24.03.2011
.„Jeg er meget bekymret. Når du prikker til en diktator med en pind, og du samtidig også prikker til befolkningen, vil det blive meget voldeligt. Muammar Al-Gaddafi vil optrappe kampen mod de væbnede oprørere.‟ Det siger den britiske oberst Philip Wilkinson, som er forsker i skrøbelige stater ved tænketanken Chatham House med erfaring fra Bosnien, Rwanda, Sri Lanka, Palæstina, Afghanistan og Irak og har været specialstyrkesoldat samt rådgiver i nationsopbygning for Pentagon. Han mener, Vesten kun griber ind på grund af skyldfølelse over sin tidligere støtte til Gaddafi og tror ikke, missionen vil lykkes: „Selvfølgelig ikke. Gaddafi er ustabil. Du kan ikke stoppe ham med bomber. Landstyrker vil være nødvendige, og der er selvfølgelig ingen, der vil tage den beslutning.‟
RÆSON: Hvorfor føler vi et ansvar for at gribe ind i Libyen?
PHILIP WILKINSON: Vi griber ind for at beskytte de civile. Men hvem er de civile? De civile er ikke en gruppe uskyldige mennesker. Faktisk er en større gruppe af dem bevæbnede unge mænd i militærjakker. Ifølge Geneve-konventionen er de kombattanter.
RÆSON: Hvorfor griber det internationale samfund så ind?
WILKINSON: Jeg tror, det primært er på grund af skyldfølelse. ‚Vi‛ i vesten og mange andre lande har støttet og legitimeret Gaddafi i årtier. De fleste af vores statsministre har fået taget billeder sammen med Gaddafi og fået kysset deres kinder. Hvad der er sket i andre dele af Mellemøsten og Nord Afrika, har ingen relation til eller kan forklare, hvorfor det internationale samfund intervenerer i Libyen. Intet har ændret sig. Der er ingen logik for, hvorfor vi er der.
RÆSON: Hvorfor er den britiske regering så ivrige efter at få flere til at deltage i Libyen?
WILKINSON: Jeg tror, du skal sætte uret tilbage til 1992, da Tony Blair kom til magten og ønskede at blive set som en international statsmand, samt bringe Storbritannien tilbage til fordums storhed. Interventionen i Libyen er også en afledningsmanøvre fra den hjemlige finanskrise.
RÆSON: Hvad tror du, der vil ske?
WILKINSON: Jeg er meget bekymret. Når du prikker til en diktator med en pind, og du samtidig også prikker til befolkningen, vil det blive meget voldeligt. Gaddafi vil optrappe kampen mod de væbnede oprørere.
RÆSON: Kan den internationale indgriben pacificere Gaddafi?
WILKINSON: Selvfølgelig ikke. Gaddafi er ustabil. Du kan ikke stoppe ham med bomber. Landstyrker vil være nødvendige, og der er selvfølgelig ingen, der vil tage den beslutning. Hans mentalitet og stolthed betyder, han vil forsøge at tage hævn over folket. Flere civile vil blive dræbt.
RÆSON: Kan vi gøre noget ved det nu?
WILKINSON: Ikke rigtig nej. Det er ligegyldigt, hvilken type koalition det er. En suveræn stat vil altid forfølge sine egne interesser.
RÆSON: Og krisen om det internationale lederskab…
WILKINSON: Det gør ingen forskel. NATO vil ikke gribe ind, da Tyrkiet ikke vil tillade en NATO-indgriben. Frankrig vil heller ikke, de vil gøre tingene på deres egen måde. Det mest sandsynlige er, at briterne ender med at tage sig af det hele. Måske kunne der være en eller anden form for usikker alliance mellem England og Frankrig. Obama lader til at være den eneste fornuftige lige