06.01.2011

RÆSON har spurgt dansk økonomis svar på rød og blå blok, om der er penge til dele gaver ud i valgkampen. Nej, siger både Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og CEPOS, der er ikke råd til at love mere et sted, medmindre man sparer et andet. Til gengæld er de uenige om det meste andet.

Af Kenneth Praefke, RÆSON’s økonomiske redaktør

Når valgkampen skydes i gang vil politikerne føle trang til at dele milde gaver ud til alle. Men de økonomiske vilkår er ikke som de plejer. Er der ovenpå den økonomiske krise overhovedet råd til valgflæsk? Skal politikerne i stedet bruge tankekraften på reformer? Og skal de tage smerten nu og tvinge store reformer igennem med det samme?

RÆSON har talt med dansk økonomis svar på rød og blå blok: Martin Madsen, chefanalytiker i Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd (AE) og Mads Lundby Hansen, cheføkonom i tænketanken CEPOS.

RÆSON: 2011 er et valgår. Økonomien kommer til at have betydning i valgkampen og sandsynligvis også for hvornår valget kommer. Men valget kommer også til at have betydning for økonomien. Alle ved, at vi skal spare så meget vi kan, men hvor meget valgflæsk kan politikerne tillade sig at dele ud? Er der overhovedet råd til at love flere penge til velfærd?

Mads Lundby Hansen, CEPOS: Nej, der er ikke råd til at dele flere penge ud til velfærd. Der er betydelige langsigtede ubalancer på de offentlige finanser, og det bør håndteres ved en afvikling af efterlønnen. Det forbedrer de offentlige finanser med 16 mia.kr. Og derudover bør det offentlige forbrug nedbringes. VK-regeringen har siden 2001 øget udgifterne til offentlig velfærd rigtig meget – svarende til 74 mia.kr. Udgifterne er brugt på sundhed, uddannelse og det sociale område. Det betyder, at udgifterne til offentlig velfærd som andel af BNP ligger på danmarkshistoriens højeste niveau. Derfor bør de offentlige velfærdudgifter bringes ned. Frem mod 2020 anbefaler jeg, at det offentlige forbrug som andel af konjunkturrenset BNP bringes ned fra 28,8 pct. af BNP til 25,9 pct. af BNP. Dermed kommer velfærdsudgifterne ned på samme niveau som i det sidste år under Nyrup.

Martin Madsen, AE: Tiden er ikke til ufinansierede valgløfter, om det så er øget velfærd eller skattelettelser, man ønsker sig. Politikerne, der ønsker flere penge til velfærd, kan kun få råd til det, hvis der til gengæld laves reformer, der får flere ind på arbejdsmarkedet eller øger arbejdstiden, hvis skatteindtægterne øges eller hvis der effektiviseres – eller naturligvis en kombination af disse finansieringsinstrumenter. Derimod er der ikke råd til en gentagelse af valget i 2007, hvor VK i månederne op til valget aftalte ufinansierede skattelettelser for 11½ mia. kr. Det skabte et holdbarhedsproblem bare ét år efter, at et bredt flertal i Folketinget med velfærdsaftalen fra 2006 som løfter efterløns- og folkepensionsalderen, skulle ”sikre finansiering af det danske velfærdssamfund mange årtier frem”. Det store offentlige underskud i dag og hullet i finansieringen af det danske velfærdssamfund er i høj grad selvforskyldt.
     Det offentlige forbrug er dog rekordhøjt målt som andel af samfundsøkonomien (BNP) og udgør ca. 29½ pct. af BNP. Det er der ikke finansiering til at fortsætte. Der er råd til et offentligt forbrug, der udgør omtrent 26½ pct. af BNP. Hvorfor er det så skredet? Hovedsynderen er krisen og deraf faldet i BNP, hvilket forklarer 80 pct. af forbrugsskredet målt som andel af BNP. Merforbruget i den offentlige sektor forklarer de resterende 20 pct. Man kan få nedbragt det offentlige forbrug målt som andel af BNP enten ved besparelser eller ved at foretage vækstskabende initiativer, der øger BNP. Sagt populært kan man skære kagestykket til velfærd mindre eller man kan løfte samfundskagen igen, som faldt sammen under finanskrisen. De to veje til at nedbringe det offentliges forbrug som andel af samfundskagen kan i grove træk overføres til de to veje, som er lagt frem i dansk politik, nemlig VKs sparevej og S-SFs arbejdsvej.

RÆSON: Er det virkelig nødvendigt med reformer eller kan vi spare og vækste os ud af krisen? Og hvis det er nødvendigt, hvad er så argumentet, der overbeviser politikerne og befolkningen om, at reformer er nødvendige?

Martin Madsen, AE: Danmark står overfor en række store udfordringer: Krisen, arbejdsløshed, nedbringelse det offentlige underskud, sikring af langtidsholdbare offentlige finanser, sikre øget produktivitet og økonomisk vækst samt imødegå mangel på uddannet arbejdskraft. Hvis udfordringen alene er at sikre mindre offentlige underskud, kan man vælge mellem følge tre løsninger: 1) besparelser, 2) vækstskabende initiativer og reformer og 3) øgede skatter. At spare sig ud af krisen er ikke særligt perspektivrigt og løser ikke mange af Danmarks øvrige udfordringer. Tag eksempelvis VKs besparelser på uddannelse og forskning for 5-6 mia. kr. som ligger i den såkaldte genopretningsplan. Det vil på kort sigt nedbringe udgifterne, men da netop uddannelse og forskning anes blandt økonomer for det to helt centrale vækstmotorer, er det som at skyde sig selv i foden i forhold til at løse udfordringen med øget produktivitet og vækst og modgå manglen på uddannet arbejdskraft og det vil give tab af skatteindtægter på længere sigt. Reformer, der ikke bare øger arbejdsudbuddet i antal og timer, men især sigter mod at øge produktiviteten, er nødvendige for at sikre, at Danmark kan vedblive at være et velstående land. Mere og bedre uddannelse af arbejdsstyrken er et nøgleord i forhold til at løse Danmarks store udfordringer – derfor de store planlagte besparelser på dette område visionsløst.

Mads Lundby Hansen, CEPOS: Ja, det er nødvendigt med reformer. For at øge væksten på længere sigt, er det vigtigt med et øget arbejdsudbud. Og en afvikling af efterlønnen vil på sigt øge beskæftigelsen med 80-90.000 personer. Herudover vil en efterlønsreform forbedre de offentlige finanser markant. På den kortere bane bør underskuddet begrænses gennem nulvækst i det offentlige forbrug, ligesom det er rigtig godt, at regeringen reducerer dagpengeperioden fra 4 til 2 år. Det forbedrer den offentlige saldo frem til 2013. Jeg er meget skeptisk overfor S og SFs plan om at hæve skatterne med 33 mia.kr. i årene 2011-2013. Det vil skade arbejdsudbuddet, men vil også være gift for et opsving i den private sektor. På længere sigt bør marginalskatten reduceres til ca. 40 pct., og selskabsskatten skal halveres til ca. 12 pct. Det vil øge arbejdsudbuddet, investeringerne og produktiviteten. Finansieringen kommer fra reformen af efterlønnen, offentligt forbrug, men herudover bør pensionsalderen hæves til 67 år.

RÆSON: Hvor optimalt vil det så være allerede i 2011 at gennemføre reformer? Vil det ikke være bedre at vente et par år til krisen har givet helt slip?

Mads Lundby Hansen, CEPOS: Nej, vi bør allerede starte reformerne i 2011, som regeringen lægger op til med dagpengereformen. Herudover bør en hurtig efterlønsreform og en målsætning om at nedbringe verdens højeste offentlige forbrug forsikre borgerne og virksomhederne om, at de kan forbruge og investere uden risiko for fremtidige skatteforhøjelser

Martin Madsen, AE: Dansk økonomi lige er kommet ud af fryseren og på vej til at tø op. Hovedudfordringen vil i 2011 fortsat være mangel på job og ikke mangel på arbejdskraft og målet må være at undgå, at arbejdsløsheden bider sig fast på uholdbart højt niveau. I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har vi derfor argumenteret for at undgå den opstramning af finanspolitikken, der ligger i finansloven. Besparelserne dæmper efterspørgslen og koster arbejdspladser i 2011. Store reformer, der træder i kraft i 2011 er næppe sandsynligt ej heller fornuftigt. Det bør dog ikke forhindre politikere i at gennemføre reformer, som træder i kraft, når krisen har sluppet grebet helt, for på den anden side af krisen vil mangel på arbejdskraft igen blive presserende. Det er dog ikke alle typer af arbejdskraft, der vil mangle. Det vil faktisk være et overudbud af ufaglært arbejdskraft, mens der er mangel på folk med ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. Reformer vil givetvis fylde en del i valgdebatten, men fokus bør ikke kun være på at øge antallet af hænder på arbejdsmarkedet, men i højere grad være på, hvad der er i hovederne. Folk med en uddannelse bidrager med otte flere effektive arbejdsår end ufaglærte samt øger produktiviteten, som har været Danmarks største vækstproblem det seneste årti.

Mads Lundby Hansen er cheføkonom og vicedirektør i den borgerligt-liberale tænketank CEPOS.

Martin Madsen er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og AE’s ekspert i finanspolitik, offentlige finanser og velfærd.