17.06.2011

Denne artikel er forbeholdt RÆSONs abonnenter samt læsere, der køber bogen: “Arabisk Forår: Baggrund og konsekvenser” (249 kr.).

BAGGRUNDSANALYSE. Der foregår et historisk opgør mellem præsidenten Ahmedinejad og Den Øverste Leder Khamenei.

Af Poyâ Pâkzâd

Med sin provinsielle baggrund og sin revolutionære doktrin ligger Ahmadinejads sociale base hos mostazafen (de undertrykte), bønderne og den lavere middelklasse. Efter en række år som embedsmand i kulturministeriet havde Ahmadinejad vundet ry for at være en asketisk og dybt troende revolutionær. Hans parti Âbâdgarân (”Udviklerne”), der består af tidligere Revolutionsgardister, vandt parlamentsvalget i 2002, og han blev udnævnt til borgmester i Teheran i 2003. Som borgmester førte han den umiskendelige populistiske politik, som han senere skulle blive kendt for på præsidentposten. Han tilbød rentefri lån til de fattigste og byggede islamiske kulturcentre. Til præsidentvalget lovede han blandt andet bekæmpelse af fattigdom, lønstigninger, bonusser til nygifte – og fordømte ved enhver lejlighed den allestedsnærværende korruption.
      Han var symbolet på revolutionens børn. Den 2. og 3. generation af neorevolutionære principalister (veteraner, eks-gardister og ideologiske hardlinere), der følte sig forrådt af den konservative elite efter krigen mod Irak og overhalet af 90ernes reformbevægelse. Ivrig efter at indtage sin plads i den herskende klasse, stillede han i 2005 op som præsidentkandidat, selv om han var relativt ukendt udenfor Teheran. Han vandt valget, som den første kandidat uden en teologisk baggrund, med 61,7 % af stemmerne. Den største procentvise sejr i republikkens historie.
      Men som valgløfterne blev brudt, og inflationen tiltog, svandt Ahmadinejads popularitet. Da hans nye parti – bestående af tidligere medlemmer af Revolutionsgarden og navngivet Râyehe Khoshe Khedmat (Tjenestens Søde Duft) – tabte kommunalvalget i Teheran til reformbevægelsen i 2006, gik det op for præsidenten, at han ikke var så populær, som han selv troede. Han begyndte nu for alvor at træffe konkrete foranstaltninger med henblik på at konsolidere politisk støtte. En ny bestemmelse i grundloven havde som led i en liberaliseringspolitik under præsident Khatami åbnet op for statsinvesteringer i private virksomheder – og af de tusinder af selskaber, som søgte den nye støtte, var langt de fleste ejet af Revolutionsgarden, hvis støtte Ahmedinajed dermed forsøgte at sikre sig.

Ahmadinejads power-grab
Allerede i oktober 2007 havde Ahmadinejad for at samle kræfterne omkring sig indledt noget, der lignede en bureaukratisk udrensning. Uden at inddrage Den Øverste Leder, Ayatollah Khamenei, som det kræves af Den Islamiske Republiks forfatning, udskiftede han magtfulde beslutningstagere. Fyringsrunderne sigtede primært efter embedsmænd, der var blevet udpeget af Khamenei. Ahmadinejad udpegede ingen gejstlige til regeringen – og alle hans embedsmænd var tidligere gardister og relativt ukendte bureaukrater.
Tiltaget er ikke gået ubemærket hen. Da Ahmadinejad senest fyrede chefen for landets efterretningsministerium, Heydar Moslehi, trådte Khamenei i karakter og beordrede – blot en time efter fyringen – chefens genansættelse. I 11 dage boykottede Ahmadinejad møderne i kabinettet – angiveligt i protest – og det udløste et anfald hos traditionalisterne (de konservative islamister), der krævede Ahmadinejads fyring.
Historisk set er kolde meningsudvekslinger og sammenstød mellem præsidenterne og Den Øverste Leder ikke usædvanlige, slet ikke på højrefløjen, men Ahmadinejads dristige stædighed er dog uden sidestykke.
      De udskiftninger, som Ahmadinejad foretog, er siden blevet udlignet af parlamentet og Khameneis grundlovsbeskyttede beføjelse til at afbalancere kræfterne. Ahmadinejad er indtil videre blevet lagt på is af parlamentet, og af Revolutionsgardens ledelse, som har stillet sig bag Khamenei i den seneste strid. Præsidentens halvhjertede loyalitetserklæring – som han afgav ved et tv-dækket møde med Den Øverste Leder i maj måned – afstedkom ikke en forsoning, men udløste et kor af kritik og harcelering over hans kluntede optræden i den konservative presse.
      Khameneis håndlangere har tilmed iværksat en smædekampagne mod præsidenten i landets aviser og moskeer, og skønt Ahmadinejad prøver at fortsætte sin dagsorden, er han politisk isoleret og har mistet meget af sin handlekraft. Senest er hans ensidige forsøg på at omstrukturere regeringen ved at slå olie- og energiministerierne sammen, blevet omstødt af Vogternes Råd (landets øverste myndighed, som vogter over forfatningen og parlamentet). 165 af 198 medlemmer af parlamentet har stemt for at indklage Ahmadinejad for ulovligt forsøg på at overtage olie-ministeriet.
      Lige nu er præsidentens politiske fremtid usikker. Om han overlever de resterende to år i sin anden embedsperiode vil afhænge af hans evne til at forny sig, udvide sin valgkreds og mobilisere sine tilhængere.
Isoleringen af Ahmadinejad og hans tilhængere i regeringen finder sted forud for parlamentsvalget i marts 2012, som igen er afgørende for præsidentvalget i 2013. Men da regimet allerede befinder sig i en autoritetskrise overfor oprørerne i ”Den Grønne Bevægelse” er den nuværende konflikt i de herskende lag, og dens dybereliggende stridspunkter, også en trussel mod præsteskabets eksistensberettigelse.

”Hekseri” og den messianske diskurs
Ahmadinejad og hans cirkel af tidligere Revolutionsgardister ser sig selv som bannerførerne for Ayatollah Khomeinis sociale og islamistiske ideologi – og de er ivrige efter at erobre al magten i Iran. For øjeblikket er staten domineret af de gejstlige, men ved at udkonkurrere dem i den religiøse retorik, skærmer Ahmadinejad sig mod kritikken af hans manglende religiøse akkreditiver. Det gør han blandt andet ved gentagende i sine taler at referere til Mahdi’en, som er hovedpersonen i shia-islam: den tolvte imam, som lever i skjul og vender tilbage ved dommedag for at skabe orden og retfærdighed.
      I Iran er den religiøse diskurs en overvejende politisk diskurs. Mahdi’isme, som det også kaldes, er den messianske retorik, som Ahmadinejad anvender for at tappe sig ind i underklassen og den lavere middelklasse. Ahmadinejad proklamerer, at Mahdis tilbagevenden er nær, en trussel mod den gejstlige orden, der i toppen har Den Øverste Leder, Velâyate Faqih xx. Hans eksistensberettigelse er Mahdi’ens fravær. Selvom retorikken for vesterlændinge kan virke skrupskør, er det faktisk meget tæt på George Bush’s udtalelser om, at han er en genfødt kristen, og at gud taler til ham. På akkurat samme vis har Ahmadinejad udtalt, at ”der også er andre [end Faqih, dvs.: Ahmainejad selv], som er i løbende og direkte kontakt med [Imam Mahdi]”.
      Ahmedinejads udtalelser er en trussel – og den er ikke gået ubemærket hen. Han er blevet besvaret med en lind strøm af trusler fra den konservative elite og elementer i Revolutionsgarden.”Dem, der ønsker at skade det politiske system [dvs. modsætte sig Den Øverste Leder] bør være bevidste om, at Basij [paramilitær milits] er mere forberedt end nogensinde på at beskytte revolutionen”, lyder det fra Revolutionsgardens ledelse, der i maj anholdte dusinvis af Ahmadinejads embedsmænd for såkaldt ”hekseri” – en eufemisme for afvigelser fra republikkens centrale dogme, nemlig Den Øverste Leders guddommelige autoritet.
      Hekseriet bestod i distributionen af en kortfilm, der argumenterer for at den tolvte imams tilbagevenden er nær, og at Ayatollah Khamenei, Hizbollah’s Hassan Nasrallah og ingen andre end præsident Ahmadinejad selv er den genopståede imams fortrolige hjælpere.

Nationalisme og Iranisme
Endnu en markant udfordring af traditionalisterne er den nationalistiske diskurs. Denne diskurs, som er henvendt til middelklassen og yngre befolkningsgrupper, var tidligere mest udtalt hos de reformvenlige elementer. Det var præsident Khatami, der populært sagde til parlamentet: ”Vi er alle zoroastrianere” – en oldgammel persisk tro. Senest er det Ahmadinejad og særligt hans rådgiver (og svigerbror) Esfandiar Rahim Mashaei, der mestrer de nationalistiske slogans. Ved at fremhæve den særligt ”iranske åndsretning” og ”iranske islam”, appellerer de til den rodfæstede nationalromantiske identitet, der drager fra den præ-islamiske kulturarv.
      På Teherans arkæologiske museum har Ahmadinejad-regeringen arrangeret en udstilling af Kyroskrøniken – en cylinderformet sten med indgraveret akkadisk tekst fra det achæmenidiske dynasti, ca. 600–529 fvt. Man fejrer det iranske nytår (Nowruz) offentligt i Persepolis. Disse initiativer er som taget ud af Shahens symbolpolitiske drejebog. Det har ikke overraskende gjort traditionalisterne rasende, og givet anledning til beskyldninger om ”falsk og kættersk tro”, og at ”frimurerne har overtaget regeringen”. Mashaei har engang provokerende svaret kritikerne med bemærkningen: ”Nogle mennesker kan ikke forstå musikken, og derfor erklærer de den haram”.
      Samtidig prøver Ahmadinejad og Mashaei at slå sig ind i det segment, som ønsker flere sociale rettigheder, hovedsageligt kvinder og de unge fra Den Grønne Bevægelse. Flere gange har de hentydet til, at sløret ikke er tvungent, og at det er en ”fornærmelse mod Islam at forhindre folks glæde” (Mashaei). ”Den fromme og revolutionære befolkning i Iran er bekymrede over, at der i de sidste flere dage har været en hånd i regeringen [Mashaei], som prøver at udskifte de islamiske værdier […] med falske principper”, jamrede en leder i Irans agendasættende konservative avis Kayhan. Lederen fortsætter med at kritisere regeringen for at promovere ”liberalisme, nationalisme, opposition til islamiske værdier og symboler, og etablering af gode relationer med udlændinge”.

Fra islamisk republik til militærdiktatur?
Khamenei har dog i realiteten kun sig selv at takke sig for at Ahmadinejad er præsident. Hele to gange har Khamenei lagt sin fremtid i Revolutionsgardisternes vægtskål. Da den reformvenlige præsidentkandidat Mohammad Khatami vandt posten i 1997 indså Khamenei at han måtte genevaluere sin traditionelle magtbase. Han begyndte gradvist at stemple tidligere Revolutionsgardister ind på indflydelsesrige embedsposter som modvægt til den reformivrige præsident. Strategien betalte sig. Reformprocessen gik i stå. Men på grund af lav valgdeltagelse vandt Ahmadinejads parti byrådsvalget i 2002. Mønstret gentog sig i 2009, da Khamenei stillede sig bag Ahmadinejad for at forhindre at sejren gik til reformbevægelsens modkandidat, Mir-Hossein Mousavi.
      Ahmadinejad er den sjette præsident i Iran siden 1979 – og den første, som kommer fra Revolutionsgarden. Halvdelen af hans kabinet er eks-gardister, og det samme gælder halvdelen af det nuværende parlament. Det betyder, at den ellers meget klare arbejdsdeling mellem Revolutionsgardisterne og de gejstlige er blevet brudt. Hvor det før var de gejstlige, der styrede landet, mens Revolutionsgarden havde til formål at forsvare de gejstlige mod interne og eksterne trusler, lader det til, at rollerne er blevet flydende, eller i hvert fald for en kort periode ombyttet. ”Når du inviterer folk med våben ind i regeringen,” siger Ali Alfoneh fra American Enterprise Institute til en Iran-konference på University of California, ”er det ikke så let at smide dem ud igen!”

Sultanatet slår igen
Konflikten mellem præsidenten og Den Øverste Leder tegner en historisk kløft. Men det er endnu for tidligt at konkludere, at præstestyret som sådan er truet. Først og fremmest udgør Ahmadinejad og hans tilhængere blot en mindre klynge inden for de tidligere gardister. Det er ikke til at sige om de har en stærk social base, og derfor har de mindre og mindre at falde tilbage på. For det andet har Ahmadinejads kreds i stigende grad gjort sig upopulære og er i åben krig med næsten hele det politiske etablissement. Og for det tredje befinder magtkampen sig inden for så snævre rammer i den herskende klasse, at der er en overvældende chance for at regimet – i sin essens – under alle omstændigheder vil bestå.
      Det er ikke utænkeligt, at den iranske magtstruktur bliver ændret en smule i toppen, som følge af det stadig større antal eks-gardister og sikkerhedsfolk på politiske poster. Men hvis ændringerne bliver foretaget af magthaverne, så vil det stadig være ’Khomenisme uden Khomeni’ for at bruge en populær vending. Det geniale ved den iranske magtstruktur er, at den på en og samme tid er foranderlig og konstant, fordi den bygger på rigoristiske dogmer, der sikrer konformitet.
      Man kan argumentere for, at Den Islamiske Republik har befundet sig i en moderne krise lige siden revolutionen i 1979. Men præstestyret har ikke blot overlevet de sidste tre årtier og de utallige kriser, men er på flere områder blevet styrket gennem sin løbende tilpasning til landets interne og eksterne omvæltninger. Flere Iran-forskere er sågar gået så langt at foreslå, at Den Islamiske Republik selv fremtryller kriserne, fordi det lever af dem.
      Den reelle forklaring på regimets levedygtighed lægger ikke i iranernes fluktuerende religiøse hengivenhed, men i revolutionens løfte om etableringen af en velfærdsstat. Og regimet har, trods den nuværende økonomiske krise, formået at efterkomme en lang række af de sociale løfter, som blev inkorporeret i Den Islamiske Republiks forfatning efter revolutionen. Analfabetismen er betragteligt reduceret, uddannelsesniveauet er vokset, og levealderen er steget. Selv den lavere middelklasse er velstående i forhold til middelklasserne i den tredje verden. Denne overlejrede populisme udvisker uden tvivl meget af landets klassebevidsthed og dermed det revolutionære potentiale. For eksempel er landets fagbevægelse ikke en fast del af den Grønne Reformbevægelse.
      Ser man bort fra den socioøkonomiske udvikling, er regimets evne til at overleve dog også forbundet med dets kalkulerede brug af brutal vold mod opponenterne: vilkårlige anholdelser, fængslinger, tortur, voldtægt og dødsstraf. Men selvom sultanatet, som landets dissidenter kalder præstestyret, slår hårdt igen, er revolutioner i diktaturstater uundgåelige – og uforudsigelige! Med terror har regimet indtil videre fået tag på sine opponenter – navnlig Den Grønne Bevægelse – men ligesom troen på den tolvte imam, vil de uvægerligt genopstå og kræve retfærdighed.

Poyâ Pâkzâd (f.1984) er aktivist, debattør og blogskribent vedrørende udenrigspolitik og Mellemøsten. Bestyrelsesmedlem i “Netværket af Akademikere, Studerende og Interesserede i Mellemøsten” (NASIM). Initiativtager til foreningen “Uvildig Irak-undersøgelse Nu!” Deltager i den internationale “Gaza Freedom March”, der blev organiseret af CODE Pink i Egypten og Gaza i 2009. Han har tidligere bidraget til RÆSON.

Skriv en kommentar, kronik eller analyse til RÆSON – send dit artikelforslag til: redaktionen@raeson.dk