30.05.2011

Brasilien afstod ved afstemningen i FN’s Sikkerhedsråd om militær intervention i Libyen. Hensynet til national suverænitet og nationale interesser vejer stadig tungere i brasiliansk udenrigspolitik end beskyttelse af menneskerettigheder og støtte til demokratiske kræfter i verden. Brasilien henter mere inspiration fra BRICS-gruppen med Kina som landets nu største handelspartner end fra USA og Europa. Beslutningen viser, at den nye præsident Dilma Rousseff i store træk følger i Lulas udenrigspolitiske fodspor, selv om det ikke fremmer Brasiliens ambitioner om en permanent plads i FN’s Sikkerhedsråd.

Af Michael Clausen

LÆS OM TEMAET ‚BRICS-LANDENE OG DET ARABISKE FORÅR‛ HER

Historien om Brasilien som opstigende stormagt er efterhånden velkendt for de fleste. De seneste godt ti års kombination af politisk stabilitet, en fornuftig makroøkonomisk politik samt en eksplosivt stigende efterspørgsel på brasilianske landbrugsprodukter, råstoffer og mineraler fra særligt Kina har løftet den sydamerikanske gigant op i den økonomiske sværvægtsklasse. Næste år forventes Brasilien at overhale Frankrig og Storbritannien og placere sig som verdens femte største økonomi.

Med den populære og karismatiske præsident, Luiz Inácio da Silva, bedre kendt som Lula, i spidsen har Brasilien tilmed formået at omsætte den økonomiske succes til politisk indflydelse på den internationale scene. Dette er bl.a. sket gennem en diversificering af Brasiliens udenrigspolitik, hvor man ud over at forsøge at pleje forholdet til traditionelle samarbejdspartnere som USA og EU har ført en bevidst strategi med det formål at styrke det økonomiske, politiske og diplomatiske samarbejde med andre store, fremadstormende udviklingslande – de såkaldte BRICS-lande – Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Samtidig har Brasilien under præsident Lula og udenrigsminister Celso Amorims ledelse aktivt plejet relationer med kontroversielle regimer som Iran, Venezuela og Cuba.

Da Lulas håndplukkede kandidat, Dilma Rousseff, med indgangen til 2011 overtog præsidentembedet og blev Brasiliens første kvindelige præsident, blev der spekuleret i, hvorvidt hun og den nyudnævnte udenrigsminister, Antonio Patriota, ville bryde med Lulas udenrigspolitiske linje. Disse spekulationer bundede først og fremmest i de to lederes forskellige baggrund. Mens Lula slap med tre uger i fængsel under militærdiktaturet, sad Dilma grundet sin rolle som marxistisk guerillakæmper fængslet i tre år, hvor hun blev udsat for tortur af militærdiktaturet. Allerede i december sidste år, knap en måned inden hendes formelle indsættelse som præsident, tilkendegav Dilma i et interview med Washington Post, at hendes regering ville forholde sig mere skeptisk til Irans brud på menneskerettigheder og i højere grad end Lulas regering ville forsvare menneskerettigheder i FN-regi. Derudover slog udenrigsminister Patriota i maj i et lækket dokument til Brasiliens ambassadører i udlandet fast, at den fremtidige kurs over for autoritære regimer ville blive hårdere og mere kritisk.

Den nye retorik blev omsat til konkret handling, da Brasilien i slutningen af februar stemte for den første Libyen-resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der medførte indførelsen af betydelige sanktioner over for Libyen i et forsøg på at tvinge Gadaffi i knæ. I marts markerede Dilma-regeringen sit hidtil tydeligste brud med Lula-æraen, da man i FN’s Menneskerettighedsråd i Genève støttede udpegelsen af en Special Rapporteur for menneskerettigheder i Iran. Samtidig inviterede man til det iranske styres store irritation den iranske dissident og tidligere modtager af Nobels Fredspris, Shirin Ebadi, til frokost på den brasilianske ambassade i Genève.

Interventionen i Libyen: Brasilien på sidelinjen
Afstemningen i FN i slutningen af marts om interventionen i Libyen, hvor Brasilien i øjeblikket har en af de ti ikke-permanente pladser i Sikkerhedsrådet, repræsenterede imidlertid den første store test af Brasiliens udenrigspolitiske kurs over for autoritære regimer under Dilma. Mens et flertal på ti medlemmer af Sikkerhedsrådet med USA, Storbritannien og Frankrig i spidsen besluttede sig for at gribe ind over for Gaddafi for at beskytte civilbefolkningen mod overgreb fra det libyske militær og støtte de libyske oprørere i deres kamp for demokrati, afstod Brasilien fra at stemme om resolutionen. På den måde stillede Brasilien sig side om side med de andre BRICS-lande Kina, Indien og Rusland. Det nyeste BRICS-medlem, Sydafrika, stemte for resolutionen – men kun for blot få dage efter at fordømme de efterfølgende luftangreb mod Libyen som overdreven magtanvendelse i et forsøg på at påtvinge libyerne et regimeskifte.

Ifølge den brasilianske regering var det frygten for yderligere eskalering af volden i Libyen, der var årsag til, at man ikke støttede op om interventionen. Samtidig ville man fra brasiliansk side ikke blande sig i et oprør, der havde rødder inden for Libyens grænser. I stedet appellerede man til en løsning af konflikten gennem dialog med Gaddafi. Der er altså tale om, at hensynet til national suverænitet – og dermed også fritagelsen for besværet med at intervenere i et fjernt land – vejer tungere end behovet for at beskytte menneskerettigheder og skabe rammerne for demokrati. Burde denne brasilianske position i virkeligheden komme som en overraskelse?

På den ene side er Brasilien et demokratisk land på den vestlige halvkugle, der med sin størrelse, værdier og multikulturelle samfund har betydelige ligheder med USA, ligesom landet har tætte historiske og kulturelle bånd til Europa. På den baggrund kunne man formode, at vestlige lande burde udgøre de mest naturlige samarbejdspartnere for Brasilien, og at Brasilien ville have som prioritet at beskytte den libyske befolkning mod overgreb samt at give en håndstækning til de libyske oprøre i deres kamp for demokrati.

På den anden side kan Brasiliens lunkne position i forhold til at intervenere i Libyen ikke komme som nogen overraskelse, hvis man kigger på landets udenrigspolitiske adfærd siden Lula kom til magten i 2003. Siden dengang har man fra brasiliansk side gang på gang forholdt dig neutralt, når FN har søgt at fordømme autoritære regimer som Iran, Nordkorea, Myanmar, Sri Lanka eller Sudans brud på menneskerettigheder over for deres respektive befolkninger. Her har Brasilien været helt på linje med de andre BRICS-lande Kina, Indien, Rusland og Sydafrika.

I deres øjne er en massakre i Libyen selvfølgelig uheldig og beklagelig, men fælles for landene gælder det, at de har meget lidt at vinde men til gengæld meget at tabe ved at risikere indflydelse og ressourcer i udenlandske interventioner. I stedet er deres instinkt at passe sig selv, dvs. værne om princippet om ikke-intervention i andre landes interne anliggender, og fokusere kræfterne på fortsat at opbygge økonomisk styrke.

Samtidig får Brasilien og de andre BRICS-lande med deres modvilje mod at støtte vestligt ledede fordømmelser af autoritære regimer og interventioner i disse lande markeret, at der findes en modpol til vestlig – især amerikansk – indflydelse og magtanvendelse i verden.

Fremtidsudsigterne under Dilma
Netop Brasiliens forhold til USA står ved en skillevej. Paradoksalt nok var den amerikanske præsident Barack Obama på statsbesøg i Brasilien, da interventionen i Libyen blev gennemført. Besøget, der skulle have været symbolet på en tiltrængt, frisk start i relationen mellem de to lande, blev i stedet overskygget af Libyen-problematikken. Air Force One var knap nok lettet fra brasiliansk jord efter Obamas to dage lange besøg, førend det brasilianske udenrigsministerium havde udsendt en erklæring, der fordømte og beklagede luftangrebene i forbindelse med interventionen i Libyen.

Udenrigsminister Patriota har sidenhen benægtet, at uoverensstemmelser i forbindelse med interventionen i Libyen ville påvirke forholdet mellem Brasilien og USA i negativ retning. Det er imidlertid et faktum, at episoden kommer oven i en række begivenheder, der har sat forholdet på prøve. Dels følte Obama-regeringen, at Brasilien gik bag om ryggen på USA, da landet sammen med Tyrkiet i maj sidste år gik uden om FN og resten af det internationale samfund i forsøget på at få en atomhandel med Teheran på plads som løsning på problemet med Irans anskaffelse af atomvåben. Dels har dokumenter offentliggjort af WikiLeaks afsløret, at USA i bestemte sektorer af den brasilianske regering og det brasilianske diplomati har mærket en betydelig antiamerikanisme, personificeret ved blandt andre tidligere udenrigsminister Amorim. Alt dette kommer oveni, at Kina i 2009 overhalede USA som Brasiliens største handelspartner, en position amerikanerne ellers havde haft siden 1930’erne.

Brasilien har stadig brug for USA
På trods af de seneste års problematiske forhold mellem Brasilia og Washington – og det stadigt tættere forhold til de andre BRICS-lande – er det stadig i Brasiliens interesse at have et godt forhold til USA. Brasilien har brug for USA’s støtte i bestræbelserne på at få opfyldt et af landets vigtigste udenrigspolitiske målsætninger, nemlig en permanent plads i FN’s Sikkerhedsråd. I den forbindelse er det værd at bemærke, at Obama under sit besøg i Brasilien undlod at give samme støtte til en permanent plads til Brasilien, som han havde givet inderne under sit besøg i Indien i november sidste år.

Indtil videre kan det konstateres, at Brasiliens udenrigspolitik under Dilma kun i ringe grad har rykket sig fra linjen under forgængeren Lula. Godt nok er der sket en ændring i retorikken i forhold til autoritære regimer og forsvar af menneskerettigheder, ligesom Brasilien ved enkelte afstemninger i FN har været mere konfrontatorisk over for autoritære regimer som eksempelvis Iran. Den manglende støtte til interventionen i Libyen illustrerer imidlertid, at hensynet til national suverænitet og nationale interesser stadig vejer tungere end forsvar af menneskerettigheder og støtte til demokratiske kræfter i autoritære stater, når det kræver ressourcer at sætte handling bag ordene. Her er Brasilien mere på linje med sine BRICS-partnere end med USA og Europa. Fremtiden vil vise, om Dilma-regeringen formår at genstarte forholdet til USA og resten af vesten, eller om Brasilien stadig vil befinde sig bedst i selskab med de øvrige BRICS-lande.

Foto: BRICS-lande i skål: Brasilens Dilma Rousseff og Kinas Hu Jintao.

Michael Clausen (f. 1982) er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet. Studieophold på University of Oklahoma med studier i amerikansk udenrigspolitik samt politik og demokratisering i Latinamerika. Skrev speciale om Kinas udenrigspolitik over for Latinamerika. Studerer brasilianske studier på Aarhus Universitet. Ekspertiser: International politik, USA, Latinamerika, Brasilien.