21.08.2011

”USA og i forgårs EU tager i skarpe vendinger afstand fra Syriens præsident Bashar al-Assads styre. Det er godt. Men det er samtidig meget sent. Og Danmark var længe alt for passiv over for det syriske regime, eller appellerede til at det skulle dæmpe sig, snarere end at erklære det for uretmæssigt. Det var både at svigte vores værdier og at læse situationen forkert,” siger islamforsker og professor ved Københavns Universitet Jakob Skovgaard-Petersen til RÆSON.

Af Jonas Sølberg Hansen og RÆSONs Mellemøstenredaktør Emma Knudsen

Du har i adskillige debatindlæg gennem de seneste måneder, senest i Politikens debatsektion 13/8 sammen med professor i statskundskab Ole Wæver, kritiseret Danmark for at have en alt for passiv rolle i forhold til Syrien. Men hvad kunne Danmark reelt have gjort – og hvad kan vi gøre fremover i lignende situationer?
Det, vi efterlyste, var, at Danmark ud over at arbejde for, at internationale fora lagde pres på Syrien, også markerede sig selv direkte. Dels af moralske og humanitære grund, og dels af politiske. For vi ville give støtte til demokratiske protester over for et autoritært styre – altså støtte dem, der mener det samme som os – ikke bare i Syrien, men også i den arabiske verden generelt. De syriske demokrater følte sig forladt af en vestlig verden, der havde travlt med at fejre revolutionerne i Egypten og Tunesien, og endda støtte oprørerne i Libyen militært, men ikke kunne få sig selv til at tone rent flag i Syrien, når der mest var brug for det.

Hvorfor skulle lille Danmarks retoriske støtte betyde noget i den her sammenhæng?
I de måneder, hvor verden ikke ville andet end appellere til al-Assad, kunne dansk støtte have fået stor gennemslagskraft i de pan-arabiske medier, og den ville være blevet set som et modigt og principielt standpunkt – også i en tid, hvor man i den arabiske verden taler om vestlige dobbeltstandarder. Og de syriske oprørere ville have set det som en stor opmuntring. Nu er der heldigvis omsider sket det, at USA og EU har markeret, at Syriens præsident har tabt sin legitimitet som leder, og at nære lande som Golfstaterne har trukket deres ambassadører tilbage. Politisk er det naturligvis det rigtige og bedste med sådan en koalition. Dog skal man huske på, at Golflandene selv er autokratiske regimer. Når de nu modarbejder Asad, er det ikke, fordi de støtter demokraterne, men for at være på den rigtige side af historien og indtage en position, så deres egen befolkning ikke bliver for ophidset. Særligt Saudi-Arabien og Bahrain vil gerne fremstille oprøret som en sunnirevolution imod et shiastyre, for så antaster det syriske oprør ikke deres egen legitimitet, men befæster den. Derfor er det stadig vigtigt, at folk i Syrien ser, at de ikke bare bliver støttet af trosfæller på grund af deres religiøse identitet, men også af andre i verden på grund af deres demokratiske overbevisning. Endelig skulle jeg måske tilføje, at når den syriske befolkning appeller til os, bekræfter den, at den vestlige verden stadig er hele verdens fyrtårn, når det gælder menneskerettigheder og politisk frihed. Kina og Rusland står derimod demaskerede i den syriske og arabiske opinions øjne som lande, der ofrer andre befolkningers legitime aspiration for snævre egeninteresser. Det er da også et væsentligt aspekt.

Men vil den retoriske afstandstagen i praksis gøre nogen reel forskel?
Nej, desværre er fordømmelser af Assad ikke nok. Men alligevel er det dét, som den syriske opposition ønsker. Den siger, at en entydig fordømmelse af ham, som ikke levner ham nogen vej tilbage, faktisk har betydning. Der er naturligvis grupper, der fortsat vil støtte Assad, først og fremmest dem der allerede har blod på hænderne. Men ikke mange vil gå hele vejen. Få grupper i Syrien støtter Assad af overbevisning. Støtten til styret er ofte baseret på frygt og egeninteresse. For den slags støtter bliver regnestykket dag for dag et andet. For hvis det står helt klart inde i landet, at regimet vil forblive en international paria, og at landet er i et økonomisk fald, så står vigtige grupper i landet over for et valg, hvor fortsat støtte til Assad, eller bare neutralitet, kun vil forværre deres situation. Det tror jeg betyder, at der kan komme et punkt, hvor regimet pludseligt vil tabe støtte med stor fart. Sanktioner vil naturligvis yderligere ændre kalkulen i oprørets retning. Men der er en anden grund til, at tale her er handling. Når vores regeringer klart melder, at Assad er problemet og ikke rummer løsningen, så er det mere end retorik. Så er det en afsløring af et trick. Det syriske regime har altid opereret med at gøre sig uundværlig ved at skabe problemer, som det så selv tilbød at hjælpe med at løse. F.eks. i Irak efter den amerikanske invasion. Lige nu forsøger det at skabe sekteriske spændinger i landet for så at kunne komme at sige, at det er garanten for minoriteterne, og at der bliver kaos, hvis det falder. Men syrerne har set det nummer for tit; de ved, at det er regimet, der skaber sekterisk splittelse og kaos. De har brudt den frygt for hinanden, som regimet igennem årene har opelsket. Ved at erklære Bashar al-Asad for illegitim foretog USA og allierede en talehandling, hvor man forbandt sig med demonstranternes sprog og dermed underminerede et af styrets centrale redskaber.

Vil det virke, når der som her blot er tale om sanktioner og fordømmelser, som der ikke lægges fx militære trusler bag?
Ja, regimet vil ikke kunne fortsætte på denne måde, når der i den grad er international opmærksomhed på, hvad de foretager sig – og når de er pålagt hårde, økonomiske sanktioner. Desuden kan demonstranterne i Syrien nu se, at der er et internationalt momentum, og at Bashar al-Assad og hans regime bliver mere og mere isoleret.

RÆSON: I siger direkte i jeres indlæg, at ”revolutionen vil lykkes”. Hvordan kan I være så skråsikre, med udviklingen i Libyen, og Syrien hidtil, i baghovedet?
Vi har fulgt demonstrationernes spredning dag for dag, og vi må konstatere, at styret ikke evner at slå oprøret ned; selv i de områder, hvor de har været mest hårde, kommer oprøret hurtigt tilbage, og det har spredt sig til stort set samtlige byer. Vi kan ikke tro på, at Syriens befolkning med det, de har været udsat for, nogensinde igen kan støtte styret eller genfinde en tro på dets legitimitet. På den måde har styret med sin brutalitet måske kunnet forlænge sit liv, men det har også tabt de mennesker, som egentlig helst ville have, at regimet fortsatte, blot det begyndte at reformere. Samtidig optræder styret stadig med den logik, at en ny valglov, en forfatning eller lignende skal opfattes som gaver fra en generøs præsident, og ikke som noget, befolkningen har krav på og er blevet nægtet. Det nye er, at befolkningen meget tydeligt udtrykker i sine bannere til demonstrationerne, at det er den, der har suveræniteten og giver gaverne. Derfor mener vi, at styret ikke evner at overleve det her.

Bashar al-Assad er altså fortid, det er bare et spørgsmål om hvornår?
Ja, helt bestemt.

Hvor længe kan vi i Vesten tillade os at se på en fortsat nedslagtning af civile, hvis ikke økonomiske og retorisk pres snart virker?
Ja, det bliver dilemmaet. For på kort sigt vil vi se en eskalering af regimets vold. Det vil sikkert føre til, at de ramte byer vil appellere til omverdenen om beskyttelse, sådan som vi også så i Libyen. Oppositionen vil ganske vist forsøge at undgå den slags appeller, da regimet kan udnytte dem til at så tvivl om dens patriotisme. Men større massakrer vil få både oppositionen og omverdenen til at ryste på hånden. Vi kan komme i en situation som med Serbien, hvor verden vil kræve handlen, selv om følgerne er uoverskuelige. Det bliver ikke nemt. Bush talte om ”the battle for hearts and minds” i Mellemøsten. Men som min kollega Nadim Shehadi siger, så bliver det nu ”the battle for hearts and minds” i USA og Europa. For det er jo i sidste ende vores humanitet, der står på spil. Og det er vigtigt, at verden opretholder grænser for, hvad stater kan bedrive imod deres egne befolkninger.

Jonas Sølberg Hansen (f. 1985) studerer arabisk på Københavns Universitet. I vinteren 2010 læste han arabisk i Syriens hovedstad Damaskus. Emma Knudsen (f. 1986) er RÆSONs Mellemøstenredaktør og medlem af chefredaktion. Fra februar 2010-juli 2011 RÆSONs daglige redaktør. Stud.scient.pol ved Københavns Universitet med et års studier ved Dartmouth College i USA. Har tidligere været i praktik ved den amerikanske kongres og ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, samt været fuldtidsfrivillig for Barack Obamas præsidentkampagne i NYC. Fra september 2011 i praktik ved Danmarks faste repræsentation ved NATO i Bruxelles. ILLUSTRATION: Syriens præsident Bashar al-Assad (foto: Fabio Rodrigues Pozzebom / ABr)