20.09.2011

Bashar al Assads styre har med de seneste mange måneders brutale fremfærd over for den syriske civilbefolkning ikke kun mistet sin interne nationale legitimitet, men også troværdigheden som palæstinensernes forsvarer. Og måske også alliancen med Hamas og Hizbollah.

ANALYSE Af Leila Stockmarr

Syriens Assad-dynasti har gennem de sidste årtier baseret sin udenrigspolitik på en stærkt kritisk holdning til Israel. Det har haft stor opbakning i befolkningen. Men nu hvor regimet har mistet sin støtte hos en stor del af befolkningen, er den offensive udenrigspolitik mindre effektfuld, og ligner stadig mere et forsøg på at aflede opmærksomheden.

Spørgsmålet om en palæstinensisk stat har i fem årtier været med til at holde Assad-familien ved magten. Syrien har ført en konsistent og kritisk linje over for Israel, både på grund af besættelsen af Golan-Højderne siden 1967 og på grund af denne politiks folkelige popularitet. Regimet har kontinuerligt hentet sin legitimitet i ”den arabiske kamp mod Israel”. Syrien har dermed været med til at sikre en alliance med Hizbollah i Libanon og Hamas i Gaza.

Syrien har sammen med Iran, og i modsætning til Egypten og Jordan, været en af regionens sidste bastioner for ubetinget kritik af Israel. Det kan nu være under forandring. For den legitimitet styret engang havde internt og i palæstinenseres øjne, er med nedslagtningen af mindst 2700 civile (ifølge FN’s seneste tal) blevet udhulet og gjort til skamme.

Syriens palæstinensiske flygtninge
Der bor godt en halv million palæstinensiske flygtninge i Syrien. På trods af, at mange har boet i Syrien i årtier, har de fået tildelt rettigheder som statsborgere, men ikke egentligt statsborgerskab (som ifølge det officielle syriske argument ville underminere palæstinensernes ret til at vende tilbage). Uden statsborgerskab og politisk indflydelse er flygtningene, som er fordelt i ni flygtninge lejre, ikke oplagte strategiske brikker i det interne blodige opgør, der udspiller sig i Syrien i disse måneder. Alligevel har de i høj grad været påvirket af de seneste måneders begivenheder.

Først var de involveret i de regionale Nakba-initiativer, hvor hundreder af flygtninge i både Syrien og Libanon vandrede mod grænsen til Israel for fysisk at demonstrere deres ”ret til at vende tilbage” (Nakba refererer til dagen for staten Israels oprettelse i 1948). På overraskende vis krydsede flere grænsen, og resultatet var blodigt. Israel tolkede handlingerne som en krænkelse af sit suveræne territorium og dræbte både demonstranter på den israelske og den libanesiske og syriske side af grænserne. Selvom roden til oprøret ligger i palæstinensernes fordrivelse, stod Assad i baggrunden og hjalp med at facilitere aktiviteterne for at aflede opmærksomheden fra sine egne problemer.

Nogle uger efter, på den såkaldte Naksa-dag 6. juni, gentog scenariet sig, og 23 palæstinensere blev dræbt (Naksa markerer dagen for 1967-krigen, hvor Golan-højderne og dele af Sydlibanon blev besat af Israel – ej at forveksle med Nakba). Fordømmende reaktioner fra det internationale samfund udeblev, mens Israel henvendte sig til FN’s Råd for Menneskerettigheder for klage over krænkelse af territorium.

Ved at misbruge palæstinensernes sag har det syriske regime således forsøgt at flytte omverdenens opmærksomhed væk fra intern kritik og undertrykkelse.

Også palæstinenserne er ofre for regimets voksende brutalitet
Midt i august påbegyndte det syriske regime en aktion mod den syriske havneby Latakia, hvor der bor ca. 1.1 mio. mennesker. Regimet beskød byen fra både land og hav, hvilket også kom til at inkludere den uofficielle Latakia-flygtningelejr, i området al-Ramel i byens yderdel. Ifølge FN kilder blev ca. 10.000 indbyggere beordret til at forlade lejren, for derefter at blive interneret i et nærliggende sportsstadion. Her blev et uvist antal dræbt, ifølge kilder mellem 3 og 16, og mange blev såret. Pga. problemerne med at få verificeret oplysninger i Syrien, er flygtningenes skæbne endnu uvis, men langt fra alle er ifølge FN-kilder vendt tilbage.

Situationen var på sin vis overraskende, da netop Syrien, i modsætning til Libanon, er kendt for at være blandt de arabiske lande, der allerede fra et tidligt tidspunkt har været villige til at give de palæstinensiske flygtninge lige rettigheder, ret til at arbejde og identitetskort. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), som ellers ikke blander sig i syriske forhold, fordømte da også angrebet. Fremfærden i Latakia kan dog også tolkes som udtryk for regimets manglende kontrol over situationen og den deraf affødte voksende vilkårlige brutalitet.

Syriens støtte til islamister
Oprørerne er ikke fokuseret på udenrigspolitiske emner, og derfor giver udfald mod Israel ikke point indenrigspolitisk. Dermed kan Assads udenrigspolitik få nye betingelser at udspille sig under. Syriens støtte til den regionale stormagt Iran har opretholdt en sikkerhedspolitisk balance i regionen mod den mere pro-vestlige alliance bestående af Jordans Kong Abdullah, Egyptens afsatte præsident Hosni Mubarak og til dels Israel.

Den alliance viser nu tegn på opblødning, som også de seneste ugers diplomatiske krise mellem Egypten, Tyrkiet og Israel er tegn på. En ny syrisk udenrigspolitik vil kunne bryde den stabilitet yderligere særligt på grund af den rolle Syrien har spillet med støtte til de to islamistiske grupper Hamas og Hizbollah.

Hizbollahs rolle i den syriske konflikt
Den libanesiske organisation, Hizbollah, har gennem foråret støttet oprørerne i Tunesien, Libyen og Bahrain. I sidstnævnte tilfælde er majoriteten shia-muslimsk, men er blevet undertrykt af et sunni-muslimsk regime støttet af saudierne. I Syrien har Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, efter optøjerne satte ind i de syriske provinser, fulgt en anden strategi: At opretholde støtten til Assad, så længe det ikke for alvor vil sætte Hizbollahs sikkerhed og folkelige opbakning over styr.

Mens Hizbollah historisk set har været stærkt allieret med det syriske regime, befinder gruppen sig i dag i en delikat situation. Hizbollah fortsatte støtte til Assad-regimet har frustreret de syriske oprørere. Billeder af Nasrallah og det gule Hizbollah flag er blevet brændt.

Hizbollah forklarer sin støtte med, at Assad-regimets fald vil være en stor sejr for Israel og USA og give dem utilsigtet magt i regionen. Men det klinger hult, for de syriske oppositionsgrupper har ikke proklameret en større åbenhed over for USA eller Israel. Måske handler det mere om, at Hizbollah er afhængig af Syrien, og Iran, og således fastholder støtten til Assad, så længe man får materiel støtte og frit kan bruge syrisk territorium.

Denne strategi bygger dog på, at Assad bevarer magten. Det er derfor sandsynligt, at Nasrallah vil skifte til ”folkets side”, hvis oppositionen opnår mærkbare fremskridt. For nok er Assads støtte nyttig, men den er ikke eksistentiel. Presset kommer på et kritisk tidspunkt. For det særlige Libanon Tribunal, der på opfordring fra den libanesiske regering blev nedsat af FN for at undersøge og retsforfølge folkene bag likvideringen af den sunni-muslimske premierminister Rafiq Hariri i Beirut i 2005, har med chefanklager Daniel Bellemare i spidsen netop fremsat en anholdelsesordre på fire Hizbollah-medlemmer for deres formodede meddelagtighed i mordet.

Indtil nu har den libanesiske regering, som Hizbollah i dag er en del af, meldt ud, at man ikke har kunnet lokalisere de anklagede, som skal stilles for tribunalet i Holland. På samme tid vil Hizbollah også møde stor udfordring, hvis Det Syriske Muslimske Broderskab kommer til magten, om end det er svækket. Der er grundlæggende forskelle, og naturligvis potentielle magtkampe, mellem de to grupper. Det vil gøre samarbejde og koordinering sværere. Der er næppe tvivl om, at billeder af overgreb på palæstinensiske flygtningelejre og nedslagtning af civile syrere udfordrer Hizbollahs folkelige opbakning, og deres rolle som forsvarer af rettigheder på tværs af religiøse og etniske skel – særligt som palæstinensernes forsvarer og Israels nordlige fjende nummer et. Det er ikke en pris, Hizbollah vil betale i det lange løb.

Konfliktens betydning for Hamas
Hamas lider på visse punkter samme skæbne som Hizbollah. Den sunni-muslimske modstandsgruppe og politiske autoritet i Gaza har været en smule mere kritisk over for Assads fremfærd. Det skyldes først og fremmest de tætte bånd til Det Muslimske Broderskab, som i sin syriske variant har været stærkt undertrykt, særligt siden 1982. Ifølge de fleste kilder er det dog primært det syriske regime, der har presset Hamas ved at bede dem om at vælge side.

Hamas har på strategisk vis, og til Assads store frustration, forsøgt at melde ud, at man ikke ønsker at blande sig i ’et andet arabisk lands interne affærer’, som Hamas’ talsmand Bardawil har udtrykt det. Derfor har der de sidste par måneder været rygter om, at Hamas’ plan er at flytte sit politiske hovedkvarter til Qatar og den militære gren til Gaza efter både egyptisk og jordansk afslag. Samtidig har der de forgangne uger været udsagn om, at Iran grundet Hamas’ manglende støtte til Assad har skåret i den økonomiske støtte til den allerede hårdt trængte organisation. Desuden har det Muslimske Broderskab i Egypten ifølge lokale medier også valgt at omfordele midler fra støtten til Hamas til nationale oppositionsgrupper i forbindelse med omvæltningerne i Egypten. Presset på gruppens politiske lederskab i Syrien var også med til at presse Hamas til at underskrive forsoningsaftalen med Fatah i Kairo i maj.

Det har længe været et krav fra EU, USA og naturligvis Israel, at Syrien måtte ophøre sit samarbejde med sponsorer af terrorisme som Hamas, Hizbollah, Iran og de sunni-muslimske salafister i Irak for at opnå fred med Israel og slutte den 44 år lange konflikt over de besatte Golan-højder. Med opstandene i Syrien er situationen blevet vendt på hovedet. For på den korte bane har Assad spiller hverken fred med Israel eller Vestens anerkendelse nogen rolle i det interne politiske magtspil. Alligevel er det en penibel situation, som kan få konsekvenser på den længere bane.

Leila Stockmarr (f. 1982) er forskningsassistent ved Dansk Institut for Internationale Studier. Leila Stockmarr har en master i Mellemøstpolitik fra London School of Oriental and African Studies, og en kandidat i forvaltning fra RUC. Leila Stockmarr har desuden læst ved det Amerikanske Universitetet i Beirut og har boet i Jerusalem og på den besatte Vestbred. ILLUSTRATION: Syriens præsident Bashar al-Assad.