22.05.2011

[FRA RÆSON9] DANSK UDENRIGSPOLITIK:

Af Mikkel Vedby Rasmussen

”No fear” stod der på den danske soldats hjelm. Han sad i tårnet på en dansk kampvogn, der i december 2010 sammen med resten af det danske kampvogns-detachement støttede 900 amerikanske marineinfanterister, der blev sat ind i området omkring Now Zad i Afghanistans Helmandprovins. En fotograf fra det australske tv-selskab ABC fangede den danske soldat, som ikke alene havde skrevet ”no fear”, men også malet vakse øjne på sin hjelm. Denne attitude af ”Platoon med smiley” kunne marinekorpset godt lide, så efter operationen modtog den danske delingsfører en ”Commander’s Coin”. ”Det er en stor ting i det amerikanske forsvar,” forklarede premierløjtnanten efterfølgende en dansk presseofficer, ”og at få den overrakt af selveste chefen for alle US Marines i Helmand er bemærkelsesværdigt. Vores underlagte marinere [dvs. de marineinfanterister, som danskerne havde under deres kommando, red.] ville gerne se den bagefter, for trods mange år i USMC (United States Marine Corps) havde de aldrig stået med sådan en i hånden” (kilde: HOKs hjemmeside 12/1 2010).

Indsatsen i Afghanistan er kulminationen på en ”aktivistisk” dansk udenrigspolitik, hvis konkrete udtryk har været at indsætte danske militære styrker i stadig farligere missioner. I en verden domineret af amerikansk magt og en amerikansk sat dagsorden for, hvad der udgjorde international stabilitet, var spørgsmålet, om Danmark ville være med eller ej (om Danmark ville være aktiv). Det satte nogle regler for dansk forsvarspolitik, men de regler er ved at ændre sig. Derfor bliver Danmark nødt til at gentænke sin sikkerheds- og forsvarspolitik, så vi undgår at spille morgendagens sikkerhedspolitiske spil efter gårsdagens regler.

For Danmark handlede aktivismen om USA. Da Muren faldt, var Danmark ikke længere en frontlinjestat, som ganske vist havde brug for sine vestlige allierede, men samtidig var så tæt på imperiet i øst, at man måtte træde varsomt. Nu behøvede Danmark ikke længere at træde varsomt; nu kunne Danmark træde i karakter. Både i Poul Nyrup Rasmussens og Anders Fogh Rasmussens regering var synspunktet, at Danmark skulle spille en mere aktiv rolle i verdenspolitikken. I praksis betød det, at Danmark skulle støtte den amerikanske politik og gøre det hele vejen til frontlinjen.

I 2003 blev debatten om, hvorvidt Danmark skulle deltage i Irakkrigen så indædt, fordi oppositionen brød med ideen om, at reglen i dansk sikkerhedspolitik var, at vi skulle gå med amerikanerne i krig. Oppositionen kunne kun retfærdiggøre, at de ville bryde reglerne ved at pege på, at amerikanerne ikke fulgte deres egne regler. Med George Bush i Det Hvide Hus havde USA forrådt sine egne værdier, lød argumentet. Men det, der vejede tungere for oppositionen, var, at USA havde brudt med FN. Grunden til, at Danmark så relativt uproblematisk havde kunnet støtte den amerikanske ledelse i 1990’erne, var netop, at FN i årene efter Murens fald legitimerede den amerikanske magt. Dermed var både det atlantiske spor og FN-sporet i dansk udenrigspolitik på samme linje.

USA kunne imidlertid bryde med FN og gjorde det i stigende grad, fordi landet var så massivt militært overlegent. I løbet af 1990’erne begyndte amerikanerne at tale om en ”revolution i militære forhold”. Ved at bruge informations- og kommunikationsteknologi kunne amerikanerne få deres kampvogne og fly til at være langt mere præcise end før. Det betød, at USA kunne få et mere effektivt militær på trods af de dramatiske nedskæringer i budgettet, der blev gennemført, fordi den sovjetiske trussel var faldet bort.

Selvom Danmark var noget tøvende over for ”revolutionen i militære forhold”, når det kom til vores egne væbnede styrker, så var revolutionen en vigtig betingelse for vores aktivistiske sikkerheds- og forsvarspolitik. Den amerikanske revolution gjorde, at vi var sikre på at vinde, når vi stillede op til amerikanernes felttog. Derfor kunne vi fokusere på det politiske symbol ved at stille op og tale om de værdier, vi og amerikanerne havde tilfælles, snarere end at spekulere på militær strategi – revolutionen i militære forhold skulle nok sikre, at vores side vandt.

I dag virker den amerikanske magt langt mere flygtig, end den gjorde ved afslutningen af den kolde krig. USA’s økonomi hænger i laser efter ”finanskrisen”, og det er Kinas finanser, der holder laserne sammen. Den udenrigspolitiske selvsikkerhed, som kulminerede med George Bush, er blevet afløst af præsident Obamas tvivl om hvorvidt det udenrigspolitiske engagement er prisen værd. Da han fremlagde sin exitstrategi for Afghanistan afviste Obama således ”at sætte mål, der ligger hinsides vores ansvar, vores midler og vores interesser. Og jeg må veje alle udfordringerne, som vores land står over for. Jeg kan ikke blot vælge at fokusere på én”. Hvor Kennedy lovede, at hans generation ville bære enhver byrde for at kæmpe for USA’s interesser og frihedens sag, lover Obama ikke at gøre mere, end skatteyderne kan betale.

USA er stadig en dominerende magt, men magt forandrer sig og bliver delt af flere. I stigende grad skal regeringers magt ikke ses som produktet af, hvad deres land kan mobilisere, men af hvad disse regeringer kan mobilisere fra de netværk, som de indgår i – det kan være internationale organisationer, handelsregimer eller andre netværk. Det er disse netværk, som giver og tager magt. Det oplevede Egyptens præsident, Mubarak, da han blev fældet af Facebook. Det vil Kina opleve, når landet skal omsætte sin økonomiske magt til verdenspolitisk indflydelse.

Det forhold, at magten i stigende grad glider fra regeringer til personer, gør sig også gældende på det militære område. 1990’ernes revolution i militære forhold handlede til syvende og sidst om at bruge computerkraft til at gøre eksisterende våbenplatforme bedre. Flyene udviklet i 1970’erne ramte mere præcist med styresystemer fra 1990’erne – men det var de samme fly. Den nye generation af våben tager informationssystemerne for givne. De handler derfor ikke så meget om platformen (flyet), men om mennesker. Det er den enkelte soldat, som får information, og den enkelte soldat, som skal udføre missionerne. Hvor revolutionen i 1990’erne betød en massiv centralisering af information hos generalerne, vil det militære system i fremtiden minde langt mere om Facebook med en decentral netværksopbygning.

I en ”netværket verden” kan dansk sikkerhedspolitik ikke blot være aktiv ved at gøre som amerikanerne. Amerikanerne vil se på os og på de andre allierede som noder i et netværk; og vi vil kun være noget værd, hvis vi kan give adgang til andre netværk og styrke det amerikanske. Vi bliver faktisk mere værd som allieret ved at have vores egne ideer og vores egne kompetencer.

Det vil til gengæld stille krav om, at Danmark kan bidrage med helstøbte kapaciteter. Vores soldater skal kunne kæmpe på egen hånd, de skal kunne indsamle deres egne efterretninger fra ubemandede fly eller satellitter. De skal ligeledes kunne transportere sig selv til og fra kamppladsen. Vores diplomater og bistandsembedsmænd skal ligeledes kunne bidrage med sammenhængende løsninger, som kan forvaltes i samspil med sikkerhedspolitikken.

Det vil stille helt nye krav til evnen til at tænke strategisk i København. Vi har i den grad været vant til, at sikkerheds- og forsvarspolitikken går på at sige til eller fra over for USA, at den sikkerhedspolitiske debat simpelthen udebliver i Danmark, når USA ikke sætter sig i spidsen for et spørgsmål. I debatten om, hvad man skulle stille op med protesterne i Cairos gader eller oprøret mod Gaddafis styre i Libyen, havde danske politikere rent faktisk erfaringer fra de sidste 20 år at trække på. Fra indsatsen i det tidligere Jugoslavien over til Per Stig Møllers ”arabiske initiativ” havde Danmark gjort sig erfaringer med, hvor effektivt herredømmet i luften er i en borgerkrig, og hvordan man kan påvirke ”den arabiske gade”. Det burde give basis for en sober diskussion om militære muligheder og demokratiske alternativer, men denne debat udeblev i det store og hele. I stedet flød aviserne over af kommentarer om EU, NATO og USA’s vankelmod. For hvordan skulle vi vide, hvad vi syntes, hvis ikke vores allierede havde defineret spørgsmålet for os først? Vi ventede kort sagt på at få at vide, hvad vi skulle melde os til. For først da havde den danske debat sit vante fundament at starte på. Imidlertid skal vi ikke regne med at få det fundament igen, hvis vi vil kunne operere i en globaliseret verden, så må vi lære at tænke selv. For netop fordi vi indgår i en række vestlige netværk, er det forhold, at vi ikke har magten til selv at effektuere et flyveforbud, mindre væsentlig; det handler om vores evne til at formulere ideer og strategier. Hvis den er i orden, så vil EU, NATO og USA, som er så fattige på netop ideer og lederskab i disse år, lytte.

”Aktivismen” i 90’erne var på mange måder en traditionel småstatspolitik, hvor defensive svar blev erstattet med offensive. Vi blev en småstat på steroider, men vi var stadig en småstat.

Imidlertid er der intet, der former sikkerhedspolitik som erfaring. Både i Irak og Afghanistan har Danmark måtte sande, at vi ikke kan være sikre på at vinde, bare fordi vi går i krig sammen med amerikanerne. Deres forsvarsbudget kan ikke købe en sejr. Aktivisme har således ikke været nok for Danmark, i den forstand at vi har måttet udvikle vores egne ideer om, hvad strategien i Afghanistan måtte for være for Danmark, for at kunne retfærdiggøre vores ofre dér.

Aktivismen begyndte således som en doktrin om, at det vigtigste var at være med, men har udviklet sig til et spørgsmål om, hvordan vi kan være sikre på at vinde. Det er i svaret på det spørgsmål, at fremtiden for dansk sikkerheds- og forsvarspolitik findes. Det vil kræve en ny generation af politikere, der er formet af den praktiske erfaring med krigene i Irak og Afghanistan, snarere end af fodnotepolitikken og Murens fald, at formulere Danmarks egne mål og identificere Danmarks egne midler i den usikre verden, der kommer.

Mikkel Vedby Rasmussen er professor og leder af Center for Militære Studier, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Foto: Det Hvide Hus