28.08.2011

Valgkampen handler om personer, plakater og at eje dagsordenen. Den har stået på i de sidste to år og stopper formentlig aldrig igen. RÆSON går bag om valget og giver en oversigt over valgkampens virkemidler og tendenser.

Af Rasmus Tue Pedersen

Statsministeren udskrev formelt valget i fredags, men i praksis har valgkampen været i gang længe. Valget vindes ikke kun på tre uger. De politiske partier bruger i stigende grad også valgkampens mange redskaber, når der ikke er udskrevet valg. Tag bare foråret 2011, der blandt andet bød på annoncekampagner fra Konservative, der ville profilere Lars Barfoed som ny formand, fra Socialdemokraterne og SF, der ville promovere Fair Løsning og fra Liberal Alliance, der angreb både venstre og højre del af Folketinget.

Dansk politik er efterhånden i ”den permanente kampagne”, som det kendes fra bl.a. USA. De politiske partier er konstant optagede af aktivt at styrke deres tilslutning i befolkningen. Dagens valgudskrivelse betyder blot, at de trykker hårdere på speederen og intensiverer deres allerede igangværende kampagne.

Bliv et kendt ansigt
Den første forudsætning for at folk stemmer på dig, er at folk ved, at du eksisterer. Vi kender alle partilederne, men for en stor del af de ”menige” folketingskandidater er den første udfordring, at vælgerne måske ikke aner hvem de er. Hvor mange kender eksempelvis nuværende folketingsmedlemmer som Socialdemokraten Lennart Damsbo-Andersen, Venstre-kvinden Birgitte Josefsen og SF’eren Hanne Agersnap? For sådanne relativt ukendte politikere er det et væsentligt mål i valgkampen, at vælgerne bare kan huske dem, når krydset skal sættes. Valgplakater er det ældste værktøj i bogen og kan være effektive. Valgplakater flytter dog først og fremmest stemmer inden for de enkelte partier. Det er derfor et godt redskab for den enkelte kandidat, men partiledelsen har fokus andre steder.

Sæt dagsordenen
På overfladen er den politiske kampagne partiers forsøg på at overbevise vælgeren om, at de har den bedste politik, men bagved dette handler det om at få valgkampen til at handle om de emner, hvor partiet står stærkt. Forskning viser, at nogle politikområder ligefrem ”ejes” af bestemte partier eller partiblokke, forstået på den måde, at befolkningen generelt mener, at dette parti er bedst til at håndtere området. Traditionelt har vælgerne eksempelvis set partierne til venstre for midten som bedst til at håndtere arbejdsløshed, mens partierne til højre for midten har ejerskab over eksempelvis retspolitik og udlændingepolitik.

Dansk Folkeparti har i en stor del af befolkningen ejerskab over udlændingepolitikken, så vi vil også i denne valgkamp se dem arbejde ihærdigt på at få store dele af valgkampen til at handle om dette emne. Peter Thulesen Dahl (DF) udtalte for nyligt til Politiken, at den økonomifikserede debat klemte dem, og de glædede sig til at diskutere andre politikområder. Sagt på en anden måde: Valgkamp handler ikke altid om at få folk til at ændre holdninger, så det bliver enige med partiet – det handler oftere om, at overbevise vælgerne om, at valgets vigtigste emner er dem, hvor vælgeren er enig med partiet.

Styrk egen fortælling og placer skyld
Hvordan overbeviser man vælgerne om, at lige præcis ens egens politik på det økonomiske område er langt bedre end modstandernes politik? Partierne skal vinkle – eller frame – det politiske emne, så deres egen politik bliver mest attraktiv. I stedet for at forsøge på at overbevise vælgeren om, at ens løsning på en problemstilling er bedst, forsøger man at ændre den brede opfattelse af problemstillingen til egen fordel.

Derfor vil Socialdemokraterne og SF formentlig vælge en vinkel på de økonomiske udfordringer, der fremhæver den nuværende regerings ansvar for situationen og de afledte problemer med arbejdsløshed og fattigdom – emner som de traditionelt ejer. Omvendt vil regeringen fokusere på, hvordan de økonomiske problemer er resultatet af internationale konjunkturer og fokusere på Danmarks internationale konkurrenceevne og vækst – emner som de borgerlige partier traditionelt ejer.

I enkelte tilfælde finder politikere fra både højre og venstre dog den samme vinkel på problemerne: Det er altid populær politik at uddele gaver (så længe man ikke taler om hvordan gaverne er finansieret), og derfor er de aktuelle gaver til boligkøberne med garanti ikke de sidste gaver, der bliver uddelt i denne valgkamp. Partierne kan og vil lancere politikker, der er designet med henblik på at vinde stemmer fra bestemte demografiske grupper. Om det bliver bilejere, togpassager, pensionister, studerende, børnefamilier, mænd eller kvinder, må tiden vise.

Kort fortalt har politikerne og partierne således mindst tre overordnede mål i valgkampen: Vælgerne skal kende dem, vælgerne skal fokusere på den dagsorden hvor partiet står stærkest, og vælgerene skal købe partiets vinkel på bestemte partiområder. Spørgsmålet er så, om det gør en forskel?

Valgkampen flytter få stemmer
Valgkampen kæmpes på detaljerne og politikerne får ofte relativt lidt ud af deres valgkampe. Meningsmålinger flytter sig sjældent meget og ændringerne er typisk så små, at man reelt ikke kan tale om ændring i tilslutningen til partiet pga. den statistiske usikkerhed.

At valgkampene ikke flytter mange stemmer er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de er ligegyldige. Partiernes kampagner trækker i forskellige retninger, og ligesom i en almindelig tovtrækning, kan to lige stærke hold blive stående præcis samme sted, selvom de arbejder hårdt. Det betyder ikke, at det ene hold lige så godt kunne holde op med at trække. I de sidste to folketingsvalgkampe har over en tredjedel af vælgerne først besluttet sig for, hvem de ville stemme på under valgkampen. Selv om partierne altså ikke nødvendigvis får kapret flere vælgere under valgkampen, kan der være god grund til at kaste sig ud i valgkampen for at fastholde at de vælgere, der er i tvivl, om hvem de skal stemme på. Der er således god grund til at følge med i de kommende tre ugers valgkamp.


Rasmus Tue Pedersen (f.1978) er PhD-stipendiat ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Han beskæftiger sig primært med politisk kommunikation og politisk journalistik, herunder blandt andet partiernes brug af negative kampagner, mediernes fokus på konflikt og strategi i politik samt hvad alt dette betyder for vælgerne.