14.06.2011

Hillary Clinton mener, at „autoritære afrikanske ledere er på den forkerte side af historien.‟ Men der er ingen udsigt til folkelige opstande i de ikke-mellemøstlige dele af Afrika med krav om, at ledere går af og nye kommer til. Det sagde forskerne Gorm Rye Olsen, Mette Kjær og Claus Kjersgaard Nielsen forrige uge til RÆSON. De fleste afrikanske lande mangler nemlig en stærk samlet nationalfølelse, er allerede formelt set demokratier og er typisk glade for deres ledere, også for de udemokratiske.

Af Jeff Jørgensen

Der har været uro mange steder i Afrika, der antyder en opstand som det arabiske forår, men demonstrationerne skyldes først og fremmest stigende fødevarepriser, og ikke den mere grundlæggende utilfredshed med ledere og levevilkår, som især ligger bag det arabiske forår. Det fortæller de to forskere i international politik Gorm Rye Olsen og Mette Kjær. Historikeren Claus Kjersgaard Nielsen tror heller ikke på det.

Men om nogle år, måske årtier, stiger sandsynligheden for revolutioner i takt med, at middelklassen vokser, de unge afrikaneres uddannelse forbedres og mobiltelefoner bliver hvermandseje.

1. National identitet mangler
Gorm Rye Olsen er professor i international politik på Roskilde Universitet. Han mener, at den nationale identitet og homogenitet var afgørende forudsætning for Det Arabiske Forår.

De to nordafrikanske stater Tunesien og Egypten er kendetegnet ved at have fælles sprog, fælles kultur og i høj grad fælles religion, nemlig sunniislam. De er ikke, modsat mange afrikanske stater, plaget af etniske, religiøse og regionale modsætninger.

”De grundlæggende samfundsstrukturer er alt for forskellige i Afrika til, at man kan forvente en dominoeffekt fra de arabiske omvæltninger,” siger han.

Det er ifølge Gorm Rye Olsen også baggrunden for, at det egyptiske militær ikke blev sat ind mod demonstranterne på Tahrirpladsen i Kairo:

”Jeg var selv i første omgang forundret over, at der ikke blev sat militær ind. Men Egypten er et meget lidt voldeligt samfund. Den politiske kultur er mere fredelig end i mange andre samfund. Derudover er dem, der er i militæret, et bredt udsnit af befolkningen, så det er ikke en gruppering, der er fritrevet fra den øvrige befolkning, som man typisk ser det i afrikanske lande. Dér er hæren rekrutteret fra den stamme og klan, der sidder på magten.”

Den typiske afrikanske stat er kendetegnet ved et betydeligt antal grupper af stammer, hvis primære loyalitet er mod stammen selv, som man typisk vil have et sprogligt og religiøst fællesskab med. Det er snarere undtagelsen end reglen, at de etniske grupper føler et fællesskab med regeringen.

Libyen, der også omtales som en del af Det Arabiske Forår, ligner mere de afrikanske lande, end det ligner naboerne langs Middelhavet, mener Gorm Rye Olsen. Så snart den mest brutale undertrykkelse forsvandt i Libyen, manifesterede de gamle klanstrukturer og den traditionelle klanidentitet sig, forklarer han. Den fastlåste situation i Libyen skyldes i betydelig udstrækning, at Gadaffi-regimet understøttes af sikkerhedsstyrker, der er rekrutteret fra udvalgte klaner og blandt lejetropper. Samme mønster finder man også i de fleste afrikanske lande, hvor hæren er rekrutteret fra den siddende præsidents egen klan.

2. Populære Afrikanske ledere
Mette Kjær forsker i international politik, er lektor i statskundskab på Aarhus Universitet og rejser ofte i Afrika, især i Uganda. Hun forventer heller ikke et snarligt afrikansk forår:

”I Uganda har man set protester, der måske har lidt af det, men slet ikke i samme omfang som i Egypten. Der er ikke protester hver dag, og det er slet ikke lige så organiseret.”

Hun vurderer, at der er tale om samme mere eller mindre sporadiske oprør i andre afrikanske lande, som i Uganda. Hun forklarer videre, at præsidenten i Uganda, Yoweri Museweni, og mange ugandere ikke ser fjendtligt på Muammar Gaddafi.

”Museweni har været allieret med Gaddafi, og han mener ligesom en stor del afrikanere, at Vesten blander sig for meget,” siger hun. Gaddafi har flere boliger i Uganda og har investeret i mange afrikanske lande; for eksempel i en stor moske i Ugandas hovedstad Kampala.

Mette Kjær beretter også om demonstranter, der har vist deres sympati med Gaddafi. Hun tilføjer, at flere af de afrikanske ledere er populære blandt store dele af sit folk, selvom landet er langt fra et demokrati.

”I Rwanda, der er meget lidt demokratisk, er folket vilde med deres leder. Han leverer da også varen i forhold til vækst og arbejde,” siger hun.

Udover mange afrikaneres generelle tilfredshed med deres ledere, så har afrikanske lande blodige erfaringer med lange borgerkrige. Få ønsker at kaste sig ud i revolutioner. Den opfattelse holder de store opstande tilbage, mener hun, men tilføjer, at efterhånden som middelklassen vokser, kan der komme større samlede protester.

3. Afrika er stort set demokratiseret
Det meste af Afrika blev demokratiseret efter murens fald i 1989 i takt med at Vesten krævede demokrati for at låne penge til landene. Demokratibølgen gennem Afrika har betydet, at man afholder valg, men derudover er det småt med demokrati. Dog prøver regeringerne at gennemføre ting, der er populære for at vinde stemmer, og på den måde er de demokratiske, forklarer Mette Kjær.

Historikeren Claus Kjersgaard Nielsen har på Aarhus Universitet skrevet ph.d. om dansk nødhjælp til Afrika og i anden sammenhæng analyseret revolutionen i Etiopien i 1974. Han understreger også at mange afrikanske lande på flere måder fungerer demokratisk.

”Mange afrikanske ledere er gode til at forhandle mellem de forskellige grupper og giver dem del i magten. Det er et kendt fænomen mange steder, at tidligere oppositionspolitikere skifter til regeringspartier efter et valg for at få en regeringspost. Det accepterer baglandet, fordi de får del af kagen i form af job, som staten er den største udbyder af. I det hele taget er mange lande relativt velfungerende i betragtning af, hvor fattige de er,” siger han.

Den demokratiske udvikling gør, ifølge Claus Kjersgaard Nielsen, at oprørene i det arabiske forår nærmere bør beskrives som tyve år efter Afrika. Af samme grund afviser han også, der skulle rulle en demokratiseringsbølge ned over Afrika.

”I Afrika er man vant til løsrivelsesbevægelser. Der skal meget til at ryste afrikanerne,” siger han.

Revolution om mange år
Professor i international politik Gorm Rye Olsen peger på visse fællestræk mellem den arabiske verden og de afrikanske lande, som kan tænkes at sætte gang i folkelige oprør. Der er mange unge arbejdsløse, der klumper sig sammen i byerne med ønske om bedre liv. Og snart bliver mobiltelefoner hvermandseje.

I takt med at flere og flere afrikanske unge får en uddannelse, vil deres snævre identifikation og loyalitet med stammen og klanen blive bredt ud og dermed blive mere national. Kæder man det sammen med mobiltelefoner, som kan bruges til at mobilisere utilfredse masser, vil to af de nødvendige forudsætninger for et arabisk forår være til stede.

Men inden da skal mange afrikanske lande formodentlig gennem nedkæmpelse af etnisk og regionalt baserede opstande og måske borgerkrigslignende tilstande med nye statsdannelser til følge. De mange klaner og stammer forhindrer de store folkelige bevægelser.

Så ifølge Gorm Rye Olsen, Mette Kjær og Claus Kjersgaard Nielsen kan de mange nervøse herskere rundt om i Afrikas præsidentpaladser i første omgang slappe af.

Foto: Rwandas præsident Paul Kagame er autoritær – men populær.

Jeff Jørgensen ( f. 1980) er uddannet i analytisk journalistik på uddannelsen cand.public. og skriver speciale på jura ved Aarhus Universitet.