12.03.2011

Præsident Juan Manoel Santos har succes med sin hårde linje over for den kommunistiske oprørsbevægelse FARC. Dermed er enden på 47 års borgerkrig i Colombia måske nær. Færre mennesker bliver kidnappet, og flere guerillasoldater deserterer fra oprørsbevægelsen, der kalder sig de fattige bønders forkæmpere, men af stadig flere betragtes som simple kriminelle narkobaroner. Konsekvenserne af fred kan række langt ud over landets grænser – for op mod 90 procent af kokainen i USA kommer fra Columbia.

Af Thomas Christensen

Til trods for synlig udmattelse overstrålede smilene de mange fremmødte fotografers blitz, da soldaterne Guillermo Solorzano og Salin Antonio Sanmiguel Valderrama midt i februar blev løsladt af den colombianske oprørsbevægelse FARC. De havde været gidsler i over to et halvt år. Deres løsladelse er to af de mange siden årsskiftet, og de mange løsladelser kan blive katalysator for fredsforhandlinger mellem FARC og Juan Manoel Santos’ konservative regering.

Eksperter ser frigivelserne som tegn på, at FARC – som direkte konsekvens af regeringens hårdhændede fremfærd – er presset til det yderste. Regeringen har det politiske momentum. Faktisk kan regeringens styrke blive et problem, hvis styrkeforholdet bliver opfattet så uligeværdigt at FARC måske slet ikke vil indgå i forhandlinger.

Peter Hakim, præsident for Center for Inter-American Dialogue, vurderer, at FARC nærmer sig et snarligt militært nederlag. Bevægelsen har i store træk mistet sin politiske legitimitet og tilslutningen i befolkningen er drastisk dalende. Befolkningen orker ikke borgerkrigen længere. ”FARC’s sidste krampetrækninger kan dog stadigvæk udrette stor skade og regeringen er derfor villig til at indlede seriøse forhandlinger for ikke at trække processen i langdrag”, vurderer Hakim.

FARC splittet
Helene Balslev Clausen, som er Ph.d. og ekstern lektor på Århus Universitet, har indgående kendskab til latinamerikanske forhold. Hun deler opfattelsen, at FARC er presset. ”Perioden er den mest kritiske i FARC’s historie… Den sidste tid er det ikke blot lykkedes at få løsladt gidsler men også og meget vigtigt at få reddet gidsler ud af FARC’s favntag”.

Og der er andre åbenlyse tegn på, at krisen kradser. “De dokumenter som den colombianske hær har fået opsnappet fra FARC viser, at der er interne kommunikationsproblemer og divergerende holdninger i gruppen blandt de ledende personer, hvilket bl.a. har bevirket at organisationen har mistet deres kontrol over visse regioner,” forklarer Balslev til RÆSON.

”Sidste år sendte den nuværende leder Alfonso Cano en video til den siddende colombianske præsident Santos, for at foreslå, at der indledtes forhandlinger. Dette afviste præsidenten blankt – han ville fortsætte forfølgelsen og den eneste vej for Colombia var, at gruppen skulle nedlægge deres våben og overgive sig”.

FARC, Colombias Revolutionære Væbnede Styrker, er en marxistisk inspireret bevægelse. I sine velmagtsdage i begyndelsen af det nye årtusinde havde bevægelsen 16.000 bevæbnede paramilitære soldater. En tredjedel af Colombia var under dets kontrol. Siden da har FARC mistet fodfæste og oplevet store tab i sin stående hær. Det vurderes, at FARC lige nu kun tæller 8.000 soldater. Bevægelsen er fortrængt dybt ind i junglen og til højtliggende, svært tilgængelige områder i Andesbjergene.

Succes med strategiske henrettelser
Flere højtstående medlemmer har mistet livet de senere år. Grundlæggeren Manuel Marulanda døde på naturlig vis i 2008. Raul Reyes, et fremtrædende medlem af sekretariatet, blev dræbt i et yderst kontroversielt luftangreb udført af colombianske regeringstropper på Ecuadors territorium. I september blev også oprørsbevægelsens militære chef, Mono Jojoy, dræbt . USA havde udlovet en milliondusør på ham.

Den konservative præsident Juan Manoel Santos har siden sin tiltrædelse i august 2010 nøje fortsat forgængeren Alvaro Uribes håndfaste fremfærd mod landets oprørsbevægelser, især FARC og ELN. Og Santos, som var forsvarsminister under Uribe, har krævet, at alle gidsler skal løslades forud for fredsforhandlinger.

Han beskylder FARC’s ledere for spin i forbindelse med frigivelserne. ”Der skal meget mere end seks frigivne gidsler til at overbevise mig om, at FARC mener det alvorligt, når de hævder, at de er rede til fred,” udtalte præsidenten for nylig. Han har dog samtidigt holdt en dør på klem ved at understrege, at han er lydhør, hvis FARC for alvor ønsker at indgå i en dialog om en permanent fredsløsning. Santos er enormt popularitet i befolkningen. Ved præsidentvalget i juni sidste år fik han opbakning fra tæt ved 70 procent af vælgerne.

47 års krig
Colombia har siden 1964 befundet sig i en blodig borgerkrigslignende tilstand, som menes at have kostet mere end 130.000 mennesker livet. Til trods for den uforsonlige politik over for FARC er Colombia fortsat en af verdens største producenter af kokain, og indbyggernes risiko for at blive ramt af terror er slående høj. Ifølge analysevirksomheden Maplecrofts såkaldte terrorindeks er Colombia det sjette mest udsatte land i verden.

Alligevel er der for tiden en berettiget optimisme, vurderer Hakim.

Frygten blandt befolkningen er dog, at historisk gensidig mistro kan føre til sammenbrud i de forventede forhandlinger. En gammel fredsaftale tilbage i 1984 endte katastrofalt for FARC, idet flere tusinde medlemmer af FARC’s tidligere parti Den Patriotiske Union blev henrettet i umiddelbar forlængelse af aftalens indgåelse.

I 2002 var der igen forsøg på fredsforhandlinger. Samtalerne brød dog sammen, uden at man havde opnået de store fremskridt. Den daværende præsident Andres Pastrana var en presset mand og gav store indrømmelser til FARC. Bevægelsen fik blandt andet en safe heaven i den sydlige del af landet – et område på størrelse med Schweiz – som præmis for at deltage i forhandlingerne. FARC brugte efterfølgende området til at huse laboratorier til at fremstille narkotika.

Colombia er et splittet samfund. Skellet mellem rige familier af spansk herkomst og indfødte har præget samfundet siden uafhængigheden FARC blev oprindeligt dannet for at sikre de fattige bønder bedre kår. Men de senere år har mange stillet spørgsmål ved, om FARC stadigvæk repræsenterer de fattige bønders interesser eller blot udnytter dem til egen vinding.

I den anden ende af det politiske spektrum finder man de højreorienterede paramilitære grupper, der blev etableret som en slags modvægt til oprørsbevægelserne af de rige jordbesiddere. Colombias Forenede Selvforsvarsstyrker, AUC, var længe kendt som den mest dominerende gruppe. Officielt er AUC i dag opløst. Men Peter Hakim mener, at situationen i virkeligheden er en anden. ”AUC, der fortsat tæller 6-8.000 individer, har regrupperet sig i mindre grupper, som har et kriminelt sigte snarere end et politisk virke.”

En kontroversiel aftale fra 2005 har givet tidligere AUC-medlemmer en form for amnesti, der sikrer, at de maksimalt ville få op til 8 års fængsel, hvis de til gengæld gav detaljerede oplysninger om deres forbrydelser. Kritikere af aftalen mente, at AUC-medlemmerne kunne ende med at afsone symbolske domme for forbrydelser og krænkelser af menneskerettighederne.

Regering har omvendt kunnet fremvise statistikker som vidner om et efterfølgende markant fald i volden; et tegn på at strategien har virket. Også AUC har lidt svære tab. Kort før juleaften 2010 dræbte politistyrker Pedro Guerrero, a.k.a. Kniven. Myndighederne i Bogota mener, at Kniven var ansvarlig for omkring 3.000 menneskers død..

Clinton’s plan – og 10 års fremskridt
Op mod 90 procent af al kokain i USA kommer fra Columbia. Washington har altså stor interesse i at hjælpe Colombias regering med at bekæmpe de lokale narkobaroner. Derfor har den amerikanske regering siden år 2000 brugt 1,3 milliarder dollar på den såkaldte Plan Colombia, der tilsigter at udstyre den colombianske hær med topmoderne militært isenkram i form af kamphelikoptere og uddannelse af eliteenheder, der benyttes til at bekæmpe dyrkningen af coca-planten, som bruges til at fremstille kokain.

Undervejs har forslaget mødt massiv modstand fra Republikanske politikere, som fandt det kritisabelt, at USA støttede regeringen i et land, som gang på gang var blevet beskyldt for at overtræde menneskerettighederne.

FARC hævder, at USA’s støtte til narkobekæmpelse er et skalkeskjul for kampen mod guerillabevægelsen. Pengene er da også blevet brugt på såkaldt terrorbekæmpelse, Grænsen mellem bekæmpelse af oprørsbevægelser og af narkoproduktion er med årene blevet udvisket.

Flere nøgletal peger på, at udviklingen går i den rigtige retning. Selv om tal fra FN viser, at der i 2009 blev der fremstillet ikke mindre end 410 ton kokain i Colombia, synes Clintons colombianske plan fra 2000 at have virket. Landet er ikke længere verdens største producent af coca-blade, der bruges til at fremstille det hvide narkotika. I dag tilhører førstepladsen Peru – med 40 procent af verdens produktion er Colombia nr.2. Sidste år blev anslået 45 procent af Colombias narkoproduktion fundet og destrueret, mod kun 4 procent i Peru. Langt fra nok til at tvinge narkobaronerne ud af deres forretningsområde, men alligevel: et hårdt slag mod dem. De må bruge stadig flere ressourcer på at gemme sig og beskytte deres fremstillingsvirksomheder.

FN vurderer, at Colombia har gjort verden en stor indsats for at komme narkokriminaliteten i landet til livs, og som belønning har man fjernet fra landet listen over lande, der skal holdes særligt godt øje med. I maj 2008 kunne Uribes regering stolt fremvise tal, som viste at antallet af kidnapninger var på laveste i 20 år: reduceret fra 3.500 i år 2000 til kun 400 i 2007. Også antallet af drab i Colombia er faldet med 3,6 procent i 2010 sammenlignet med året før.

Risiko for tilbageslag
Meget tyder på, at staten har genvundet sin magt og autoritet i det sydamerikanske land, og at de fleste narkobagmænd enten er dræbt eller fængslet. En ny rapport fra International Crises Group, som er en uafhængig organisation, der bestræber sig på at løse konflikter i hele verden, advarer imidlertid mod, at den positive udvikling kan vise sig at være ”forbigående”. Rapporten peger bl.a. på behovet for, at bønderne får bedre mulighed for at dyrke alternative afgrøder og samtidig opretholde den nuværende levestand, som på ingen måde er misundelsesværdig.

Samlet set er magtbalancen dog de senere år tippet til regeringen fordel. Men Santos har fortsat mange incitamenter til at indgå i en dialog med FARC og få skabt en varig fred. Flere end tre millioner mennesker er drevet på flugt på grund af konflikten. Størstedelen har ingen aktier i konflikten, men er fanget i krydsilden mellem de marxistisk oprørsgrupper og paramilitære højreorienterede.

Det kan imidlertid være vanskeligt at gisne om FARC’s reelle intentioner. Samtidig med at organisationen lufter muligheden for at indlede forhandlinger, bortførte man så sent som i marts 23 oliemedarbejdere, som arbejdede for det canadiske olieselskab Talisman Energi. De dårlige erfaringer fra forhandlingerne tilbage i 1984 eller tegn på svaghed hos regeringen kan hurtigt få ledende FARC-skikkelser til at ændre mening og i stedet vælge at fortsætte den væbnede kamp.

Foto: En FARC-soldat.

Thomas Christensen (f. 1972) arbejder som freelancejournalist. Han har læst historie og statskundskab ved Københavns Universitet, hvorfra han tillige har en uddannelse i Kriminologi. Thomas skriver om politiske forhold i Latinamerika og Mellemøsten.