24.07.2011

RÆSON spørger en række danske iagttagere om begivenhederne i Norge. Her Christopher Arzrouni, debatredaktør på dagbladet Børsen.

1. Har den offentlige debat om islamisme mm bidraget til den forbrydelse vi har set i Norge?
ARZROUNI: Ingen af de nationalkonservative, jeg kender til, har udtrykt støtte til nogen som helst form for terror eller vold. Og nu vil visse kredse forsøge at få dem til at tie ved at gøre dem ”skyldige ved association”. Det er lumpent at udnytte terroren i Norge til det. Især fordi terroristen i Norges motiver og metoder endnu er ukendte. Jeg har dog læst, at terroristen skulle have skrevet følgende i sin dagbog: “For alle, som kender mig, fremstår jeg som en moderat, højreorienteret mand og ikke en modstandskriger”. Det tyder netop på, at terroristen ikke har noget egentligt fællesskab med dem, venstrefløjen nu vil slå ham i hartkorn med.
     Den politiske debat er præget for meget af tanker om ”kollektiv skyld”. Når en islamist sprænger en bombe, bliver alle mennesker med muslimsk baggrund lige pludselig mistænkt for at være potentielle terrorister. Når en norsk nationalist dræber sine landsmænd, bliver alle nationalister pludselig mistænkt for at være potentielle terrorister. Det er simpelthen for idiotisk. Og det illustrerer med al mulig tydelighed, at kollektivisme er noget bras.
     Man må se grundigere på hvem folk er, og hvilke motiver, de har: Er de drevet af en bestemt voldelig ideologi såsom kommunisme eller nazisme (eller udbredte fortolkninger af islam)? Og er de disponeret for vold?
     Jeg er overbevist om, at terrorister er så hårdhjertede, at debattens karakter hverken betyder fra eller til. De er ligeglade med, hvad andre folk siger. Hvad der betyder noget, er deres egen forestillingsverden.
     Det kan da godt være, at de forsøger at hente legitimitet hos mere ”respektable mennesker”. Men man kan ikke klandre andre for sine egne ugerninger.
     Den offentlige debat må være fri. Det betyder ikke, at jeg kan lide alt, hvad jeg hører og ser. Jeg må indrømme, at jeg som liberal får det dårligt, når jeg hører visse højreorienterede – som f.eks. lektor Søren Hviid Pedersen – sværme for tænkere som Carl Schmitt, nazi-Tysklands førende jurist. Ligesom jeg får det dårligt, når jeg hører visse venstreorienterede sværme for Che Guevara.

2. Er forbrydelsen udtryk for en generel forråelse af samfundet?
ARZROUNI: Under Anden Verdenskrig begik ”almindelige mennesker” også uhyrlige ting. Det er trods alt gået lidt bedre siden da. Jeg tror, vi må indse, at grusomheder ligger lige under overfladen selv hos tilsyneladende civiliserede mennesker.
     Måske er det store problem i dagens Europa, at vi tror, vi er så pokkers moderne, at vi overser et af kristendommens væsentlige budskaber. At vi alle er syndere. Nutidens mennesker vil ikke vedkende sig den slags. Indtil videre gætter jeg på, at attentaterne i Norge er gruopvækkende ”moderne”. Jeg gætter på, at terroristen har brugt attentaterne som et middel til at opnå opmærksomhed om sit politiske manifest. Han var åbenbart for ligegyldig til at få det på anden vis.

3. Har vi i Europa undervurderet truslen fra det højre-ekstremistiske miljø?
ARZROUNI: Det har det norske efterretningsvæsen tydeligvis. Men det er nok heller ikke så nemt at gennemskue, hvad gale og målrettede mennesker kan inde på. Tag f.eks. attentatet på World Trade Center. Det kom jo også som et chok. Det ligger i sagens natur, at hver gang der sker noget skidt, vil man altid med god ret kunne sige, at faren blev undervurderet. De nazistiske, voldelige miljøer vil nok altid være meget marginale, selvom de sikkert kan gøre stor skade. Det samme gælder de venstreradikale og de islamistiske miljøer.

4. Vil begivenhederne i Norge generelt føre til mere overvågning, mere sikkerhed ved offentlige arrangementer m.v.?
ARZROUNI: Det vil nok ikke føre til mindre, vel? Men jeg synes, at man gør klogt i at huske, hvad der skete i 1930’ernes Tyskland, da en kommunist satte ild til Rigsdagsbygningen. Det blev brugt af nazisterne til at få skovlen under deres fjender og selv sætte sig på magten. Hvis vi begrænser frihed for at beskytte frihed, bliver resultatet helt givet mindre frihed.

Foto: Jon Kristian Fjellestad