03.12.2011

Russerne går til præsidentvalg i morgen, søndag den 4/3. RÆSON genbringer her et portræt af Ruslands ubestridte leder Putin, som er favorit til at vinde valget. Portrættet blev første gang bragt i RÆSON 10 i anledning af det russiske parlamentsvalget i december 2011.

De unge i storbyen kræver frihed, men mange almindelige russere er parate til at forlænge mandatet for Putin, der siden 1999 har været landets ubestridte leder.

Læs også
– Rusland: Racisme, vold og korruption truer Putin og Medvedevs greb om magten

Med få undtagelser har Ruslands ledere siddet på magten, til de var over 70. Den nuværende præsident Dmitrij Anatolyevich Medvedev ser ud til at bryde denne tradition, når han efter al sandsynlighed må afgå som landets præsident ved det kommende parlamentsvalg 4. marts 2012. Til gengæld har premierminister Vladimir Vladimirovich Putin udsigt til at kunne indskrive sig i rækken af modne præsidenter, når han for tredje gang bliver valgt til præsident for verdens største land.

Skuffelsen over Medvedevs manglende politiske resultater samt en stabil økonomisk udvikling synes at give gode betingelser for endnu en periode med Putins såkaldt kontrollerede demokrati. Samtidig lyder de kritiske røster i landet stærkere end nogensinde, men oppositionskræfterne synes at være for fragmenterede til reelt at kunne forhindre Putins genvalg.

Bytte-bytte-købmand
Det kom for mange som en overraskelse, da præsident Dmitrij Anatolyevich Medvedev på Det Forenede Ruslands kongres 24. september 2011 meddelte, at han ville undlade at genopstille og pegede på premierminister Putin som sin afløser. Samtidig indebærer byttehandlen, at Medvedev selv vil overtage rollen som premierminister. Meddelelsen lagde låg på uendelige spekulationer om, hvorvidt Putins massive politiske indflydelse på det moderne Rusland mon langt om længe var ved at ebbe ud. Liberale oppositionsmedlemmers frygt var blevet til virkelighed, mens det øredøvende bifald fra de knapt 11.000 tilstedeværende partimedlemmer bestående primært af kapitalstærke forretningsfolk og regeringens embedsfolk, de såkaldte „siloviki“, gjorde det klart, at Putin stadig sidder på magten, og at han har sin opbakning i baglandet på plads.

Relationen mellem premierministeren og præsidenten indfanges mest nøjagtigt af den betegnelse, som efterhånden er blevet allemandsjargon i politiske kredse i og uden for Rusland: „tandemstyret“. Hver eneste politisk handling fra præsident Medvedev har været – og er – nøje koordineret med den overordnede linje, som premierminister Putin udstikker. Trods spæde forsøg på at markere en selvstændig politisk linje har Medvedev ikke formået at opbygge et image som Ruslands liberale frontkæmper i løbet af sin fireårige præsidentperiode. I 2008 var spørgsmålet, om Medvedev som landets ny præsident ville sætte sit selvstændige præg på regeringens politik. Det gjorde han ikke, så i dag er de fleste fælt skuffede og villige til at sætte Putin tilbage på landets mest magtfulde post. Den politiske kommentator og ph.d. i statskundskab Aleksander Stepanyan forklarer til RÆSON, at det er så godt som umuligt at skelne mellem regeringens to centrale figurer: „Der er muligvis nogle nuanceforskelle mellem Putin og Medvedev, men reelt set er det Putin, der har styret landet i de seneste 12 år. Og takket være den ændring af valgloven, der i 2008 forlængede præsidentembedet fra 4 til 6 år, står Rusland nu over for endnu 12 år med Putin som landets overhoved.“

Putin er vitterlig populær i størstedelen af befolkningen, blandt andet takket være den glorificerende mediedækning af Det Forenede Ruslands politiske sager, men det interessante er, at den kolossale opbakning, som bar ham igennem de første to præsidentperioder, efterhånden er begyndt at smuldre. Popularitetsmålingerne har længe ligget på den positive side af 50 % ifølge en række analyseinstitutter, blandt andet det velrenommerede russiske analysecenter Levadacentret, men i det sidste år har målingerne været for nedadgående for begge ’hjulene’ i tandemstyret. Aleksander Stepanyan mener, at det hænger sammen med, at valget i manges øjne er blevet en farce: „Reelt er det russiske vælgerkorps jo indsnævret til en stærkt begrænset gruppe mennesker omkring Vladimir Putin, der ganske egenhændigt afgør, hvem der skal lede landet,“ siger han til RÆSON. „Der er kun en håndfuld mennesker, som reelt kan forme landets politik ved at påvirke Putin direkte: Det er velstående folk, såsom direktøren for Gazprom Artur Miller, chefen for den nationale undersøgelseskomité Aleksander Bastrykin og FSB-chefen Aleksander Bortnikov.“ Aleksander trækker på skuldrene og sender et opgivende smil: „På papiret foregår det russiske valg ganske rigtigt i et flerpartisystem, hvor man kan vælge mellem en håndfuld partiers kandidater: Det konservative Kommunistparti, det demokratiske Jablokoparti, de nationalistiske Liberaldemokrater og det socialdemokratiske Retfærdigt Rusland. Problemet er, at Det Forenede Rusland i sammenligning med disse partier har næsten ubegrænset adgang til tv- og radiosendetid samt reklameplads i storbyerne Moskva og Sankt Petersborg.

En gåtur med den unge musiker Jurij ned gennem Sankt Petersborgs hovedgade, Nevskij Prospekt, synes at bekræfte det billede, som Aleksander Stepanyan tegner. Adskillige reklameplakater i kæmpeformat gør Det Forenede Rusland noget nær allestedsnærværende for den almene russer, mens de politiske alternativer glimrer ved deres fravær: „ Jeg har altid været interesseret i politik,“ siger Jurij, mens han bevæger sig hurtigt af sted med sin guitartaske på ryggen, „jeg har bare aldrig følt mig stimuleret til debat og diskussion, fordi jeg ikke ser alternativerne noget sted. Oppositionen er i mine øjne tæt på usynlig. Kan du se dem noget sted?“

Adspurgt om den demokratiske oppositions tilstand og om, hvorvidt denne reelt kan tilbyde politiske alternativer til regeringspartiet, forklarer Aleksander Stepanyan, at oppositionen faktisk har et forholdsvist stærkt politisk program. „Oppositionen har helt reelle alternativer til regeringens politik på mange områder. Problemet er, at oppositionen er komplet desintegreret. Dertil kommer så deres manglenede synlighed i medierne. Kun internettet giver dem egentlig taletid, men der er mange russere, der ikke har internetadgang. Så ja, mediedækningen – eller manglen på samme – spiller afgjort en afgørende rolle.“

„På tide at skride?“
Utilfredsheden med udsigten til endnu en periode med Putin som landets præsident er i store dele af befolkningen til at tage og føle på, og det manifesterer sig i en massiv udvandring fra landet. En studerende, som RÆSON taler med på Institut for Statskundskab ved Sankt Petersborg Universitet, ønsker at være anonym, men viser os en hjemmeside med titlen „På tide at skride?“, som giver gode råd og vejledning til russere, der ønsker at forlade landet til fordel for en tilværelse udenlands. „ Jeg har da klart overvejet det selv, men jeg foretrækker at kæmpe kampen herhjemme,“ siger den studerende og lyner sin trøje ned, så man kan se hans T-shirt fra oppositionspartiet Jabloko. Ca. 50.000 personer udvandrer årligt fra Rusland, oplyser det russiske analyseinstitut Levadacentret, og det er destinationerne USA, Israel og Skandinavien, som de fleste russere retter blikket imod. I sig selv er emigrationstallet måske ikke katastrofalt, men kombineret med en i forvejen tårnhøj dødelighed og lav fødselsrate stiller det Rusland over for en kolossal udfordring. En udfordring, som premierminister Putin tidligere på året adresserede som „den mest akutte trussel mod det moderne Ruslands eksistens“.

Aleksander Vladimirovich Duka er leder på det sociologiske institut i Sankt Petersborg og fortæller, da RÆSON møder ham på hans kontor, at den igangværende emigrationsbølge skriver sig ind i rækken af større udvandringer fra russisk jord gennem det 20. århundrede med 1990’ernes masseudvandring som den seneste. Det er langt overvejende den veluddannede unge befolkning, der pakker vadsækken og stemmer med fødderne ved at tage en én vejs billet ud af landet. „Det problematiske er selvfølgelig, at dem, der forlader landet, først og fremmest er entreprenører og studerende, der trækker deres penge og viden med sig. Med andre ord er det landets fremtid, der forsvinder,“ fortæller Duka.

Ser man på internettets blogs, hvor russere i alle aldre lufter deres politiske holdninger, udformer utilfredsheden sig som opfordringer om at forene sig og kræve et systemskifte. Under overskriften „Det sidste efterår“ forsøger man trods alt at samle de fragmenterede oppositionskræfter til konferencer med folk som den regeringskritiske tidligere skakverdensmester Jurij Kasparov, den udtalte Putin-kritiker Boris Nemtsov og bloggeren og socialaktivisten Aleksej Navalny som de store profiler. Beskeden er klar: Putins genvalg skal forhindres, hvis Rusland ikke skal forvandle sig til et autokrati.

Men hvem er så den mest reelle præsidentkandidat, som den fragmenterede opposition mener at kunne levere til at opnå dette? „En af de seriøse kandidater, som jeg mener udgør et reelt alternativ til Putin, er den tidligere vicepremierminister under den første Putin-regering, Mikhael Mikhaelovich Kasjanov,“ siger Duka på sit kontor ved det sociologiske institut. „Kasjanov har efter en periode som Putins allierede taget kraftigt afstand fra regeringens politik på en række områder. Og vigtigst af alt: Han kender det politiske system indefra – et forhold, som i manges øjne giver ham en stor fordel frem for andre oppositionskandidater,“ forklarer Duka. Men at Kasjanov – eller nogen anden – reelt skulle kunne true Putin, synes Duka alligevel ikke er sandsynligt: „Du kan spørge hvem som helst på gaden. De færreste ved, hvem han eller nogen anden af oppositionens kandidater er. Så nej,“ smiler Duka, „der er ingen sandsynlig opponent efter min mening.“

Duka mener således ikke, at oppositionens revolution venter lige om hjørnet: „Det hænger sammen med det forhold, at civilsamfundet i Rusland anno 2011 måske står svagere end nogensinde, og at meget få russere reelt mener at kunne påvirke og ændre samfundet.“ Til trods for det forhold, at en ny generation er blevet stemmedygtig, samt at sociale medier udgør en platform for meningsudveksling og diskussion, mangler der ifølge Duka den afgørende følelse af, at man har magt til at gøre en forskel i befolkningen, som ville kunne lede til omvæltning: „Folk er nok utilfredse med mange ting, såsom den skæve økonomiske fordeling i landet, den evindelige korruption etc., men i stedet for at lave opstand rejser de væk, fordi de har en opfattelse af, at løsningen på disse problemer ligger langt uden for deres rækkevidde.“

Stabilitet eller frihed?
Men hvad forklarer så, at så mange stemmeberettigede alligevel sætter deres kryds ud for Vladimir Vladimirovich Putins navn i begyndelsen af marts næste år, at han ifølge det russiske analyseinstitut Levadacenteret snildt kan vinde valget uden at skulle igennem en anden valgrunde? For mange russere er Putin lig med stabilitet og tryghed. De uregerlige 1990’ere står stadig friskt i mange russeres hukommelse som en kaotisk, anarkisk periode domineret af skrupelløse mafiafolk og grådige storkapitalister, hvor alle kæmpede en beskidt kamp om at få fingre i det fallitbo, som Sovjetunionen gradvist forvandledes til.
„Putin tilskrives ganske enkelt æren for den store økonomiske genopretning af landet,“ siger Andrej Pavlovich Zaostrovtsev, da RÆSON i efterårskulden møder ham på en cafe i hjertet af Sankt Petersborg, et stenkast fra den imposante Blodskirke med de særprægede løgformede kupler på toppen. Andrej er økonomiprofessor og forfatter til flere publikationer om Ruslands udvikling efter Sovjetunionens fald, og han forklarer til RÆSON: „Det er den goodwill fra sine første år ved magten, som Putin stadig trækker på“. Professoren henviser til den enestående økonomiske bedrift, som i løbet af et årti fik bruttonationalproduktet til at stige med over 70 %. Han flerdoblede den gennemsnitlige månedsløn og halverede fattigdomsniveauet. Og i dag ser den økonomiske situation fortsat lys ud, ifølge professoren: „Rusland har en relativt lille statsgæld på omkring 10 % af BNP og stabile olieindtægter på over 100 dollars pr. olietønde. Alt i alt sikrer det den stabilitet, som for mange er den primære politiske efterspørgsel.

Den økonomiske udvikling omtales ofte som udelukkende at være baseret på landets olie- og gasreserver, men skal man tro den unge kommentator Aleksander, kan det blive nødvendigt for Rusland at satse på alternativer til gas og olie i en nær fremtid: „EU bevæger sig væk fra den tidligere afhængighed af russiske råstoffer, blandt andet med den omdiskuterede Tredje Energipakke, som liberaliserer gasmarkedet.“ Aleksander mener dog, at alternative naturressourcer, såsom de enorme ferskvands- og skovområder, giver Rusland en basis for fortsat økonomisk udvikling. „Du skal ikke tage fejl af, at Rusland virkelig besidder kolossale ressourcer, og man er meget opmærksom på at udnytte disse fra regeringens side, så den økonomiske situation ikke forværres drastisk. Foreløbigt ser det ud til at lykkes,“ slutter Aleksander.

Den økonomiske stabilitet er dog ikke det eneste, der støtter Putins kandidatur til præsidentembedet. Rollen som magtens absolutte centrum bakkes massivt op af et medieapparat, der ikke holder sig tilbage med at iscenesætte det moderne Ruslands altoverskyggende faderfigur som en uovervindelig machomand. Bedrifterne spænder vidt – fra nedskydning af farlig sibirsk tiger over slukning af skovbrand i helikopter og overlegen judokamp mod tidligere OL-medaljevinder til arkæologisk fund af en gammel antik amfora [krukke, red.] på havets bund. Om det er Kremls spindoktorer eller Putin selv, der får idéerne til disse fornøjelige scener, er svært at vide, men flere mener, at det er led i en bevidst strategi om at beholde magten. I øvelokalet, hvor Jurij har ført os hen, er man enige om, at de mange forsøg på at frame [fremstille, red.] fænomenet Putin er blevet til en tragikomisk udstilling af magtelitens mangel på legitimitet snarere end en overbevisende politisk manøvre: „Det er da klart en strategi fra regeringens side, men ærligt talt virker det mere kikset end overbevisende,“ siger Jurij til RÆ- SON. „Vi oplever ikke, at medierne går kritisk til politikerne, og oppositionen får absolut minimal taletid,“ supplerer en anden. „Sagen er bare den, at mange har det helt fint med ikke at skulle konfronteres med det politiske valg.

Den russiske befolkning er med andre ord i flere henseender stærkt polariseret, når det gælder den generelle opfattelse af landets politiske situation. Tilbage på det sociologiske institut uddyber Alexander Duka dette forhold over for RÆSON: „På den ene side er der Moskva og Sankt Petersborg. På den anden er der så resten af Rusland. Du kan på ingen måde betragte befolkningen som en bare tilnærmelsesvis ensartet størrelse.“ Mens storbyens intellektuelle og berejste elite af 20-35-årige har både tid og materielt overskud til at orientere sig i udenlandske medier samt til at kræve stemmeret og politiske deltagelsesmuligheder, ser virkeligheden anderledes ud for befolkningen i de mindre byer og på landet, hvor man først og fremmest ønsker sikkerhed for, at der ikke sker større, pludselige omvæltninger: „For den del af befolkningen er det alt andet end opstand og revolution, der efterspørges, men blot og bar stabilitet. Så længe Putin kan levere dette, bliver han valgt til præsident i marts.“ Putins vertikale magtstruktur synes således, ifølge lederen på det sociologiske institut, at være blevet synonym med en stabilitet, som mange russere priser højere end muligheden for et aktivt politisk liv og en bred politisk debat.

Den unge statskundskabsstuderende med „ Jabloko“-T-shirten går dog i rette med den opfattelse, at den nye generation af unge vælgere er tilfredse, hvis blot landet styres stabilt: „Vi unge vil have mere end bare stabilitet. Vi vil have et land, hvor der er perspektiv i at tage en uddannelse og bruge sin stemme. Som statskundskabsstuderende vil jeg sige, at det først og fremmest kræver en ny regering, der kan markere et brud med den korruption, som æder landet op,“ siger han til RÆSON. „Og det er naturligvis uforeneligt med en præsident, der planlægger at sidde ved magten resten af sine dage. Så spørgsmålet er meget enkelt: Hvem dør først: Putin eller Rusland?“

Jakob Mygind Korsby (f. 1984) er uddannet cand. scient. pol. og har boet og studeret i Rusland over flere omgange. Jakob har tidligere skrevet en række artikler for RÆSON om Rusland og Østeuropa. ILLUSTRATION: Dmitry Medvedev and Vladimir Putin, 2008.