17.07.2011

CITAT FRA ARTIKLEN: ”Når man som økonom kigger på den økonomisk-politiske debat, kan man godt komme en smule i tvivl om, hvorfor de økonomiske spørgsmål pludseligt er blevet så dominerende. For når man skærer den politiske retorik væk, så er regeringen og oppositionen temmelig enige om den økonomiske politik – og sådan har det reelt været i ganske mange år.”

RÆSON har bedt en række økonomer give deres vurdering af dansk økonomi og dansk økonomisk debat: den første er Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank:

DANSK ØKONOMI er udfordret – vi blev hårdt og tidligt ramt af den økonomiske krise, som har præget verdensøkonomien over de seneste år, og ikke blot har vi været hårdt ramt, vi har også meget svært ved at slæbe os op af det hul, som vi rent økonomisk set faldt ned i, i 2008 og 2009.
     Økonomi er rykket op øverst på den hjemlige dagsorden – og opmærksomheden er ikke blevet gjort mindre af, at vi i år har valg til folketinget. Det har gjort økonomiske analyser til den store politiske slagmark. Det er mere end 10 år siden, at vi sidst prøvede det – reelt set skal vi vel tilbage til euro-valgkampen i 2000. I den mellemliggende periode har økonomi ikke fyldt meget i den politiske debat. Da VK-regeringen kom til magten i 2001 overtog den reelt blot den tidligere regerings 2010-plan, og den eneste substantielle ændring var at supplere den med skattestoppet, som kunne finansieres inden for rammerne af 2010-planen. Ved valgene i 2005 og 2007 var det den værdipolitiske dagsorden, som stjal overskrifterne. Men med den globale og lokale økonomiske krise er der ændret på dét.
     Men når man som økonom kigger på den økonomisk-politiske debat, kan man dog godt komme en smule i tvivl om, hvorfor de økonomiske spørgsmål pludseligt er blevet så dominerende. For når man skærer den politiske retorik væk, så er regeringen og oppositionen temmelig enige om den økonomiske politik – og sådan har det reelt været i ganske mange år. Dansk økonomisk politik foregår i høj grad inde på midten.

Debattens to dele
Den økonomiske debat kan deles i to grundlæggende spørgsmål: I) konjunkturreguleringen og II) de mellem- og langsigtede udfordringer.
     Hvad angår konjunkturreguleringen, det korte sigt, så står det jo end ikke til diskussion i Danmark, om man skal konjunkturregulere [dvs., om staten skal gribe ind for at forbedre/udjævne den umiddelbare økonomiske situation, red.]. Begge sider af folketinget går ind for at benytte sig aktivt af den økonomiske politik i krisetider. Der er forskel på de håndtag, man ønsker at hive i, og i doseringen – oppositionen efterlyser lige nu en lille yderligere lempelse, som regeringen ikke umiddelbart støtter. Men lighederne er langt større end forskellene. Tilbage i 2009 blev der både skruet op for de offentlige udgifter i form af fremrykkede investeringer og øget offentligt forbrug og ned for indtægterne i form af skattelettelser og den såkaldte boligrenoveringspulje. Dertil kom frigivelsen af SP-opsparingen – samlet set en ganske voldsom lempelse af den økonomiske politik.
     Selvom den finanspolitiske lempelse var voldsom – og har været en medvirkende årsag til de store underskud, vi har på de offentlige finanser i dag -, så er der reelt ingen debat om, hvorvidt man skulle have ført aktivistisk økonomisk politik. Det er tankevækkende. Det er ikke mindre paradoksalt med tanke på, hvor meget det kniber for politikerne at kontrollere den offentlige udgiftsvækst. For kigger man på denne evne, kunne man ellers alene af denne grund tillade sig at være skeptisk over for den aktivistiske linje i den økonomiske politik. Reelt er udgiftsstyringen ikke til diskussion. Fx blev de fremrykkede investeringer i 2009 og 2010 mindre end planlagt, til gengæld steg det offentlige forbrug langt mere end planlagt i samme periode. Her i 2011 har der været en større nedgang i den offentlige sektor end planlagt i genopretningspakken, og man kan således roligt tale om ratslør i den økonomiske politik.

Vismændenes doktrin
Enigheden gælder også de langsigtede udfordringer med at sikre balance på de offentlige finanser. Begge sidder af folketinget anerkender, at der er et hul på de offentlige finanser, der skal lukkes. De anerkender også, at den offentlige sektors andel af økonomien skal falde en smule frem til 2020 – men begge fløje i folketinget er tillige enige om, at den offentlige sektors andel af økonomien i 2020 skal være højere end gennemsnittet over de seneste 20 år. Da hverken rød eller blå blok er indstillet på at skære voldsomt i den offentlige sektors størrelse, så er politikerne også enige om, at de er nødt til at finde yderligere finansiering, og de er sågar enige om, at det skal ske som en kombination af højere skatter og øget arbejdstid.
     Selvom der er forskelle på præcis hvad de to fløje vil gøre, er det fra min stol som økonom meget svært at forstå politikernes insisteren på at der findes to fundamentalt forskellige veje i dansk økonomisk politik. Idéerne afspejler i vid udstrækning den tankegang, som økonomer med de økonomiske vismænd i førersædet har indprentet i den hjemlige økonomiske debat. Gennem årtier har debatten haft fokus på at sikre de offentlige finansers holdbarhed på det mellemlange til lange sigt. Det er faktisk et fokus, vi har haft i den danske økonomiske debat siden starten af 1990’erne, hvor Socialkommissionen var med til at sætte den dagsorden. Holdbarhedsdiskussionen er ikke uproblematisk – men omvendt har den efter min vurdering været med til at disciplinere den økonomiske politik gennem de seneste årtier. Og diskussionen har været med til at sikre, at vi har lavet mange af de nødvendige økonomiske reformer i tide. For selvom dansk økonomi ikke ligefrem klarer sig vanvittigt godt i øjeblikket, så har vi trods alt langt mere overskuelige problemer end mange andre lande.
     Tidligere var det i høj grad udviklingen på betalingsbalancen, som disciplinerede danske politikere. Kartoffelkuren i midten af 1980’erne blev gennemført, fordi vi havde problemer med underskud på betalingsbalancen – det samme gjaldt pinsepakken fra 1998. Betalingsbalancens funktion som advarselslampe er dog blevet markant svækket det seneste årti. Store indtægter fra blandt andet olieproduktionen i Nordsøen og shippingbranchen har sikret solide overskud på betalingsbalancen trods tegn på overophedning andre steder i dansk økonomi. Det har betydet, at det normale reaktionsmønster har været sat ud af kraft. I den forbindelse har de mellemfristede fremskrivninger af de offentlige finanser spillet en afgørende rolle. Særligt i årene med solide overskud på de offentlige finanser var presset for at øge udgifterne yderligere voldsomt. De mellemfristede fremskrivninger var dér med til at holde politikerne en smule på sporet. At det ikke lykkedes helt illustreres til fulde af den ekspansive økonomiske politik i 2005/06. Men i forhold til, hvad man kunne have frygtet med så solide overskud på de offentlige finanser, så var der dog trods alt tale om et vist mådehold.

2020-planerne
Den nuværende reformdiskussion med udgangspunkt i regeringens 2020-plan og oppositionens (”Fair Løsning”) illustrerer det mellemfristede fokus:
     Selvom vi står med en alvorlig økonomisk krise her og nu, så diskuterer vi i vid udstrækning også de langsigtede udfordringer.
     Og hovedlinjerne i de to reformforslag er altså de samme – nemlig en offentlig sektor, hvis andel skal skrumpe en smule, et højere skattetryk og et krav om reformer, der skal sikre en større arbejdsindsats for den enkelte.
     Selvom der er mange lighedspunkter, så er der naturligvis også forskelle. På udgiftssiden lægger oppositionen op til en lidt større offentlig sektor end regeringen – det betyder også, at oppositionen er nødt til at kræve flere skatteindtægter op end regeringen. Det sker af flere kanaler. Provenumæssigt er den vigtigste indtægtskilde højere afgifter på usunde fødevarer og cigaretter. Der er også den meget omtalte millionærskat, skat på banker, erhvervsskatter og en ren fremrykning af skatteprovenu på pensionsopsparing.
     Men højere skatter er ikke nok til at sikre balance på de offentlige budgetter over de kommende årtier. Vi er også nødt til at arbejde nogle flere timer for at sikre balance mellem indtægter og udgifter for den offentlige sektor. Hele tanken med hensyn til at arbejde noget mere er, at der derved er flere indtægter at beskatte. Dertil kommer, at man muligvis kan spare nogle udgifter til indkomstoverførsler ved eksempelvis at afskaffe efterlønnen. Regeringen og oppositionen har to forskellige forslag til at sikre en større arbejdsindsats. Regeringen har lanceret og fundet flertal for en tilbagetrækningsreform, hvor efterlønnen begrænses fra 5 til 3 år, egen pension i højere grad bliver modregnet i efterlønnen, og velfærdsforliget fra 2006 indfases tidligere. En sådan reform ligger fint i tråd med, hvad de økonomiske vismænd længe har haft anbefalet – og det er derfor heller ikke overraskende, at Vismændene giver tilbagetrækningsreformen rosende ord med på vejen i deres seneste rapport.
     Oppositionen med S og SF i spidsen har lagt op til, at arbejdsmarkedsreformer skal tilvejebringe 15 mia. kroner. Konkret har de som bekendt angivet, at en mulig vej kunne være, at vi alle arbejdede ”12 minutter mere om dagen”, men S og SF har i deres planer ikke lagt sig fast på den konkrete løsning, da det skal være op til forhandling med arbejdsmarkedets parter. Som tankeeksperiment er 12 minutter længere arbejdstid om dagen bestemt ikke uinteressant. Men konkret vil det ikke være nemt at gennemføre. For mange mennesker er arbejdstid ikke længere en fast størrelse, og selv en aftale med arbejdsmarkedets parter får derfor næppe den ønskede effekt. Man skal huske på, at hvis blot ganske få vælger at gå fra heltid til deltid som følge af den længere formelle arbejdstid, så har en formel stigning i arbejdstiden ingen reel effekt. Hvis arbejdstiden skal op, så skal man nok snarere tænke i gulerod end stok – for stokken virker ikke så godt. Guleroden kunne i den forbindelse være lavere skat – men det er ikke en gratis gulerod, da skattelettelser ikke er selvfinansierende.
     Dermed synes finansieringen af oppositionens økonomiske plan mere usikker end finansieringen af regeringens. Men det betyder ikke, at der ikke er fornuftige elementer i den rent økonomisk set, og forskellene er under alle omstændigheder meget mindre end lighederne. Den økonomiske debat i Danmark foregår i høj grad på midten af banen – og det skal vi nok i virkeligheden ikke være så kede af. Der bliver faktisk lyttet til den økonomiske sagkundskab og langt hen ad vejen har den økonomiske politik været ganske fornuftig de seneste 25 år under skiftende regeringer.