22.09.2011

RÆSON har mødt den palæstinensiske politiker og aktivist Mustafa Barghouti, som mener, at Fatah (endelig) har lært lidt af hans ikke-voldelige protestbevægelse.

PORTRÆTINTERVIEW af Jakob Jessen, RAMALLAH

Taxachaufføren hakker sig frem på engelsk, mens han ræser ud over Ramallahs bakketoppe: ”Who you will meet there?” ”Mustafa Barghouti”, svarer jeg. Chaufføren smiler anerkendende. ”Good man”, siger han. Pause. Og så igen: ”Good man”. Fem minutter senere meddeler han, at vi ankommet til destinationen. Det ved jeg godt. Jeg var her i middags, men måtte vende slukøret tilbage til Ramallah. Mustafa Barghouti havde travlt – alt for travlt til at overholde sine aftaler med mig.

Og det kan dårligt undre. Mustafa Barghouti er grundlægger og leder af det Nationale Palæstinensiske Initiativ; et politisk parti og en bevægelse, der – siger Barghouti – repræsenterer ”en tredje vej” i palæstinensisk politik. En vej, der fører uden om Fatah og Hamas, forstås. Han er altså politiker; sidder i det palæstinensiske parlament og stillede op til præsidentvalget i 2005. 20 procent af stemmerne blev det til. Men han er også aktivist, der planlægger kontroversielle flotilla‘er og rejser kloden rundt for at samle solidaritet for den palæstinensiske sag. Og så er han læge.

Jeg møder ham, hvor de tre gesjæfter mødes: Palestinian Medical Relief Society. Barghouti oprettede centret i 1979, og siden har det ydet lægehjælp til palæstinensere på Vestbredden og Gaza. At hjælpe til, tage aktiv del i modstandskampen og være parlamentariker er for Barghouti en del af den samme kamp:

”Vi tror på, at ethvert aspekt af vore liv kan være en modstandskamp,” forklarer han, og ironiserer lidt over slipsedrengene i den palæstinensiske adminsitration: ”Jeg mener, at en politiker, der er del af national frihedsbevægelse, må være en aktivist. Hvis en palæstinensiske politiker ikke også er aktivist, ville han være en bureaukrat.”

To-statsløsningen kan fordufte
Barghouti sidder i møde, da jeg ankommer. Hovedet er sænket over en stak papirer, og omkring ham sidder et par ældre herre og mumler frem og tilbage på arabisk. Det er travle tider. Mahmoud Abbas er fløjet til New York for at bede FN anerkendelse Palæstina som selvstændig stat, og Barghouti og kollegerne planlægger, hvordan de skal forholde sig til det hele.

Da jeg endelig får Barghouti for mig selv, spørger jeg ham, hvad han mener om Abbas’ beslutning om at tage til New York. ”Han gør det her, fordi han ikke kunne opfylde sine løfter; på grund af den israelske stædighed. Han har ventet og ventet. Vi har forhandlet med Israel i tyve år”. Så Abbas handler i frustration? ”Han handler i protest. Det er et forsøg på at stille det internationale samfund over for sine forpligtigelser. Og så er der en stærk følelse af ansvarlighed – og af, at det her haster. Vi føler, at muligheden for en to-statsløsning kan fordufte, hvis det eksisterende status quo fortsætter.”

Barghouti støtter altså op om Abbas’ beslutning, men en flyvetur over Atlanten er ikke nok. Sagen skal tages videre til alle internationale organer, der skal arbejders ihærdigt på at vinde verdenssamfundets sympati, og palæstinenserne skal genforenes politisk. Jeg undrer mig lidt over Barghoutis standpunkt. Her har vi en leder for et parti, der i hans egne ord repræsenterer ”den tredje vej” i palæstinensisk politik, som støtter op om en sag, der ganske givet vil styrke Mahmoud Abbas og hans Fatah-bevægelse. Barghouti anerkender, at der er et element af snæver egeninteresse i præsident Abbas’ bestræbelser, men ikke desto mindre bakker han op. Fuldt op.

De to fronters kamp
Og det er fordi doktorens kamp kæmpes på to fronter. Der er kampen mod besættelsen – the resistance, han gentager det ord igen og igen – og så er der den interne kamp for demokrati i det palæstinensiske selvstyre. Og de er på engang udadskillelige og forskellige, mener Barghouti og nævner de tre mærkesager for det Palæstinensiske Nationale Initiativ, den politiske bevægelse han står i front for:

”Frihed for det palæstinensiske folk gennem ikke-voldelig modstandskamp og gennem mobilisering af international solidaritet. Demokrati og et opgør med politisk nepotisme og klerikalisme. Og så palæstinensisk enhed.”

Men så kommer han i tanke om den fjerde og ”vigtigste” mærkesag: social retfærdighed. ”Vi vil have, at Palæstina skal være et land, hvor der hersker social retfærdighed. Et land, der tager sig af mennesker i nød; marginaliserede grupper som kvinder, handicappede og unge mennesker”, siger han og tilføjer: ”Vi er et centrum-venstre-parti.”

Det var i 2002 Barghouti grundlagde det Palæstinensiske Nationale Initiativ sammen med en række prominente palæstinensere af intellektuel og politisk karakter – deriblandt den berømte palæstinensisk-amerikansk litterat Edward Said – i frustration over et splittet palæstinensisk samfund, hvor man enten var militant eller sad på kontoret og trillede tommelfingre og talte penge, mens man ventede på, at man igen skulle mødes til forhandlingerne med israelerne. Der måtte være en tredje vej.

Tilbage til den folkelige opstand
Men Barghoutis politiske og aktivistiske historie går længere tilbage. Da 1967-krigen mellem Israel og de omkringliggende arabiske stater brød ud, var Barghouti 13 år. På trods af sin mors protester – hun gik med Barghoutis ord ”bananas” – skrev han sig op til at være frivillig førstehjælpsarbejder. Han så krigens ofre, og han så, hvordan de arabiske stater ikke var i stand til at hjælpe palæstinenserne.

”Jeg tror den oplevelse skubbede mig i to retninger: for det første til at blive læge og for det andet til at blive politisk involveret. Jeg følte, at min barndom endte den dag. Jeg kan stadig huske det øjeblik meget klart. Det var en stærk følelse af ansvar.”

Det tog tid før de politiske impulser tog form i hans hoved. Imens studerede han. Først i Moskva, så i Jerusalem for til sidst at tage en tur til Californien og studere på Stanford. Da han vendte tilbage til Vestbredden var det som en del af det socialistiske Palæstinensiske Folkeparti (PPP), og det var tids nok til at tage del i den første intifada fra 1987-1993, hvor unge palæstinensere væbnet med sten gik i kamp med israelske soldater bevæbnet med maskingeværer. Det var et oprør, der var groet ud af Gaza og Vestbredden – ikke et oprør, der var planlagt af PLO-bosserne i deres eksil i Tunis (selvom PLO var hurtige til at hijacke situationen).

For Barghouti var den første Intifada ”et højdepunkt”, og han forklarer, at ”hvis den politiske ledelse havde været den rette kunne vi allerede have været frie. Men jeg tror, de begik en forfærdelig fejl, da de accepterede Oslo-aftalen. Det trak os igennem 18 års forfærdeligheder”, men tilføjer han, ”nu ser jeg en mulighed for at gå tilbage til den folkelige opstand.”

”Fatah har lært af os”
Hvorfor? Jo, fordi Fatah og resten af det politiske establishement i Ramallah har overtaget Barghouti og det Nationale Palæstinensiske Intitiativs ikke-voldelige modstandsstrategi, forklarer doktoren: ”Da vi startede ud med den her strategi, var der mange af de politiske kræfter, der syntes, at det var blødt. Jeg kan huske, at en af de politiske ledere kom med en sexistisk kommentar: ”Hvordan går kvindekampen?” Men efter vi havde held med at organisere flotilla‘erne til Gaza – husk, at vi brød belejringen af Gaza fire gange – da begyndte folk at ændre holdning. Med et smile på læben tilføjer han, at ”Hamas for nyligt fortalte ham, at hans strategi virker.”

”Så efter min mening er vores største politiske sejr gennem de sidste otte år, at vi har overbevist hele det palæstinensiske politiske spektrum om vigtigheden af ikke-voldelig modstand. Det gælder også Fatah. De snakker om folkelig og ikke-voldelige modstand hele tiden,” konkluderer Barghouti.

Og den er god nok. Den palæstinensiske ledelse har allieret sig med en række græsrodsorganisationer og planlagt store demonstrationer onsdag og fredag i denne uge rundt omkring på Vestbredden. Men demonstrationerne vil foregå inde i byerne, langt væk fra israelske checkpoints for at minimere risikoen for voldelige sammenstød. Alt imens Barghouti og det Nationale Palæstinensiske Initiativ planlægger at rykke helt ud til checkpointsne for at møde de israelske soldater.

Er det mon i palæstinensernes interesse, at Barghouti og hans støtter åbenlyst udfordrer og provokerer israelerne? Hvad skal det hele nytte? ”Når du ser på den militære magtbalance og på karakteren af den palæstinensisk-israelske konflikt – og dertil på erfaringerne fra mange andre lande i verden – så mener vi, at den bedste måde at håndtere situationen er at praktisere ikke-voldelig modstand. Gennem demonstrationer, protester, møder – gennem boykot af israelske produkter og kulturel modstand. Men det allervigtigste er ikke at lade sig skubbe ud i vold, som det skete under den anden Intifada.”

Den palæstinensiske Ghandhi
Det er den her slags tale – formoder jeg – der har fået nogle journalister til at kalde Barghouti for ”den palæstinensiske Gandhi”; en titel, han er ”beæret over”, men som han ”nu ikke ved, om han fortjener”.

Men Ghandhi er en stor inspirationskilde, siger han, ”ligesom Martin Luther King, og Nelson Mandela”. ”Jeg har lige været i Sydafrika. For at mobilisere støtte til vores sag, men også for at lære af deres erfaringer. Jeg har besøgt det sted, hvor Gandhi startede. Jeg har været i Soweto. Jeg så, hvordan studenterbevægelserne opstod”, fortæller han, og vender tilbage til sit politiske credo: ”Hvis du vil være en rigtig leder, skal du arbejde på græsrodsniveau – hvis du vil være minister eller buraeukrat, kan du bare gå hen og sætte dig i et af regeringens kontor. Det er slet ikke mig.”

Og så alligevel. Barghouti vil ikke afvise, at han kunne finde på at stille op til præsidentvalget igen – givet at Abbas har tænkt sig at udskrive det. Sidst han stillede op, tabte han valget – men det palæstinensiske demokrati vandt, mener han: ”Jeg kæmpede utrolig hårdt sammen mine kollegaer for at opnå et rigtig demokratisk valg, da jeg stillede op. Mit mål var at bryde det daværende system og skabe ægte, demokratisk konkurrence. Og vi var i stand til at nå det mål. Vi beviste, at der kan være ægte demokratisk konkurrence, hvilket banede vejen for valget i 2006, som blev gennemført ordentligt.”

Men Hamas vandt som bekendt dét valg, og det blev for meget af det gode for de vestlige donorer. Også selvom Barghouti var med til at samle de politiske fløje i en enhedsregering med deltagelse af både Hamas og Fatah og med ham selv som informationsminister. Hvad der fulgte af intern palæstinensisk borgerkrig og splittelse har ødelagt meget for det palæstinensiske demokrati, mener Barghouti, og siger, at han ”holder de vestlige regeringer delvist ansvarlige for det.”

For Barghouti er løsningen på konflikten mellem Hamas i Gaza og Fatah på Vestbredden klar: Der skal udskrives det valg, der ifølge doktoren vil afskaffe ”et-partisysemet” for altid i palæstinensisk politik. Men hvis Barghouti skal stille op, bliver det på betingelser: ”Jeg er nødt til at vide, hvad det er, jeg stiller op til. For det første: Er det et rigtigt, demokratisk valg? Og for det andet: Stiller jeg op til posten som borgmester for Bantustan? Eller til posten som præsident for et land?”

Inden jeg går, er jeg nødt til at høre, hvorfor han prædiker dialog, demokrati og enhed internt i det palæstinensiske samfund, mens han prædiker boykot og provokation mod Israel? Kunne han ikke prøve med dialog også over for israelere? Det har vi prøvet, og det virker ikke, svarer Barghouti kort, og nævner igen de 18 lange år siden Oslo-aftalen. Han tøver lidt og siger så: ”Vi er nødt til at gøre udgifterne ved besættelsen større end indtægterne.”

Jakob Jessen (f. 1986) er kandidatstuderende på Dansk på Københavns Universitet og har tidligere studeret journalistik og mellemøststudier på American University i Washington, D.C. Tidligere praktikant på DR P1′s Orientering og Altinget.dk’s Christiansborgredaktion. Har boet og arbejdet som journalist i Jordan, freelancet for Information i Syrien og produceret radioreportage fra Herning for P1 Reportage. ILLUSTRATION: Mustafa Barghouti (foto af Jakob Jessen).