03.05.2011

Kan et land, som ikke har haft overskud på sin finanslov siden 1979, være økonomisk foregangsland? Nicolas Sarkozy gør forsøget. Sammen med de – anderledes budgettænkende – tyskere har han aftalt en konkurrenceevnepagt. Den skal stramme den økonomiske koordination i EU op – og bringe Frankrig ind i klubben af nordeuropæiske strammerøkonomier. Men Frankrig får uhyre vanskelligt ved selv at leve op til pagtens mål – det viser erfaringen med Frankrigs efterlevelse af stabilitets- og vækstpagten.

Af Lola Bruun

På et eurotopmøde fredag 11. marts lykkedes det Tyskland og Frankrig at få vedtaget deres fælles konkurrenceevnepagt. På et efterfølgende møde i Det Europæiske Råd, hvor også Danmark sluttede sig til, fik den det officielle navn Europlus-pagten. Pagtens fokus på holdbare offentlige finanser og økonomisk tilbageholdenhed afspejler, at den tyske kansler Angela Merkel hverken kan eller vil betale det europæiske gilde, hver gang gæsterne ikke har udvist mådehold.

Som tak for støtten har den franske præsident Nicholas Sarkozy fået et gammelt ønske opfyldt om øget gouvernance economique – økonomisk styring. Ved at bringe den økonomiske koordination op på stats- og regeringschefsniveau i EU, får Frankrig i kraft af sin position, mere indflydelse. Med pagten kan Sarkozy derfor vise sine landsmænd, at Frankrig fortsat er dagsordensætter i EU. Dernæst har den franske regering med pagten fået netop den syndebuk, man indenrigspolitisk mangler, når de upopulære reformer skal gennemføres.

Europlus-pagten er derfor en kærkommen sejr for Sarkozy. Hvad indadtil tabes skal udadtil vindes’, lader til at være den franske præsidents motto i disse krisetider på hjemmefronten.

Men mens det er lykkedes Tyskland gennem stram budgetdisciplin og lønkontrol at udvikle sig til EU’s økonomiske motor, slås Frankrig fortsat med lav vækst, høj arbejdsløshed og et system, der har vist sig meget lidt forandringsparat. Selv om konkurrenceevnepagten er en politisk aftale uden sanktionsmuligheder, vil det formentlig blive svært for den borgerlige franske regering at komme uden om at gennemføre yderligere stramninger af pensionsalderen, udgifter til sygehusvæsnet og de offentlige lønninger, hvis pagtens mål skal forfølges. Det kan imidlertid vise sig lettere sagt end gjort.

Rigueur? Mais non!
Frankrig har i forvejen haft problemer med at leve op til EU’s krav om økonomisk disciplin under stabilitets- og vækstpagten. Gennem hele 2010 kæmpede regeringen med at efterleve den henstilling, Frankrig modtog fra EU i 2009 – i lighed med størstedelen af EU-landene – om at nedbringe det offentlige underskud til 3 procent af BNP. Frankrigs budgetunderskud var på daværende tidspunkt næsten 8 procent . Den offentlig gæld var på 84 procent af BNP. Og de havde ikke præsteret at føre et balanceret budget siden 1979. Så selv om man brystede sig af at være kommet gennem krisen i bedre form end de fleste andre EU-lande, var der lang vej igen.

I EU ventede man en gennemgribende fransk plan for en konsolidering af blandt andet det overbelastede pensions- og sundhedssystem. Imidlertid havde den franske regering indenrigspolitisk mere travlt med at overbevise befolkningen om, at det bestemt ikke var nødvendigt med rigueur (stramninger og nedskæringer). Politikerne følte ikke trang til at tale for økonomiske stramninger i en situation, hvor arbejdsløsheden netop havde ramt 10 procent. Og det centraliserede franske statsapparat manglede en politisk institutionel tradition for brede forlig og kompromisser. Regeringen havde derfor ingen at dele ansvaret for de upopulære beslutninger med – hvilket har været essentielt for Sarkozy så han ikke skulle stå som eneansvarlig for at svinge sparekniven.

Meget hjælp var der ikke at hente hos fagforeningerne, der følte sig ekskluderet fra forhandlingerne og i karakteristisk fransk konfrontativ stil valgte at mobilisere omfattende protester og strejker, så snart regeringen tænkte lidt for højt om mulige nedskæringer. Endelig var valgkampen til præsidentvalget i 2012 allerede uofficielt sparket i gang, og spekulationer om mulige oprør i Sarkozys egne rækker florerede livligt.

Således lå det indenrigspolitiske incitament til at specificere sparetiltag på et meget lille sted. Først i juni 2010, halvandet år efter henstillingen fra EU, fremlagde den franske regering et udkast til at nedbringe underskuddet. Og det først efter at have fået armen vredet grundigt om af Kommissionen, IMF og flere internationale finansielle institutioner, der truede med nedgradering af den franske kreditværdighed.

Det ser godt ud på papiret, men…
Selv om den franske regering i efteråret 2010 kom igennem med en pensionsreform, vil Sarkozy formentlig vente til efter valget i 2012 med at forsøge sig med flere gennemgribende tiltag.

Frankrigs skudsmål er således ikke imponerende, når det gælder budgetdisciplin på tysk manér. Alligevel valgte Sarkozy at arbejde lige så insisterende som Merkel for europagten, om end med et lidt andet sigte for øje. For det første har franskmændene i årevis plæderet for at få indført den føromtalte økonomiske styring i EU for at styrke Frankrigs indflydelse på den økonomiske regulering. Det er Sarkozy classic at vise statsmandskab og handlekraft i udlandet, når meningsmålinger hjemme tager endnu et dyk – som det netop sås i forbindelse med oprøret i Libyen. Med pagten demonstrerer Sarkozy, at Frankrig fortsat er et af de mest betydningsfulde lande i EU, og samtidig får den franske regering pagten at gemme sig bag, når utilfredsheden med de nødvendige reformer breder sig blandt den franske befolkning.

Andre peger på, at pagtens indhold er langt mindre kontroversielt og gennemgribende end det giver sig ud for at være, og at der mest er tale om flødeskum på toppen af de tiltag, EU allerede har sat i gang med blandt andet det europæiske semester og EU-Kommissionens vækstundersøgelser. Sidst men ikke mindst har man fra fransk side villet gå langt for at efterkomme Tyskland. Det ville være katastrofalt for Frankrig, den franske økonomi og ikke mindst den franske selvforståelse, hvis Tyskland skulle miste tålmodigheden og vælge at forlade eurosamarbejdet og dermed efterlade Frankrig tilbage i bunken af vingeskudte sydeuropæiske økonomier. Som nævnt i en leder i The Economist, så har Frankrig brug for at skjule sin svaghed bag Tyskland.

Forløbet om pagten viser, at Frankrig gerne vil spille med på de „ansvarliges‟ banehalvdel sammen med Tyskland og andre koldblodige nordeuropæiske strammere. Men samtidig har landet en økonomisk historie og tradition, som ofte virker mere sydeuropæisk i sin stil og sine resultater.

Således stiller pagten Sarkozy i et dilemma: Hvis den franske økonomi ikke mirakuløst forbedres, kan det blive vanskelligt for den borgerlige regering at komme uden om yderligere stramninger af blandt andet pensionsområdet. For pagtens mål skal udmøntes gennem konkrete tiltag. Sandsynligvis ville Frankrig med sin penible økonomiske situation alligevel være nødsaget til yderligere finanspolitiske opstramninger. Med pagtens indførelse bliver den franske økonomi og det øverste politiske niveaus præstationer imidlertid eksponeret i langt højere grad end før.

Sarkozy spiller altså højt spil med aftalen. Det vil gøre det vanskelligt for Frankrig at bevare sin legitimitet og rolle som forgangsland i det europæiske samarbejde, hvis man ikke præsterer det gode eksempel. Frankrig skal overbevise Tyskland og de øvrige lande, der har takket ja til pagten, om, at de besidder den politiske vilje og stamina til at gennemføre de nødvendige tiltag. Men samtidig risikerer Sarkozy at spille for højt indenrigspolitisk spil ved at satse på den hårde linje og dermed sætte regeringens chance for genvalg på spil. Det er begrænset, hvor lang selv en konflikttrænet fransk regering kan holde til storstrejker, der ligger den offentlige sektor ned i ugevis.

Endelig må det overvejes, hvad der sker, hvis den socialistiske opposition kommer til magten. Socialistpartiets leder, Martine Aubry, har langet kraftigt ud efter regeringens økonomiske politik. Partiet ønsker at trække forhøjelsen af pensionsalderen tilbage og har proklameret sig som modstandere af konkurrenceevnepagten i sin nuværende form. Det kan med andre ord blive en kompliceret sag for franskmændene at holde sig til de spilleregler, de selv har været med til at sætte op og sikre sig en plads i de mådeholdne nordeuropæiske økonomiers klub. Med vedtagelsen af pagten er Frankrig kommet hurtigt fra start. Men arbejdet er langt fra fuldendt.

Foto: Tysklands bundeskanzlerin Angela Merkel og Frankrigs président Nicolas Sarkozy (commons.wikimedia.org).

Lola Bruun Jørgensen (f. 1986) er kandidatstuderende i Statskundskab på Københavns Universitet og bekskæftiger sig navnligt med Frankrig, EU og europæisk økonomisk politik og koordination. Lola har i foråret 2010 været tilknyttet Danmarks ambassade i Paris og har tidligere været ansat som student i Udenrigsministeriets direktionssekretariat.