05.06.2011

Efter 30 års hård kamp vandt Eritrea sin selvstændighed og solede sig en tid i verdens beundring. Men med en blodig og unødvendig krig med nabolandet Etiopien og en mislykket fredsproces gjorde det lille østafrikanske land sig uvenner med alle, lukkede sig inde og gik i glemslen igen.

Af Andreas Sugar

Det har nok undsluppet de flestes opmærksomhed, at Eritrea netop har fejret 20-året for dets uafhængighed. I 1991 blev det lille land Afrikas nyeste nation, efter at en stædig guerillahær som en anden David besejrede Goliath – den mægtige nabo Etiopien. Eritrea blev hurtigt hyldet som en afrikansk succeshistorie, og dets leder Isaias Afwerki viste takter som en progressiv leder for et folk, der ville frem og kunne selv. Trods begrænsede midler formåede man at give landets børn en solid undervisning og holde hovedstaden Asmara sikker og ren, en sjældenhed i de fleste afrikanske storbyer. I en blanding af begejstring og dårlig samvittighed over årtiers negligering faldt donorerne over hinanden for at hjælpe den nye stat. Amerikanerne udråbte præsident Isaias som en af frontfigurerne i det, der skulle være ”Afrikas renæssance”.

I dag er Eritrea isoleret og udstødt; en utilregnelig international paria, der mænger sig med de værste drenge i klassen. Præsident Isaias, der tidligere var respekteret for sin stædighed og insisteren på at gøre tingene på sin måde, anses i dag som en ustabil tyran med et alkoholproblem. Ifølge en tidligere livvagt, der nu er deserteret, lever Isaias et liv som eneboer, der sjældent forhører sig med nogen, inden han tager beslutninger. Der har ikke været afholdt et eneste valg siden uafhængigheden, og der findes kun ét politisk parti. Isaias udtalte i 2008, at valg ville blive udskudt i 30-40 år eller længere, da de ”polariserer samfundet”. Den hårdt prøvede befolkning lever i en blanding af frygt og total mangel på ytringsfrihed. NGO’en Reporters Without Borders placerede for nylig Eritrea på sidstepladsen ud af 178 lande, når det kommer til mediefrihed, sågar efter Iran og det totalitære Nordkorea.

Arven fra Italien
Denne sørgelige udvikling er måske ikke helt overraskende, når man ser tilbage på landets tumultøse fortid. Under de europæiske magters kamp om ”det sorte kontinent” i slutningen af det 19. århundrede tilranede Italien sig det smalle land ved det Røde Havs kyst og gjorde det til et eksperimentarium på godt og ondt. Italienerne gennemførte en række ambitiøse byggeprojekter, blandt andet en imponerende jernbane fra havnebyen Massawa til hovedstaden Asmara, der ligger i over to kilometers højde. Med dens behagelige klima, gamle biografer og caféer, familier på spadseretur og store koncentration af modernistiske bygninger føler man sig i Asmara hensat til Syditalien anno 1950. Forholdet til kolonitiden er dog fortsat ambivalent. Trods ydmygelserne der fulgte med italienernes ophold, var koloniseringen med til at skabe en distinkt eritreisk identitet på tværs af en etnisk og religiøst mangfoldig befolkning.

Mussolinis afrikanske eventyr endte da britiske og etiopiske styrker besejrede italienerne i starten af Anden Verdenskrig. Under mandat fra FN forvaltede Storbritannien Eritrea indtil 1951, hvorefter landet blev del af en føderation med Etiopien. Eritrea havde imidlertid stor strategisk betydning, takket være dets lange kystlinje og rigdom på mineraler, og i 1962 opløste den etiopiske kejser Haile Selassie føderationen og gjorde landet til Etiopiens fjortende provins. Da det internationale samfund valgte at ignorere denne dybt ulovlige handling, startede en frihedskamp, som skulle fortsætte i 30 år.

Oprørsgruppen EPLF var en intellektuel bevægelse, hvor muslimer og kristne kæmpede side om side, og en tredjedel af krigerne var kvinder. EPLF holdt til i det barske bjerglandskab i det nordlige Eritrea, hvor de levede et spartansk liv med ét mål for øje: at blive en selvstændig nation. Da deres hovedbase, byen Nakfa, var blevet sønderbombet af Etiopien utallige gange, byggede de eritreiske frihedskæmpere hele underjordiske systemer med skoler, trykkeri, våbenfabrik, radiostation og hospitaler. At nakfa i dag også er navnet på Eritreas møntfod er bevis på, at den lange frihedskamp spiller en central rolle i nationens psyke.

I løbet af 1970’erne stødte den etiopiske oprørsgruppe TPLF til i slaget mod regeringen i Addis Abeba, og i maj 1991 lykkedes det dem sammen at vælte den kommunistiske militærjunta, der havde taget magten i den etiopiske hovedstad. De tidligere stridsfæller havde opbygget et tæt venskab gennem mange års fælles kamp under ekstreme forhold. Det var derfor naturligt for Etiopiens nye ledere at anerkende Eritreas ret til selvbestemmelse, selv om det betød, at de ville miste adgangen til det Røde Hav. To år efter befrielsen fra Etiopien stemte 99,8 % af eritreerne for uafhængighed, og Eritrea blev formelt en suveræn stat. Dette var starten på en kort gylden periode. Eritrea blev hurtigt de vestlige donorers yndling. Hjælpen strømmede til, ambassaderne skød op i Asmara, og håbet voksede om kap med de blomstrende bougainvilleaer i den lille charmerende hovedstad.

En støvet by ved navn Badme
Men eventyret kom til en brat ende en dag i maj 1998, da nogle soldater fra Eritrea og Etiopien kom op at toppes i den støvede grænseby Badme. Skænderiet endte i en skudveksling, som få dage efter eskalerede til et kæmpe slag på tre fronter mellem to af Afrikas største hære. Selv om krigen kom bag på begge nationer, var det gode forhold dog kommet under pres i årene efter løsrivelsen. Særligt var der opstået uenigheder om indbyrdes handel, Etiopiens brug af havnen i Assab og ikke mindst landegrænsen, der aldrig var blevet fastlagt eller markeret på jorden. Lederne af de to lande talte jævnligt sammen, men da krigen brød ud, endte al kommunikation med ét. Det siges, at familiefejder er de værste – bitre og endegyldige. Og krigen mellem Etiopien og Eritrea var i høj grad en konflikt mellem slægtninge; ja, i mange tilfælde stod fætre og kusiner over for hinanden på slagmarken.

Da den brutale skyttegravskrig endte to år senere, var op imod 100.000 mennesker blevet dræbt, grænselandet var sønderbombet, og to af verdens fattigste lande havde brugt alle deres ressourcer på våben. De stod nu uden deres vigtigste handelspartner – hinanden – og donorerne vendte dem ryggen, i hvert fald for en tid.

Internationale mæglere havde imidlertid fået en våbenhvile i stand gennem møjsommelige indirekte forhandlinger, da de to parter nægtede at sidde i stue sammen. FN sendte styrker ind for at etablere en sikkerhedszone, mens en længerevarende fredsaftale blev forhandlet på plads. Aftalen gik ikke mindst ud på, at en uafhængig kommission skulle nedfælde grænsen mellem de to lande, først på kort og siden på landjorden.

Selv om de to sider ikke talte sammen, gik alt efter planen; det vil sige, indtil grænsekommissionen afsagde sin dom. Begge parter stod til at både miste og vinde landområder langs den 1000 kilometer lange grænse. Men den lille by Badme, hvor krigen var startet, skulle overdrages fra Etiopien til Eritrea. Selv om dommen ifølge fredsaftalen var ”endegyldig og bindende”, udfordrede Etiopien kommissionen i en række juridiske tovtrækkerier, mens Eritrea frustreret så til. Under normale omstændigheder havde man nok lagt pres på Addis Abeba for at gennemføre den internationalt støttede fredsaftale, men skæbnen ville, at grænsedommen og den efterfølgende polemik fulgte i kølvandet på den 11. september 2001. I den nye geopolitiske virkelighed, præget af Bush-devisen ”I er enten med os eller mod os”, var Etiopien – et stort land med en kristen regering i et farligt nabolag ved siden af Sudan og Somalia – en vigtig og loyal partner. Så derfor slap Etiopien af sted med sine forhalinger, uden at Vesten fortrak meget mere end en mine.

Der var ingen tvivl om, at Eritrea rent juridisk havde ret, men præsident Isaias mistede hurtigt sympati for sin sag. Internt var han begyndt at slå brutalt ned på enhver form for opposition, politiske modstandere blev smidt i fængsel, den fri presse blev lukket ned, og valg blev udsat på ubestemt tid under påskud af, at landet fortsat befandt sig i en tilstand af krig. Samtidig lagde den stivsindede leder sig ud med det internationale samfund, som han beskyldte for endnu en gang at have vendt Eritrea ryggen.

Præsident Isaias mistede hurtigt sin tidligere anseelse, da han jævnligt fornærmede sine kolleger ved topmøder i udlandet og derhjemme udviste ambassadører, NGO’er og andre, der vovede at ytre bekymring over den kedelige udvikling i Eritrea. Endelig lod han sin frustration gå ud over FN-styrkerne, som blev udsat for diverse ydmygelser og restriktioner, der gjorde deres arbejde mere og mere umuligt. Da Eritrea til slut bestemte sig for at lukke for indførslen af brændstof, trak FN sig ud i sommeren 2008 med uforrettet sag. Den egentlige vinder var imidlertid Etiopien. Grænsekommissionen havde også kastet håndklædet i ringen, og konflikten mellem de to lande figurerede ikke længere på den internationale dagsorden.

Forrådt af verden
Tilbage stod Eritrea, harm og bitter på det internationale samfund. Landet fortsatte med at gøre sig upopulær, da Asmara åbenlyst støttede islamistiske oprørere i Somalia, startede en mindre territoriel strid med nabolandet Djibouti og blandede sig indirekte i konflikten i Darfur. Eritrea er i dag under FN-sanktioner, og USA har flere gange truet med at tilføje landet til sin ”terrorliste”. Den regering, der for bare få år siden blev beundret for sit gåpåmod og insisterende uafhængighed, opfattes nu som kværulant og stridslysten. Præsident Isaias er på vagt over for alt og alle, og hans udenrigspolitik er ligeså paranoid og naiv, som den er aggressiv og utilregnelig. Diplomati har aldrig været den tidligere guerillaleders stærkeste side.

Regeringens hårde linje har ikke kun været rettet mod omverdenen. Det anslås, at titusindvis af systemkritikere, religiøse afvigere og andre ”fjender af staten” er blevet fængslet eller tilbageholdt siden 2001. Civilsamfundet er nærmest ikkeeksisterende, da fagforeninger og NGO’er ikke længere er lovlige. Universitetet i Asmara er så godt som lukket, i stedet afløst af tvungen ”national tjeneste” for unge i den studiemodne alder. Denne tjeneste er ofte ensbetydende med lange ophold i træningslejre med hård fysisk træning og søvndyssende indoktrinering. Borgernes rettigheder er blevet erstattet af pligter.

Som om det ikke var nok, så lider befolkningen også materielt. Flere års tørke og regeringens ravage af den private sektor, lagt sammen med enorme militærudgifter, har efterladt landets økonomi i ruiner. Der er med andre ord mangel på alt, fra sukker og benzin til politisk dialog og ytringsfrihed.

Men finder eritreerne sig i det? Indtil videre er der ikke tegn på, at det arabiske forår vil sprede sig til Eritrea. Grundene hertil er mange. Om end det forlyder, at mange er godt trætte af de kummerlige tilstande, så eksisterer der måske stadig en malplaceret loyalitet over for en leder, der spillede en afgørende rolle i guerillabevægelsens succes og landets løsrivelse fra Etiopien. USA’s tidligere ambassadør i Eritrea Ronald McMullen beskrev det således i en af sine rapporter til Washington: ”Selv om regimet bare er en kugle fra at sprænge i luften, er Eritreas modstandskraft bygget på en stærk følelse af nationalisme… såvel som de fleste eritreeres evne til at modstå lidelse og afsavn med overbærenhed og hårdførhed.”

Den manglende offentlige modstand skyldes måske i lige så høj grad, at de vigtigste oppositionskræfter allerede er skaffet af vejen, mens resten af befolkningen lever i frygt og mistro. Ingen kan vide sig sikker på, om ens nabo eller slægtning er en informant, og derfor giver de færreste højlydt udtryk for utilfredshed med regeringens politik – i hvert fald inden for landets grænser.

Den mest synlige form for protest er de tusinder af desertører, der vover livet for at forlade landet ulovligt. Præsident Isaias forkaster imidlertid snakken om den store udvandring fra hans land. ”Hundredvis af unge er blevet forledt til at tro, at verden udenfor er paradis… Det er et systematisk forsøg på at frarøve landet dets unge mennesker… og det er finansieret af CIA,” udtalte præsidenten i et sjældent interview med Reuters i 2008.

Men der er tegn på, at oppositionsgrupper er begyndt at røre på sig i Eritreas nabolande. Problemet er dog, at de indtil videre ikke er godt organiseret og ikke udgør en fælles front mod styret i Asmara. Men måske er det bare et spørgsmål om tid, før vreden og frustrationen blandt eritreerne – både i og uden for landet – vender sig mod Isaias’ regime.

Hvordan det kunne gå så galt for det lille land med de store forhåbninger? Meget kan forklares med det komplicerede forhold til Etiopien, krigen og ikke mindst den forliste fredsproces, som bekræftede Eritreas overbevisning om, at man ikke kan stole på nogen. Men en stor del af skylden ligger også hos den despotiske præsident og hans lille skare af generaler og rådgivere, der har bakket op om hans fejlslagne kurs. Det er værd at bemærke, at Isaias – modsat andre magtsyge ledere – ikke har været drevet af grådighed. Efter sigende lever han et meget sparsommeligt liv. Han er snarere et eksempel på landsfaderen, der er overbevist om, at han – og kun han – ved, hvad der er bedst for nationen.

Hvor længe hans befolkning vil lade ham leve i den tro, er det store spørgsmål. I mellemtiden fejrede nationen, der var så ivrig efter at bevise, at den kunne selv, sit jubilæum alene og i al ubemærkethed.

Foto: Eritreas præsident Isaias Afewerki (Shawn Baldwin for The New York Times).

Andreas Sugar (f. 1970) er tidligere ansat i FN, New York, i afdelingen for fredsbevarende operationer med speciale i Østafrika. Han er i øjeblikket ansat i organisationen International Media Support i København.