11.10.2011

Landene i EU lever på ingen måde op til kravene for en succesfuld valutaunion. Og det vidste politikerne allerede i 1999, siger den britiske professor Andrew Clare: ”Man kan godt gennemføre den langsigtede løsning, som er en finanspolitisk union med fælles euroobligationer med samtlige eurolande bagved. Men problemet er, at da politikerne fortalte deres befolkninger om euroen i 1999, var det lige præcis det, de lovede, ikke ville ske.”

INTERVIEW af Heidi Birgitte Nielsen, RÆSONs økonomiredaktør, LONDON

Der er fire krav til en valutaunion, og Europa opfyldte ingen af dem, da man i 1999 indførte euroen. Derfor er det ingen overraskelse, at den vingeskudte fællesmønt nu sandsynligvis synger på sidste vers, mener professor Andrew Clare, professor og leder af fakultetet for kapitalforvaltning ved Cass Business School i London. „Hvis politikerne var gået tilbage og havde set på det arbejde, Robert Mundell lavede i 60’erne, så ville de have set, at man kan ikke have en valutaunion af den slags, som de foreslog, uden at opfylde en række basale krav først. Så unionen var faktisk dødsdømt på forhånd, fordi disse krav ikke var opfyldt,‟ siger professoren på et seminar i London, arrangeret af den britiske kapitalforvalter Threadneedle.

Ifølge økonom Robert Mundells forskning er der fire krav til en optimal valutaunion:
1: Arbejdsstyrken skal være mobil og fleksibel. Så hvis der er mangel på arbejdskraft i et område af unionen, skal arbejderne være villige og i stand til at bevæge sig hen til jobbene.
2: Kapitalen skal være mobil, så den, hvis der er overskud af kapital et sted, strømmer derfra og derhen, hvor der er brug for kapital til nye investeringer. Ligeledes skal der være løn og prisfleksibilitet.
3: De forskellige regioner skal følge den samme økonomiske cyklus. Kun hermed kan en centralbank føre en ensartet politik, der er til gavn for samtlige lande i unionen.
4: Der skal være et fælles risikodelingssystem, der sørger for at finanspolitikken kommer de dele af unionen til gode, som har mest brug for det. I praksis vil det sige, at skatteindtægterne fra de regioner, der klarer sig godt, bliver sendt til de dele, der klarer sig mindre godt.

Ifølge Andrew Clare var ingen af disse fire krav på plads, da man indførte euroen. Han mener, at man i årene op til introduktionen af den fælles valuta kæmpede for at få økonomisk ensartethed på tværs af eurolandene, og da kravene om relativ ensartet inflation, budgetunderskud, etc., var opnået, gik man bare ud fra, at sådan ville det blive ved med at være. „Men konvergens på et tidspunkt er ikke det samme som konvergens på alle tidspunkter fremover. Spørgsmålet er, om de gjorde det med vilje, men det, der skete, var, at politikerne fortalte markedet, at nu var landene ens, og markedet købte det og agerede som om, de var ens. Det er problemet,‟ forklarer Andrew Clare på seminaret. For landene i eurozonen var og er langt fra ens. Tallene for arbejdsløshed i de forskellige eurolande viser klart, at arbejdskraften ikke rykker rundt på tværs af landegrænser, og kapitalen heller ikke. Lønningerne justerede sig med introduktionen af euroen – men den forkerte vej.

„Det kan måske virke lidt uretfærdigt at anklage grækerne for at lønne sig selv, som om de er lige så produktive som tyskere, men det var det, der skete. Og der er ikke noget at sige til, at tyskerne er irriterede, for de har gjort et kæmpe stykke arbejde for at forbedre deres konkurrenceevne,‟ siger Andrew Clare efter sit oplæg til RÆSON.

Tal for udviklingen i BNP og for inflation viser også med al tydelighed, at landene i eurozonen ikke følger den samme økonomiske cyklus, og at den europæiske centralbank ECB derfor står med en håbløs opgave, når der både skal tages hensyn til kollapset i den græske økonomi og frygten for inflation i Tyskland. „Man kan se, at selv i perioden op til krisen var der variation i inflationsraten, og da krisen kom, var forskellen i inflation massiv, fordi økonomierne ikke var ordentligt integrerede. Det gør det svært at føre pengepolitik, for man kan ikke tale om sådan en ”one size fits all”, og det har vi vidst i ti år,‟ siger professoren.

Men selvom den manglende opfyldelse af de formelle krav er problematisk nok i sig selv, så er det faktisk ikke eurozonens største problem. Katastrofen i eurosamarbejdet er helt grundlæggende, at politikerne lovede deres befolkninger, at der ikke ville blive tale om et risikodelingssystem, hvor enkelte lande skulle betale for problemer andre steder i samarbejdet. Men det er lige præcis det, der er nødt til at ske nu. „Forskelle i økonomierne er egentlig ligegyldige, hvis der er politisk velvilje – i befolkningen vel at mærke. Hvis befolkningerne bakker op om det, kan man gennemføre den langsigtede løsning, som er en finanspolitisk union med fælles euroobligationer med samtlige eurolande bagved. Men gæt, hvad problemet er: Da politikerne fortalte deres befolkninger om euroen i 1999, var det lige præcis det, de lovede, ikke ville ske,‟ siger Andrew Clare og fortsætter: „De lovede, at man ville bibeholde den nationale suverænitet over de finanspolitiske budgetter og beholde egne ledere og parlamenter, så man ikke gav den politiske magt væk og ikke bortgav magten til at beskatte og bruge skattekroner til eurokraterne i Bruxelles.‟

Men nu prøver politikerne at skræmme deres befolkninger til at acceptere, at denne fælles økonomiske union er en absolut nødvendighed, og det gør, at borgerne i eurolandene føler sig snydt, mener professoren. Derfor bliver det en umulig opgave at få befolkningerne til at stemme for at forære den nationale økonomiske magt væk til en centraliseret euroregering. Også selvom det måske i grækernes tilfælde kunne være meget fornuftigt. „Men overvej dette: I Grækenland er det jo nærmest en ret ikke at skulle betale skat. Så hvis grækerne ikke er villige til at betale skat til Grækenland, vil de så være villige til at betale skat til Tyskland – for det er der, magten kommer til at ligge? Svaret er nej.”

Samtidig er det ifølge Andrew Clare også et kæmpe problem, at Europa i øjeblikket er domineret af svage ledere, der ikke har gennemslagskraften til at gennemføre de tvingende nødvendige ændringer, som møntunionen står overfor.

Derfor ender det sandsynligvis med en række lappeløsninger, som gør, at eurosamarbejdet hutler sig igennem de kommende måneder. Men det er ikke nok, mener han. I sidste ende er gældskrisen de indledende øvelser til euroens sammenbrud. „Det, der er behov for, er et ‚shock and awe‛-udspil fra politikerne, der virkelig overbeviser markederne om, at de er på forkant med situationen. Men det kan ikke lade sig gøre, for beslutningen skal ratificeres i 27 parlamenter, og så falder det til jorden. Det, man skulle have gjort, var at skabe nogle mere fornuftige rammer allerede i 1999. Det her er begyndelsen på enden for eurozonen,‟ siger Andrew Clare til RÆSON.

Heidi Birgitte Nielsen (f. 1979) er RÆSONs økonomiredaktør. Hun er finansjournalist på Dagbladet Børsen, hvor hun har dækket finanskrisen siden 2007. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har boet i London i seks år, hvor hun har arbejdet som medieanalytiker og læst en BA i religionsvidenskab på King’s College London. ILLUSTRATION: Andrew Clare (foto af CASS).