07.12.2011

Tirsdagens blodige angreb mod shia-muslimske mål flere steder i Afghanistan på den religiøse Ashura-helligdag ligner et bevidst forsøg på at anspore til sekterisk vold, som det krigshærgede land ellers hidtil har været foruden. Det tegner ikke godt for mulighederne for en forhandlet fredsaftale og de internationale styrkers overdragelse af sikkerhedsansvaret til afghanerne selv.

ANALYSE af Andreas Geertsen, RÆSONs redaktør for Afghanistan og Pakistan

Læs også
– Espersen (DF) og Helveg (R) om Afghanistan: Vi bliver efter 2014, hvis situationen ændrer sig (GRATIS)
– Haqqani-netværket: Fra ven til fjende (GRATIS)
– Talebans strategi: Underminér regeringen og skræm befolkningen (GRATIS)

Religiøst motiveret vold er velkendt i Irak og Pakistan, men har hidtil ikke fundet sted i nævneværdigt omfang i Afghanistan. Det lavede tirsdagens blodige angreb eftertrykkeligt om på. Mere end 60 mænd, kvinder og børn omkom, da selvmordsbombemænd slog til i Kabul samt flere andre steder i Afghanistan på den shia-muslimske Ashura-helligdag. Værst gik det for sig uden for det shiitiske Abul Fazl-tempel i Kabuls historiske centrum, nær præsidentpaladset og flere centrale ministerier, hvor en uidentificeret mand med rygsækken fyldt med dynamit sprængte sig selv og mere end 50 bedende i luften. Den Pakistan-baserede sunni-ekstremistiske gruppe Lashkar-e-Jhangvi har taget ansvar for angrebene, som er de første af sin art og meget vel kan være et forsøg på at opildne til sekterisk vold mellem den shia-muslimske minoritet (20 %) og den sunni-muslimske majoritet (80 %).

Afghanistan hidtil forskånet for sekterisk vold
På trods af, at Afghanistans shia-muslimske minoritet var udsat for heftig diskrimination under Taleban-regimet, blev de ikke decideret fysisk angrebet. Efter invasionen af Afghanistan i 2001 har oprørerne heller ikke rettet skytset mod religiøse eller civile mål, men fokuseret på militære træfninger med ISAF-styrkerne samt højtprofilerede angreb mod symbolske mål, såsom den amerikanske ambassade og højtstående støtter af Karzai-regeringen. ”Afghanistan har været i krig i 30 år, og der er sket mange forfærdelige ting. Men en af de få ting, som afghanerne har undgået, er denne form for meget målrettede sekteriske angreb”, siger senioranalytiker ved Afghanistan Analysts Network Kate Clark til New York Times. Shiitiske gejstlige kan heller ikke huske, at noget lignende nogensinde har fundet sted.

Risiko for eskalering
Der kan imidlertid ikke være tvivl om, at et så velkoordineret angreb på den allerhelligste dag i shia-muslimernes kalender har til hensigt at puste til den religiøse ild og opfordre til gengældelsesaktioner og eskalering af volden. Shiitiske religiøse ledere har efterfølgende manet til besindighed og opfordret til, at volden ikke besvares med mere vold. Spørgsmålet er imidlertid, om det er nok til at holde gemytterne i ro. Gengældelse mod sunni-muslimske mål i Afghanistan ligger lige for. Det kan føre til en nedadgående spiral af sekterisk vold, som effektivt vil modarbejde den pågående transitionsproces, hvor de afghanske sikkerhedsstyrker frem mod den internationale tilbagetrækning i 2014 gradvist skal overtage sikkerhedsansvaret. Samtidig kan vreden forventes også at blive rettet imod Pakistan. For mistænksome sjæle vil det være oplagt at koble Pakistans uvillighed til at deltage i den netop overståede Bonn-konference om Afghanistans fremtid sammen med angrebene og det faktum, at det er en pakistansk gruppe, der har taget ansvar for tragedien. Navnlig eftersom det er en kendt sag, at Pakistans militære efterretningstjeneste, ISI, tidligere åbent har støttet Lashkar-e-Jhangvi. Det kan yderligere forværre det i forvejen anspændte forhold mellem Kabul og Islamabad, især hvis Pakistan som vanligt viser sig meget uvillig til at slå ned på bagmændene.

Irak og Pakistans dårlige eksempler
Erfaringerne med sekterisk vold mellem shia-muslimer og sunni-muslimer i Irak er ikke opmuntrende. Her fandt et lignende velkoordineret angreb sted på Ashura-helligdagen i 2004, hvor mere end 170 mennesker omkom i Baghdad og Kerbala. Den efterfølgende eskalerende voldsspiral mellem irakiske shiitter og sunnier gjorde frygten for en fuldbyrdet borgerkrig mellem de to religiøse fraktioner særdeles nærværende, især efter endnu et symbolsk attentat på den shiitiske al-Askariya-moske i 2006. I det mere og mere ustabile Pakistan udgør sekterisk vold ligeledes dagens uorden, og shiitter og sunnier har en årtier lang tradition for at gå løs på hinanden.

Taleban benægter
Tirsdagens selvmordsaktioner bliver naturligvis fordømt vidt og bredt, og selv Taleban tager afstand til angrebene. ”Vi fordømmer på det kraftigste denne umenneskelige handling af vore fjender, som forsøger at bebrejde os og splitte Afghanistan ved at udføre den slags angreb mod muslimer,” erklærer Taleban-talsmanden Zabiullah Mujahid i en pressemeddelelse. Taleban-udtalelser skal imidlertid altid tages med et stort gran salt, navnlig hvis det drejer sig om fralæggelse af ansvar for civile tab, som både går imod Talebans erklærede operationsmåde og svækker bevægelsens forsøg på at tækkes den menige afghanske befolkning. Lashkar-e-Jhangvi har angiveligt tidligere opereret i samarbejde med både det pakistanske Taleban og al-Qaeda, der også har en skrap anti-shiitisk dagsorden. Samtidig vurderer flere eksperter, at Lashkar-e-Jhangvi, som aldrig tidligere har slået til i Afghanistan, næppe har kapacitet til på egen hånd at gennemføre en så omfattende og velkoordineret aktion.

Øger pessimismen
Hvad enten Taleban eller al-Qaeda har en finger med i spillet eller ej, er de koordinerede angreb på den shiitiske minoritet yderst bekymrende. For det første fordi civile afghanere for første gang udgør et bevidst mål. For det andet fordi religiøse skillelinjer nu risikerer at blive inddraget i konflikten, som ellers er mere end kompleks nok i forvejen. Angrebene er naturligvis tilrettelagt for at stjæle dagsordenen, give mest muligt genlyd og ødelægge enhver forsigtig optimisme, der måtte være opstået på baggrund af Bonn-konferencen. Det er lykkedes. Selvom det sjældent bliver udtalt offentligt, er der en stigende erkendelse i vestlige hovedstæder af, at Afghanistans oprørere, herunder Taleban, på den ene eller anden vis er nødt til at blive inkluderet i en magtdeling, efter ISAF-styrkerne er taget hjem i 2014. Hvis religiøse modsætninger mellem shiitter og sunnier nu bliver en yderligere eksplosiv skillelinje, vil det undergrave forsøg på forsoning og stabilisering – og gøre en i forvejen vanskelig opgave næsten umulig. Det sidste Afghanistan har brug for, er eskalerende sekterisk vold og endnu en konfliktdimension.

Andreas Geertsen (f. 1982) er RÆSONs Afghanistan-Pakistan redaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med speciale i international sikkerhedspolitik og arbejder til daglig i en humanitær NGO. Tidligere ansat ved Udenrigsministeriets Center for Global Sikkerhed, Danmarks ambassade i Beijing og det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre. ILLUSTRATION: Afghansk dreng (foto af Island-Life via Flickr)