24.11.2011

Det var ikke revolutionær begejstring og solidaritet med demonstranterne, som i februar 2011 fik militæret til at blande sig i det egyptiske oprør. Den militære ledelse ønsker ikke en demokratisering, men plejer egne interesser. Selvom det militære overgangsråd har erklæret, at der skal afholdes præsidentvalg senest i juli 2012, forlanger det, at militæret bliver ved at være en selvstændig institution uden demokratisk kontrol og får omfattende indflydelse på formuleringen af den nye forfatning.

ANALYSE af Michael Leif Larsen

Da det egyptiske militær sidste vinter nægtede at gribe ind over for de folkelige protester, som endte med at koste Hosni Mubaraks regime livet, blev de væbnede styrker fejret som folkets allierede i opgøret med tyrannen og hans mænd. Mindre end et år senere har forholdet mellem militæret og befolkningen ændret sig markant. Det militære overgangsråd, som styrer Egypten, mens landet omstiller sit politiske system, opfører sig i mange egypteres øjne mere og mere som det Mubarak-regime, der blev fjernet, og mindre og mindre som om rådet rent faktisk ønsker demokratiske reformer. Det militære overgangsråd har undladt at efterforske og forsøge at retsforfølge de politi- og sikkerhedsstyrker, som var ansvarlige for, at mere end 300 demonstranter blev dræbt under sidste vinters demonstrationer mod Mubarak-regimet. Stadig opløser militæret demonstrationer med en så konsekvent brutalitet, at det næsten altid koster menneskeliv. Demonstranter arresteres og stilles for lukkede militære domstole eller bliver tilbageholdt på ubestemt tid uden tiltale. Og da det militære overgangsråd for nylig besluttede at ændre betingelserne for den politiske forandringsproces således, at militæret sikres betydelig permanent politisk indflydelse, begyndte mange egyptere for alvor at tvivle på, om militæret overhovedet er indstillet på at overlade magten til demokratiske institutioner. I en paneldebat i Cairo i slutningen af oktober, organiseret af britiske BBC, blev udtalelsen ”Egyptens militære ledere er ikke interesseret i ægte reformer” først diskuteret og ved debattens afslutning sendt til afstemning blandt et publikum, som mest bestod af unge studerende. 84,7 % stemte for udtalelsen.

Militæret har i Egyptens nyere historie altid været tæt forbundet med den politiske magt. Det var en gruppe unge officerer under ledelse af Gamal Nasser som i 1952 ved et kup afsatte kongen og etablerede Den Arabiske Republik Egypten. Alle egyptiske præsidenter, Gamal Nasser, Anwar Sadat og Hosni Mubarak, var officerer og de tætte bånd mellem det politiske og det militære betyder, at militæret har mange privilegier. De parlamentariske organer, som lægger militærets budgetter og kontrollerer militærets omkostninger består primært af militære officerer, som administrerer og kontrollerer sig selv. Militæret driver et stort forretningsimperium, som blandt andet producerer fødevarer, biler og byggematerialer. Det militære forretningsimperium omfatter også en stor entreprenørafdeling, som i de sidste seks måneder af egyptiske soldaters tjenestetid kan benytte værnepligtig arbejdskraft på byggepladser, som i mange tilfælde befinder sig på militære jordbesiddelser. De militære virksomheder betaler ikke skat, og de er fritaget for at skulle igennem mange af de bureaukratiske procedurer, som civile virksomheder må bruge resurser på. Den lukkethed, som omgærer alle det egyptiske militærs aktiviteter, gør det meget vanskeligt at anslå det egyptiske militærs forretningsimperiums størrelse. Eksperter vurderer, at militæret kontrollerer mellem en tiendedel og en tredjedel af Egyptens 230 milliarder dollars store økonomi. Afkast fra forretningsimperiet og løst kontrollerede militære budgetter betyder, at officerer i det egyptiske militær har vænnet sig til en privilegeret tilværelse med fordelagtige arbejdsbetingelser og pensions- og aftrædelsesordninger, samt adgang til et netværk af luksuriøse såkaldte ‚social clubs‛.

Egyptiske officerer var således en af de mest privilegerede grupper under det forhenværende regime. Det var derfor ikke revolutionær begejstring og solidaritet med demonstranterne, som i februar fik militæret til at blande sig i det egyptiske oprør, mener Samer Shehata, som er specialist i egyptiske forhold og associeret professor i arabisk politik ved Edmund A.Walsh School of Foreign Service på Georgetown University i Washington D.C. Han vil ikke udelukke, at der findes lommer af officerer af lavere rang og mellemrang, som i lighed med de frie officerer, der i 1952 afsatte kongen, har en form for politisk filosofi og ønsker grundlæggende ændringer af det egyptiske samfund. Men det er ifølge professor Shehata ikke et ønske om grundlæggende politiske forandringer, der driver de højtstående officerer, som lægger militærets politiske linje: ”Det er ikke ideologi eller anliggender, som vedrører social retfærdighed, demokrati og ikke en gang et ønske om øget udenrigspolitisk uafhængighed, som styrer militærets politiske ageren. Men da de militære ledere indså, at Mubarak ikke var i stand til at håndtere situationen sidste vinter, intervenerede de midt i krisen for at få indflydelse på udfaldet. Derefter tvang militæret Mubarak til at træde tilbage, da det erkendte, at han var blevet en belastning for militærets egne interesser og for stabiliteten i landet.”

I marts måned lovede den militære ledelse, at den ville ophæve de undtagelseslove, som i over 30 år har givet magthaverne næsten uindskrænkede magtbeføjelser. Militæret accepterede ved samme lejlighed, at der skulle etableres demokratiske institutioner, inden en ny forfatning blev skrevet og trådte i kraft. Det var således meningen, at den nye forfatning skulle indføre nye demokratiske institutioner og afspejle en fri og demokratisk offentlig debat. Otte måneder senere gælder undtagelseslovene stadigvæk og anvendes flittigt, og der er ingen umiddelbar udsigt til, at de militære ledere har tænkt sig at ophæve dem.

Professor Shehata er ikke overrasket over den måde, den militære ledelse agerer på: ”Det (militæret, red.) ønsker garantier, som har at gøre med militærets status, dets privilegier, dets budgetter, dets økonomiske aktiviteter og dets indflydelse på indenrigspolitik og udenrigspolitik. Militæret kan forsøge at få sådanne garantier indføjet i forfatningen. Eller de kan forsøge at få en kandidat, som er sympatisk indstillet over for militæret, valgt til præsident. Eller de kan lave en slags uformel og uskreven aftale med befolkning og politikere.”

Den militære ledelse satser i første omgang tilsyneladende på at få garantier i forfatningen og ønsker derfor, at ikke det nyvalgte parlament, men derimod en komité, hvor 80 af 100 medlemmer er udpeget af militæret, skal lave et udkast til en ny forfatning. Udsigterne til at få valgt en præsident som er venligsindet over for militæret er mere usikre. Den kommende præsidents magtbeføjelser skal fastlægges i en forfatning, som skal vedtages ved en folkeafstemning. Jo længere konfrontationen mellem den militære ledelse og dele af befolkningen varer, jo mindre er sandsynligheden for, at en militærvenlig kandidat kan vinde et kommende præsidentvalg.

Netop den omstændighed at parlamentets beføjelser først bliver fastlagt i en forfatning som hverken er skrevet eller vedtaget betyder, at det er et parlament med temmelig uklare beføjelser, som egypternes skal vælge. Men hvis parlamentsvalget ikke aflyses på grund af de omfattende og vedvarende folkelige protester, så vil det give de civile politiske ledere en demokratisk legitimitet, som de i øjeblikket ikke har. Om en sådan demokratisk legitimitet vil tvinge militæret til at lytte mere til de civile politikere og befolkningen, vil tiden vise. Under alle omstændigheder så vil valgresultatet, og ikke mindst de militære lederes reaktion på valgresultatet, give et fingerpeg om, hvordan en egyptisk politisk forandringsproces med indbyggede garantier for indflydelse til militæret vil fortsætte.

Michael Leif Larsen (f. 1959) er cand.scient.pol. og har studeret arabisk på Syddansk Universitet og ved Bourguiba Instituttet i Tunis. Han har bidraget til Mellemøsthåndbogen og arbejder i øjeblikket på et manuskript om demokratiproblematikken i de arabiske lande. ILLUSTRATION: Tahrir-pladsen 6. maj 2011 (foto af Scousemouse2000).