28.11.2011

Kina er afgørende for de internationale klimaforhandlinger i Sydafrika, som starter i dag. Men verdens største udleder af CO2 vil ikke lade sig binde af de samme mål som i-landene. De arbejder bedst alene. En ny tilgang kan være nødvendig, hvis Kina skal med på klimavognen.

ANALYSE af Vibeke Krag Skov Petersen

Forud for COP17 hviler alles øjne på Kina. ”Kina kan med sin enorme udledning være landet, der får klimalæsset til at vælte og giver planeten seriøse problemer. De næste 20-30 år vil Kina blive ansvarlig for en endnu større del af verdens udledning. Derfor er enhver aftale uden Kina meningsløs,” siger Jonathan Watts, klimakorrespondent i Asien for den britiske avis The Guardian. Hvis Kina fortsætter som nu, vil de udlede mere CO2 per indbygger end hele EU allerede i 2020.

I dag begynder COP17 i Durban i Sydafrika. Her skal toppolitikere og embedsmænd fra hele verden endnu en gang forsøge at komme nærmere en global klimaaftale. Forventningerne forud for mødet har været rekordlave og tog endnu et dyk, da EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, torsdag meldte ud, at hun ikke tror på en global forpligtende aftale på COP17. Derimod sigter EU efter en køreplan, hvor alle lande vil være omfattet af en forpligtende aftale senest i 2020. Hedegaard tilskyndede samtidig verdens ledere til at handle, da den globale opvarmning lige nu ser ud til at få temperaturen til at stige med katastrofale tre-fire grader.

Men klimaminister Martin Lidegaard (R) øjner muligheden for, at man af nye veje kan sikre en vigtig aftale med Kina. ”Der foregår en masse internt i Kina på klimaområdet, som betyder, at de faktisk ville kunne levere i en international aftale, hvis de ønsker det. Hvis vi skal have et land som Kina med, er vi nok nødt til at samle op på dét, der rent faktisk allerede sker [i Kina, red.], og bære det ind i en aftale i fremtiden,” siger Lidegaard til RÆSON.

USA og EU skal betale først
Kina foretrækker, at COP17-forhandlingerne munder ud i en ny periode med Kyoto-protokollen. En ny periode vil nemlig ikke forpligte Kina til bindende mål i kraft af landets status som udviklingsland. Kyoto-protokollens første periode udløber i 2012 og nødvendiggør, at en ny aftale forhandles på plads – det kan være en ny periode af Kyoto-protokollen eller en anden global aftale.

Kina forventer, at i-landene er de første, der forpligter sig til en aftale. ”Kina slår på, at det er den rige verden, der historisk set har udledt alt for meget, og mener derfor, at det er Europa og USA, der skal bidrage mest i en international aftale. Det kan godt være, at Kina udleder mest nu, men når man sammenlægger 200 års udledning, så er Vesten langt foran Kina. Desuden slår Kina på, at deres udledning per person stadig er langt under for eksempel USA’s,” siger Lau Blaxekjær, der forsker i klimapolitik ved statskundskab på Københavns Universitet.

Kineserne ønsker at bevare sin suverænitet over for omverdenen og vil ikke åbne grænserne for overvågning af landets CO2-udledning. Det betegner Blaxekjær som en af de største knaster i forhandlingerne: ”Kina er på ingen måde interesseret i at åbne op for at andre kan komme ind og få adgang til, hvad der sker i Kina, og bestemme, hvad der er rigtigt og forkert. En international aftale kræver nemlig, at FN får adgang til de enkelte landes statistiker og undersøgelser – altså internationale kontrollører. Det frygter Kina vil åbne en ladeport til andre områder som for eksempel menneskerettigheder. Det er en generel bekymring, som Kina har på hele det område, der hedder international politik.”

Samtidig er Kina ifølge Watts bundet af interne målsætninger, som man ikke vil ændre på baggrund af COP17: ”Kina fastsætter sine mål lang tid i forvejen, og har allerede sat sine mål for 2020. Dem vil de forfølge uanset, hvad der sker på COP17. Derfor er Kina låst fast til de eksisterende mål og det vil ikke fungere at forsøge at binde dem til andre målsætninger.”

Kina er nøglen til at få udviklingslandene – og USA – med
Kina spiller ikke kun en rolle i forhold til egne ønsker i Durban. Styret i Beijing har stor indflydelse på gruppen af udviklingslande, kaldet G77. Derfor kan Kina være nøglen til at forhandle med dem, forklarer Watts: ”Kina er leder af udviklingslandene, fordi Kina er det største land med en enorm vækst og magt. Man kan argumentere for, at Kina ikke længere er et simpelt udviklingsland, men Kina allierer sig stadig med dem. Og udviklingslandenes udledninger er på vej op.” 90 % af den forventede vækst i den globale energiefterspørgsel vil over de næste 25 år ifølge International Energy Agency komme fra ikke-OECD-lande som Kina, Indien, Indonesien og Brasilien.

Kina spiller også en rolle i forhold til at lægge pres på verdens næststørste udleder, USA. USA har længe brugt Kina som undskyldning for ikke at handle, men det argument kan være på vej til at smuldre. Kina er nemlig verdens største investor i vedvarende energi – landet har investeret mellem 120 og 160 milliarder amerikanske dollar fra 2007 til 2010. Men selvom Kina gør det godt i forhold til USA, så gør Kina stadig ikke nok, mener Watts: ”Den kinesiske regering betragter grøn energi som en kilde til vækst. Men på trods af de ambitiøse målsætninger vil Kinas CO2-udledninger muligvis fordobles mellem 2010 og 2020. Kina kan ikke bare gøre, som i-landene har gjort, og udlede massive mængder CO2. I dag kender man konsekvenserne ved klimaforandringer.” Kinas udledninger er steget med 200 % siden 1990 i forbindelse med landets enorme økonomiske vækst.

Kina arbejder bedst alene
Selvom en forpligtende aftale med Kina ikke synes sandsynlig på COP17, kan der være andre måder at samarbejde internationalt med Kina. ”De ønsker ikke en juridisk bindende aftale, der forpligter Kina på lige fod med for eksempel USA og EU, men er fortaler for princippet om ‘fælles, men forskelligt ansvar’. Det er svært at få en aftale baseret på dette princip, men i praksis arbejder Kina for, at hvert enkelt land gør noget. Her fører Kina nemlig an i omlægningen til en grøn økonomi,” siger Blaxekjær og fortsætter. ”Der er større mulighed for at flytte Kina end USA. Dels fordi de ikke skal hjem og forhandle, efter en eventuel aftale falder på plads. Dels fordi Kina finder det logisk at ændre deres energisystem for at dæmme op for fremtidige problemer. De kan se, at det kan betale sig for dem at investere i klimaet.”

Alternativt kan mere ambitiøse målsætninger internt i Kina ifølge Watts være en mulighed. Kinas reduktionsmål er i øjeblikket relative: Fra 2005 til 2020 skal Kina nedbringe sin udledning af CO2 med 40 til 45 % per BNP-enhed. Men det er fortsat en stigning i udledningen, da Kinas vækst over det seneste år ifølge Bloomberg News forventes at ligge på over ni procent. Men det er heller ikke sikkert, at reduktionsmålene er relative i fremtiden. ”Relative mål er ikke tilstrækkelige, for væksten fortsætter bare i højere og højere tempo. Kina diskuterer i øjeblikket, om man skal have et mål, der ikke bare er relativt til BNP. Nærmere bestemt diskuterer man, om der skal være et maksimalt mål for udledningen af drivhusgasser, hvorefter man skal begynde at mindske udledningen,” siger Watts.

Watts påpeger desuden på, at Kina muligvis vil hoppe med på en international aftale om nogle år, hvis de historiske syndere i Vesten forpligter sig nu – helt i tråd med EU’s nye strategi, der netop sigter mod en køreplan for, hvornår de enkelte lande skal være med i en forpligtende aftale.

Essentielt er det dog, ifølge Blaxekjær, at Kina meget snart kommer med i en international aftale: ”Det er lige meget, hvad resten af verden gør, hvis Kina ikke er med.”

Vibeke Krag Skov Petersen (f. 1985) er kandidatstuderende i statskundskab på Københavns Universitet og læser i øjeblikket tillægsuddannelsen i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Har studeret på Freie Universität i Berlin og været praktikant på DR2 Udland. Særlig interesse for udlandsjournalistik og det tidligere Sovjetunionen, og har skrevet speciale om statslig styring i Georgien med fokus på forandring og demokrati. Har tidligere skrevet til Ræson om konflikten i Nagorno-Karabakh og klimakamp i Kina og Danmark. ILLUSTRATION: Demonstranter, som er skuffede over COP17, før den overhovedet er startet – Johannesburg, Sydafrika, 26. november 2011 (foto af Meraj Chhaya).