Arzrouni svarer Mach: Trine Mach og venstrefløjens hykleri

Arzrouni svarer Mach: Trine Mach og venstrefløjens hykleri

25.07.2011

.

CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør på dagbladet Børsen, svarer Trine Mach (begge har givet til interviews til RÆSON om begivenhederne i Norge: Arzrouni, Mach):

Trine Pertou Mach er en underlig debattør. Hun efterlyser en mere sober tone i debatten. Og så fyrer hun lige en utrolig grov påstand af om, at ”problemet med retorikken fra dele af den parlamentariske højrefløj har været, at samfundet ikke har kunne tegne en klar streg i sandet over for ekstremisterne”. Må vi bede om eksempler tak. Eller skal det blot stå som en ubestemt bagvaskelse af ”den parlamentariske højrefløj” som jo må omfatte Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative?
     Trine Pertou Machs hellighed og bagvaskelse af andre er påfaldende. Hun er det eneste folketingsmedlem, jeg kender, som har ydet moralsk støtte til en terrororganisation – nemlig FARC i Colombia. Trine Pertou Mach er en hykler. Og en farlig en af slagsen. Hun skulle skamme sig.
     Jeg er med på at se det politiske miljø grundigt efter i sømmene. Jeg kan komme i tanke om følgende eksempler på meget underlige udtalelser, som fortjener modsigelse på højrefløjen:
     – David Gress og Mogens Camre, der hver for sig har sammenlignet muslimer i Danmark med en besættelsesmagt (jeg har selv skældt ud på dem her)
     – Søren Hviid Petersen, der sværmer for nazi-Tysklands hofjurist Carl Schmitt
     – Lars Hedegaard, der har kaldt til modstandskamp og skabelsen af paralelle institutioner i en ubestemt fremtid (ham har jeg skældt ud på her)
     Men forklar mig lige en ting. Hvor er den “pæne venstrefløj” når Pertou Mach kører løs med sin FARC-støtte? Hvor er den pæne venstrefløj, når Villy Søvndal sværmer for Che Guevara? Og hvor var den pæne venstrefløj, når Svend Auken kom glad og fro hjem fra møder på Cuba med Fidel Castro?