01.10.2011

RÆSON spørger professor ved Asia Research Centre på CBS, Kjeld Erik Brødsgaard: Hvor står Kina i 2015? To af hans forudsigelser: De vil søge øget indflydelse i Verdensbanken og IMF – men ønsker ikke at omstyrte USA som førende politisk supermagt. De vil ikke forsøge at designe nye internationale institutioner, som resten af verden skal integreres ind i. ”Kina har aldrig rigtig været interesseret i omverdenen. Sådan er det nok stadig i 2015.‟

INTERVIEW af Lasse Marker

RÆSONs store 2015-serie:
– Torben M. Andersen om verdensøkonomien i 2015: Kun lidt sandsynligt, at vi er tilbage på sporet
– Mads Fuglede om USA i 2015: Stadig verdens naturlige leder
– mandag: Rebecca Adler-Nissen om EU i 2015

RÆSON: Hvor står Kina i 2015 på den international scene?
Kjeld Erik Brødsgaard: I 2015 vil Kina være på nippet til at overhale USA som verdens største økonomi. Seneste vurdering fra IMF siger 2016. Kinas rolle i Asien vil ikke være markant anderledes end i dag, selvom Kina vil veje tungere økonomisk. Der er en gensidig samhandelsafhængighed mellem Kina og Japan – Kina er Japans største samhandelspartner – så en økonomisk vækst og udvikling i Kina vil også gavne Japan og de øvrige asiatiske lande i øvrigt. Dog er der nogle spændinger i forhold til Japan, hvor man strides om Senkaku øerne i det Østkinesiske Hav. Kina har historisk ført en isolationspolitik og har stadig den holdning, at man ikke blander sig i andre landes anliggender. Til gengæld kræver de så, at omverdenen ikke blander sig i kinesiske interne anliggender. Når man kigger på historien, viser det sig, at Kina aldrig rigtig har været interesseret i omverdenen. Sådan er det også i dag – og nok stadig i 2015. Det kan man bl.a. se ved, at det kinesiske udenrigsministerium slet ikke har samme status som i Vesten – udenrigsministeren sidder ikke engang i politbureauet. Det vigtige er interne forhold i Kina. Men et Kina, der i 2016 forventes at blive verdens største økonomi, vil alt andet lige have en betydning i regionen uanset, hvad Kina vil.

RÆSON: Skal Vesten frygte Kina, eller kommer Kinas vækst os alle til gavn?
Brødsgaard: Kina bliver af mange, især de såkaldte realister, opfattet som en revolutionær magt, der venter på at erobre verdensordenen. Men en realist som John Mearsheimer har sagt, at hans bekymring ikke så meget går på Kinas opkomst, men på USA’s reaktion på den. Jeg tror ikke på et Kina, der vil forsøge at omstyrte USA. Mere spændende bliver det at se, om USA vil finde sig, at Kina overhaler dem. Det er USA’s reaktion, der bliver det spændende at følge.

RÆSON: Vil Kina overtage de vestligt-amerikansk designede internationale institutioner – eller vil vi se et Kina, der vil designe deres eget system af internationale institutioner?
Brødsgaard: Kina har for første gang fået en vicepræsident i verdensbanken, og de har fået større andel af stemmerettighederne, end de havde tidligere. Kina er tidligere gået uden om IMF og Verdensbanken, men ønsker nu øget indflydelse i de her organer. Men den økonomiske krise, som Kina i øvrigt ikke opfatter som en global, men en transatlantisk krise, har overbevist dem om, at man ikke ukritisk skal overtage de vestlige finansielle instrumenter og nok ikke omdanne kinesiske banker til at ligne vestlige banker. Kina føler sig bekræftet i deres egne institutioner. I Kina bryder man sig ikke om at tale om Beijing-konsensus, fordi der dermed ligger, at man vil være en model, som andre skal følge. Det forsøger de at nedtone. Deres holdning er, at Kina har sin egne model, og Kina har sin egen udvikling med kinesiske karakteristika formet af kinesiske omstændigheder. Kineserne mener derfor ikke, at man kan eksportere disse modeller til andre lande. Derfor vil de ikke være specielt ivrige efter at eksportere deres modeller til andre lande.

RÆSON: Kinas valuta som regional valutareserve?
Brødsgaard: Den kinesiske valuta er ikke flydende, og det giver nogle begrænsninger. Kineserne har talt en del om, at det er et problem, at man har investeret så meget i amerikanske værdipapirer og derfor er så afhængig af dollaren. Krisen gør, at den kinesiske valutaopsparing i dollar mister værdi, og man har overvejet at investere meget i euro i stedet for. Kina har også en del eurobeholdninger, ca. 25% af valutareserven, men hovedparten af investeringerne er i dollar – mindst 1.5 billioner dollars alene i amerikanske værdipapirer ud af en samlet valutareserve på omkring 3.2 billioner dollars.

RÆSON: Hvilke indenrigspolitiske spørgsmål bliver spændende at følge de næste 4 år?
Brødsgaard: I 2012 har Kina den 18. partikongres, hvor de vælger en helt ny ledelse. 70 % af topledelsen og 7 ud af 9 i det stående udvalg skal udskiftes. Så der kommer en meget stor udskiftning. Xi Jinping bliver Kinas nye præsident, og Li Keqiang bliver Kinas nye premiereminister, og i 2015 vil de være i fuld sving med at afslutte den femårsplan, som nu er lagt. Den indebærer en mere balanceret økonomisk udvikling, så den økonomiske vækst ikke kun kommer de østlige provinser til gode, men sikrer, at man også får de indre provinser og landbruget med. Man vil se øgede investeringer i grøn teknologi og en stor satsning på uddannelse og teknologi i øvrigt. Xi Jinping, som vælges til præsident i 2012, kalder man en princeling – han er søn af en tidligere vicepremiereminister Xi Zhongxun. Om Xi Jinping vil være ligeså reformorienteret som sin far er uklart. Han har været god til at holde kortene tæt ind til kroppen, så om han har en fundamental anden linje end den nuværende partileder er også uklart. Men jeg tvivler på det.

RÆSON: Vil Kina blive ramt af en økonomisk krise inden 2015?
Brødsgaard: Kinas vækst gik ned i 2008 og 2009, men ikke værre end, at væksten i ét kvartal faldt til 6,7 %, hvilket fortsat er en meget høj vækstrate i sammenligning de vestlige lande. Ud fra den betragtning har Kina ikke været hårdt ramt, men kigger man på deres handlemønstre, så var der en klar nedgang i eksporten og importen. Det er alt andet lige noget, der koster kinesiske arbejdspladser. Får vi en ny stor krise i Vesten, vil det derfor ramme Kina, der har en meget eksportorienteret økonomi. Men det kinesiske hjemlige marked er så stort efterhånden, at man ikke skal overvurdere Kinas afhængighed af at kunne afsætte deres varer i udlandet. I stigende grad er den kinesiske økonomi drevet af det hjemmelige marked, men der er dog en vis afhængighed af eksport i form af arbejdspladser. Og går eksporten ned, så vil det koste arbejdspladser i kystprovinserne.

RÆSON: Ser vi en boligboble i Kina inden 2015?
Brødsgaard: Der bygges meget, og der er steder i Kina, hvor boligmarkedet er meget skævt. F.eks. i Hainan provinsen er der mange rige fra fastlandet, der investerer, hvilket betyder, at de lokale har svært ved at købe bolig, fordi lejlighedspriserne presses op. Så der er en boligboble, men spørgsmålet er, om den springer. Man er i gang med at forsøge at begrænse den ved blandt andet at begrænse bankernes udlån, og man har hævet renterne for at sætte en bremse på økonomien, så boligboblen ikke udvikler sig.

RÆSON: I Kina er en større og rigere mellemklasse ved at vokse frem. Hvilke indenrigspolitiske konsekvenser kan det få?
Brødsgaard: Den stadig større og rigere middelklasse stimulerer økonomien yderligere, idet man får en mere købekraftig befolkning. Måske kan man udvide forbruget, som man taler meget om. Kina har en økonomi, som er meget investeringsdrevet – man bruger næsten 50 % af BNP på investeringer, hvilket er langt mere end noget vestligt land. Det gør, at forbruget er meget lavt. Man vil gerne stimulere forbruget, så opsparingsniveauet bliver mindre, for på den vej at få en mere balanceret udvikling. Det vil gøre forholdet mellem USA og Kina mindre skævt. Politisk er jeg ikke sikker på, at en større og rigere middelklasse vil betyde øget demokratiseringspres. I hvert fald ikke, hvis den økonomiske vækst fortsætter. Det er bemærkelsesværdigt, at efter 1989 med nedkæmpelsen af de studerende på den Himmelske Freds plads, hvor mange talte om en nedsmeltning af det politiske system, har partiet og systemet været i stand til at genoprette den sociale kontrakt med middelklassen i byerne, som derfor ikke er nogen revolutionær kraft, der vil presse på for en demokratisering af Kina. Hvorfor? De er godt tilfredse med den udvikling, der finder sted i øjeblikket. Partiet leverer varen, mener de.

Lasse Marker (f. 1986) skriver og arbejder fast for RÆSON. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Lasse Marker er desuden ansat på Politiken. ILLUSTRATION: Xi Jinping, Kinas præsident efter 2012 (foto af Den Europæiske Union).