01.06.2011

Siden Obamas tale til nationen om Libyen er det blevet diskuteret, om han har en udenrigspolitisk doktrin. Men dertil er hans udtalelser for elastiske. Han har en stil: 1. Vi skal have råd, 2. Vi skal have lyst, 3. Vi skal ikke være alene, 4. Afvig fra princip 1-3, when needed.

Af Kathrine Simonsen

Det synes uundgåeligt, at en amerikansk præsident kan gøre noget nyt udenrigspolitisk uden, at omverdenen begynder at tale om en ny doktrin. Det var også, hvad der skete straks efter præsident Obama i slutningen af marts havde holdt en tale til nationen om interventionen i Libyen. Kommentatorerne hos The New York Times, The Washington Post og Politico stod i kø for at tolke en doktrin ud fra den 28 minutter lange tale. I talen forklarede Obama det amerikanske folk og alle os andre, hvorfor USA var med, da en koalition 19. marts iværksatte en flyveforbudszone over Libyen, hvorfor det er vigtigt for USA at deltage i interventionen, og hvad den fremtidige plan er.

Han gjorde det samtidig klart, at Libyen er et særligt tilfælde, hvor det ud over et FN-mandat også var muligt at samle en bred koalition, der endda havde arabisk støtte, til at sætte en stopper for den humanitære krise i Libyen.

Efter at have arvet krigene i Irak og Afghanistan fra forgængeren Bush, har Obama nu for første gang igangsat en militær intervention. Præsident Obama begyndte sin præsidentperiode med at definere sin udenrigspolitik som meget simpel: fokus på humanitære problematikker, en reducering af amerikansk militarisme og en nedtoning af Bushs retorik. Denne generelle tilgang er af mange kommentatorer blevet forsøgt presset ind i en Obama doktrin; et sæt af sammenhængende ideer, der kan definere og forklare præsidentens udenrigspolitik. Mere end to år efter indsættelsen er det stadig svært at sige, hvad Obamas doktrin egentlig er – og om han overhovedet har en. Heller ikke Osama bin Ladens temmelig spektakulære død ændrer ved dét.

Talen om interventionen i Libyen var meget detaljeret, men det er Obamas mange generelle bemærkninger om udenrigspolitik, der har fået kommentatorerne til at tale om en decideret doktrin. For selvom talen mestendels handlede om interventionen i Libyen, så fik Obama nemlig også forklaret, hvorfor nogle lande får amerikansk opmærksomhed og andre ikke.

Hos The New York Times summerer man talen op i tre punkter. Obama vil reagere, hvis USA’s nationale sikkerhed er på spil. Han vil overveje det, hvis økonomiske interesser er truede, eller hvis den humanitære krise er så stor, at den ikke længere kan ignoreres, men i begge tilfælde vil han tøve, hvis ikke der er international opbakning, og hvis prisen er for høj.

The Washington Post bemærker, at Obama ikke er meget for, at USA skal være verdens politimand, og avisen er enig med The New York Times i, at det er interessant, at det skal være i samarbejde med allierede, hvis der trods alt skal kæmpes på vegne af amerikanske interesser.

I Politicos spalter bliver Obamas udenrigspolitik kaldt mere nuanceret end hans forgængeres ditto. Han bliver kaldt en pragmatiker, fordi han ikke opstiller faste regler for, hvordan han vil gribe udenrigspolitikken an. Politico peger på, at Obama viste sin støtte til de demokratiske kræfter, da han holdt en tale i Cairo tilbage i 2009. Politico fremhæver også, at han siden har udtalt, at han var bange for, at det kunne udløse en dominoeffekt blandt ledere af regimer, hvis ikke Gaddafi blev standset i sine overgreb på den libyske befolkning.

Den gyldne middelvej
Obama nedtonede i sin tale om Libyen på den ene side behovet for, at USA skal optræde som verdens politimand, mens han på den anden side holdt en dør åben for at USA kan blive involveret, hvis amerikanske interesser er på spil. Obama forsøger med andre ord at holde sig på den gyldne middelvej, hvilket gør ham til mere due end forgængeren George H.W. Bush og mere høg end Bill Clinton. Obama hentydede i øvrigt til begge forgængere i talen om Libyen, hvor han sagde, at det tog alt for lang tid at gribe ind i Bosnien, mens krigen i Irak i talen blev omtalt som både langvarig og dyr.

Det er især præsidentens vilje til at samarbejde, der bliver fremhævet som en af retningslinjerne i Obama-doktrinen efter hans tale om Libyen. Obama understregede behovet for brede koalitioner. USA skal ikke længere bære byrden alene, og sandt lederskab handler ifølge Obama også om at få samarbejder på plads.

Da Præsident Bush formulerede sin doktrin efter angrebet den 11. september, opfandt han, hvad der siden er blevet kaldt ”de villiges koalition”, hvor man enten var med eller imod USA i kampen mod terror. Allerede før Obama blev valgt til præsident, lagde han afstand til den slags sort-hvide syn på verden. I en debat med den republikanske præsidentkandidat John McCain tilbage i 2008 sagde Obama, at han ikke havde tænkt sig at være så doktrinær som Bush, fordi verden er mere kompliceret end som så. Og den linje fører han fortsat i Libyen, hvor han har overladt styringen til NATO. På den måde undgår han også, at USA står med et eneansvar, hvis situationen bliver rodet og langvarig. Og netop en sådan dyr og langvarig affære har USA ikke råd til nu, understregede Obama i sin tale om Libyen.

Langsom reaktion i Libyen
Obamas udenrigspolitik har siden hans tiltrædelse i 2009 været noget svær at sætte i bås. Den nuværende udenrigsminister Hillary Clinton kaldte ham for svag i udenrigspolitiske spørgsmål under primærvalgene i 2008. Og hun har også mere eller mindre direkte kritiseret Obama for at være langsom i hans stillingstagen til Libyen. Obama har formentlig forsøgt at holde USA ude af endnu en krig udkæmpet på landjorden. Det tog Obama en måned at reagere på Gaddafis overgreb på befolkningen. Det retfærdiggør han ved at pege på, at det tog Clinton et helt år at gribe ind i Bosnien.

Nogle kritikere har ment, at Obama i store træk har overtaget Bushs udenrigspolitik. Det udenrigspolitiske magasin Foreign Policy har endda kaldt Obamas sikkerhedsstrategi for ”Bush light” i en artikel fra maj 2010.

Kritik fra højrefløjen
Obamas tale om Libyen er blevet udsat for en hård kritik fra højrefløjen, som kan synes lidt skizofrent; på den ene side skal USA gå forrest, og på den anden side har USA ikke råd til at gå i krig. En af de mange kritikere er republikaneren Newt Gingrich, der var formand for Repræsentanternes Hus i slutningen af 90’erne under Clinton, og som i begyndelsen af maj annoncerede, at han vil forsøge at blive republikanernes præsidentkandidat. Han anklagede først Obama for at være svag, fordi han tøvede med at igangsætte en flyveforbudszone over Libyen i et interview med FOX i begyndelsen af marts. Bare tre uger efter skiftede han mening og udtalte til The Today Show, at han ikke ville have interveneret.

Når Frankrig sætter sig bag rattet, spørger højrefløjen, hvorfor Obama har sat sig bagerst i bussen, mens kritikken tidligere har lydt, at USA alt for ofte stod alene med ansvaret. Samtidig bliver Obama skudt i skoene, at han ikke virker som en stolt leder af den frie verden ved netop at søge at samle så mange allierede som muligt i stedet for at gå enegang i kampen mod Gaddafi.

Obama går ind for regimeskift ligesom Bush
Ifølge kritikere viser interventionen i Libyen, at Obama ligesom Bush går ind for regimeskift. For selvom Obama fortsat holder sig til FN’s snævre formulering, er der bred enighed om, at krigen først er vundet, når Gaddafi ikke længere sidder på magten. Republikaneren John McCain, der var sit partis præsidentkandidat i 2008, roste Obama for hans forsvar af den militære intervention mod Libyen, men er til gengæld utilfreds med, at præsidenten ikke har udtrykt en klar strategi for at fordrive Gaddafi. McCain mener ikke, at Obama har formuleret en klar strategi for interventionen ved ikke at italesætte behovet for at fjerne Gaddafi fra magten, og ligesom mange andre medlemmer af Kongressen – fra begge partier – er han bekymret for, om det betyder en langvarig konflikt i Libyen.

Mange mener, at Obama ved at formulere en doktrin ville vise, at han leder USA efter særlige retningslinjer, der gælder i alle udenrigspolitiske spørgsmål frem for at blive anset som svag udenrigspolitisk, eller som om han blot følger i sin forgængers fodspor.

Amerikanske doktriner
Udenrigspolitiske doktriner er ikke et nyt fænomen i USA. Monroe doktrinen og Truman doktrinen er to af de bedst kendte. Begge er opkaldt efter tidligere amerikanske præsidenter, der formulerede principper, som USA’s udenrigspolitik blev ført efter i deres regeringsperiode. Doktriner kan både formuleres af præsidenten selv eller udledes af en eller flere taler.

James Monroe formulerede selv sin doktrin i 1823. Han fjendtliggjorde de europæiske lande ved at sige, at de skulle holde sig fra at kolonisere i Nord- og Sydamerika. Til gengæld ville USA holde sig ude af de europæiske krige.

Harry S. Trumans doktrin fra var noget mindre isolerende: USA ville hjælpe økonomisk og militært i håb om at stoppe udbredelsen af kommunisme. Den blev senere kendt som inddæmningspolitikken, og er af mange anset som startskuddet til Den Kolde Krig. Inddæmningspolitikken blev signifikant for de følgende amerikanske præsidenters udenrigspolitik. For eksempel formulerede John F. Kennedy en doktrin, der i stor stil var en udbygning af Trumans inddæmningspolitik. Hvor Truman fokuserede på inddæmning af kommunisme i lande langt fra USA, handlede Kennedys doktrin om kommunisme på den vestlige halvkugle. Og hvor Truman fokuserede på lande i Europa, var Kennedy mest bekymret for landene i Latinamerika – for begge var kommunismen fjenden.

I nyere tid har også George W. Bush formuleret en doktrin. Det gjorde han få dage efter angrebet på World Trade Center i 2001, hvor han erklærede krig mod terror. Bushs doktrin fokuserede især på Mellemøsten og indførte et princip om præventive krige, hvor man angriber, før man bliver angrebet. Samtidig gjorde Bush det klart, at USA havde en moralsk forpligtelse til at udnytte sin militære overlegenhed over for såkaldte slyngelstater.

Inspireret af Colin Powell
Doktriner er ikke kun begrænset til præsidenter. Colin Powell har også fået opkaldt en doktrin efter sig, der blandt andet dikterer, at USA kun skal gå i krig, når landets vitale interesser er truede, når der er en klar exit strategi, og når USA har mulighed for at sætte alle kræfter ind for at sikre, at målene bliver opfyldt. Powells doktrin hviler i høj grad på Vietnam krigen, hvor der netop ikke var en klar exit strategi, der kunne retfærdiggøre en afslutning på krigen.

I en artikel fra starten af april 2011 mener The Economist, at Obama på mange måder blot har fornyet Powells doktrin. Selvom Powells doktrin også handlede om international opbakning, så er det nyt, at Obama lægger så stor vægt på at samle en bred koalition.

Obama luftede allerede ideen om hellere at indgå i internationalt samarbejde frem for at gå enegang i sin bog fra 2006 ”The Audacity of Hope”. Her skriver han, at USA – ligesom alle andre stater – har ret til at forsvare sig og handle unilateralt for at imødegå en trussel, men at i tilfælde, der ikke har med direkte forsvar af USA at gøre, vil det næsten altid være bedst at gøre brug af en multilateral styrke.

Ideen fra dengang stemmer fint overens med talen fra marts. Men at Obama går ind at samle koalitioner, betyder ikke, at han vil gøre det hver gang, der er en krise. For omstændighederne vil ikke altid være så favorable, som de er nu, hvor USA for eksempel kan overlade ansvaret til NATO. USA har tidligere vendt det blinde øje til kriser i for eksempel Darfur og Rwanda. Og hvis man kigger på talen om Libyen, ser det ud til, at Obama ikke har problemer med i fremtiden at gøre det igen – det anes af passiviteten over for Elfenbenskysten, Iran og Bahrain.

Det er en stil, ikke en doktrin
Obama har ikke en doktrin – han har udenrigspolitisk stil. Det betyder, at hans beslutninger ikke er formet af principper, men af omstændighederne. Fordi Obamas udenrigspolitik ikke har doktrinære visioner, er han ofte nødt til at reagere på kriser i stedet for at være på forkant med dem. Og selvom amerikanerne drog et lettelsens suk, da Osama bin Laden blev skudt i Pakistan, har USA stadig de samme udfordringer i form af, hvad der kunne ende som en meget blodig borgerkrig i Libyen, et decentraliseret al-Qaeda og amerikansk allierede tyranner under angreb i Mellemøsten.

Det betyder dog ikke, at Obamas udenrigspolitik ikke har succes. Drabet på bin Laden bliver opfattet som meget modigt, og det har givet præsidenten stor hjemlig opbakning.

I talen om Libyen gør Obama meget for at understrege, at han netop ikke formulerer en doktrin ved at fortælle, at situationen i Libyen er noget helt specielt. Der er en humanitær krise, verdenssamfundet står samlet, og USA kan bidrage med noget helt særligt som jamming-udstyr og satellitovervågning. Det er forhold, der ikke kan overføres til eksempelvis Elfenbenskysten.

Netop det, at Obama lægger vægt på den humanitære krise, gør, at det kan være svært at udlede faste principper af hans udenrigspolitik. For hvornår er en humanitær krise stor nok til, at USA vil gribe ind? Obama opstiller mange forbehold, og det kan tyde på, at han ikke selv er interesseret i at formulere en doktrin for sin fremtidige udenrigspolitik. Forbeholdene består blandt andet i, at han er nødt til at tage hensyn til hjemlandets økonomiske situation, og at USA i forvejen er temmelig ophængt militært.

Havde der derimod været tale om en tale, hvor der blev lanceret en doktrin, havde Obama formentlig opstillet en liste af grunde til militære interventioner. I stedet siger han, at USA skal hjælpe, når det kan på baggrund af diverse økonomiske, militære og humanitære faktorer, og samtidig skal der være tale om bred international opbakning.

Så selvom Obama vælger middelvejen, fortsat vil forsøge at samle brede koalitioner, og måske igen vil intervenere i en humanitær krise, betyder det ikke, at han har formuleret en doktrin, som al hans fremtidige udenrigspolitik støtter sig op ad. Dertil er hans udtalelser for elastiske.

Kathrine Simonsen (f. 1984) er uddannet journalist fra Journalisthøjskolen i Århus og læser i øjeblikket en overbygning i amerikanske studier med fokus på udenrigspolitik. Kathrine har studeret journalistik på Hong Kong University, hvorfra hun også arbejdede som stringer for DR2 Udland.