23.11.2011

Hverken USA i 1993 eller Etiopien i 2007 slap heldigt fra at invadere Somalia. Nu forsøger Kenya. Men selv med over 3000 soldater mod et svækket Al Shabaab, som har trukket sig ud af Mogadishu efter intense kampe mod AU-styrker, kalder flere analytikere det ”en uigennemtænkt plan.” International Crisis Groups Afrikas Horn-analytiker Rashid Abdi siger til RÆSON: ”Det er ekstremt svært at se, hvordan Kenya skal lykkes med invasionen.”

ANALYSE af Sofie Loumann Nielsen

Læs også
– Linda Polman om Somalia: FN’s bistand nærer krigen

Kenya har lagt truslen fra Al Shabaab, som for nylig bortførte en fransk kvinde fra det nordlige Kenya og siden tre britiske og spanske nødhjælpsarbejdere fra en kenyansk flygtningelejr, til grund for invasionen. Samtidig florerer der spekulationer om en nøje planlagt invasion med amerikansk og fransk aftryk i flere internationale medier – næret af USA’s droneangreb på mål i Somalia, og i oktober af den franske oberst Thierry Burkhard melding om, at franske fly ville transportere militært udstyr til kenyanske tropper nær grænsen til Somalia.

Ifølge Afrikas Horn-analytiker Rashid Abdi fra den højagtede International Crisis Group, som overvåger konflikter verden over, bærer invasionen ikke andre aftryk end det kenyanske, men han understreger, at USA og Frankrig igennem flere år har samarbejdet med Kenya om at bekæmpe Al Shabaab.

Han er desuden skeptisk over for aktionen: ”Det er utroligt svært at se succesmulighederne i invasionen. Der er adskillelige problemstillinger, som Kenya ikke har taget højde for. Blandt andet hvordan man strategisk vil besætte en region og kæmpe imod en oprørsgruppe, som er uhyggelig dygtig i pressede kampsituationer. Etiopierne, som var Al Shabaab militært overlegne, havde store problemer med at pacificere terrorgruppen og måtte til sidst give op og rykke ud af landet igen.”

Officielt tog invasionen sin begyndelse 16. oktober. I et interview i forrige uge til den kenyanske avis Daily Nation sagde Kenyas ambassadør i FN, Macharia Kamau, at mere end 50 procent af deres militære operationer er gennemført, og at det primære formål med invasionen nu er at skabe en bufferzone, som kan sikre grænsen mellem Kenya og Somalia. Samtidig understregede han, at kampen stadigvæk er i gang, og at Kismayo, en strategisk vigtig by for Al Shabaab, stadig bliver kontrolleret af terrorgruppen.

Al Shabaab er svækket
Ingen af de tre eksperter, Rashid Abdi (ICG), Nuradin Dirie og Søren Hove (DIIS), som RÆSON har talt med, finder det sandsynligt, at de kenyanske tropper indleder et angreb på Kismayo. Men ifølge Nuradin Dirie, Afrika Horn-analytiker og tidligere præsidentkandidat i Puntland, er Al Shabaab tydeligt svækket.

“Umiddelbart ser jeg en mulighed for, at Kenya vil lykkedes med at nedkæmpe Al Shabaab i Juba-land. For det første er der intern splittelse i Al Shabaabs ledelse. For det andet har de mistet al støtte i Kismayo såvel som i hele Juba-regionen under hungersnøden, hvor det blev tydeligt for mange somaliere, at Al Shabaab forhindrede nødlidende i at flygte og nødhjælpsarbejdere i at komme frem,” siger Nuradin Dirie.

Også Søren Hove, forsker i terrorisme og islamistisk militarisme fra DIIS, vurderer, at Al Shabaab er presset på en række fronter lige nu. ”Al Shabaab har flere problemer. Henover sommeren har man været nødt til at trække sig fra dele af Mogadishu. Man har lidt militære nederlag til TFG, men også til TFG-affilierede militser, som ikke nødvendigvis har samme interesse som TFG. Når man mister Mogadishu, mister man også muligheden for at indkræve skat på Mogadishus markeder, som er en meget væsentligt indtægtskilde for Al Shabaab. Det er ikke blot et spørgsmål om strategisk placering på jorden, men også om finansielle kilder.”

Hvad der endnu står hen i det uvisse, er spørgsmålene om, hvor længe kenyanerne påtænker at have tropper i Jubaland, og hvem der skal afløse, hvis det lykkedes at nedkæmpe Al Shabaab. “Jeg tror ikke, at Kenya på sigt kan bære at besætte så store dele af Somalia som helt op til Kismayo. På den anden side er det også utænkeligt, at Den Afrikanske Unions styrker kan kontrollere så store dele af landet,” siger Søren Hove.

I weekenden sagde Kenyas talsmand for de militære styrker, Lindsay Kiptiness, at man bad om mandat fra FNs Sikkerhedsråd til at udvide AU’s AMISON-styrker, således de kan overtage kontrollen i de områder, hvor det lykkes at nedkæmpe Al Shabaab.

Kenyas FN-ambassadør, Macharia Kamau, har afvist alle spekulationer om, at kenyanske styrker forbereder et angreb på Kismayo. Ikke desto mindre har en talsmand fra det kenyanske militær ved flere lejligheder udtalt, at målet er at tage kontrol med Kismayo og på sigt genetablere den somaliske regerings kontrol hermed. Om det kan lade sig gøre uden et angreb, vil tiden vise.

”Der er ingen kampe i øjeblikket på grund af regnsæsonen, som gør det utroligt vanskeligt for de kenyanske styrker at manøvre sig rundt i terrænet. De indberetninger, vi får lige nu, er, at man er i gang med at isolere Kismayo, så Al Shabaab ikke kan hente forstærkninger ind ude fra. Erfaringer fra tidligere militære angreb af denne art i Mogadishu viser, at tabet af civile liv er højt,” fortæller Tony Burns, programleder for nødhjælpsorganisationen SAADICs arbejde i Somalia.

Hurtigt ind, hurtig ud?
“Det handler ikke kun om, at Kenya formår at nedkæmpe Al Shabaab i Jubaland, men også om hvor lang tid Kenya bliver i Somalia. Jo kortere tid desto bedre,” siger Rashid Abdi. Han begrunder det med en historisk uvilje blandt somaliere til udenlandsk indblanding. Den analyse deler Søren Hove: “Al Shabaab har i sit raison d’être fra starten været en milits, som slog sig op på at bekæmpe invaderende styrker, og det har de været succesfulde med. Erfaringerne fra Mellemøsten og Centralasien viser, at der er en vis mobiliseringsmagt i, at et fremmed land invaderer. Så selvom Kenya svækker Al Shabaab på jorden, risikerer de på samme tid at styrke en bevægelse, som har haft svært ved at mobilisere de seneste par måneder.”

Tilbage i 2006 mærkede Etiopien somaliernes uvilje mod udenlandsk indblanding. Efter trusler om jihad-angreb gik etiopiske styrker ind i Somalia med støtte fra USA. Addis Ababa sendte flere tusinde soldater i kamp mod Rådet af Islamiske Domstole, forløberen for Al Shabaab, som vi kender i dag. Men to år efter måtte de etiopiske styrker trække sig tilbage ude af stand til at pacificere modstanden.

”Kenyas strategi er svær at gennemskue. Hvis det er en kortsigtet invasion, hvor man går ind for at svække Al Shabaab og derefter rykke ud af landet igen, kan Kenya muligvis slippe heldigt fra det. Men hvis de ønsker en langvarig tilstedeværelse, er jeg mere skeptisk omkring succesperspektiverne. At vinde en krig er en ting. Men at bekæmpe en oprørsgruppe kræver både ressourcer og viljen til en langvarig indsats, og Kenya har ingen af delene. Til deres fordel taler, at de i Jubaland nyder støtte fra somaliske klaner, som også bekæmper Al Shabaab,” siger Nuradin Dirie.

En af de klaner ledes af Mohamed Abdi Mohamed, i folkemunde professor Gandhi, som har udråbt sig selv som præsident i en ny semi-autonom stat med navnet Azania. Regionen udgøres af Gedo og den nordlige og centrale del af Juba. Klanlederen, som i øvrigt er tidligere forsvarsminister fra 2009-2010 under den nuværende TFG-regering, har ved flere lejligheder understreget, at målet er at opbygge en lokal administration i Azania og etablere uddannelses- og sundhedsinstitutioner.

TFG er splittet over invasion
Fra midten af oktober har det somaliske lederskab vist sig at være splittet omkring støtten til den kenyanske invasion. Det har rejst spørgsmål om, hvorvidt indrykket er et brud på FN-charterets artikel 2 stk. 4, som slår fast, at intet land uden videre kan gå i krig med et andet medlemsland, med mindre det sker i selvforsvar.

I slutningen af oktober under et besøg i Mogadishu udtalte den somaliske præsident Sheik Sharif Sheik Ahmed, at han var imod den kenyanske invasion. Det sagde han på trods af, at Somalia og Kenya tidligere på måneden, 18. oktober, underskrev et joint communiqué, der erklærede, at landende vil “fortsætte samarbejdet om at stabilisere Somalia og nedkæmpe trusler fra Al Shabaab-elementer, især terrorisme, pirateri, bortførelser (…)”

”Invasionen har støtte fra den somaliske regering undtagen fra præsident Sheik Sharif Sheik Ahmed. Premierminister Abdiweli Mohamed Ali og den øvrige del af regeringen støtter op om Kenyas invasion. De modstridende kommentarer, der kommer ud af TFG lige nu, handler om lokalpolitik snarere end den kenyanske invasion,” siger Afrikas Horn-analytiker Nuradin Dirie.

”For det første er TFG bevidste om, hvor problematisk invasionen er i forhold til den somaliske befolkning. For det andet tror jeg, at præsident Sheik Sharif Sheik Ahmed frygter, at klaner, som opponerer imod hans lederskab, vil bruge den kenyanske invasion som en anledning til at vælte ham af magten. Derfor er det logisk, at TFG er lavmælte omkring støtten til invasionen,” siger Rashid Abdi.

Han er dog ikke af den opfattelse, at klanleder Mohamed Abdi Mohamed selvudnævnte lederskab af Azania skal ses som et forsøg på at rive sig løs fra den centrale somaliske administration. “Det er ikke ud af opposition til TFG, at vi ser klaner oprette lokale administrationer. Det skyldes udelukkende, at landets centrale styring er utilstrækkelig,” siger Rashid Abdi.

Fra official etiopisk hold har man udtrykt bekymring over den kenyanske bufferzone. Etiopiens styre kæmper selv med oprørsgrupper i den østlige Ogaden-region ved grænsen til Somalia. Man frygter, at oprørere vil udnytte bufferzonen som et gemmested. Somaliske indbyggere i en række landsbyer bekræfter over for New York Times, at mindst 800 etiopiske soldater henover weekenden er rykket ind i Somalia og er begyndt at etablere baser i samarbejde med en lokal milits.

Nødhjælpsorganisationer frygter for deres arbejde
“Den bekymring, vi har omkring Kenyas invasion, går på, at en langvarende tilstedeværelse vil skabe national støtte til Al Shabaabs kampe imod Kenya. Det vil gøre situationen langt mere kompliceret og forværre nødhjælpsarbejdet, den økonomiske aktivitet og øge antallet af internt fordrevne somaliere,” siger Tony Burns.

Bendicte Petersen, som er programkoordinator for Norsk Folkehjælps arbejde i Somalia, fortæller, at de er bekymrede over de komplikationer, som den militære operation kan have på nødhjælpsarbejdet i det sydlige Somalia, hvor hungersnøden har ramt hårdest. Norsk Folkehjælp har kontor i den sydvestlige Gedo-region, som grænser op til Kenya og Etiopien. “I Garbahaarey, hvor vi har vores kontor, kan vi tydeligt mærke en øget tilstedeværelse af Al Shabaab. Spill-over effekten startede, da Kenya annoncerede deres planer om at gå ind i Kismayo. Der har allerede været kampe mellem kenyanske tropper og klaner på den ene side og Al Shabaab på den anden, og det har været med til at skubbe Al Shabaab ind i Gedo-regionen,” siger Benedicte Petersen.

Hun understreger, at invasionen ikke har påvirket nødhjælpsarbejdet på jorden, da Norsk Folkehjælp samarbejder med lokale partnere. ”Vi har været nødt til at flytte vores kontor fra Gedo-regionen til Kenya på grund af sikkerheden. Det betyder, at vi ikke kan følge vores arbejde på tæt hold, og at vi må videregive flere af vores egne arbejdsopgaver til de lokale partnere,” siger Benedicte Petersen.

I slutningen af oktober blev fire mennesker dræbt, herunder tre børn, og adskillelige sårede, da kenyanske fly bombede mål i byen Jilib og ramte en flygtningelejr. Læger Uden Grænser, som behandlede de sårede, bragte en pressemeddelelse herom, men kenyansk militær benægter at have bombet flygtningelejren.

Sofie Loumann Nielsen (f. 1984) studerer journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Har tidligere været i praktik på avisen The Reporter i Addis Ababa, Etiopien, og Udenrigsministeriets kontor for Mellemøsten og Nordafrika. Har lavet freelance-arbejde for Ulandsnyt og skrevet til Information fra Niger. ILLUSTRATION: Somalisk dreng slår tiden ihjel, 3. juni 2009 (foto af almuhajirun via Flickr).