15.02.2011

Af Lars Erslev Andersen

UANSET hvad der sker de næste måneder, var det historisk stort og skelsættende, at de unge egypteres demonstrationer fik sendt Mubarak på pension. Begejstringen og euforien over dette resultat er lige berettiget i som uden for Egypten.
      Men det er først nu, at fremtiden begynder, og det er helt uvist, om den vil give Egypten det demokrati, demonstrationerne handlede om, eller om processen bliver sat i bero, allerede inden den for alvor skulle starte.
      Optimisterne, der i dansk sammenhæng mest markant tæller socialdemokraten og den tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, har tillid til, at den egyptiske hær vil være garant for en proces, der både skal give Egypten en ny og demokratisk forfatning og frie valg i september. De hæfter sig ved, at hæren afholdt sig fra at bruge vold mod demonstranterne og argumenterer for, at hæren har erkendt, at den eneste vej frem er demokratiet, også selvom det vil sætte den under civil politisk kontrol og fjerne alle de privilegier, hærledelsen i generationer har raget til sig inklusive politisk magt og store rigdomme.
      Pessimisterne, som jeg nok må bekende mig til, selvom jeg hellere ville tro på det gode, konstaterer, at bortset fra Mubarak er det gamle regime stort set intakt og på en måde er hæren kommet styrket ud af krisen. Fordi hæren fra starten erklærede, at den ikke ville gribe til fysisk magt mod demonstranterne, har den vundet stor legitimitet internationalt, herunder i USA og måske mere overraskende: blandt liberale intellektuelle og menneskerettighedsforkæmpere rundt om i verden. Hæren har faktisk allerede efterkommet en del af demonstranternes krav ved at opløse parlamentet, suspendere forfatningen samt taget initiativ til forfatningskommission.
      Men det er den gamle garde – med Mubaraks mest betroede, forsvarsminister Tantawi i spidsen – som står for overgangsfasen. En mand, som amerikanske diplomater i de dokumenter Wikileaks har offentliggjort, i frustration har betegnet som en konservativ stivstikker, der ikke ønsker forandringer.
      Træder man et skridt tilbage, kan det for pessimisterne se ud som om at hæren på et tidligt tidspunkt havde indset, at skulle den fastholde eller ligefrem styrke sin position, ville det bedste offer være at levere Mubaraks afgang, således som det skete 11. februar. Kalkulen kan have været, at han alligevel var på vej ud og dermed var et billigt offer at afgive for at sikre sig kontrol og indflydelse. En kalkule, som i den grad blev understøttet af vestlige politikeres bekymring for, at islamisterne eller andre skulle udnytte et magtvakuum til at sikre sig magten. Hæren sidder nu for bordenden i en dialog, der skal lede frem mod en ny forfatning og frie valg. Men dialogen kan i sikkerhedens og stabilitetens navn blive udskudt og forhalet mange gange – ikke mindst ved at hæren trækker det islamistiske kort og givetvis møder forståelse hos regeringslederne såvel i USA som i Europa.

USA’s fire hovedpunkter i Mellemøsten
Jeg ønsker, jeg tager fejl, og at optimisterne får ret. Men uanset udfaldet stiller begivenhederne i Tunesien og endnu mere i Egypten, USA over for en kolossal udfordring i Mellemøstpolitikken. I efteråret 2006 skruede Bush en ny Grand Strategy sammen som erstatning for den revolutionære regimeskifte-strategi, han indledte som reaktion på terrorismen 11. September. Denne 5 år gamle strategi ligger nu i ruiner. Uanset om processen i Egypten ender med at lede til en egentlig revolution, dvs. at det gamle regime afløses af en demokratisk styreform, hvor hæren er under demokratisk kontrol eller om hæren ender med at blive siddende på magten, skal USA nu i gang med at genoverveje og reformulere sin Mellemøstpolitik stort set fra grunden.
      Der er naturligvis nogle parametre, der forbliver de samme:
      – Israels sikkerhed skal garanteres,
      – Den fri udskibning af olie fra Den Arabiske Golf til markedspriser skal sikres,
      – Iran skal stækkes. Helst ser de fleste, at der kommer et regimeskifte i Teheran, der vil stoppe støtten til Hizbollah og andre islamistiske grupper og ophøre med sit atomvåbenprogram.
      – Den militante islamisme skal bekæmpes
      Det er disse fire parametre, enhver amerikansk strategi skal tage sigte på. Den militante islamisme, terrorisme, kom for alvor på dagsordnen i 2001. Iran har været en bekymring siden den islamiske revolution i 1979. Men Israels sikkerhed, strømmen af olie og den strategiske sikkerhed i Golfen har siden Anden Verdenskrig udgjort hovedhjørnestene i enhver amerikansk regerings Mellemøstpolitik.
      Intet tyder på, at det vil ændre sig. Det, der har ændret sig, er, hvordan disse strategiske mål bedst opfyldes. Og præmisserne for den strategi, Bush lagde til rette i 2006, og som Barack Obama stort set har overtaget, er med begivenhederne i Egypten – uanset udfaldet – væk.

Obamas udfordring
Den største udenrigspolitiske udfordring, Obama lige nu står over for, er at få formuleret en ny politik i Mellemøsten. Det heldige for Obama er, at en amerikansk præsidents tredje år i Det Hvide Hus traditionelt er et godt år at gennemføre nye strategiske beslutninger, fordi det ikke er et valgår. Men det indebærer også, at strategien helst skal komme på plads i løbet af 2011 og helst skal samle bred opbakning for ikke at spille forstyrrende eller ligefrem negativt ind på præsidentvalgkampen i 2012.
      Obama og hans folk er særdeles bevidste om, at flere af forgængerne gjorde deres valgkampagner urimeligt besværlige præcis fordi de havde gjort sig sårbare i deres Mellemøstpolitik. Jimmy Carter fik voldsomme problemer i forbindelse med den iranske revolution og navnlig iranernes gidselstagning på den amerikanske ambassade i Teheran – og samtidig havde Carter skubbet millioner af vælgere i Syden og Midtvesten fra sig ved Camp David-aftalen, der i 1979 lovede palæstinenserne et selvstyre. Tilsvarende havde George Bush i valgkampen mod Bill Clinton i 1992 store problemer, fordi mange vælgere forlod ham over hans markante pres på Israel om at stoppe nye bosættelser i Jerusalem.
      Der er meget på spil for Obama. Hans alliancer i Mellemøsten smuldrer, problemet Iran vokser, Israel er stærkt misfornøjet med udviklingen i Egypten og derfor vil Israel mobilisere al den indflydelse landet har i form af lobbyen i Washington. Selvom der lige nu synes at være ganske bred opbakning i Washington til Obamas tackling af situationen i Egypten, vil hans Republikanske modstandere meget snart komme på banen og presse ham politisk også på dette punkt. Dertil kommer, at situationen i Irak stadig er særdeles ustabil, at krigen i Afghanistan kommer til at volde mange problemer i de kommende år og derfor vil lægge beslag på mange ressourcer samt at problembarnet Pakistan formentligt kun vil blive endnu mere uregerligt, som tiden går. Endvidere er der et Yemen, der næppe vil holde sammen ret meget længere, et Somalia, der allerede længe har været i opløsning og et Nordafrika, hvor konflikterne ulmer.
      Det store spørgsmål er derfor, hvad Obama kan lægge på bordet i form af en ny amerikansk strategi i Mellemøsten. Fejler han her, kan det bidrage til, at han taber præsidentvalget i 2012. Tænk på, at George Bush, der regerede mens Berlinmuren faldt, en bred koalition fra Øst til Vest og Nord til Syd blev samlet i konfrontationen mod Irak i 1991, en stor Mellemøstkonference blev realiseret i Madrid 1991 og som 11. september 1990 kunne bebude “En Ny Verdensorden”, alligevel endte med at tabe med et brag til Bill Clinton. Der var andre og måske vigtigere faktorer, som økonomi, der havde indflydelse på nederlaget, men netop derfor er det vigtigt for enhver præsidentkandidat ikke at tabe store antal stemmer på enkeltsager – som f.eks. forholdet til Israel eller trusler fra Mellemøsten. Man må derfor formode, at der i Obama-administrationen lige nu arbejdes i døgndrift med at udforme en ny stor strategi i Mellemøsten. Et kort tilbageblik på tidligere strategier viser, at det bliver mere end vanskeligt at få en ny skruet effektivt sammen.

Gamle strategier
At holde Sovjetunionen ude, USA inde og Israel sikker har været de tre pejlemærker, der har styret USA’s Mellemøstpolitik siden Anden Verdenskrig. I Den Arabiske Golf betød det, at USA knyttede tætte relationer til shahens Iran og Saudi-Arabien. Da Iran faldt fra med revolutionen i 1979 og Sovjetunionen samme år invaderede Afghanistan og dermed truede med at rykke ind i Golfen, støttede USA med hjælp fra Pakistan og Saudi-Arabien modstandskampen i Afghanistan og begyndte at nærme sig Irak. Faktisk med en vis succes, idet Sovjetunionen i 1989 endte med at trække sig ud af Afghanistan. Men allerede to år efter Sovjet’s exit startede problemerne på ny, da Irak invaderede Kuwait og dermed truede med at ville monopolisere olieressourcerne. USA reagerede ved, med klart FN-mandat, at bygge en bemærkelsesværdig bred alliance, der både talte USSR, de europæiske lande, Iran, Egypten, Syrien, De Arabiske Golfstater samtidig med, at Israel – trods irakiske missilangreb – som lovet holdt sig ude af krigen. Kuwait blev befriet og den irakiske hær blev sendt på flugt.
     Sovjetunionens sammenbrud medførte ikke en grundlæggende ændring af den amerikanske politik i Golfen, der stadig prioriterede, at ingen af de regionale stormagter – Iran, Irak og Saudi-Arabien – kunne sætte sig på al olien. I 1993 indledte den netop tiltrådte Clinton-regering den såkaldte ”dobbelte inddæmningspolitik”, hvor man indførte sanktioner mod både Irak (begrundet i landets produktion af masseødelæggelsesvåben) og Iran (som i både USA og Israel blev opfattet som en stadig større trussel i form af støtte til Hizbollah og terrorisme samt udvikling af atomvåben). Samtidig indledte man med Oslo-processen fredsforhandlinger mellem Israel på den ene side og de arabiske lande og palæstinenserne på den anden.
      Men allerede i 1996 frøs Oslo-processen til. Forsøg på at genoplive den i Camp David- forhandlingerne i 2000 førte ikke til nye fremskridt. Den dobbelte inddæmningspolitik var heller ikke effektiv og i anden halvdel af 1990’erne stod det klart, at FN-sanktionerne mod Irak reelt kun gik ud over den irakiske befolkning og på en måde egentlig blot styrkede Saddam Husseins greb om magten. Trods tøbrud i forholdet til Iran skete der heller ingen fremskridt her og efter nogle år med reformbevægelser i Teheran stod det lysende klart, at mullaherne på ingen måde havde til sinds at opgive magten.

De Neokonservative får magten
Clintons politik blev i stigende grad kritiseret dels for at være ineffektiv, dels for at svække Israels sikkerhed. Kritikken blev stærkest fremført af folk fra den såkaldte neokonservative kreds i Det Republikanske Parti. De argumenterede mere og mere hårdnakket for nødvendigheden af en regimeskifte-strategi, hvor de gamle autoritære regimer i det arabiske Mellemøsten med magt blev fjernet og erstattet af demokratiske styreformer, der var venligt stemt over for både Israel og USA. Kun på den måde kunne Israels sikkerhed garanteres, terrorisme og ekstremisme bekæmpes og USA’s interesser i Golfen sikres.
      Da George W. Bush i 2001 overtog Det Hvide Hus overgik der kolossal indflydelse ti denne gruppe af mænd – sammen med en enkelt kvinde, Condoleezza Rice, som hurtigt flyttede sig til neokonservativ aktivisme trods sin baggrund som klassisk realist position [realisme: skole i amerikansk udenrigspolitisk tænkning, som fokuserer på magtforhold, påskønner stabilitet og er skeptisk overfor idealisme og utopier. Forbundet med fx Henry Kissinger, red.].
      Få måneder senere blev USA’s sikkerhedspolitik rystet i sin grundvold af terrorangrebene 11. september 2001. I 1990 havde George Bush ganske vist havde talt om “En Ny Verdensorden” og Bill Clinton benævnte sin sikkerhedspolitik med begreberne Engagement and Enlargement, der med inspiration fra fløjlsrevolutionerne i Østeuropa sigtede på, at USA skulle engagere sig i verden med henblik på at understøtte demokrati og reformer og dermed udvide kredsen af liberale og demokratiske regeringer i verden. Alligevel baserede både Bush og Clinton deres Mellemøstpolitik på diktatorer og autoritære regimer, som også Ronald Reagan havde gjort det før dem. F.eks. var den absolut tætteste allierede i det arabiske Mellemøsten Saudi-Arabien, der samtidig var den stat, der mest omfattende og systematisk tilsidesatte enhver form for reform og liberale borgerrettigheder.
      Men denne strategi, hvor USA retorisk besang liberale værdier, men reelt støttede sig på diktaturer, havde ifølge de nye magthavere i Washington hverken garanteret Israels sikkerhed, forhindret militant islamisme i at udvikle sig eller givet stabilitet. Både præsidenten, George Bush, og hans nationale sikkerhedsrådgiver, den senere udenrigsminister Condoleezza Rice betegnede den hidtidige Mellemøstpolitik som fejlslagen og de fik støtte i dette synspunkt fra en række europæiske allierede, herunder Tony Blair i London.

Forsøget med militant eksport af demokrati
I stedet skulle USA udbrede demokrati i den arabiske verden og om nødvendigt med militære midler, dersom det var nødvendigt for at sikre regimeskifte. Først i Irak, men det lå i kortene, at andre kunne følge efter, f.eks. Syrien, og de entusiastiske nævnte både Iran, Egypten og Saudi-Arabien som fremtidige mål.
      Den direkte militære intervention stoppede med Irak, fordi det viste sig, at indførelse af bæredygtigt demokrati kræver meget mere end at “klippe hovedet af slangen” – dvs.: mere end at styrte en diktator fra magten. Selvom problemerne tårnede sig op i Irak fortsatte Bush dog sin strategi, dels i samarbejde med Frankrig og FN om at få Syrien ud af Libanon, dels gennem hårdnakket at insistere på demokratiske valg i De Palæstinensiske Områder selvom både Israel og EU advarede om, at det kunne bringe Hamas til magten – som det faktisk også skete i 2006.
      Men meget hurtigt viste det sig, at den militante demokratieksport havde nogle uheldige bivirkninger, der stik mod hensigten bragte udemokratiske kræfter enten til magten eller tættere på den: I Irak er det endt med, at det var shiamuslimer med tætte relationer til præstestyret i Iran, der sidder på magten, udfordret af bl.a. sunnimuslimske islamister, mens de mere sekulære politiske grupper er skubbet ud i kulissen. I de palæstinensiske områder er situationen helt gået i hårdknude stærkt befordret af intern splid og en international embargo og isolation af det Hamas, der gennem amerikansk tilskyndede demokratiske valg vandt i januar 2006. I Egypten førte det forrige parlamentsvalg i 2005 til en markant fremgang for det i øvrigt forbudte Muslimske Broderskab og i Iran knægtede præstestyret fuldstændig reformbevægelsen efter præsidentvalget i 2009. I en periode gav situationen i Libanon håb om en demokratisk bølge: I forlængelse af mordet på den tidlige statsminister og stærkt populære Rafik Hariri blev der organiseret store demonstrationer vendt mod Syrien og godt bakket op af det internationale samfund med Frankrig og USA i spidsen endte det med, at Syrien forlod Libanon. Men i sommeren 2006 invaderede og bombede Israel Libanon i en månedlang sommerkrig, der blev fremprovokeret af, at Hizbollah havde angrebet og dræbt israelske soldater. Den amerikanske udenrigsminister kaldte de ubehagelige scener i det krigsramte Libanon for det nye Mellemøstens fødselsveer, men efterspillet var langt fra smukt og banede på ingen måde vejen for en demokratisk dominoeffekt i det arabiske Mellemøsten. Tværtimod måtte Israel konstatere, at landets mytologisk uovervindelige hær kom svækket ud af krigen og at Hizbollah få år efter aldrig har stået stærkere.

En ny arabisk offentlighed
Under Libanon-krigen i 2006 så man store demonstrationer i de øvrige arabiske lande som i Jordan og Egypten, hvor sunnimuslimske aktivister fra Det Muslimeske Brodeskab demonstrerede med store plakater af Hizbollahs shiamuslimske leder Nasrallah. Men på trods af, at Hizbollah under krigen fik politisk støtte fra de sunnimuslimske bevægelser Hamas og Det Muslimske Broderskab samt oven i købet af al-Qaida, der sædvanligvis kun har foragt til overs for Hizbollah og shiamuslimerne, begyndte de konservative arabiske ledere at tale om udviklingen af en sunni-shia konflikt:
      Den jordanske kong Abdullah lancerede begrebet ’den shiamuslimske halvmåne’, der strakte sig fra Iran gennem det sydlige Irak og Den Arabiske Halvøs østkyst til Libanon. Selvom denne karakteristik af en ny konfliktlinje i Mellemøsten åbenlyst var noget misvisende stod det klart, at Iran i stigende grad havde formået at høste frugterne af det amerikanske demokratieventyr i Irak: Først havde USA fjernet Irans fjende i øst, Taliban, og dernæst Irans fjende i vest, Irak. I modsætning til, hvad lederne i Washington havde håbet på, betød udviklingen i Irak, at antiamerikanismen i Mellemøsten nåede nye rekordhøjder samtidig med at de autoritære arabiske ledere blev mere og mere bekymrede for den folkelige utilfredshed. En utilfredshed, der blev kommunikeret stadig bedre ud gennem de sociale medier og i de arabiske satellitkanaler med al-Jazeera i spidsen.
      Etableringen af al-Jazeera havde ført til en revolution i de arabiske medier, hvor man så det, den amerikanske forsker Marc Lynch kaldte en ny arabisk offentlighed udvikle sig. De gamle statsstyrede mediers monopol var brudt og overalt kunne de arabiske befolkninger følge med i nyhedsstrømmene og udveksle synspunkter om dem i de sociale medier. Indkøbscentre og varehuse som Safeway blev med deres internetcafeer de populære mediecentre i den nye arabiske offentlighed, hvor folk søgte hen for at læse hjemmesider og snakke med vennerne på Facebook. I den nye offentlighed fremstod Iran mere og mere som den magt, der fremførte de traditionelle arabiske mærkesager som kritik af Israel i Palæstinakonflikten, krav om respekt i det internationale samfund og kritik af vestlig arrogance i Mellemøstpolitikken.
      De arabiske ledere blev i stigende grad presset, dels af deres egne befolkninger, dels af et stadig mere selvbevidst Iran og dels fordi deres slet skjulte støtte til den amerikanske Mellemøstpolitik og under sommerkrigen tillige til Israels krig i Libanon var stærkt upopulære emner i den arabiske opposition. Dertil kom voksende utilfredshed med korruption, voksende fattigdom og udbredt arbejdsløshed. Også dette var emner, al-Jazeera lavede programmer om og som blev diskuteret i de sociale medier. Der var med andre ord skabt en pluralisme i Mellemøsten og befolkningerne var i stigende grad klar til at fremsætte kritik og krav – både i demonstrationer og gennem de sociale medier, godt understøttet af al-Jazeera og andre medier.
      Det var ikke USA’s og Vestens strategi i Mellemøsten med krig i Irak, der stod fadder til denne udvikling, men udbredelsen af internettet og etableringen af al-Jazeera. Denne nye arabiske offentlighed har ikke engang sin lige i Europa, hvor de færreste forstår, hvad de siger på den anden side af nationalstatsgrænserne. Man burde have hilst den velkommen som en platform for pluralisme, individualisme, kritik og diskussion – men i stedet blev den i Washington mødt med den samme bekymring, som de arabiske regimer gav udtryk for. Magthaverne overalt var bekymrede for, at denne udvikling ville give den islamistiske opposition vind i sejlene – snarere end at føre til legitime krav om reformer og medbestemmelse. Derfor var der ingen, heller ikke kyndige mellemøstforskere, der så udviklingen i Tunesien og Egypten komme. De arabiske magthavere bekymring giver sig selv. Grunden til, at man i de vestlige lande delte nervøsiteten er frygten for islamisering.

Obama overtager Bush’s strategi
Efter Tunesien og Egypten er man blevet klar over, at der i den nye arabiske offentlighed er mange andre end islamister, der har taget de nye medier til sig, og at der tilsyneladende er mange, som vil reformer og forandring, der ikke nødvendigvis har islamisering på dagsordenen.
      Det burde ikke være så overraskende for i en berømt og omfattende rapport fra FN’s Udviklingsprogram kunne man tilbage i 2004 læse, at Mellemøsten både var den region med mindst demokrati i verden, men samtidig den region, hvor de fleste svarede ’demokrati’, når de skulle pege på deres foretrukne styreform. Men i 2006 i lyset af den blodige konflikt i Irak og udviklingen i det øvrige Mellemøsten, var det først og fremmest islamisering, man havde blik for. Det gælder ikke kun i regeringskontorerne i Vesten, men i høj grad også blandt iagttagere og eksperter uden for magtens korridorer.
      Det er ikke helt forkert at sige, at det på mange måder fejlslagne projekt i Irak havde efterladt politikerne i Washington med demokratiske tømmermænd. Den ulykkelige krig i Libanon, der absolut ikke blev starten på et nyt Mellemøsten, og formentlig endnu vigtigere et katastrofalt midtvejsvalg for Bush førte til, at den amerikanske strategi blev omdefineret. Den markante forsvarsminister Donald Rumsfeld blev udskiftet med Robert Gates og ordet stabilitet erstattede demokrati som nøglebegreb i den nye strategi. Sommerkrigen mellem Israel og Hizbollah havde vist, at bekymringen for det iransk-støttede Hizbollah ikke kun var et israelsk-amerikansk anliggende, men i høj grad deltes af de konservative regimer i Saudi-Arabien og Jordan samt af Egypten. De var fælles om at se Iran og islamismen som den største trussel – og derfor skulle de nu sammen udgøre en front, der med sanktioner, pres og inddæmning, understøttet af militært samarbejde mellem de arabiske lande og USA, presse Iran tilbage og samtidig bekæmpe islamismen gennem øget støtte til såkaldte moderate bevægelser.
      Skillelinjen i konflikten blev mellem på den ene side Iran, Hamas, Hizbollah, al-Qaida og hvad der blev betegnet som radikale islamistiske bevægelser og på den anden mellem Israel, Saudi-Arabien, Jordan, Egypten og USA.
      At bekæmpe de ekstremistiske bevægelser ved at støtte de moderate, betød i den palæstinensiske konflikt støtte til Fatah, i Libanon til de sunnimuslimske grupperinger, i Saudi-Arabien, Jordan og Egypten til de siddende regimer – alt i mens man baksede med at få en eller anden ordning i stand i Irak. Strategien beskrev vi i bogen Nye Kolde Krige i Mellemøsten i 2007 som ’en ny kold krig i Mellemøsten’. Dermed sigtede vi til, at strategien anvendte de samme midler, som havde vist sig succesfulde i konfrontationen med Sovjetunionen, nemlig opbygning af stærke alliancer i en inddæmningsstrategi, indførelse af sanktioner, trusler om krig, samt støtte til anti-kommunistiske grupper og bekæmpelse af kommunistiske bevægelser – alt sammen garneret med tilbud om forhandlinger, dersom specifikke krav blev indfriet.
      Arkitekten bag den nye kolde krig i Mellemøsten, hvor Iran udfyldte USSR’s rolle, var Robert Gates, der lige præcis havde sine erfaringer fra dengang fjenden, med Reagan’s udtryk, var ”Ondskabens Imperium” i øst. Det handlede ikke længere om demokrati, men om stabilitet, hvilket betød, at diktaturer var ligeså gode alliancepartnere som demokratier, blot de bakkede op om strategien.
      Således er det måske ikke så mærkeligt, at de vestlige regeringer nærmest så tavse til, mens Mubarak i november og december 2010 gennemførte parlamentsvalg med udstrakt brug af snyd, som regimet ikke engang bekymrede sig om at forsøge at holde skjult. Regeringskontorerne i Vesten var bemærkelsesværdigt tavse. I grunden syntes det vel meget godt, at disse Muslimske Brødre, der i øvrigt havde tabt en del popularitet blandt egypterne på grund af deres pauvre indsats i parlamentet efter valget i 2005, ikke fik succes ved valget.
     Gates fortsatte som forsvarsminister under Barack Obama og det gjorde hans Mellemøststrategi også. På trods af sin udstrakte hånd til den muslimske verden har Obama ikke drejet på mange knapper i den strategi, han overtog efter Bush. Han har trukket soldater ud af Irak og haft travlt med en ny strategi i Afghanistan og i den forbindelse haft nok at gøre med at finde en politik i forhold til Pakistan. Men trods gode ord og løfter er der ikke sket afgørende forandringer i Palæstinakonflikten og frem til januardagene i 2011 lænede han sig op ad de samme partnere i det arabiske Mellemøsten som sin forgænger.
     Men med revolutionen i Tunesien og folkets afsættelse af Mubarak i Egypten er situationen nu en hel anden.

Udfordringen
Efter begivenhederne på Frihedspladsen i Cairo står det lysende klart, at der er strømninger i de arabiske befolkninger som insisterer på reformer og demokrati, medbestemmelse og rettigheder – og gør det uden en islamistisk dagsorden.
      Når de strømninger findes i Tunesien og Egypten, findes de også i de øvrige arabiske lande og alene det, at de faktisk har opnået store resultater med deres fredelige demonstrationer vil formentlig inspirere mange flere til at tilslutte sig denne linje.
      USA bliver nødt til på den ene eller anden måde at bakke op om disse bevægelser og udviklinger, og det er ikke troværdigt at undlade at gøre det med henvisning til truslen fra islamismen. Det ved de godt i Amman, Riyadh og i de øvrige arabiske Golfstater. De har også set, at USA har bakket op om, at en aldrende leder afsættes, hvilket naturligvis giver stof til eftertanke: Når USA’s præsident i en direkte TV tale nærmest jubler over Mubaraks afgang, kan de jo spørge selv om han også vil gøre det, hvis – eller forhåbentligt: når – turen kommer til dem?
      I en bestræbelse på at berolige sit eget bagland og de arabiske ledere har Obama kastet al sin tillid over på den egyptiske hær. Spørgsmålet er imidlertid om det faktisk er beroligende for kongefamilierne i Jordan og Saudi-Arabien. Det er det næppe og her skelner man i øvrigt ikke så nidkært mellem en islamistisk opposition og en sekulær, liberal opposition – for oppositionen skal uanset hvad holdes fra fadet.
      For det første skal Obama derfor til at tilrettelægge en ny politik over for sine arabiske allierede, der på ene side formår at fastholde dem i alliancen mod Iran, Hamas og Hizbollah og på den anden side giver rum til solid støtte til reformbevægelser.
      For det andet skal USA gentænke sit forhold til Israel. Uanset hvordan udviklingen i Egypten forløber, er det meget svært at forestille sig, at fredsaftalen mellem Israel og Egypten er i fare. Men man kan ikke uden videre regne med, at Egypten fremover vil være tæt allieret med Saudi-Arabien og Jordan, ligesom den rolle Egypten har haft i Palæstina-konflikten meget vel kan ændres i en retning, der ikke tjener den nuværende israelske regerings interesser. Fordi Israel gennem sin stærke lobby faktisk har betydelig indflydelse i de politiske cirkler i Washington og fordi ingen amerikansk præsident hverken kan eller vil gamble med Israels sikkerhed, får Obama efter udviklingen i Egypten en stor opgave med at gentænke forholdet både til Israel og til den israelsk-palæstinensiske konflikt, herunder at finde den rette position i forhold til de kommende palæstinensiske valg.
      For det tredje er der konflikten med Iran. I 1979 blev den iranske revolution en enorm inspiration for de islamistiske bevægelser overalt i Mellemøsten og Sydasien. Obama kan håbe på, at begivenhederne i Tunesien og Egypten nu sender bolden tilbage og inspirerer de notorisk mange iranere, der er utilfredse med styret i Teheran, til at demonstrere mod det iranske militærdiktatur, der forklæder sig i islamiske gevandter, men som er langt mere diktatorisk end islamisk.
      Breder det folkelige oprør i Tunesien og Egypten sig til de øvrige arabiske lande og får regimerne til at vakle her, er bekymringen for, at Iran vil forsøge at fiske i rørt vande og øge sin indflydelse i det arabiske Mellemøsten absolut begrundet. Det er meget mere tvivlsomt om Iran vil få succes med et sådan forehavende. Der er intet, der tyder på, at demonstranterne i Tunesien og Egypten ønsker støtte fra den kant, snarere tværtimod. Den dagsorden, Iran med succes har sat sig på i den arabiske offentlighed, kan meget vel blive overtaget af nogle af de kræfter, der bakkede op om demonstranterne i Egypten. Hvis det er rigtigt, kan udviklingen i Egypten og fremvæksten af reformbevægelser faktisk bidrage til at svække den iranske indflydelse og måske ligefrem svække regimet i Teheran. På den ene side synes alliancerne i Gates’ nye kolde krig med begivenhederne i Egypten at være faldet fra hinanden, men på den anden side synes reformbevægelserne at være meget bedre alliancepartnere mod diktaturet i Iran end de gamle autoritære regimer i det arabiske Mellemøsten nogen sinde har været.
      Alt i alt tyder det på, at USA har mest at vinde ved fuldhjertet at stille sig på reformkræfternes side. Det kan medføre nedtoning af forholdet til de traditionelle arabiske alliancepartnere og det indebærer helt sikkert en særdeles udfordrende gennemtænkning af USA’s forhold til Israel og Palæstinakonflikten, men det kan berede vejen til en mere konstruktiv politik over for Iran, der med amerikansk støtte til reformbevægelserne vil se deres dagsorden i den arabiske offentlighed smuldre og dermed for alvor risikere den isolation, USA så længe gerne har villet sende Iran ind i. USA vil givet vis kunne regne med større legitimitet i befolkningerne Mellemøsten, der – sammen med reelle reformer i de enkelte lande – vil være det bedste middel til at bekæmpe islamismen.
     Begivenhederne i Egypten var skelsættende. En egentlig revolution kan man endnu ikke tale om, da størstedelen af det gamle regime stadig er intakt. Det vil de kommende måneder fortælle os. Men en del kunne tyde på, at begivenhederne i Egypten med sikkerhed vil føre til anden revolution – nemlig af USA’s politik for Mellemøsten.
     

Illustration: Obama under sin tale i Cairo, 2009 (foto: Det Hvide Hus)