26.10.2011

Særligt Irans indre magtkamp er interessant. RÆSON giver her et overblik over, hvilke tendenser man skal holde øje med i Det Arabiske Forår lige nu.

ANALYSE af Sune Engel Rasmussen

Læs også
– Overblik: Sådan går det foråret i Golfen

LIBYEN
Hold øje med, om Overgangsrådet (NTC) efter Gaddafis død vælger at bygge den nye stat op med hjælp fra afhoppere og tidligere embedsmænd fra Qaddafi-regimet. Modsat i Egypten, hvor man var efterladt med Mubarakisme uden Mubarak, så var Qaddafi staten i Libyen, så det er svært at starte fra scratch. Samtidig er det også ekstremt følsomt at give tidligere magthavere amnesti, fordi det fra starten vil gøre befolkningen mistroisk over for det nye regime. Men det lader til, at NTC forsøger at give plads til tidligere militærfolk.

PALÆSTINA
Hold øje med, hvordan Hamas balancerer. De lader til at forholde sig passive i øjeblikket for ikke at skade Palæstinas chancer for anerkendelse i FN, men de har samtidig svært ved at styre islamistiske grupper, der fortsætter med vold i Gaza.

LIBANON
Libanon har hidtil ikke villet slutte sig til FN’s fordømmelser af volden i Syrien, men har forholdt sig „neutralt‟. Dét kan vise sig at være en meget prekær position, når Libanon om lidt overtager formandskabet for FN’s Sikkerhedsråd. Hold øje med, hvordan Hizbollah manøvrerer ift. situationen i Syrien. Der er stigende utilfredshed blandt Hizbollah-tilhængere over bevægelsens støtte til al-Assad, i takt med at uskyldige civile slås ihjel. Men samtidig er det stærkt problematisk for Hizbollah, hvis Syrien får et regime, der ikke vil støtte dem. Hizbollah er ikke i en position, hvor de kan nedlægge deres våben, for hele deres legitimitet ligger i at være en modstandsbevægelse – og det kan man ikke være, hvis man ikke er bevæbnet.

ALGERIET
Landet har givet humanitært asyl til Qaddafis familie, og det ser oprettelsen af NTC-rådet i Libyen som en „aggressiv handling‟. De to lande har i forvejen et anspændt forhold, og selv om Algeriet afviste at give asyl til Muammar al-Qaddafi selv, ser mange libyere handlingen som en provokation.

IRAK
Hold øje med PKK/PJAK, som i øjeblikket bliver bekæmpet af den iranske Revolutionsgarde – endda et par hundrede meter inde på irakisk territorium. Grænseområdet mellem Irakisk Kurdistan og Iran har de seneste måneder været uroligt.

IRAN
1. magtkampen mellem Ahmadinejad og Den Øverste Leder (Ali Khamenei), hvor Ahmadinejad i løbet af forsommeren mistede meget autoritet. Ahmadinejad har vist sig langt mindre føjelig, end mange havde forestillet sig, da han blev genvalgt ved det omdiskuterede præsidentvalg i 2009. I foråret blev han banket eftertrykkeligt på plads af Khamenei, da han forsøgte at afskedige landets efterretningsminister – som Khamenei genindsatte efter blot en time. Herefter tog Ahmadinejad fri fra sine embeder i 10 dage. Senest er Ahmadinejad blevet sat på plads af chefen for det iranske retsvæsen, da han i internationale medier lovede, at de to spiondømte amerikanere snarligt ville blive løsladt. Løsladelsen blev udskudt et par dage for at vise, at det ikke er en beslutning, som præsidenten tager.
2. Ahmadinejad vs. fraktioner i parlamentet. Præsidentens konfrontation med Khamenei har også påvirket hans beslutningsmagt i parlamentet, hvor han i flere måneder knap kunne få lov at forsøge at udnævne en minister uden at blive stemt ned. Denne modstand kommer primært fra den såkaldt nykonservative blok i parlamentet. Forrest i denne front mod Ahmadinejad er parlamentets formand Ali Larijani, der sammen med sine to brødre længe har været modstandere af Ahmadinejad. I øjeblikket står Ahmadinejad tilbage som foreløbig taber, men det ville ligne ham dårligt at affinde sig med en rolle som ’lame duck’ i sine sidste to regeringsår. I centrum af stridighederne står Esfandiar Rahim-Mashaei, Ahmadinejads stabschef og nærmeste rådgiver. Han er en stærkt kontroversiel person, som mange i den politiske og religiøse magtsfære meget gerne vil af med. Men Ahmadinejad lader til at have smidt hele sin politiske karriere i Mashaeis vægtskål og indtil videre er det lykkedes præsidenten af beholde sin stabschef – selvom det har haft store politiske omkostninger for ham. Hold øje med Mashaei.
3. Økonomien. Til trods for rosende ord fra IMF er den iranske økonomi i sin værste tilstand i 20 år. Inflationen stiger, arbejdsløsheden stiger og præsidentens stort anlagte subsidiereform har medført voldsomme prisstigninger på en række basisvarer og –ydelser, blandt andet energi. Mange iranere har svært ved at forstå, hvorfor folket i en så olierig nation skal have så trange økonomiske kår. Hvis der er potentiale for folkelig uro i Iran, er det sandsynligvis i økonomien, det skal findes. I sensommeren har der været demonstrationer blandt azerierne i det vestlige Iran, hvor Orumiyeh-søen er ved at tørre ud. Demonstranterne er utilfredse med regeringens manglende indsats for at redde søen, og demonstrationerne bunder i modsætninger til protesterne i 2009 i økonomisk utilfredshed frem for i idealer om politisk frihed og demokrati. Det kan vise sig at blive interessant, fordi en af den Grønne Bevægelses største mangler netop var fraværet af arbejdere.
4. Revolutionsgarden (IRGC) har de seneste år opnået en række politiske og økonomiske privilegier. Blandt andet er en del banker, pensionsselskaber og investeringsfonde røget i hænderne på IRGC i takt med den stigende privatisering i landet. IRGC er en overvejende ideologisk drevet organisation, der har som ene formål at beskytte Den Islamiske Revolution, og dermed Khameneis magt, og gardens øgede politiske interesser gør den blot endnu mere opsat på at bevare status quo. IRGC og magtstrukturen i Iran er en af de vigtigste årsager til, at det er lykkedes regimet at lægge effektivt låg på protester.
5. Menneskerettigheder. En anden grund til, at Det Arabiske Forår ikke har bredt sig til Iran er slet og ret graden af undertrykkelse og intimidering. Siden demonstrationerne i 2009 er antallet af politiske fængslinger og henrettelserne (som dog langtfra kun bruges mod politiske fanger) steget markant. Der er således tal, der indikerer, at antallet af politisk motiverede henrettelser i 2011 er på 250 mennesker, hvilket er en markant forøgelse i forhold til tidligere år. Den Grønne Bevægelse udsprang primært af den øvre middelklasse i byerne, og uden større opbakning er de færreste villige til at miste deres relativt gode levestandard – og, indenfor visse rammer: relative frihed – og risikere lange fængslinger og tortur for en kamp, de på nuværende tidspunkt er næsten sikre på at tabe.
6. Den Grønne Bevægelse har været så godt som usynlig siden de store demonstrationer i foråret. Der er blevet udsendt manifester, og der kommer stadig protestskrivelser på nettet, men det er primært fra eksiliranere, og på gaderne i Iran er der ingen aktivitet. Det hænger sammen med, at bevægelsens ledere, Mir Hossein Mousavi og Mehdi Karroubi har været i striks husarrest siden februar. De er ikke set offentligt siden.
7. Forholdet til USA og Vesten er ikke blevet forbedret, trods præsident Ahmadinejads invitation under FN’s generalforsamling til Obama om at snakke om det iranske atomprogram. USA troede ikke på Ahmadinejads oprigtighed, og de har muligvis ret, men det er værd at bemærke et ændret sprogbrug de seneste måneder fra både Ahmadinejad og atomforhandler Saeed Jalili, der begge har skruet ned for de ultimative krav forud for eventuelle forhandlinger. Og det er værd at huske på, at det for enhver iransk præsident vil være en kolossal indenrigspolitisk sejr at genetablere forholdet til USA, hvilket også er grunden til, at alle tre præsidenter siden starten af 90’erne har forsøgt netop det – men er blevet bremset enten af USA eller af Den Øverste Leder.
8. Korruptionsskandalen. I midten af september blev den største underslæbssag i iransk historie offentliggjort af den iranske regering og iranske statsmedier. 2,6 mia. dollars er havnet i forkerte hænder i en sag om kredit- og dokumentfalsk i en af landets største banker, Saderat Bank. Chefen for Bank Melli, landets største handelsbank, har fratrådt sin post og er angiveligt flygtet til Canada. Korruptionscirklen rækker ind i regeringens egne rækker, hvor bl.a. bekendte af præsidentens stabschef Esfandiar Rahim-Mashaei er under anklage. Sagen er med til at øge det efterhånden voldsomme interne pres på Ahmadinejad. Hold øje med ham.

Sune Engel Rasmussen (f. 1984) studerer historie og arbejder som freelancejournalist. Ekspertiser: Mellemøsten (særligt Iran og Palæstina/Israel), Latinamerika, islam og nationalisme. ILLUSTRATION: Ahmadinejad.