23.09.2011

”Det, EU indtil videre har gjort, er i ord at tage kraftig afstand – og at forbyde 34 personer at rejse til europæiske lande. De gør ingen forskel, det er totalt til grin.” Det siger Lasse Ellegaard, korrespondent i Mellemøsten siden 1996 for blandt andre DR og Information, til RÆSON. ”EU er mere bange for islamisterne end for diktatorerne. Ellers giver det ikke mening. Desuden eksporterer vi smør, nervemedicin og energiteknologi til Syrien, og det er jo arbejdspladser.”

INTERVIEW af Tine Gjedsted Østergård

Læs også:
– ‘Lene Espersen om Syrien: BRIC-landene svigter‘
– ‘Khader om Syrien: EU svigter – Ashton er totalt passiv‘

RÆSON: Kan du give et par eksempler på, hvordan Assads håndtering af protesterne har fejlet?
LASSE ELLEGAARD: Ja. Fx er de tre taler, han har holdt siden oprøret startede, totalt til grin. Han lover nogle meget løse reformer, men sætter hverken datoer, deadlines eller konkrete tiltag på dagsordenen. Al-Assad kunne i sin første tale 30. marts have indledt med to minutters stilhed for dødsofrene. Han kunne have sagt, at der skulle tages fat i forfatningens artikel 8, der privilegerer Ba’ath-partiet som det ledende parti med permanent flertal i parlamentet. Han gjorde ingen af delene. Efter min mening – og det er også mine syriske kilders opfattelse – havde han vundet, hvis han havde gjort det på det tidspunkt, hvor revolten kun var to uger gammel, og hvor der stadig var en tillid til hans lederevner.

RÆSON: Hvorfor mon han ikke gjorde det?
ELLEGAARD: Der er flere forklaringer. Den mest sandsynlige er nok, at han ikke var klar over, hvor alvorlig situationen var, og derfor troede, at han kunne slippe af sted med at hæve mindstelønnen og genindføre subsidierne på brændstof og brød. Et af problemerne i Dara’a, hvor revolten begyndte, var jo den økonomiske krise. Folk har i løbet af de seneste tre-fem år oplevet voldsomme prisstigninger, fordi Bashar Al-Assad gradvist har afviklet subsidierne på de daglige fornødenheder som brød og benzin. Han troede, han kunne bestikke syrerne til at falde til ro. De fik nogle penge og billigere priser på fornødenheder, og så skulle det nok gå. Han havde simpelthen fejlbedømt, at 40 års diktatur, hvor ingen kunne rokke med ørerne uden at bestikke sig frem, havde gjort folk grundlæggende sure. En anden årsag kan være, at han simpelthen ikke fik lov til det. Beslutningsprocesserne i Syrien består af fire led, der skal godkende alle vigtige beslutninger – Assad-klanen, alawit-sektens ældsteråd, sikkerhedscheferne og Baath-partiet. Først derefter kommer regering og parlament ind i billedet. Der er altså tale om et konsensussystem, hvor Bashar kan have været i mindretal allerede på klanplan, hvor lillebroren Maher er hardliner, fætteren Rami Maklouf er finansmanden og søsteren Bushra er meget indflydelsesrig og gift med sikkerhedschefen, Asaf Shawkat. Men det ved vi ikke med sikkerhed. Det er et hermetisk lukket system.

RÆSON: Hvad er Assads chancer for at forblive ved magten?
ELLEGAARD: Løbet er kørt for ham. Han har overskredet sin udløbsdato. Det kan tage noget tid, men der er ingen tillid til, at han kan gøre nogen som helst forskel i en reformproces. Og reformprocessen vil komme. Den skyller jo ind over resten af den arabiske verden – i forskellige tempi selvfølgelig – men bevægelsen er den samme, nemlig mod individuel selvbestemmelse og retten til. Det er helt tydeligt, at tiden er forbi for de diktaturer, der kom til sidst i 1960‘erne og begyndelsen af 70‘erne. Han kunne have reddet situationen for to-tre uger siden ved at fyre sin bror og beordre sikkerhedsstyrkerne hjem i kasernerne. Det ville muligvis have haft en effekt. I virkeligheden var hans eneste mulighed at gennemføre et kup mod sit eget regime.

RÆSON: Hvor længe vil det vare, før Bashar Al-Assad må gå af?
ELLEGAARD: Det, jeg – og mine libenasiske kolleger, der dækker oprøret – lægger mærke til, er, at Bashars styre simpelthen løber tør for penge om tre-fire måneder [i november-december, red.], blandt andet fordi regeringen har pumpet penge ind i de førnævnte subsidier. Det er voldsomt dyrt, eftersom der er 23 millioner indbyggere i Syrien, og så bliver det meget svært for at lønne soldater, sikkerhedsfolk og tilhængere. For få dage siden begyndte Iran – som er Syriens nærmeste allierede – at sende gratis olie og benzin. Men ifølge en libanesisk kollega, der har researchet den trafik, sender iranerne ikke penge til Bashar. Dels fordi iranerne ikke er så stenrige, som de var engang, dels fordi der er interne magtkampe i Iran, der hæmmer det iranske styres handlefrihed. Derudover er Iran meget optaget af opstanden i Bahrain, hvor shi’iterne er under pres og kan få brug for akut hjælp. Så det er uvist, hvor mange penge Iran kan og vil give til Bashar-styret.

RÆSON: Hvad er alternativet til Bashar Al-Assads regering?
ELLEGAARD: Der er tre muligheder. Den mest sandsynlige er, at styret vælter, og at alle mulige grupperinger – bevæbnede og støttet fra Saudi Arabien, Libanon, USA, Frankrig, etc. – tager over i gaderne, der udarter til en mellemting mellem situationen i Libanon og Irak. Bashar Al-Assad vil, hvis han overhovedet overlever, trække sig tilbage til alawitternes hjerteland oppe nordpå, hvor der kan etableres en eller anden form for et alawit-amt med autonomi. Her vil alawitterne – ligesom kurderne i Nordirak – passe deres egne sager. Jeg tror, situationen i første omgang ender i et kaos, som vil brede sig til Beirut, hvor vandene også er ret delte i øjeblikket. De to andre muligheder er begge meget usandsynlige: Man finder ud af at sammensætte en kommission, der sammensætter en forfatning og opstiller nogle regler for valg med mere. Eller Tyrkiet, som har store interesser i Syrien, fordi det er deres indgang til den arabiske verden, griber ind og tager magten. De har gjort det før, nemlig i 1998, hvor de kørte to panserdivisioner op til grænsen og krævede Öcalan fra PKK udleveret.

RÆSON: Middelklassen er begyndt at tilslutte sig oprøret. Hvorfor?
ELLEGAARD: Middelklassen har tilsluttet sig oprøret, fordi den er ved at løbe tør for penge. Hidtil har det, man kalder købmandsklassen, haft det godt med styret, fordi Assad har løsnet op for forskellige økonomiske restriktioner. Sunnimuslimerne fik eksempelvis lov til at oprette banker og finansselskaber, og moderate sunni-imamer fik egen radiokanal. Men det går dårligt for den syriske økonomi, og disse sunni-forretningsfolk er nu begyndt at måtte lukke deres virksomheder. Det skaber utilfredshed. Hvis ikke tingene ændrer sig, må flere erhvervsdrivende drøje nøglen om, så den økonomiske situation er meget afgørende for den udvikling, der er i Syrien lige nu. Otte milliarder dollars om året kommer desuden fra turisme, og der er ikke én eneste turist på nuværende tidspunkt bortset fra iranske pilgrimme, der er på to dages besøg og ikke bruger penge.

RÆSON: Stille og roligt begynder soldater at desertere. Hvad betyder det for Assads chancer for at vinde over oprørerne?
ELLEGAARD: Det, der er forskellen på Syrien og for eksempel Egypten og Tunesien, er, at den syriske hær stadig i det store og hele er loyal. Desertørerne er kun småtterier indtil videre.

RÆSON: Hvad gør man fra EUs side for at imødekomme de syriske oprørere?
ELLEGAARD: EU er i klemme, fordi man har store interesser i Syrien. Både strategiske, handelsmæssige og økonomiske. Det, EU indtil videre har gjort, er i ord at tage kraftig afstand – og forbyde 34 personer at rejse til europæiske lande. De gør ingen forskel, det er totalt til grin. Men de fungerer som et budskab til regimet om at få gang i nogle reformer. Og et budskab til oprørene om, at EU støtter dem moralsk. Men de støttes jo ikke på samme måde, som man støtter oprørene i Libyen for eksempel. Grunden er, at Bashar – og det er også et af de kort, han selv har spillet – ses som garanten i Syrien for, at Israel kan få lov at være i fred. Der har jo ikke været sammenstød mellem syriske og israelske tropper siden 1973, og det er alligevel et stykke tid siden.

RÆSON: Hvorfor gør EU ikke mere?
ELLEGAARD: EU er bange for, at Syrien skal udvikle sig som Irak til et totalt kaos, hvor iranerne, muslimske brødre, salafister og venstreorienterede slås med hinanden. Altså at det hele falder fuldstændig fra hinanden. EU foretrækker en diktator som Bashar frem for et sunnistyre, som de mistænker for at blive mere islamistisk, end de synes om. Min analyse er – i al beskedenhed – at EU er mere bange for islamisterne end for diktatorerne. Ellers giver det ikke mening, at man ikke har skærpet sanktionerne mod Syrien yderligere. Desuden eksporterer vi smør, nervemedicin og energiteknologi til Syrien, og det er jo arbejdspladser.

RÆSON: Hvordan forholder USA sig til situationen i Syrien?
ELLEGAARD: EU vælger at lægge sig i ly af amerikanerne, der ikke er interesserede i, at Bashar ryger. Så sent som i sidste uge mildnede Hillary Clinton sin kritik, da hun sagde, at nu skulle Bashar reformere, for ellers vil oppositionen blive stærkere, men undlod at sige, at han skulle gå af. Det er en retræte i forhold til USAs tidligere holdning, hvor præsident Barack Obama jo tidligere har sagt, at Bashar Al-Assad måtte træde af, hvis ikke han gennemførte reformer. Igen og igen og igen tror jeg, det handler om, at amerikanerne snakker med israelerne, og israelerne siger “lad være med at puste til ilden, for Bashar er god for vores sikkerhed.”

Tine Gjedsted Østergård (f. 1986) er bachelor i dansk og læser kandidat i journalistik på Syddansk Universitet. ILLUSTRATION: Catherine Ashton, EUs høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.