08.09.2011

Siden Danmark startede med at give udviklingsbistand efter Anden Verdenskrig, har der været skiftende ideologiske og politiske præferencer om midlet, men konsensus om målet: fattigdomsbekæmpelse. Den konsensus har 10 år med VKO brudt.

Af Tobias Johan Sørensen

“I dag er udenrigs-, sikkerheds- og udviklingspolitik blevet et hele,” sagde Søren Pind i 2010, da han udnævnte sig selv som frihedsminister. Under VKO regeringen, og især siden Søren Pinds indtrædelse som udviklingsminister, er udviklingsbistanden i stigende grad blevet brugt på at modtage flygtninge i Danmark, fremme danske virksomheder i Afrika og bygge piratfængsler i Somalia.

Ngo’erne er røget ud i kulden, og det danske erhvervsliv har fået en stadig vigtigere rolle. Samtidig er sikkerhed blevet et dominerende element, og en stigende del af bistanden går således til at skabe bedre sikkerhed for danskere og danske interesser.

Udviklingspolitik handler ikke om moral
”I stedet for at fokusere på en eller anden påstand om moralsk rigtig adfærd kan jeg koncentrere mig om, hvad jeg konkret kan gøre for at hjælpe det her kontinent [Afrika, red.],” sagde udviklingsminister Søren Pind i et interview med Kristelig Dagblad 16. Juni 2010.

Den seneste markante ændring i dansk udviklingspolitik er en tendens til at ville administrere bistanden politisk. Det bliver blandt andet gjort med den såkaldte frihedspulje, som regeringen står for at uddele. Puljen, der indeholder et trecifret millionbeløb, vil blive uddelt en gang om året til regeringer eller organisationer, der bekæmper ekstremisme og radikalisering og fremmer demokrati og frihed. I år er puljen hovedsageligt tiltænkt Mellemøsten og Nordafrika.

Oprørsgrupper og demokratiforkæmpere hungrer efter støtte og opbakningen til deres revolutioner, og senest med oprøret i Libyen er puljen et reelt bud på, hvordan man hurtigt og effektivt kan støtte disse grupper. Men ikke alle er lige begejstret for støtten. Lars Engberg Pedersen, der er ekspert i udviklingsstudier, mener, at det grænser til populisme.

”Frihedspuljen skal betragtes som et indenrigspolitisk middel. Effekterne er tvivlsomme, og det nytter ikke at smide penge efter, hvad der nu lige er populært. Udvikling skabes gennem langsigtet samarbejde og gensidig tillid,” siger han.

Nye partnere
Med kursskiftet gjorde Søren Pind udviklingspolitikken markant og farverig. Han kom på klar konfrontationskurs med ngo’er og eksperter, mens Dansk Industri og det private erhvervsliv på den anden side blev markante medspillere i udformningen af udviklingspolitikken.

Med et fremtrædende liberalt ideologisk omdrejningspunkt har det været naturligt for Søren Pind at inddrage erhvervslivets ekspertise til opbygning af privatsektorprogrammer. Men store dele af det forsmåede ngo-miljø mener, at dialogen er blevet for ensidig.

“Vi er glade for den øgede debat, Søren Pind har bragt med sig. Men vi synes, der er en meget uheldig tendens til, at den danske ressourcebase holdes ude af den faglige diskussion om bistandens tilrettelæggelse. Jeg har for eksempel flere gange foreslået udviklingsministeren, at vi nedsætter en fælles arbejdsgruppe til at se på værdikæder og landbrugsproduktion. Men det vil han ikke,” siger Frans Mikael Jansen, som er generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke.

Søren Pind genkender dog ikke tendensen. ”Jeg indgår gerne i dialog med Ngo’erne. Ngo’erne modtager desuden årligt over 1 milliard kroner over bistandsbudgettet i støtte til deres aktiviteter, så vi har jo løbende en meget aktiv dialog med dem. Derfor har jeg svært ved at se, hvorfor de skulle føle sig overset. Men ngo’erne har ikke og skal ikke have monopol på en sådan dialog. Og det er måske der, skoen trykker,” siger han til RÆSON.

Men her er Jeppe Kofod, udenrigsordfører for Socialdemokratiet, ikke enig: ”VK-regeringen har systematisk undergravet ngo’ernes rolle i udviklingspolitikken. Det vil vi lave om på, så ngo’erne igen bliver lyttet til og reelt inddraget i den politiske proces.”

Traditionelt har udviklingsministeriet aldrig været hjerteblod for liberale politikere. Men med Søren Pind som udviklingsminister har det indtaget en langt større ideologisk rolle end tidligere. Den førte politik og utilfredsheden i Ngo-miljøet tyder på, at Ngo’ernes synspunkter spiller en mindre betydningsfuld rolle end tidligere.

Fra fattigdomsbekæmpelse til sikkerhedspolitik
Ifølge Lars Engberg-Pedersen er en af de mest markante ændringer, at udviklingspolitikken er blevet til et sikkerhedspolitisk spørgsmål: ”Bistanden bliver i stigende grad brugt på at skabe sikkerhed for danskere i Danmark og i mindre grad på fattigdomsbekæmpelse. Vi ser et øget fokus på skrøbelige stater som Somalia og Afghanistan, der udgør en sikkerhedstrussel i kraft af pirateri og terror,” siger han til RÆSON.

Det kan man blandt andet se med det meget kontroversielle forslag om at bruge ulandsbistanden til at bygge piratfængsler i Somalia og beslutningen om at bruge ulandsmidler til at dække de stigende asyludgifter i Danmark, der fra 2009 til 2011 er vokset fra 230 millioner kroner til 874 millioner kroner.

Begge tiltag bliver af mange ngo’er og kritikere betragtet som en udhuling af bistanden til at afskaffe fattigdom. Men udviklingsminister Søren Pind lægger ikke skjul på, at nationale interesser og bistand til udsatte lande bliver blandet sammen. “Jeg mener, at det er naivt at tro, at vi kan lave en så firkantet grænsedragning mellem, hvad der er det ene, og hvad der er det andet. Ude i verden hænger tingene sammen. Vi kan ikke adskille udenrigs-, forsvars- og udviklingspolitik. Det er ét sammenhængende hele. Der er ikke en modsætning mellem fattigdomsbekæmpelse og varetagelse af danske interesser” siger han til RÆSON.

Kigger man på S/SF’s ”Fair Løsning 2020” fremgår det, at også rød blok vil, som Brian Esbensen for nylig skrev i en kommentar her på RÆSON, blande sikkerheds- og udviklingspolitik og følge i regeringens fodspor. Men Jeppe Kofod, understreger, at denne pulje ikke skal finansieres af udviklingspolitiske midler, men af en særskilt pulje taget fra forsvarsbudgettet.

“Vi har tidligere kritiseret VK regeringen for at tage penge fra udviklingsbistanden og bruge dem på forsvarsbudgettet, men modsat vil vi med oprettelsen af den nye pulje tage penge fra forsvarsbudgettet og bruge dem til udvikling. Puljen skal finansiere projekter, der kan understøtte folkelige krav om medbestemmelse og retsstater, som vi senest har set i den arabiske verden.”

Sikkerhed vil altså i fremtiden spille en aktiv rolle i dansk udviklingspolitik, om regeringen er rød eller blå. Uenigheden går blot på, hvor pengene skal komme fra.

Fra social til privat sektor
Ud over at opprioritere dansk sikkerhed for bistandsmidlerne er der kommet et øget fokus på den private sektor. Blandt andet er den danske støtte til IMF og Verdensbankens projekter steget. Som en del af deres politik kræver de, at modtagerlande fører en kontraktiv økonomisk politik. Det betyder, at landene skal føre en stram finanspolitik, skære i sociale ydelser, liberalisere deres markeder og sænke skatten for at få adgang til støttekronerne.

Dette er ifølge Søren Pind vejen ud af fattigdom: ”Vi skal i langt højere grad støtte opbygningen af en velfungerende privat sektor i udviklingslandene. Der er til dato intet land, der har været i stand til at arbejde sig ud af fattigdom uden markant økonomisk vækst drevet af den private sektor. Man kan ikke omfordele sig ud af fattigdom. Markedsbaseret økonomisk vækst er ganske simpelt nødvendigt for at bekæmpe fattigdom.”

Udover den stigende bistand til den private sektor bruges udviklingskronerne også på at støtte erhvervslivet og danske interesser. Det gøres blandt andet med de såkaldte Danida Business Partnerships, hvor danske virksomheder samarbejder med virksomheder i ulande og hjælper dem ved at eksportere dansk teknologi og viden.

Danmarks udviklingspolitik har skiftet radikalt fokus de sidste 10 år, og der har langt fra været bred politisk enighed. Jeppe Kofod forklarer, at i tilfælde af en rød regering, vil der trods enkelte ligheder ske radikale ændringer.

”Fremover vil privatsektordrevet vækst og dansk erhvervsliv stadig have en plads i dansk udviklingspolitik. Men den største forskel på vores og regeringens politik er, at vi mener, at markedet virker, når det optræder som tjener og ikke som herre. Derfor har vi heller ikke samme jubeltro på markedets ubetingede velsignelser som Søren Pind. Det første, en eventuel Socialdemokratisk regering vil gøre, er at øge udviklingsbistanden betydeligt og radikalt ændre den skæve kurs, som har været udstukket for dansk udviklingspolitik de sidste 10 år.”

I S, SF og Radikale´s nyligt offentliggjorte fælles udenrigspolitik er den øjeblikkelige stigning, som Kofod talte om, udeladt. Nu skal det i stedet ske “over en årrække” – og de vil ikke sige, hvor lang tid det kan være. “Vi vil opjustere bistanden, så den over en årrække kommer tilbage på 1% af BNI, samme niveau, som før VKO tog over,” står der. I samme plan understreges det, at udvikligsbistanden igen primært skal bruges på fattigdomsbekæmpelse, sikkerhed skal spille en langt mindre rolle og de vil samtidig arbejde for en mere retfærdig og reguleret globalisering. Hvad det så end måtte betyde.

Hermed er der altså fortsat en tydelig linje mellem regeringen og oppositionens udviklingspolitik, som afspejler en evig debat inden for udviklingspolitikken: Bekæmpes fattigdom bedst med frie markedskræfter eller med statslig indgriben i markedet? Der tegner sig to klare retninger for Danmarks udviklingspolitik; på den ene side regeringens, med fokus på danske interesser, øget markedsvilkår og sikkerhed, og på den anden side oppositionens, som også vil inkludere sikkerhed, men finde pengene i forsvarspuljen, og samtidig hæve bistanden samt føre en mindre markedsorienteret politik.

Tobias Johan Sørensen (f. 1989) studerer International Business and Politics ved Copenhagen Business School. Han er særligt interesseret i internationale forhold og udvikling og har været praktikant i Mellemfolkeligt Samvirke.

SKRIV EN KOMMENTAR TL RÆSON:
send dit forslag til redaktionen@raeson.dk