udmærker sig dels ved chikane af landets ellers så åbenmundende presse og hyppigere, dels med mere voldelig magtanvendelse.
Efter at han fremmedgjorde landets politisk bevidste islamister, har det været hans ambition at styrke de alternative islamistiske bevægelser, som forholder sig passivt til regimet: eksempelvis salafisterne. Groft sagt er salafister sunnimuslimske fundamentalister, i den forstand at de søger tilbage til det oprindelige islamiske etos som praktiseret af profeten Muhammed. De fleste salafister afviser at engagere sig i politiske spørgsmål – omend enkelte, som Osama bin Laden, har en anden fortolkning. Salafister er der en del af i det nordlige Yemen. Det paradoksale er, at de netop er blevet en politisk aktør: Saleh forsøger at styrke dem i forhåbningen om at anvende dem som en buffer mod de kritiske islamister.

Bagsiden er imidlertid, at det nordlige Yemen er udtalt shiamuslimsk, og mens salafister ofte er passive over for de regimer, de lever under, så er de sjældent det samme over for shiamuslimer, der betragtes som kættere. I Yemen generelt er der ca. 35 procent shiamuslimer, men de sekteriske skel er overordnet set minimale: De fleste beder i de samme moskéer, og Saleh selv er shia. Men op gennem 1990’erne opstod der, specifikt i regionen Sa’ada, hvor salafisterne fremturede, en shiaislamistisk modreaktion, og da regimet i 2004 forsøgte at anholde frontfiguren for denne bevægelse, gik det galt. Konflikten tog til: Shia-sympatisører såvel som uskyldige kvinder og børn blev bombet af både regimet og derpå også af Saudi-Arabien (iøvrigt med britisk leverede jagerfly).
Langt over en kvart million mennesker er sendt på flugt fra regimets brutale magtdemonstrationer, og konfliktens spændvidde har derfor længe overskredet dens oprindelige udgangspunkt. Det, der er tale om, er en lokal borgerkrig.

Det samme gør sig i stigende grad gældende i Sydyemen, der netop som en konsekvens af nordelitens sejr 1994 er blevet udbyttet. Denne mangeårige sociale og økonomiske udbytning oversættes nu til krav om løsrivelse. Regimet slår nådesløst ned på dét krav, hvilket betyder, at et af de væsentligste spørgsmål er, om Salehs eventuelle fald vil resultere i, at landet rives over på midten.

Den sidste aktør i det midterste lag er al-Qaeda. Som alle andre steder er al-Qaeda i Yemen et internationaliseret banner, hvorunder ganske forskelligartede islamistiske aktører indrullerer sig af ofte ret lokale årsager. I Yemen nyder al-Qaeda godt af den radikaliserende tornado af socioøkonomisk deroute, der vokser med faretruende hast.

 

Strid i eliten

Politisk pragmatisme og inklusion er en bemærkelsesværdig vigtig del af yemenitisk politisk kultur, som står i kontrast til situationerne i en del andre arabiske lande (men kan sammenlignes lidt med forholdene under den jordanske kongefamilie). I takt med det førnævnte olieboom op gennem 1990’erne var Saleh i stand til bearbejde denne del af Yemens politiske kultur i sit eget billede ved at skabe en magtkonfiguration, som på mange måder var en kundekreds af landets mest væsentlige aktører – herunder prominente oppositionsfigurer – omkring den nyfundne oliekapital.

Dette porøse, knap så ideologiske forhold mellem Saleh og oppositionstoppen forklarer også, hvorfor oppositionspartierne var (og stadigvæk er) så relativt langsomme om at bakke op bag de folkelige protester. Indtil den første massakre i Tai’z efterspurgte oppositionspartierne kun dialog og reformer, og først herefter sluttede de sig til demonstranternes krav om, at Saleh må gå.

Absolut vigtigst af alle, der har indgået i Salehs magtkonfiguration, var lederen af det islamistiske oppositionsparti al-Islah: Sheikh Abd Allah al-Ahmar, der også var leder af den mest magtfulde stammekonføderation (Hashid). Han døde i 2007, og dermed blev Salehs muligheder for at opretholde sit politiske anpartsselskab stærkt reduceret. Officielt gik lederskabet af Hashid-konføderationen til en vis Sadiq al-Ahmar, der også er medlem af al-Islah, mens man forbigik hans yngre bror – Hamid – som til gengæld overtog partiet. Hamid er nu sprunget ud som tilhænger af demonstranternes krav, og andre blandt hans ni brødre, som alle konkurrerer om magten i Hashid, er begyndt at gå den samme vej – faktisk så langt, at selv Sadiq al-Ahmar har tilsluttet sig demonstranternes krav.

Hamid og resten af toppen af stammekonføderationen skærper således tonen over for Saleh, der iøvrigt selv tilhører Hashid (omend en anden understamme).
Et sted i krogene lurer desuden den magtfulde general Ali Muhsin al-Ahmar (der ikke, som navnet ellers antyder, er i familie med Hashid-toppen). Efter massakren midt i marts vendte hans støtter i hæren sig mod Saleh. Sana’a er således delt mellem to suværener [magtudøvere, red. ] med hver deres del af hæren bag sig. Er Ali Muhsin demokrat? Formentlig ikke, men demonstrationsbølgen i Mellemøsten har udviklet sig til et populærpolitisk sprog, folk som Ali Mushin kan udnytte til at gå efter lige præcis det, han vil: magten. Han har tætte bånd til landets radikale islamister, og hans aggressive brug af Katyusha-raketter har indbragt ham tilnavnet „Katyusha Ali“. Han har stået i spidsen for regimets yderst brutale interventioner i Nordyemen – og rygtet vil vide, at han har pustet til konflikten netop for at knæsætte sin dominans i hæren som et led i bestræbelser på at overtage magten.

Men Yemens håbefulde demokratiforkæmpere afviser alle de nævnte skikkelser fra l’ancien regime.

 

En insolvent og svag stat mod et splittet samfund

Det første, der møder én i Sana’as lufthavn, er en kæmpe plakat af en far og søn med det gamle Sana’as karakteristiske kagehus-lignende bygninger i baggrunden. „Gæstfrihedens land“, står der – og det er ikke falsk reklame. De fleste vesterlændinge, der besøger Yemen, røres ofte af den radikale gæstfrihed og gensidige omsorg, der virker som den almindelige yemenits moralske imperativ. Alt tyder på, at det er en etisk kapital, som landet får brug for.

For hvad er status?

Saleh har fremmedgjort stort set alle, der kunne hjælpe ham med at beholde magten.

Som i 1980’erne er staten svag, og aktørerne i civilsamfundet stærke. Men i modsætning til 1980’erne er både staten og samfundet insolvente. Det er nyt.
Yemen, ud for Somalia, nabo til Saudi-Arabien, har en af verdens mest bevæbnede civilbefolkninger. Netop saudierne har betragtelig mere indflydelse i Yemen end amerikanerne. Vil de se passivt til, hvis der i deres folkerige nabostat skulle etableres en demokratisk, politisk modfortælling til det saudiske regime? Vil de, for at undgå dét, risikere deres dyrebare interesse i stabilitet? Det er spørgsmål, som forskellige saudiske magtcirkler har forskellige svar på.

Yemen er et politisk korthus i stormvejr, og det er ikke til at sige, hvilken vej vinden blæser. Det er dog i stigende grad tilfældet, at landet er blevet en uomtvistelig del af det regionale spil.

Martin Ledstrup er stud. cand. mag i Mellemøststudier og BA i filosofi med tilvalgsfag i Islam og politik. Han har studeret mellemøststudier og læst arabisk ved Yemen College of Middle Eastern studies samt været i forskningspraktik ved det franske institut i Sana’a. Han er endvidere stifter af bloggen „Det (u)lykkelige Arabien“ om yemenitiske forhold.

Dette kapitel er blevet udbygget af forfatteren 20/6 2011; som køber af „Arabisk Forår‟ kan du læse hans supplerende artikel her