04.02.2011

”Regeringen er inde og pille ved kronjuvelerne i den danske model. Det er en voldsom provokation. Når de både halverer dagpengeperioden og vil fjerne efterlønnen, så gør de det rigtigt svært at opretholde den danske model.” FOA-boss Dennis Kristensen tager en slags afstand fra strejkerne og giver en dyster analyse af den danske models fremtid.

Af Magnus Boding Hansen

RÆSON: Tusinder af lønmodtagere fra 3F og LO nedlagde i går arbejdet i protest mod regeringens nedskæringer i dagpenge og efteruddannelse og planerne om at afskaffe efterlønnen. Det var ulovlige strejker. Tager du afstand fra dem?

Dennis Kristensen (FOA): Systemet er sådan, at hvis jeg ikke tager afstand, betyder det, at jeg støtter dem. Og hvis man støtter strejker, koster det i arbejdsretten. Så jo… jeg skal jo… tage afstand fra dem.

RÆSON: Det lød godt nok ikke særlig helhjertet…

Kristensen: Nej. Jeg kan godt forstå frustrationen over diskussionen om afskaffelse af efterlønnen, at buschaufførerne er mugne over de nedskæringer, der gør, at de for fremtiden selv skal betale de 5000 kroner for at forny deres kørekort hver femte år, og…

RÆSON: OK, du forstår deres motiver. Men er du enig i måden at udtrykke dem?

Kristensen: Nej… altså… jeg er jo nødt til at sige nej. Man skal overholde spillereglerne. Spillereglerne er, at når vi har en overenskomst, er der fredspligt.

RÆSON: Men du er vel i en position som forbundsformand for FOA, hvor du ved at tage helt klart afstand kunne mindske risikoen for uretmæssige strejker, som på sigt kan true den danske model, og dermed forsvare den danske model…

Kristensen: Jeg er bekymret for den danske model. Den er truet af regeringen. Ser vi på essensen af den, så er det ene ben flex security, som gør det relativt nemt at fyre og hyre. Det andet ben er, at man med dagpengene har et rimeligt forsørgelsesgrundlag, hvis man mister sit arbejde. Og det tredje ben er en aktiv arbejdsmarkedspolitik med jobcentre, efteruddannelse og så videre. Regeringen og dens genopretningsplan rokker ved de to af benene. I forhold til det andet ben, har vi fået halveret dagpengeperioden, og der er massive nedskæringer på arbejdsmarkedsuddannelse og voksenuddannelse, som er en del af det tredje ben. Hvis man ser på den danske model som en skammel, så er det farligt bare at save i ét ben. Regeringen saver i to. Det gør skamlen svær at sidde på fremover.

RÆSON: Så regeringen får bare sin egen medicin at smage?

Kristensen: Ja. Regeringen har taget fat på nogle grundlæggende forandringer af den danske arbejdsmarkedsmodel. Det er utopi at forestille sig, at det ikke skulle få konsekvenser for den ro, vi har haft med relativt få strejker. De fejlvurderer situationen, hvis de tror, at de kan ændre de positive ting for lønmodtagerne i modellen, uden at balancen ryger i systemet. Risikoen er, at vi får et meget mere uroligt arbejdsmarked. Det vil være rigtig, rigtig tosset.

RÆSON: Så regeringen har altså angrebet to af den danske models tre ben. Men har den gjort noget overenskomststridigt, lige som de strejkende har?

Kristensen: Nej. Der er ingen tvivl om, at efterløn, efteruddannelse og dagpenge er underlagt Folketingets regulering. Men man burde have spurgt sig selv, om det ikke er en fordel for vores konkurrenceevne og mulighed for at få væksten tilbage, at vi har et arbejdsmarked, hvor vi løser problemerne, før de bliver til konflikter og generalstrejker.

RÆSON: OK. Det, regeringen gør med at ændre på centrale dele af den danske model, har langsigtede konsekvenser. Men det har vel også langsigtede konsekvenser, hvis LO og 3F’s strejker uden for overenskomst bliver en vane?

Kristensen: Det er klart, at hvis det her blev til hverdag, så har vi ikke den danske model mere. En af krumtapperne i den danske model er jo netop, at vi laver overenskomster, som vi reviderer hver anden eller tredje år, og så lægger arm med hinanden der, men i perioden i mellem ikke strejker. Så hvis vi kom ud i den situation, så ville den danske model ikke eksistere længere. Men vi har altså de sidste 15 år haft forsvindende få arbejdsnedlæggelser sammenlignet med de forudgående 20 år. Vi har haft en utrolig rolig periode. Så det, vi ser nu, kan sagtens vise sig bare at være udsving. Det behøver ikke være en ny praksis. Men hvis regeringen vil lægge arm med lønmodtagerne, så kan det risikere at gøre, at det her bliver en mere permanent tilstand, og så ryger den danske model. Så skal vi til at kigge til Sydeuropa for en måde at regulere arbejdsmarkedet. Det ville være til stor skade for både virksomheder og lønmodtagere.

RÆSON: Vil du ligefrem mene, at der med regeringens angreb på to af den danske models tre ben og med lønmodtagernes angreb på modellen med de ulovlige strejker er sket et skred i retning af franske tilstande?

Kristensen: Jeg synes ikke, man skal male fanden på væggen, for vi har altså haft 15 usædvanligt rolige år. Men jeg er bekymret. Hvis vi får skabt sådan nogle fronter mellem regering og lønmodtagere, hvor vi ser flere politiske strejker, hvor det ikke er den lokale arbejdsgiver, men regeringen, man er ude efter, så kan jeg være bekymret for den danske models fremtid.

RÆSON: Men hvis truslen mod den danske model er stejle fronter mellem regering og lønmodtagere, ville det bedste, du kan gøre for at sikre den danske model, så ikke være at tale helt klar dunder mod at strejke?

Kristensen: Jo. Men hvis vi kommer til at opleve en længere periode, hvor regeringen forringer vilkårene for lønmodtagerne markant, synes jeg også, det er min opgave at sige, at så er vi gang med at grave den danske models grav. Det ville jeg synes var et endnu vigtigere budskab end at sige til mine medlemmer, at de ikke skal strejke. For hvis det er det, denne her regering vil, så er det et opgør med den fredelige danske arbejdsmarkedsmodel.

RÆSON: Men hvor er din smertegrænse for, hvor mange af sådan nogle overenskomststridige strejker, der kan finde sted, før du vil sige klokkeklart fra?

Kristensen: Altså, jeg skal jo tage afstand fra dem. Regeringen er inde og pille ved kronjuvelerne i den danske model. Det er en voldsom provokation. Når de både halverer dagpengeperioden og vil fjerne efterlønnen, så gør de det rigtigt svært at opretholde den danske model.

RÆSON: Tror du, der er sammenhæng mellem LO’s stormøde om efterlønnen i Odense Kongres Center i forgårs og demonstrationerne i går?

Kristensen: Nej. Det er ikke koordineret. Det, vi ser, er en gryderet af utilfredshed med mange forskellige forringelser.

RÆSON: Vil det koste hoveder i toppen af fagforeningerne, hvis det viser sig at have været koordineret et sted i deres korridorer?

Kristensen: Det ville i hvert fald koste penge i arbejdsretten…

RÆSON: Men ville du fyre en mellemleder i FOA, hvis det kom frem, at han havde været med til koordinere ulovlige strejker?

Kristensen: Nej. Men er også utænkeligt, for vi respekterer overenskomsterne.

RÆSON: Hvad er dit råd til strejkende: Skal de stoppe eller fortsætte?

Kristensen: Jeg skal sige, at de skal stoppe.

RÆSON: Men dit hjerte siger, at de skal fortsætte?

Kristensen: Mit hjerte siger, at jeg forstår dem. Lige som dem synes jeg, regeringen mishandler lønmodtagerne i øjeblikket. Jeg kan godt forstå, at de er utilfredse. Jeg er bare nødt til at sige, at strejke er ikke en mulighed.

Magnus Boding Hansen (f.1986) er kandidatstuderende i retorik med tilvalg i journalistik fra Universidad de Costa Rica og i sikkerhedspolitik. Har været praktikant på DR2 Udland, skrevet en artikel fra jordskælvet i Haiti til Information og arbejdet for Venstre på Christiansborg.