27.04.2011

Regeringens 2020-plan vil spare to milliarder eller ti procent på Forsvaret, men følger ikke op med en ny langsigtet strategi for Forsvarets opgaver. Faren: Væsentlige politiske beslutninger overlades til embedsmænd eller tilfældigheder. ”Politikerne skal tage ansvaret for de besparelser, der varsles og fortælle befolkningen og Forsvaret, hvad det er for opgaver, man ikke længere skal løse,” siger Hærens Konstabel- og Korporalforenings formand Flemming Vinther til RÆSON. Ifølge Vinther og Henrik Ø. Breitenbauch fra Center for Militære Studier vil besparelserne umuliggøre en grad af aktivisme som i dag.

Interviews af Nis Frederik Petersen

Flemming Vinther: Politikerne skal tage ansvar for besparelserne
RÆSON: Hvad vil en besparelse på to milliarder kr. betyde for Forsvaret?
Vinther: Det vil få store konsekvenser. Man vil ikke være i stand til at løse opgaver af den type, som man gør i dag – specielt i forhold til en operation som Afghanistan.
RÆSON: Det vil gå ud over handlefriheden?
Vinther: Der er jo en grund til, at det er danskerne, der opererer med amerikanerne og briterne. Det er jo et signal om, hvor professionelle vi er blevet, at vi overhovedet får lov at samarbejde med briterne og amerikanerne. Hvis Danmark skal bevare sin aktivistiske udenrigspolitiske profil, så koster det penge. Det, jeg siger, er ikke, at Forsvaret skal holdes fri for besparelser. Selvfølgelig skal der rationaliseres og effektiviseres. Der er bare en smertegrænse. Og det er noget sludder at sammenligne os med svenskerne og tyskerne, for vi er fem-ti år foran dem ift omstilling. De går først nu i gang med at omstille sig til et mere deployerbart forsvar.
RÆSON: Netop vores risikovillighed og vores hurtige og gennemgribende omstilling fra nationalforsvar til deployerbare styrker har gjort, at Danmark kaldes Nato’s duks – selvom vi har brugt relativt lidt penge på Forsvaret. Hvilke fordele har vi nydt af denne internationale anerkendelse?
Vinther: Det er ikke fordi, man skal sende danske soldater i krig pga. erhvervsinteresser. Men hvis et amerikansk firma skal vælge mellem en hollandsk eller dansk underleverandør, så tror jeg faktisk, de tænker: ”Var der ikke noget med, at hollænderne trak sig ud af Afghanistan, mens danskerne kæmpede sammen med os?”. Det giver også handlefrihed til rent faktisk at gøre en forskel uden at være afhængige af, at andre skal gøre tingene for os.
RÆSON: Hvad ønsker du dig af forligskredsen?
Vinther: Politikerne skal tage ansvaret for de besparelser, der varsles. Det er ikke holdbart at prøve at bilde hinanden og befolkningen ind, at man kan spare to milliarder og stadig få samme output som i dag. For det kan man ikke. Man må fortælle befolkningen og det danske forsvar, hvad det er for opgaver, man ikke længere skal løse. Det er det, jeg forlanger af politikkerne.

Peter Viggo Jakobsen: Besparelserne behøver ikke betyde så meget
RÆSON: Hvad vil konsekvenserne af 10 procents besparelser være for aktivismen?
Viggo Jakobsen: Jeg er ikke sikker på, at det kommer til at betyde så meget. Danmark behøver ikke at være med hver gang. Bare se på Norge, som har klaret sig fint uden deltagelse i Irak-krigen. Det, der betyder noget, er, om man er villig til at sætte sine styrker ind, der hvor det gør ondt. Se på Tyskland, der har 6000 soldater i Afghanistan, men samtidig konstant møder kritik fra alliancepartnerne. At vi har danske F16-fly i Libyen er heller ikke afgørende for aktivismen – for havde man ikke haft dem, kunne man i stedet have sendt jægerkorpset. Danmarks internationale anerkendelse afhænger ikke af hvilke kapabiliteter, vi bidrager med, men i højere grad af deres kvalitet.
RÆSON: Hvilke fordele giver den internationale anerkendelse Danmark?
Viggo Jakobsen: Danmarks aktivisme er med til at sikre USA’s engagement i Europa. Og det er i Danmarks langsigtede strategiske interesse.

Henrik Ø. Breitenbauch: Aktivismen har ikke været pengene værd
RÆSON: Hvad vil en besparelse på to milliarder kr. betyde for Forsvaret?
Breitenbauch: 10 procent er voldsomt at skære ud. Så det er klart, at man ikke kan gøre det samme, som man ellers ville kunne.
RÆSON: Hvordan vil man helt konkret blive begrænset?
Breitenbauch: Jeg tror ikke engang, at økonomien i det nuværende forsvarsforlig er stor nok til det aktivitetsniveau, Forsvaret har haft. Set i det lys vil en besparelse være ekstra voldsom. Det vil gøre det nuværende aktivitetsniveau endnu mere underfinansieret.
RÆSON: Har Danmark høstet goodwill på grund af sin aktivistiske udenrigspolitik?
Breitenbauch: Sådan lyder fortællingen om aktivismen lige nu. Jeg er bare ikke sikker på, at det er empirisk rigtigt. Jeg er ikke sikker på, at det, vi får for det, er det værd.
RÆSON: Men fraværet af restriktioner på danske soldaters anvendelse i internationale operationer har vel været med til at skabe et stærkere bånd til USA?
Breitenbauch: Sandsynligvis, ja. Men alting har en pris, og hvad skal man bruge den internationale anseelse til?
RÆSON: Siger du, at de økonomiske og politiske gevinster ikke står mål med de ressourcer, der bruges på aktivismen?
Breitenbauch: Vi har i virkeligheden investeret et sted, hvor vi ikke har fået ret meget diplomatisk for det: Det vigtigste politiske system, vi indgår i, er EU. Der er løbende forhandlinger om alle politikområderne, hvor der tages og gives på alle niveauer. Og en sådan vekselvirkning mellem den danske sikkerhedspolitik og den militære virkelighed, er ikke en del af den ligning.
RÆSON: Er det ikke klogt at søge indflydelse andre steder, når vi har et forsvarsforbehold i EU?
Breitenbauch: Det hjælper ikke noget at søge indflydelse hos amerikanerne, hvis de ikke har noget at tilbyde os.

Foto: Amerikansk og dansk soldat skulder ved skulder under en øvelsesmarch med rygsæk. Camp Warehouse, Kabul, Afghanistan, 15. december 2004 (commons.wikimedia.org).

Nis Frederik Petersen (f.1985) er kandidatstuderende på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og ansat som operatør i Forsvarsministeriets Kommunikationscenter.