23.10.2011

Argentina, som har valg i dag, anser sig historisk for Brasiliens storebror, men de er langt bagud. Begge lande er ellers blandt verdens største fødevareeksportører og nyder godt af stigende råvarepriser. Alligevel går det meget bedre for Brasilien, når det kommer til økonomi, politiske reformer og international anerkendelse. RÆSON undersøger hvorfor.

ANALYSE af Morten Lund

Læs også
– Argentinas bankerotplan: Derfor bør Grækenland ikke kopiere den

Barack Obamas rundrejse i Latinamerika tilbage i marts måned illustrerede det egentligt meget godt. For selvfølgelig skulle han forbi Brasilien og hilse på Dilma Rossoueff, som netop var gået i gang med at løfte arven fra sin historisk populære præsidentforgænger – og tætte USA-allierede – Lula. Også Chile fik æren af et kort amerikansk præsidentbesøg. Argentina, regionens næststørste land, blev til gengæld ikke fundet værdig til et besøg af Obama.

Det fik en forsmået argentinsk regering til at konfiskere amerikansk militærudstyr i tolden, personligt overset af udenrigsminister Hector Timerman og ledsaget af melodramatiske taler fra præsident Cristina Kirchner. Således var Kirchner og hendes administration selv med til at forstærke omverdenens indtryk af Argentina som et galehus med skinger retorik og en selvforståelse, der ikke stemmer overens med de sidste ti års økonomiske krise.

Obamas præferencer bekræftede det kun: Brasilien er Latinamerikas ubestridte nummer ét med strålende økonomiske vækstrater og en ualmindelig hip forhenværende præsident i Lula: ”Brasilien har været bedre i stand til at booste sit offentlige image de seneste ti år end Argentina. Når vi snakker om Sydamerika, snakker vi i dag om Brasilien i stedet for Argentina. Ikke bare som et stort turistland, men også som en økonomisk vigtig nation,” opsummerer lektor i brasilianske studier ved Aarhus Universitet, Vinicius Mariano de Carvalho, de seneste ti års naborivalisering.

Brasiliens bølge af velstand
Og hvorfor så det? Jo, først og fremmest er det vigtigt at påpege, at Nestor Kirchner, Argentinas præsident fra 2003-2007, arvede et dødsbo. Lula, derimod, overtog i 2003 en virksomhed i fremgang.

Krise er nemlig et ikke ord, brasilianerne har behøvet at tage i deres mund i snart to årtier. Brasiliens seneste økonomiske krise kan dateres tilbage til 90’erne, hvor den brasilianske møntfod, real’en, blev devalueret i 1994. Siden da har landet redet på en bølge af økonomisk velstand, igangsat af præsident Fernando Henrique Cardoso (1995-2003), der privatiserede telesektoren og store dele af brasiliansk industri, og videreført af Lula, der dygtigt optimerede projektet.

I modsætning hertil er Argentinas spektakulære økonomiske sammenbrud i 2001 og 2002 af noget nyere dato, hvorfor Brasilien konstant har været flere omgange foran siden da. Men på mange måder har de to lande bevæget sig i to vidt forskellige retninger op igennem 00’erne. Med Brasilien som den klare vinder. Og skal man forklare hvorfor, er det passende at begynde på statsmandsniveau med en direkte sammenligning mellem senhor Lula og señor Kirchner.

Egentlig er lighederne mellem Lula og Nestor Kirchner sådan set mange. Begge udspringer af den politiske venstrefløj, har nydt godt af de stigende fødevarepriser og har derfor kunnet fremvise solide økonomiske vækstrater. Og begge er ofte blevet anklaget for korruption på regeringsniveau.

Men i deres politiske retorik og måden at forvalte deres embede er de lige så forskellige som Brasiliens mørke mulatter af afrikansk afstamning og de lyse argentinere med de sydeuropæiske aner .

Klodens mest populære politiker
Lula, præsidenten med barndommens fattigdom afspejlet i det sølvgrå skæg, opnåede i forbindelse med et G20-topmøde i april 2009 at blive døbt ’klodens mest populære politiker” af Newsweek. En verdensmester i diplomati, der, som Newsweek også bemærkede det, der på éngang kunne være venner med Hugo Chavez og George W. Bush.

Den tidligere fagforeningsboss formåede at have en heldig hånd med næsten alt, hvad han foretog sig. Hvad enten det var som tovholder på succesfulde sociale reformer i Rios og Sao Paulos favellas – 25 millioner brasilianere er blevet løftet ud af fattigdom mellem 2002 og 2010 – eller som klimaforhandler på COP-15 topmødet i København, hvor han slap godt af sted med at sende dundertaler mod de rige i-lande. Selv OL og VM i fodbold lykkedes det ham at hente til Brasilien med to års mellemrum.

Ægteparret Kirchners venner og fjender
Over for ham har vi Nestor Kirchner, Argentinas nu afdøde politiske landsfader, der internt samlede landet efter bankerotten i 2002 og fik økonomien på skinner igen, men som eksternt i langt højere grad fremstår som en del af den politiske venstredrejning, Latinamerika oplevede omkring årtusindeskiftet sammen med Chavez i Venezuela og Morales i Bolivia. En venstredrejning, som Lula ideologisk set var en del af, men som han dygtigt formåede at lægge afstand til.

Nestor Kirchner – og hans hustru og efterfølger Cristina Kirchner – har derimod lagt sig ud med både IMF, Kina og den gamle ærkefjende Storbritannien. Og altså senest Barack Obama. Ægteparret Kirchner har et mere fast forankret verdensbillede med venner og fjender end Lula.

Også på det landbrugspolitiske område agerer de to administrationer vidt forskelligt. En stor del af hemmeligheden bag begge landes økonomiske vækst er kombinationen af næsten uanede landbrugsressourcer og stigende fødevarepriser – prisen på sojabønner er eksempelvis steget fra 200 dollar per ton i 2003 til 500 dollar per ton i 2011.

Men hvor Lula har været gavmild med lån og langsigtede kreditter til Brasiliens landmænd i et succesrigt forsøg på at fremme produktionen, er Kirchner-administrationen gået den modsatte vej ved i 2007 at indføre skyhøje eksporttariffer på adskillige afgrøder for at holde priserne nede på det sårbare indre marked og få en kortsigtet gevinst.

”I vores land forsøger regeringen at skaffe penge til at understøtte andre sektorer i økonomien. Jeg tror, Brasilien gør det modsatte ved at tilpasse sig til, hvad omverdenen tilbyder. De gør det på den rigtige måde,” beklagede Eduardo Cucagna, præsident for det argentinske frøfirma FN Semillas, sig over for New York Times i august 2008 – efter et uroligt år med adskillige generalstrejker.

Denne meget protektionistiske model har først Nestor Kirchner og senere Cristina Kirchner stædigt holdt fast i, blandt andet ved at efterleve et 1 for 1-princip i handelspolitikken. Vil man som argentinsk virksomhed importere varer fra udlandet, skal man tilsvarende eksportere egne varer for det samme beløb. Det er en model, der har affødt megen kritik, blandt andet fra EU, men som har vist sig overraskende langtidsholdbar.

Administratoren versus politikeren
Så kan forskellen mellem Brasilien og Argentina i virkeligheden koges ned til et spørgsmål om pragmatisme (Lula) kontra ideologi (Kirchner)? Måske, mener Ken Henriksen, lektor i latinamerikanske samfunds- og kulturforhold ved Aarhus Universitet: ”Det kan den måske godt. Men sammenligningen vanskeliggøres af, at Argentina har været i en krisesituation siden 2001. Så Kirchner-projektet har været én lang redningsmission, mens Brasilien-projektet bare har skullet administreres dygtigt og klogt.”

Ken Henriksen har dog noteret sig en vis opblødning i Cristina Kirchners politiske retorik de seneste par år: ”Der er en vis forskel på hr. Kirchner og fru Kirchner. Sidstnævnte går lidt mere pragmatisk til værks og modellerer måske lidt mere den her socialistisk-orienterede retorik.”

Vinicius Mariano de Carvalho er enig i, at Lula har gået langt mere pragmatisk til værks end sin argentinske kollega: ”Den store forskel er, at Rousseff mere er en administrator end en politiker, mens Kirchner-parret bare er politikere. Rousseff forsøger at få sin regering til at handle om administration, ikke om politiske diskussioner. I Argentina har man stadig en stærk tradition for store politiske ledere.”

Kooperativerne ofret på pragmatismens alter
Både Ken Henriksen og Vinicius Mariano de Carvalho understreger, at man skal passe på med at skønmale portrættet af Lula. Det var hans forgænger, Cardoso, der satte mange af de nuværende reformer i gang, også på det sociale område, og på den måde kan Brasiliens forvandling fra fattigt sambaland til økonomisk sværvægter især tilskrives en historisk politisk stabilitet over de seneste 15 år. Dét og så Lulas meget lidt socialistiske – men ganske pragmatiske – strategi med fortrinsvist at kaste penge efter Brasiliens stordriftslandbrug inden for soja, majs og sukkerrør frem for de små, familiedrevne kooperativer.

Og, påpeger Ken Henriksen afsluttende, så har Brasilien i langt større grad end Argentina formået at udvikle hele landet, så den økonomiske og politiske magt ikke er blevet koncentreret omkring megabyerne Rio og Sao Paulo: ”Man har udnyttet de naturressourcer, der findes i landet, og man har udnyttet det potentiale, der er i Nordbrasilien i form af kaffe, sukker, osv. Der er flere metropoler i Brasilien end i Argentina. Og for at mediere mellem dem, konstruerede man den her underlige metropol Brasilia, som er en gennemført, planlagt by, netop fordi man indså, at det var dumt at lægge det hele i Rio eller Sao Paulo,” opsummerer Ken Henriksen de seneste 50 års udvikling i Brasilien og tilføjer: ”Argentinas problem, også hvis man sammenligner med Brasilien, er, at udviklingen i langt højere grad har været centreret omkring Buenos Aires, mens en stor del af det indre Argentina har været glemt.”

Mens nabostriden om at være Sydamerikas fremmeste land utvivlsomt vil fortsætte i årtierne fremover, kan såvel Brasilien som Argentina i mellemtiden glæde sig over fortsat flotte økonomiske prognoser. Argentinas økonomi forventes at vokse med 8,2 procent i løbet af 2011. Brasilien havde en vækstrate på 7,5 procent i 2010 – til gengæld er deres økonomi mindre skrøbelig.

Morten Lund (f. 1983) er freelancejournalist og redaktør. Han er uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2010 og har desuden en bachelor i International Virksomhedskommunikation (spansk og medier) fra samme universitet. Morten har boet i Buenos Aires, Argentina fra 2010-2011 og har skrevet artikler til blandt andre Berlingske, Fyens Stiftstidende og Ingeniøren. ILLUSTRATION: .