02.12.2011

“Militæret har ikke skubbet noget specifikt parti igennem. De fleste valgobservatører siger, at valget er gået fint.” Det siger DIIS’ Egyptenekspert Rasmus Boserup efter ugens valg i Egypten om militærets rolle – som mange ellers frygter vil forblive alt for stor. “Når man kigger baglæns i løbet af 2011, hvor militæret har været i førertrøjen, så kan man se, at de forsøger at lande et kompromis. Hver gang gaden pludselig står og banker på, har de været ekstremt lydhør over for at flytte nogle politiske beslutninger.” Valgresultater offentliggøres i dag eller i morgen.

INTERVIEW af Mahvish Ahmad, RÆSONs Mellemøstredaktør med
RESEARCH af Walled Safi, CAIRO

Læs også
– Egypten: Militæret styrer forandringsprocessen

RÆSON: Valget er lige afsluttet. Hvad forventer du af valgresultatet?
Rasmus Boserup: Alt peger på, at Det Muslimske Broderskabs Parti, Friheds og Retfærdighedspartiet, får en majoritet, og kommer ud af valget som regeringsdannere. Der er meget svingende bud på, hvor stort deres mandat bliver, da der er tale om en meget lang valgperiode. Det som står uklart er, hvorvidt de vil forsøge at danne regering hen over midten med centrumpartierne. Som for eksempel det store nationalistiske Wafd-parti, som også står til et godt valg. Eller om de vil forsøge at samle en islamisk blok. Det andet spor, som er vigtigt at holde for øje er, at der dannes et nyt politisk system, og nye institutioner. Parlamentet og borgerhuset bliver fyldt op i løbet af foråret. Det vil igangsætte en transitionsproces, hvor magten, i hvert fald på papir, skal overdrages fra det nuværende militærråd til civile og folkevalgte instanser. Det vil betyde noget for den måde politik udspiller sig på i Egypten.

RÆSON: Kan du uddybe denne politiske dynamik? Hvor meget indflydelse vil militæret vedligeholde?
BOSERUP: Mit bud er, at militæret er politisk neutrale. Det fastholder de for det første. Meget tyder på, at de ikke har nogen egentlige darlings ideologisk set eller på det politiske spektrum. De har ikke skubbet noget specifikt parti igennem. De fleste valgobservatører, jeg har hørt udtale sig, siger, at det er gået fint. Når man kigger baglæns i løbet af 2011, hvor de har været i førertrøjen, så kan man se, at de forsøger at lande et kompromis mellem alle de mange aktører, der er vokset frem fra gaden i protestform, dvs. de nye og gamle politiske partier og eliter. De har søgt at få vejet en stemning om, hvilken vej konsensusmuligheden hælder lige nu, for at kunne tage en politisk beslutning i det her morads af manglende institutioner til at koordinere politikken. Hver gang gaden pludselig står og banker på, har de været ekstremt og meget lydhør til at flytte nogle politiske beslutninger. Det andet er, at de, så vidt muligt, vil bibeholde deres privilegier inden for den politiske økonomi og inden for visse politiske porteføljeområder. De driver en masse virksomheder. Der er ikke nogen budgetindsigt i det, så det er meget, meget svært at finde ud af, hvor stort eller hvor småt, det er. Jeg vil skyde på, at det er alt mellem ca. 20 og 40 % af statsøkonomien, der drives direkte eller indirekte via militæret. Deres egentlige interessefelt ligger i den ‘politisk-ideologiske tendens’. Der er en tendens til, at visse dele af den militære topledelse er kendt for at favorisere en stærk rolle fra staten i den økonomiske sektor. En gammeldags, økonomisk ikke-liberal, stærk stat. Dog er det uklart, hvorvidt det spiller ind. Det tredje felt, er forsvars- og sikkerhedspolitikken. De skal sikre at en civil regering ikke [forstyrer, red.] en regional balance, hvor de skal ud og rydde op efter nogle ‘forfejlede og stupide’ civile. De vil sikre sig at den sikkerhedspolitiske alliance de har været med til at danne i Mellemøsten qua Camp David aftalen med Israel bibeholdes. Man skal også kunne bibeholde et influks af amerikansk militærstøtte.

RÆSON: Er der nogen af de politiske partier, der har formuleret en sikkerheds- og forsvarspolitik, der kunne være i direkte opposition til militæret og dermed skabe konflikter?
BOSERUP: Visse partier har ikke formuleret udenrigspolitik endnu, for eksempel de små og helt nye partier. De mere yderligtgående og top-konservative partier, for eksempel Salafi-partiet, har nok nogle ideer, som militæret ikke ville gå med til – for eksempel at gå meget hårdt til den israelske nabo. Men det står stadigvæk uklart. De har formuleret meget lidt på det udenrigspolitiske. Mange partier – både sekulære og Islamistiske – har dog sagt, ‘Vi vil opretholde og bibeholde alle de internationale aftaler, der er indgået.’ De refererer specifikt til Camp David-aftalen (fredsaftale med Israel, red.). Jeg har ikke set nogen som helst gå ud og sige, at man vil annullere fredsaftalen med Israel. Men næsten alle sammen siger, at de vil gå Camp David-aftalen efter i sømmene og se på den måde, den er blevet fortolket på. De siger, ‘Vi synes, der skal ligge en mere kritisk linje over for Israel og en klarere støtte til den palæstinensiske sag’. Et parti som Wafd, det nationalistiske parti, minder på den måde meget om Broderskabet, for det er også en mærkesag for Broderskabet. Så længe det ikke bliver alt for konfliktoptrappende, så tror jeg ikke, at det går direkte i clinch med militærets interesser. Men det er en af de potentielle konfliktpunkter, fordi militæret ikke er interesseret i en konfliktoptrappen, som de skal ud og rydde op i. Det har de prøvet før, og det har de ikke lyst til at prøve igen.

RÆSON: Hvordan tror du så, den nye regerings udenrigspolitik vil se ud?
BOSERUP: Broderskabet, Wafd og de store partier har formuleret principper på udenrigspolitikken, som bedst er kendetegnet ved ordet samarbejde. Nogen er mere orienteret mod den Islamiske verden, andre har en mere åben udenrigspolitisk orientering. Jeg forestiller mig, at det kommer til at ligne ‘business as usual’. Og man vil opretholde turisme som et vigtigt og have en åben visumpolitik. Men hvis man kigger på de ideologiske partiprogrammer, der bliver lagt frem, kan man læse en kritik, hvor både nationalister og islamister distancerer sig fra den tidligere geopolitiske orden, militæret har opretholdt i regionen. I den palæstinensiske sag kommer vi til at se et større ønske om at vise sig over for den egyptiske befolkning som nogen, der presser Israel. For eksempel ved at lave noget symbolpolitik. Der var en meget stor folkelig utilfredshed over en bred kam, både blandt sekulære og Islamister, i Egypten, med den måde, Mubarak håndterede Gaza-krigen i 2008, hvor han holdt grænsen lukket og dermed var med til at udsulte Hamas i Gaza under Israels bombardement – sådan noget vil være langt sværere at gennemføre.

DEMONSTRANTERNE
RÆSON: RÆSONs Waleed Safi har været på gaden under valget i Cairo og fortæller, at demonstranterne her ikke har lige så meget opbakning som før. Flere andre beretter om det samme. Er du enig?
BOSERUP: Jeg sidder ikke i Cairo lige nu og jeg mener, at alle sådanne spekulationer er ekstremt svære at sige særlig meget om. Der er ingen tvivl om, at når en institutionaliseret proces med meget høj valgdeltagelse går i gang, så er protester mindre oplagte. Demonstranterne har hele tiden haft en ambivalent rolle. Der har helt tilbage til marts som minimum været en meget stor procentdel af den egyptiske befolkning, der var bekymret over dem. Man har kunne tage mange taxature i Cairo, hvor folk har sagt, ‘Ah det er også forfærdeligt med de der protester. Økonomien går ned’. Der har hele tiden været en kritik af den stagnation, det skaber, da mange bliver ramt af det. Militæret mener også at man skal få sat den formaliserede politik i gang, så man kan få nedtonet den ikke-formaliserede politik, eller den ikke-institutionaliserede gadepolitik. For den er ikke til at styre. Den formaliserede kan man handle med. Jeg mener også, at der er en stor sandhed i det. Mange ønsker at få et rigtigt stabilt system bygget op, da Egypten har været ekstremt ustabilt i de sidste otte måneder. Om irritationen så er større eller mindre end i januar eller februar, det er meget spekulativt. Der er stadigvæk et stærkt momentum. Hvis det er nødvendigt at lave gadepolitik, så kan man gøre det. Jeg tror ikke, at vi ser de tre-fire millioner på gaden, som visse tal påstår, vi var op på i løbet af januar. Men 100.000 mennesker er jo stadig rigtig mange, og det er 10.000 også.

RÆSON: Politiske partier, der bliver valgt ind til parlament og regering, vil institutionalisere deres politik. Vil det skabe en afstand mellem den meget bredere og diverse folkelige bevægelse, der sparkede processen i gang, og dem i magten?
BOSERUP: Den afstand mener jeg allerede er skabt. Det er forudsigeligt. I løbet af 2011 har vi set en masse folk og aktivister på pladsen, men det er få af dem, som rent faktisk har omdannet sig til formelle politiske spillere. Der er vidt forskellige typer, som går på gaden og tager imod brosten og tåregas, og som sidder ude i regeringskontorerne og laver politik. Dem der laver politiske partier er lidt ældre, dem på gaden lidt yngre. Nogen af de aktivister, der har været kerneledere og organisatorer, har lavet partier som ikke står til at få nogle fantastisk gode valg, fordi de ikke har nogen struktur bag sig.

RÆSON: Hvordan er de unge og de etableredes politik forskellig?
BOSERUP: Blandt i forholdt til om, hvor og hvordan man skal indrette militærets rolle i politikken og økonomien. En bred del af det politiske spektrum har en forestilling om, at man først må etablere en stærk civil regering, og derefter tage den politiske konflikt med militæret. Omvendt siger de protesterende med rette: ‘Vi har stadig ikke løst et grundlæggende problem i både den politiske økonomi og det politiske system i Egypten, nemlig, at militæret siden kuppet i ’52 har siddet og influeret politiske beslutninger og processer.’ Det er stadig uklart, hvordan konstitutionen kommer til at forholde sig til militærets rolle. Vil der være budgetindsigt eller ej? Militæret synes fortsat, at de skal have en meget stærk rolle at spille i overgangsprocessen. Militæret har siden november tydeligt vist, hvor de står. Hele det brede spektrum af politiske partier der deltager i valget siger logisk nok: Det tager vi lidt senere. Men samtidig forsøger de at stå med et ben nede på pladsen og sige: ‘Det er for øvrigt et rigtig vigtigt spørgsmål.’ Det udtrykker det dilemma, du peger på. Den brede, civile koalition, der rummede både formaliseret politik og gadepolitik er knækket midt over midten på grund af denne overgang til formaliseret civil styre. [De protesterende, red.] vil allerede til juni presse militæret til at overdrage noget af det, de har bedt om. Det tror jeg også, at de politiske spillere vil, men de siger enstemmigt eller sammenstemmende ‘lad os lige tage den der konflikt, når vi har et folkeligt mandat til at presse militæret med. Det er meget fornuftigt.’ Problemet med det er, at de formentlig får brug for at sende folket på gaden, når de skal presse militæret med deres stærke folkelige mandat. Så skal de tilbage til de protesterende på Tahrir-pladsen. Det var jo ikke kun 300 mand, der stod på Tahrir her den sidste uge, det var helt op til 100.000 i mange byer. Det er et meget stærkt socialt pres, som de skal bruge til den kamp, der kommer til foråret og næste år med militæret om at få genforhandlet den grundlæggende relation mellem det militære og civile i den politiske orden. Jeg tror godt at det kan løses, men det bliver en hovedopgave for de politiske partier.

RÆSON: Er der ved at være skabt en demokratisk kultur blandt egyptere?
BOSERUP: Det et land og en region, hvor meget få mennesker organiserede sig politisk. Pludselig har du enormt mange mennesker, der gør det – både de demonstrerende og dem i det formelle politiske system. Men der er også mikropolitik. I statsinstitutioner, hvor de pludselig begynder at vælge deres ledere, eller nægter at udføre arbejde for udpegede politiske ledere. Så der er en meget bred genforhandling af ledelsesformer i gang. Der er blevet skabt en række netværk af aktører, som over de sidste par uger har vist, at de stadig er i stand til at få mange mennesker på gaden og vedligeholde en kampagne over to uger omkring relativt forståelige budskaber. Det betyder selvfølgelig ikke, at alle Egyptens 80 millioner mennesker pludselig er omdannet til at være politisk aktive og bevidste borgere, som handler ud fra en forestilling om borgerrettigheder. Men jeg mener helt klart, at der er skabt en politisk offentlighed, som ikke var der for et år siden. Og det mener jeg, når vi endelig skal til det, er den helt store historie om Det Arabiske Forår.

MAHVISH AHMAD (f. 1982) er RÆSONs Mellemøstredaktør. Cand.scient.pol fra Københavns Universitet, MPA Public and Economic Policy fra London School of Economics og Bach.scient.soc i Udviklingsstudier fra Roskilde Universitetscenter. Modtager af Kronprins Frederiks Legatet for Harvard Kennedy School of Government. Har arbejdet som journalist for DR, Information og engelsktalende aviser i og om Pakistan, og er tidligere lektor i statskundskab på Lahore University of Management Sciences i Pakistan. WALEED SAFI (f. 1984) er uddannet cand.mag. ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet. Ekspertiser: Mellemøsten, international politik i Mellemøsten og politisk islam. Tidligere ansat ved Det Egyptiske Center for Kultur og Kunst og som konsulent for Mellemøstlige forhold ved Folketinget. ILLUSTRATION: Soldat på kamel, Egypten (foto af Sandra Whiteway).