10.03.2011

”En no-fly-zone skal gennemføres øjeblikkeligt med henvisning til en helt ekstraordinær situation eller slet ikke. Vi kan ikke vente i 14 dage. Det er nu eller aldrig.” Det mener seniorforsker i sikkerhedspolitik ved DIIS Bjørn Møller. Også Mikkel Vedby, leder af Center for Militære Studier, advarer mod bæven: ”Enten lader du være, eller også gør du det ordentligt – det vil sige indfører en flyveforbudszone og bruger den som brohoved for at indsætte 2000 marinesoldater i Benghazi.” RÆSON har spurgt fire militæreksperter, hvad Vesten skal stille op i Libyen. Er en flyveforbudszone løsningen? Hvad er alternativerne, og hvad bliver konsekvenserne?

Af Jonas Sølberg Hansen

RÆSON: Siden NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen indkaldte til topmøde om mulighederne for at stoppe Gadaffi i Libyen, har især truslen om en no-fly-zone været populær blandt Vestens statsledere. Sten, du er professor i udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik på SDU. Hvem mener du, ville skulle tage beslutningen om at implementere en flyveforbudszone?
STEN RYNNING: Det skal mandateres af FN’s Sikkerhedsråd, og udføres af agenten for FN, det vil sige NATO, med USA i spidsen.
RÆSON: Hvordan gør man rent praktisk?
RYNNING: Man ville være nødt til at ødelægge Libyens luftforsvar, missilbatterier såvel som fly, så hele luftområdet er rent, og man kan flyve i relativ sikkerhed. Det vil være en meget voldsom operation, som vil involvere mange fly og angreb på infrastruktur. Det vil ligne krig.
RÆSON: Er det strategisk nødvendigt med en no-fly-zone?
RYNNING: Det er svært at stå på sidelinjen og se en så belastet mand som Gadaffi udøve vold i det omfang mod sin egen befolkning. Skal man bevare sin troværdighed over for de processer, der finder sted i den arabiske verden, er det strategisk nødvendigt, at man viser, man ikke er på Gadaffis side, og altså støtter dem, som gør oprør.
RÆSON: Så det næste skridt burde være en no-fly-zone?
RYNNING: Det ved jeg ikke. Var jeg militærrådgiver, ville jeg kun anbefale en implementeringen af no-fly-zone, hvis man i sidste ende var villig til at acceptere et worst case scenario, altså at blive trukket ind i krig og få uddelt en lotteriseddel i form af en meget usikker fremtidig politisk proces.
RÆSON: Er der splittede fløje i USA med hensyn til implementeringen af en no-fly-zone?
RYNNING: Det er som i Bosnien i 90’erne, hvor en række lovgivere har sympati for intervention og værdierne deri, mens administrationen er mere forsigtig, fordi den kommer til at stå med ansvaret.
RÆSON: Og Den Arabiske Liga kan vi vel næppe forvente en intervention fra?
RYNNING: Nej. Der er ingen af de afrikanske og mellemøstlige lande, som med den turbulens, vi ser nu, kan mønstre et indenrigspolitisk fundament for at blande sig andre steder.
RÆSON: Det er ene og alene i Vestens hænder…
RYNNING: Ja. Men man skal stadig bringe Den Afrikanske Union i spil som et regionalt instrument.

Mikkel Vedby: Kunne man finde arabiske lande til at gøre det, ville det være at foretrække
RÆSON: Hvordan skal man i praksis udføre en no-fly-zone?
Vedby: Selve udførelsen er simpel nok. Man skal bombe de libyske luftforsvarsinstallationer og sørge for, at det, der er tilbage, ikke kan flyve igen. Det, der er langt mere usikkert er, om det vil have nogen effekt.
RÆSON: Vurderer du, at en no-fly-zone er strategisk nødvendig?
VEDBY: Det kan den vise sig at være, hvis oprørerne i Libyen ikke selv er i stand til at vælte Gadaffi. Det er nået så langt ud med Gadaffi, at Vesten næppe kan opretholde det gode forhold til Gadaffi og ej heller har lyst til det, fordi han åbenlyst virker som en gårsdagens mand i en region, der bliver stadig mere demokratisk.
RÆSON: Men er en no-fly-zone strategisk klogt?
VEDBY: Hvis der er andre, der kan gøre det for os, er det selvfølgelig bedre. Der kan være tid at gå på. Men lige nu ser det ud som om, Gadaffi holder længere. Det kan selvfølgelig fremprovokere et behov for at gøre et eller andet.
RÆSON: Hvis du var sikkerhedspolitisk rådgiver, hvad ville du så anbefale?
VEDBY: Det kommer an på, hvem jeg er rådgiver for. Som rådgiver for franskmændene eller briterne, ville jeg presse benhårdt på for en flyveforbudszone. De er tæt på Libyen, de vil gerne have problemet løst og demonstrere handlekraft. Det ville også give noget håndfast til deres nye forsvarssamarbejde. Men det er amerikanerne, der skal gøre det for dem. Så alle problemerne, der vil opstå, kan de parkere hos amerikanerne. Hvis jeg rådgav Obama, ville jeg sige, at enten lader du være, eller også gør du det ordentligt – det vil sige indfører en flyveforbudszone og bruger den som et brohoved for at indsætte 2000 marinesoldater i Benghazi. Enten for at styrke oprørerne og deres planer om at vælte Gadaffi – eller for at gøre det på egen hånd.
RÆSON: Det kunne let ligne militær intervention og vestlig imperialisme; to ting, araberne er trætte af…
VEDBY: Man kan sige, at hvis man skal stille sig på nogens side, må det være de demokratiske kræfters. Hvis det er det, der skal til, så må man gøre det. Men kunne man finde arabiske lande, for eksempel Egypten, til at gøre det for en, ville det være at foretrække. Men tyder intet på, at man kan.
RÆSON: Hvilke amerikanske skoler er i spil for og imod?
VEDBY: Fronterne er som i Bush-tiden. Der er folk, der mener, at tingene må gå sin gang – det er Obama og det amerikanske militær. Så er der McCain og andre udenfor, der mener, det er på tide at slå til nu.

Bjørn Møller: Gaddafi ikke uden evne til at gengælde et angreb
RÆSON: Hvorfor er Kina og Rusland imod at give FN-mandat til et flyveforbud?
MØLLER: Det kan meget vel være på grund af de dårlige erfaringer, vi har med USA’s håndtering af flyveforbudszoner i Irak. Det var en soleklar overtrædelse af folkeretten, som USA gjorde sig skyld i. Men man ved selvfølgelig ikke, hvad russerne og kineserne tænker.
RÆSON: Hvis sådan en no-fly-zone skal udføres, hvordan skal det så i praksis gøres?
MØLLER: I første omgang skal man nedkæmpe Libyens luftforsvar. En flyveforbudszone indebærer, at man patruljerer Libyens luftrum for at forhindre dets luftvåben i at bruge dette – og disse flyvninger skal gennemføres over længere tid. Det mest oplagte ville være at gøre det fra Italien, men det ser ikke ud til, at Italien er med på den – de har en aftale med Libyen.
RÆSON: Der er ikke tale om, at forhindre Gadaffis fly i at lette?
MØLLER: Det vil komme an på den geografiske udstrækning af flyveforbudszonerne. Der skal defineres et luftrum inden for visse breddegrader. Man kan ikke blokere hele Libyens luftrum. Der er ingen, der har været tilstrækkeligt præcise, så man kan sige med sikkerhed, hvordan denne definition af luftrum er.
RÆSON: Ser du en no-fly-zone som en strategisk nødvendighed?
MØLLER: Der er jo gode grunde til at gøre det, hvis man kan. Libyen bruger sit luftvåben så fuldstændig hæmningsløst til at bombe byer. Det kan blive endnu værre. Intet tyder på, at Gadaffi er til at tale med.
RÆSON: Ville du anbefale en flyveforbudszone, hvis du var en sikkerhedspolitisk rådgiver og blev spurgt til råds af FN’s sikkerhedsråd?
MØLLER: Ja. Men det er under forudsætning af et FN Sikkerhedsråds-mandat. At gøre det uden et sikkerhedsrådsmandat er meget problematisk.
RÆSON: Men hvorfor tøver man så med at indføre en no-fly-zone?
MØLLER: Fordi det vil bryde med folkeretten. Man har ikke lov til at bombe et andet land uden et FN-mandat. Men måske kan man opnå en grad af legitimitet grundet den akutte, alvorlige situation. Hvis man skal gøre det, skal det være med det samme. Men det har man ikke militære muligheder for at gøre. Italien vil ikke stille sine luftbaser til rådighed. En anden mulighed kunne være et amerikansk hangarskib. Det vil sandsynligvis tage ret lang tid. Det vil formegentlig ikke kunne gå igennem Suez-kanalen – så det skal hele vejen syd om Afrika – det vil tage lang tid.
RÆSON: Så vi er langt fra et konkret forslag?
MØLLER: Ja. Det er tom og løs snak. Det er svært at gøre uden, at man præcis ved, hvordan man gør.
RÆSON: Så først må man definere et luftrum? Og herefter afvente Gadaffis reaktion og se, om han lader samtlige fly lette og for eksempel bomber Savyia?
MØLLER: Ja. Og i så fald må man skyde dem ned.
RÆSON: Er det grunden til, at man tøver: At dette vil være så godt som at afgive en krigserklæring?
MØLLER: Præcis. Gadaffi har udtalt, at indførelsen af en no-fly-zone er en krigserklæring. Her kan han finde på hvad som helst. Hvad Gadaffi præcis har at spille med, ved vi ikke. Men Gadaffi har jo terroristforbindelser, kemiske våben, nogle hævder biologiske våben. Han er ikke uden evne til at gengælde et angreb.
RÆSON: Hvad synes du, næste skridt skal være i den nuværende situation?
MØLLER: At forsøge diplomatiet. At forsøge at få de arabiske ledere på banen med så klare meldinger som muligt.
RÆSON: Så ingen no-fly-zone nu? Skal man stadig blot appellere og presse?
MØLLER: Sådan kan man ikke helt sige det. Enten skal en no-fly-zone gennemføres øjeblikkeligt med henvisning til en helt ekstraordinær situation. Ellers skal den slet ikke. Vi kan ikke vente i 14 dage. Det er nu eller aldrig.

Ole Wæver: No-fly-zone er mest en symbolsk handling
RÆSON: Ole, du er forsker i sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet. Hvem mener du, skal tage beslutningen og implementere en flyveforbudszone i Libyen?
WÆVER: Der er tale om en militær aggression, som ingen andre end Sikkerhedsrådet, ved folkeret, kan vedtage. En vedtagelse uden FN-mandat virker usandsynlig, da de fleste vestlige lande nok er bakket en del tilbage fra deres tidligere ambitiøse interventionspolitik. Men en flyveforbudszone ligger stadig i den lette ende.
RÆSON: Hvordan ville den skulle implementeres?
WÆVER: Det mest sandsynlige er, at man siger, at det er besluttet, at de libyske luftvåben ikke må operere i luftrummet over landet, og gør de det alligevel, så bliver de skudt ned.
RÆSON: Så en flyveforbudszone medfører altså kun decideret militær handling fra FN’s side, hvis Gadaffis tropper vælger at ignorere den og lette alligevel?
WÆVER: Ja. Det vil jeg bestemt tro.
RÆSON: Og Gadaffi, som vi kender ham, vil vel helt sikkert teste en flyveforbudszone?
WÆVER: Ja, sikkert nok. Og det vil med det samme betyde militær handling. En militær handling, som vil være folkeretslig uholdbar. Helt ude i den mørkegrå zone. Men den vil nu gå alligevel.
RÆSON: Hvilke konsekvenser vil en flyveforbudszone få?
WÆVER: Det er klart at den er mest en symbolsk handling. Rent militært er situationen i landet, under alle omstændigheder, no-fly-zone eller ej, så ubalanceret, at, hvis Gadaffi ikke kan vinde slaget, som det ser ud nu, har det ikke så meget at gøre med den militære balance, som det har at gøre med de dynamikker, man også så i Tunesien og Egypten, hvor regimet opløstes indefra. Det handler meget om folkene omkring lederen, og hvornår de vælger at sige fra.
RÆSON: Ville det kunne betale sig med en flyveforbudszone, som situationen er nu?
WÆVER: Det er svært at sige. Alle adspurgte har flere forbehold end svar, da det er svært at finde ud af, hvem der egentlig står over for hvem og hvordan. Alt for meget, vi har gjort militært de sidste 20 år, har været for vores egen skyld. Det skal vi være enormt forsigtige med, ikke bliver tilfældet i Libyen.
RÆSON: Hvem har noget i klemme, hvis en flyveforbudszone vedtages?
WÆVER: Det er spørgsmålet, om nogen har så meget i klemme mere. Frankrig og Italien havde måske i starten, i kraft af deres økonomi og potentielle flygtningestrømme. Men nu handler det bare om, hvilke midler der skal i brug, i hvilket regi og hvilke roller forskellige involverede som USA og EU skal have.
RÆSON: Er der en intern kamp i gang i USA med hensyn til en flyveforbudszone? Jeg mener, Hillary Clinton snakker jo virkelig med ringe pondus, mens Kerry, McCain og Lieberman råber højt…
WÆVER: For USA vil det være et stort og usikkert skridt at springe ind i endnu ny konflikt. Psykologisk set er der fra Obama-administrationen nok også frygt for konsekvenserne. Man forstår ikke rigtig hele denne proces af revolter i Nordafrika, og så er det nok fornuftigt at tænke sig om 25 gange, før man skyder med skarpt. Med deres rygte i Mellemøsten for øje, ønsker Obama ikke at komme ud, hvor han ikke kan bunde, i Libyen.

Foto: En amerikansk F-15E Eagle på rutinepatrulje 18. februar 1999 til håndhævelse af no-fly-zonen for Nordirak. (commons.wikimedia.org)

Jonas Sølberg Hansen (f.1985) studerer arabisk på Københavns Universitet og læste i vinteren 2010 arabisk i Syriens hovedstad Damaskus.