09.12.2011

Kodeordet for amerikanske militæroperationer har altid været at besejre sin fjende til frihed. Det siger Eliot Cohen, tidligere rådgiver for Condoleezza Rice og professor i strategiske studier ved John Hopkins University til RÆSON. USA vil trods finanskrise og besparelser på militæret fortsat følge en interventionistisk strategi, udbrede demokratiske værdier og gøre sin indflydelse gældende som ledende supermagt. Men europæerne skal vænne sig til at rydde op i deres egen baghave.

INTERVIEW af Lola Bruun Jørgensen

RÆSON: At besejre sin fjende til frihed – sådan beskriver du i din nye bog, ’Conquered into Liberty’, USA’s strategi under forsøget på at invadere Canada i det 17. århundrede. Hvad fortæller den historiske arv os om amerikansk militærstrategi i dag? Er der en særlig amerikansk måde at føre krig på?
ELIOT COHEN: Den amerikanske tilgang til krigsførelse er dybt funderet i fortiden. Ofte anskues måden vi fører krige på horisontalt– som noget der sker her og nu. Men langt de fleste tilgange til krigsførelse er vertikale og går langt tilbage i historien. Amerikansk militærstrategi har stærke rødder i den langstrakte konflikt med Canada tilbage i det 17. århundrede. Min påstand er, at flere elementer er gået i arv fra den tid. Et af dem er denne her modsætningsfyldte forestilling om, at man skal besejre sin fjende til frihed, som vi vedblivende har forfulgt.

RÆSON: Men er det en succesfuld strategi? Virkede den eksempelvis i Irak?
COHEN: Sommetider har den virket, andre gange fejlet. Den virkede i Tyskland og Japan. Det er for tidligt at sige i forhold til Irak. Jeg var personligt fortaler for krigen, selv om jeg var meget kritisk overfor den måde, vi håndterede den på og måden, hvorpå vi har trukket os ud af landet. For mig ville succes i Irak betyde, at vi efterlod landet med en relativ stabil regering og med plads til landets forskellige etniske og religiøse grupper. Men da jeg i sin tid stoppede som rådgiver for Condoleezza Rice og forlod State Department (det amerikanske udenrigsministerium) var min fornemmelse, at vi var i færd med at betræde en skrøbelig vej til fred.

RÆSON: Kan man anvende udtrykket at blive besejret til frihed på vestens rolle i krigen i Libyen?
COHEN: Det mener jeg ikke. I den konflikt fulgte USA helt bevist det britiske og franske initiativ. Briterne og franskmændene forsøgte i første omgang blot at skubbe oprørene i den rigtige retning. Vi får se, hvad konsekvenserne bliver af denne her ’hands of’ tilgang. Jeg ville ikke have anbefalet en invasion af Libyen med amerikanske tropper. Men jeg havde klart mine reservationer overfor ikke at gøre noget mere noget hurtigere. Hvis de her ting skal ske, er det bedre at det sker hurtigt end langsomt. Det står fortsat ikke klart for mig, hvad de langsigtede konsekvenser bliver i Libyen.

RÆSON: I 2009 udtalte du, at der var tre muligheder i forhold til atomtruslen fra Iran: Enten angriber Israelerne eller USA det iranske atomprogram, eller også får Iran atomvåben. Gælder det stadig? Skal USA være klar til at gå i krig med Iran?
COHEN: Alle ønsker, at der var andre valg. Jeg ville ønske, at der var andre valg. Men der er ingen andre valg end de tre. Jeg mener, vi står i præcis den samme situation i dag som for to et halvt år siden. Ingen af disse valg er gode. Så det er et spørgsmål om at finde det mindst ringe.

RÆSON: Den tidligere amerikanske præsident, Theodore Roosevelt, sagde i sin tid, at USA ikke have noget valg om, hvorvidt landet ville spille en stor rolle i verdenen eller ej, men at spørgsmålet var, om det ville spille rollen godt eller dårligt…
COHEN: Det er faktisk en af mine pointer: Om vi vil det eller ej, vil USA altid være involveret globalt. Jeg ved af erfaring fra den politiske verden, at dem på toppen af den politiske beslutningsproces ofte ikke føler, de har noget valg. Valg, der når toppen, er næsten altid valg af ting, vi helst ikke vil vælge imellem. De er 49/51 beslutninger. I retrospektiv vil det ofte være tydeligt, hvad man skulle have gjort. Men ser man på det fra en historisk vinkel, står det klart, at disse valg har været meget vanskelige at træffe.

RÆSON: Både nu og i fremtiden vil USA være begrænset af økonomien og besparelser i blandt andet Pentagon. Hvordan vil det påvirke USA’s mulighed for at gøre sig gældende i verden?
COHEN: Overordnet vil USA forblive den ledende magt i verden, i alt fald i min levetid. Der har på det seneste været en tendens hos amerikanerne til at tale os selv ned – fejlagtigt, mener jeg. Hvis man kigger fundamentet: vores uddannelsessystem, demografien, teknologien, vores ressourcer og det politiske system – betyder alt det, at USA vil forblive verdens ledende magt. Udfordringen bliver, at vi er nødt til at være mere forsigtige fremover. Der er ikke den samme margen for fejltagelser. Vi har så at sige ikke råd til at være dumme. Jeg mener i øvrigt ikke, at besparelserne bliver så dramatiske, som der er lagt op til. Men vi kommer til at se en ny afbalancering af amerikanske styrker, som vil være meget mere orienteret mod Asien og stillehavsområdet. Med store konsekvenser for Europa.

RÆSON: Hvilke konsekvenser for Europa taler vi om?
COHEN: Jeg tror, vi vil sige til vores Europæiske NATO-allierede, at I må passe jeres egen baghave nu. I et nødstilfælde vil selvfølgelig vi være der, men vi vil ikke tænke en masse på europæisk sikkerhed. Sådan var det allerede i tilfældet med Libyen. Men i Libyen oplevede vi også, at selv om det var franskmændene og briterne med allierede, herunder Danmark, der ledte aktionen, havde man stadig brug for USA til air-to air optankning af kampfly og til at lede nogle af de mere sofistikerede manøvrer.

RÆSON: Set i lyset af disse fremtidige udfordringer, hvad bør en ny præsidents militærdoktrin så være?
COHEN: USA vil være fortsat den førende globale magt og være engageret i verden, om vi vil det eller ej. Udenrigspolitikken vil afhænge af, om det bliver Obama eller en republikansk præsident, der får magten. Med en republikaner vil der komme mere fokus på at pleje vores venner, inklusiv Danmark. Danmark har et meget godt og velfortjent ry. Jeg tror, man vil se mere militær styrke og mere pres for at fremme international frihandel, hvilket republikanerne traditionelt set har skubbet på for. Sikkerhedspolitikken vil være hårdere på visse områder. Selv om beslutningsmargenen er lille vil det gøre en forskel, om det er republikanerne eller demokraterne, der sidder i førersædet.

Lola Bruun Jørgensen (f. 1986) er kandidatstuderende i statskundskab på Københavns Universitet. Har været tilknyttet Danmarks ambassade i Paris samt været ansat som student i Udenrigsministeriet. Pt. læser hun statskundskab og nordamerikanske studier ved McGill University. ILLUSTRATION: Amerikansk oberst hejser flaget.