02.05.2011

Det er hverdag igen i japansk politik efter jordskælv, tsunami og atomkrise. Japans premierminister Naoto Kan er trængt af folkelig og politisk kritik. Og af kampen mod bureaukraternes magt, der ikke blev vundet før katastrofen. Hvor længe holder Kan endnu?

Af Asger Røjle Christensen

Det hagler med kritik fra alle sider mod premierminister Naoto Kan og hans japanske regering. Aviserne er fulde af spekulationer om, hvor længe han holder på posten.

Kritikken kommer først og fremmest fra dem, som i forvejen var modstandere af ham. Halvanden måned efter katastroferne 11.marts, der har kostet op imod 30.000 menneskeliv og en regning på genopbygning på måske 1500 milliarder kroner, er det for alvor blevet hverdag igen i japansk politik.
Naoto Kans regering er i defensiven – akkurat ligesom den var inden jordskælvet uden for landets nordøstlige kyst.

Overskrifterne på kritikken har været mangel på lederskab – og vel har Naoto Kan i mange situationer lignet en forpjusket fugl på tv-skærmen.

Hans trætte og flakkende øjne har hos nogle japanere vakt medfølelse. Nu må han altså også se at få sig noget søvn, sagde mange til hinanden i dagene lige efter katastrofen, hvor hans og hans regerings opbakning i befolkningen faktisk steg en lille smule.

Men hos andre har de vakt forbitrelse. Efterhånden som frustrationerne og utålmodigheden er steget ude i samfundet, er der blevet flere af dem.

En meningsmåling i dag mandag fra nyhedsbureauet Kyodo viser, at 76 procent af japanerne nu mener, at Naoto Kan ikke har udvist tilstrækkeligt lederskab i forbindelse med ulykken på atomkraftværket i Fukushima, den værste atomulykke i verden i 25 år. Et lille flertal på 52,3 procent mener det samme om regeringens håndtering af situationen i de jordskælvs- og tsunamiramte områder i nordøst.

Regeringen og statsapparatet var ikke tilstrækkeligt forberedt på, at en ulykke i den målestok kunne ske, lyder kritikken i både Japan og udlandet. Derfor har regeringen i mange situationer virket handlingslammet.

Den har ikke lyttet til ekspertråd og i alt for stor udstrækning valgt kortsigtede lappeløsninger. Den har ikke haft nogen langsigtet strategi for løsningen af specifikt atomkrisen i Fukushima, lyder kritikken.

Tokyos elektricitetsselskab, Tepco, som driver det ulyksalige værk i Fukushima, har nu købt sig tid og lidt mere arbejdsro for pressen ved at erklære, at det vil tage tre måneder, før der er styr på radioaktiviteten, og yderligere tre-seks måneder, før anlægget er lukket ned på en forsvarlig måde, et såkaldt ”cold shutdown”.

Åbenhed blev krisens første offer
Denne kritik har fyldt meget i de japanske medier, og det samme har kritikken af regeringen for ikke at have givet relevante informationer videre til befolkningen i atomkrisen.

De færreste japanere er vrede over, at regeringen har sorteret i informationerne og sluppet dem ud gradvis. Det har regeringen erkendt at have gjort. Og det ville alle regeringer vel gøre i den slags beredskabssituationer for at undgå panik.

Men det har vakt stor vrede, at regeringen har belavet sig så entydigt på den defensive og undvigende ledelse af Tepco, som med uforståelige fagudtryk, halve sandheder og utjekket fremtræden har fået befolkningen – og andre lande – til at føle sig dybt utrygge. Det er den kritik, som for alvor har skadet regeringens image i selve Japan.

Infrastruktur i første række
Der har bestemt også lydt anden kritik, men nok mest i udenlandske medier. Der har for eksempel lydt kritik af den entydige satsning på genopbygning af infrastrukturen i nordøst.Det har betydet, at folk har siddet længere i evakueringscentre end nødvendigt.

Umenneskeligt, mente mange vestlige medier. Men i den japanske befolkning er der en stor forståelse for, at denne satsning på infrastruktur har virket ved andre katastrofer. Den sikrer, at hjælpn kan komme frem og affald skaffes af vejen, samt at transport og forretningsliv hurtigere kan komme i gang igen.

Et andet kritikpunkt, som har været betydeligt mere fremtrædende i udenlandske medier sammenlignet med Japans egne medier, er kritikken af, at staten vil have styr på hele hjælpeindsatsen selv og derfor har forsinket mange private initiativer rundt omkring.

Selvfølgelig har der været grove eksempler på dette. Japan er et bureaukratisk ledet samfund, og det skaber små skrankepaver rundt omkring.

Lokalt initiativ
Men samtidig er det i den forbindelse vigtigt at huske på, at regeringen ikke står for alt i Japan. Japan er et samfund, hvor der bliver sørget for en – men ikke nødvendigvis af regeringen.

Regeringen sender busser ind i katastrofeområdet og evakuerer folk. Derpå placerer man dem i evakueringscentre og prøver at holde mandtal med, hvem der er hvor, og hvem der flyttes videre før andre.

Men derfra handler det om privat initiativ – ligesom Japans socialpolitik til hverdag i meget høj grad belaver sig på familier og frivillige grupper. Næsten halvdelen af de 400.000 mennesker, som i de første dage efter katastroferne blev placeret i evakueringscentre, flyttede relativt hurtigt videre til familie og venner i private hjem, hvor de nu i ugevis har boet under endnu mere proppede forhold end normalt.

Man har– ligesom man plejer ved katastrofer i mindre målestok – satset på lokale forældregrupper, forbrugergrupper, indkøbsforeninger og lignende. Man har satset på dem i lokalsamfundet, som er vant til at organisere sig selv og hinanden.

Om folk har frosset i evakueringscentrene, og om de har fået mad og adspredelse nok, det har i høj grad været op til, om dette lokale initiativ har fungeret eller ej.

Nogle steder har man sultet og frosset, fordi den frivillige lokale indsats ikke har fungeret. Mange andre steder har det imidlertid fungeret fantastisk, og der er mangfoldige rapporter om, at stemningen virkelig har været præget af, at folk gerne har villet hjælpe.

Over for alle kritikpunkterne er det værd at påpege, at der har været meget stor forskel på regeringens og myndighedernes indsats denne gang, sammenlignet med den på mange måder ynkelige indsats efter det ødelæggende jordskælv i Kobe i 1995, som kostede 6000 menneskeliv.

Den gang for 16 år siden fremstod regeringen for alvor usynlig, famlende og overbureaukratisk. Denne gang har regerings topfolk trukket i blåt arbejdstøj, den kapable talsmand Yukio Edano har været til stede på skærmen flere gange hver dag og signaleret fornøden alvor.

Udenlandske organisationer som Røde Kors har faktisk lovprist regeringen for dens effektivitet, sammenlignet med regeringer i Haiti og Indonesien, hvor man har oplevet tilsvarende katastrofer i de senere år. Japan er ikke noget uland, og på trods af kaos og kritik har myndighederne formået at få kanaliseret en stor del af de store ressourcer, som dette land rummer, i retning af en målrettet løsning af de enorme problemer, man står overfor.

Bureaukrater på tværs
Man kan derfor ikke fortænke Naoto Kan i at føle i sit stille sind, at kritikken er unfair.

Japan er som nævnt et bureaukratisk ledet samfund. Og så er det svært at være premierminister og regering, når man svigtes af sine bureaukrater. Det er en offentlig hemmelighed, at mange bureaukrater på alle niveauer har været meget lidt samarbejdsvillige med regeringsapparatet, siden den nuværende regering trådte til i 2009 efter et jordskredsvalg, hvor det mangeårige liberal-demokratiske regeringsparti LDP blev væltet af Naoto Kans demokratiske parti DJP.

Japans magtfulde embedsmænd har i mange år samarbejdet tæt med LDP-politikere, de er mest trygge ved at fortsætte med det, og mange af dem har ikke haft noget imod, hvis den nye regering kom til at fremtræde svag i befolkningens øjne. Vælgerne måtte gerne se, at sådan går det, når naive politikere forsøger at vriste magten fra dygtige bureaukrater.

Den nye DJP-regering trådte nemlig til med en erklæret målsætning om, at nu skulle politikerne sætte kursen og bestemme politikken. Og ikke mindst Naoto Kans personlige platform har hele tiden været et opgør med det stærke bureaukratis greb om beslutningerne i toppen af det japanske samfund.

Naoto Kan er en anden type politiker end de fleste af sine kolleger. Hvor mange andre af Japans toppolitikere er anden- og tredje-generationspolitikere, der er vokset op inden for systemet, er Naoto Kan en gammel græsrodsaktivist, som er kommet ind i politik, fordi der var noget i samfundet, han gerne ville forandre.

Da han var sundhedsminister i 1990’erne, tog han et bittert opgør med sit eget ministeriums topbureaukrater i en japansk version af den bløderskandale, som få år inden havde ramt Danmark. Et meget stort antal blødere havde fået hiv-inficeret blod, og embedsmændene i ministeriet tænkte mest på at neddysse sagen og unddrage sig erstatningsansvar.

Naoto Kan gik i åben konfrontation med ministeriets ledelse og skabte med sin konsekvens og ærlighed en personlig popularitet i befolkningen, som først i de senere år er ramponeret.

Politisk reform og kaos
Denne modsætning mellem bureaukrater, der forsvarer deres traditionelle magtbastioner, og dele af den politiske verden, som forsøger at fravriste disse bureaukrater noget af denne magt, har under overskriften ”politisk reform” defineret japansk politik gennem de sidste 20 år.

Da LDP første gang kortvarigt blev væltet i 1993 af en umulig koalition mellem otte meget forskellige partier, gik den nye regering meget hurtigt i spåner. Og begrebet ”politisk reform” blev for mange japanske vælgere synonym med kaos.

Det var alligevel nok det sikreste at beholde LDP ved magten – i tæt samarbejde med embedsapparatet, tænkte de.

Derpå sad LDP atter stabilt på magten frem til det pludselige styrtdyk ved underhusvalget i 2009. Et styrtdyk, som var resultatet af en række pengeskandaler, som blandt andet handlede om myndighedernes håndtering af noget så følsomt som folks pensionspenge. Men det var også et resultat af, at DJP ikke var en koalition, men et samlet centrum-parti, der tilbød et alternativ til LDP. Det appellerede til mange storbyvælgere.

Men aldrig så snart var DJP-regeringen trådt til, før den viste sig at have meget vanskeligt ved at trænge gennem regeringsapparatet med sine konkrete valgløfter om offentlige anlægsbesparelser og børnecheck til alle.
Og selv om udgangspunktet denne gang var, at et samlet og handlekraftigt parti havde vundet et kæmpe flertal i underhuset, lykkedes det alligevel i løbet af meget kort tid for bureaukrater og dele af medierne – med et forslået LDP i baggrunden – at pille regeringen ned.

Meningsmålinger viser, at et meget stort flertal af japanerne i dag ryster på hovedet og mener, at den uerfarne DJP-regering har klaret det rædselsfuldt dårligt. Ikke helt ulig situationen efter 1993.

Trekvart år efter den store sejr i 2009 led DJP et ynkeligt nederlag ved overhusvalget i sommeren 2010 og tabte sit flertal i dette kammer. Således at der atter var skabt en situation, hvor regering og opposition kontrollerede hvert sit kammer i parlamentet, og hvor det var vanskeligt at få gennemført noget som helst.

En af situationens paradokser efter tsunami og atomulykke er derfor, at kritikken af DJP-regeringen for mangel på lederskab kommer fra kræfter, der i højere eller mindre grad ønsker en tilbagevenden til den tid, hvor bureaukraterne havde taktstokken, og hvor det bestemt ikke forventedes af premierministeren, at han udøvede nogen form for lederskab, og hvor politikerne blot var deres valgkredses superlobbyister på tinge.

Kritikken af manglende lederskab går netop på, at Naoto Kan og hans regering har ladet Tepcos udskældte lederskab køre tingene. En stærk leder ville have indsat en effektiv offentlig kontrol med det private firma, lyder kritikken, ikke mindst når man tænker på Tepcos forhistorie med ikke at tage værkernes sikkerhed og information af offentligheden tilstrækkeligt alvorligt. Gennem 15 år har der været den ene mindre atomskandale efter den anden med Tepco i hovedrollen.

Men Tepco afspejler som organisation nogle af de store problemer i de tætte bånd mellem bureaukrater og erhvervstop, som har præget efterkrigstidens Japan. Tætte bånd, som er beseglet ved ”amakudari”, det fænomen, der kaldes ”at stige ned fra himmelen”, når pensionerede bureaukrater efter pensionen får givtige direktør- og konsulentjob i de private firmaer og forsyningsselskaber, som de tidligere overvågede som bureaukrater, og som nu overvåges af deres tidligere underordnede. Det er en kendt sag, at Tepco er en ”amakudari-rede”, og det er ikke så underligt, at man gang på gang i bureaukratiet har holdt hånden over Tepco.

Kan-regeringen er erklæret modstander af amakudari. Men hvis den skulle have gjort noget ved det, skulle den have gjort det længe, inden ulykkerne begyndte at ramle ind over Japan. Da først ulykken var sket, var man prisgivet den Tepco-ledelse, som sad. Når man kæmper mod nedsmeltning i fire atomreaktorer på samme tid, udskifter man ikke ledelsen fra den ene dag til den anden.

Samlingsregering med offer
Der er i disse uger i japanske medier mange spekulationer om dannelse af en samlingsregering i krisens stund. LDP har hidtil afvist ideen, men der er vedholdende rygter om, at hvis Naoto Kan ofres, og en ny premierminister træder til, så kan det godt komme på tale om relativt kort tid.

En samlingsregering er ikke nogen ny ide. Det er en logisk tanke, når man har en regering og en opposition, der kontrollerer hvert sit kammer i parlamentet. Det var situationen de sidste mange år under LDP’s styre, og det er nu atter situationen.

Ideen har spøgt i årevis uden at blive til noget – og hvis ikke den kan blive til noget nu i nødens stund, så bliver den nok aldrig til noget. En virkeliggjort samlingsregering vil på den ene side være noget nyt i Japans politiske billede, men formålet vil på den anden side paradoksalt nok være at løse problemerne på den gamle måde – blot mere handlekraftigt.

Et tæt samarbejde mellem myndigheder og forretningsliv – meget store offentlige investeringer – et lukket kredsløb med kendte partnere – ikke den store gennemsigtighed og åbenhed over for udfordringer og konkurrence fra ind- og udland. Vi vil genfinde alle de træk ved den japanske udviklingsmodel, som har tjent Japan godt i mange år i efterkrigstiden, men som også har vist deres begrænsninger i de senere år.

Driften efter at komme tilbage til en normaltilstand igen vil imidlertid være så stærk, at man først vil bruge formuer på at bygge det gamle op igen. Nogle steder vil de nye byer være nærmest kopier af de ødelagte byer, beboet af gamle mennesker, som foretrækker det på den måde.

Først bagefter kan den gradvise reformproces indefra genoplives, som faktisk er i gang i takt med et generationsskifte blandt Japans ledere, og som DJP-regeringen trods alle sine problemer faktisk er en del af.

Men Naoto Kan vil formentlig for længst have udspillet sin rolle. Han kan snart gå hjem og konstatere, at politik ikke er og aldrig har været et retfærdigt spil.

Foto: Manden på bagsæddet: Japans premierminister Naoto Kan. På vej væk fra et møde hos Tokyo Electric Power Co, ejerne af det nedsmeltede atomanlæg Fukushima.

Asger Røjle Christensen er journalist og forsideredaktør hos DR Nyheder. Han har i 30 år dækket udviklingen i Japan og er ”senior fellow” ved Nordisk Institut for Asienstudier.