07.09.2011

Gældskrisen i det sydlige Europa er for alvor ved at så splid i det europæiske samarbejde. Den vil enten splintre det. Eller tvinge det endnu tættere. Det sidste går Finland – for slet ikke at tale om de europæiske befolkninger – næppe med til.

Af Heidi Birgitte Nielsen, RÆSONs økonomiredaktør

Embedsmændene i Bruxelles og finansministrene i en række europæiske lande er løbet tør for tålmodighed med lande som Grækenland og Italien, som har lovet finanspolitiske besparelser til gengæld for milliardstore hjælpepakker. De trængte lande er på deres side frustrerede over de skrappe sparekrav, som ser ud til at sende de allerede sønderbombede økonomier yderligere ned i recessionens sorte hul. Derfor trækker de nu reformerne i langdrag – til stor irritation for de lande, som skal levere pengene til hjælpepakkerne.

Forhandlinger om hjælpepakken til Grækenland har de seneste uger været præget af stor utilfredshed med regeringens manglende reformvillighed. Bl.a. Finland har gjort sig bemærket med et krav om, at for 50 mia. euro græske statsejede virksomheder skal stilles som sikkerhed for den hjælpepakke på 100 mia. euro, som Grækenland fik lovning på i maj. Betingelserne for hjælpepakken var finanspolitiske stramninger og privatiseringer af en række statsejede selskaber, men netop privatiseringerne er ikke kommet i gang, og derfor kræver finnerne nu, at EU skal kunne sætte sig på disse aktiver, hvis grækerne ikke overholder deres del af aftalen. Kravet har ikke overraskende skabt stor forargelse i Grækenland.

Forhandlingerne om den næste del af den græske hjælpepakke, der skal udbetales i december, blev i sidste uge afbrudt – efter sigende pga. stor utilfredshed med de manglende græske reformer. Også Italien er kommet i skudlinjen efter chefen for den europæiske centralbank Jean-Claude Trichet skarpt kritiserede de manglende italienske reformfremskridt.

Modstanden mod de mange hjælpepakker breder sig med stor hast i de mere velstillede europæiske lande, som netop Finland, Belgien og ikke mindst Tyskland. I Tyskland fik kansler Angela Merkels parti CDU søndag en ordentlig valglussing – et signal om stigende utilfredshed med kanslerens insisteren på at holde hånden under de gældsplagede sydeuropæiske lande. Angela Merkel blev på et efterfølgende pressemøde tvunget til at forholde sig til spørgsmålet om et eurosammenbrud, og selvom Merkel understregede, at det ikke var en mulighed, så var alene det, at hun var tvunget til at forholde sig til spørgsmålet, et klart tegn på, at netop dette scenarie er blevet mere realistisk de seneste uger.

Udfordringen er at finde en langsigtet løsning, som alle parter kan leve med. Tyskland og Frankrig har ikke råd til at lade Grækenland sejle sin egen sø og gå konkurs, fordi de tyske og franske banker ligger inde med enorme mængder statsobligationer fra PIIGS-landene, som udover Grækenland tæller Italien, Irland, Portugal og Spanien. En græsk statsbankerot med efterfølgende usikkerhed om de resterende PIIGS-landes fremtid i eurozonen vil medføre et kollaps i banksektoren, og tvinge regeringerne til at holde hånden under storbankerne – en regning, som hverken Sarkozy eller Merkel har lyst til at betale.

På den anden side kan de solide lande heller ikke blive ved med at smide penge efter de svage, uden på en eller anden måde at kunne tvinge dem til at gennemføre de nødvendige reformer. Det øger risikoen for, at disse lande spekulerer i at måtte reddes. Netop derfor kan der ikke skabes et politisk flertal for at holde PIIGS-landene flydende uden reelle muligheder for sanktioner, hvis de bryder deres reformløfter.

Så alle tegn peger nu mod et voksende finanspolitisk samarbejde i Europa. Her er udfordringen dog, at et sådant samarbejde, hvor et overnationalt politisk organ kan få indflydelse på de enkelte landes nationale finanspolitik, ikke er muligt med den nuværende traktat. Der skal derfor fundamentale traktatændringer til, som berører medlemmernes nationale selvbestemmelse, før en sådan løsning kan stables på benene. Denne overgivelse af suverænitet vil kræve folkeafstemninger i de enkelte lande, og spørgsmålet er, hvor nemt det vil være at få befolkningerne til at stemme ja til at overgive magten over landets økonomi til det, der vil blive opfattet som bureaukraterne i Bruxelles. Det er altid svært. Men det er særligt i en krisetid – selvom det er nu, der er for alvor er brug for det.

Heidi Birgitte Nielsen (f. 1979) er RÆSONs økonomiredaktør. Hun er finansjournalist på Dagbladet Børsen, hvor hun har dækket finanskrisen siden 2007. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har boet i London i seks år, hvor hun har arbejdet som medieanalytiker og læst en BA i religionsvidenskab på King’s College London. ILLUSTRATION: Finlands præsident Tarja Halonen (commons.wikimedia.org).