03.10.2011

”Tyskland og Frankrig vil gøre næsten alt for at sikre euroen.” RÆSON spørger Europaekspert Rebecca Adler-Nissen: Hvor står EU i 2015? Fem af hendes forudsigelser: Integrationsprocessen bliver ikke rullet tilbage. Tyrkiet er ikke kommet med i EU. Der er stadig ingen EU-hær, men den fælles EU-politik er blevet styrket. Og EU vil overleve krisen, selv hvis euroen falder.

INTERVIEW af Lasse Marker

RÆSONs store 2015-serie:
– Torben M. Andersen om verdensøkonomien i 2015: Kun lidt sandsynligt, at vi er tilbage på sporet (GRATIS)
– Brødsgaard om Kina i 2015: Næsten størst økonomisk – ønsker ikke at være det politisk
– Mads Fuglede om USA i 2015: Stadig verdens naturlige leder

RÆSON: Hvad bliver særligt spændende at følge med i de næste 4 år?
Rebecca Adler-Nissen: Det bliver afgørende for EU’s fremtid, hvordan man håndterer den økonomiske krise. Aktuelt er det nervepirrende at følge om – eller rettere sagt hvornår – Grækenland går statsbankerot, og mere overordnet om euroen overlever i den form, den er i nu. Overlever euroen, vil det formentlig betyde en stærkere finanspolitisk koordination. Men bevæger vi os mod en finanspolitik union? Man har været meget forsigtig med at tale om, at lande skal smides ud af eurosamarbejdet, bl.a. fordi det stiller spørgsmålstegn ved hele euroens troværdighed. Men et aktuelt spørgsmål er, om Grækenland skal forlade eurosamarbejdet, hvis de går bankerot. Nogle økonomer mener, at det på lang sigt ville være bedre for Grækenland at gå ud af eurozonen, selvom det vil være en vanvittig hård hestekur.

RÆSON: Kommer EU-projektet i fare, hvis euroen falder?
Adler-Nissen: Hvis euroen falder, så ryster det hele EU-projektet. Sådan ville det ikke have været for 15 år siden, men nu hvor eurosamarbejdet er blevet det politiske magtcentrum for EU, bliver det svært at holde sammen på unionen, hvis euroen falder. Også derfor tror jeg, at man vil gå meget langt for at redde Grækenland og euroen. Det er muligt, at nogle eurolande vil få en anden status, men Tyskland og Frankrig vil gøre næsten alt for at sikre euroen. Hvis euroen falder, vil det være en kæmpe lussing til hele EU, men det europæiske projekt vil ikke nødvendigvis være dødt. Man vil stadig have alt det, der var før euroen: det indre marked, fælles handelspolitik, osv.

RÆSON: Er EU-integrationsprocessen stoppet?
Adler-Nissen: Nej. Det er faktisk bemærkelsesværdigt, og det er noget, som medierne slet ikke har fokuseret på. I forbindelse med oliekrisen i 1970’erne så man en direkte tilbagerulning af integrationsprocessen. Siden den økonomiske krises udbrud i oktober 2008 og især i det seneste års tid har man faktisk set det modsatte. Aldrig har landene arbejdet tættere sammen, og aldrig har vi set en større grad af solidaritet mellem dem. Integrationen drives fortsat fremad. Hver uge vedtages der ny EU-lovgivning. Udviklingen går fortsat mod tættere samarbejde i det daglige, og vi har ikke set tegn på det modsatte. Men vi kommer nok ikke til at se store nye politikområder blive inddraget i EU-samarbejdet det næste årti. Man er nået et vist mætningspunkt. Der hvor vi i de kommende år vil se flest hegnspæle flytte sig, er inden for det det økonomiske samarbejde og struktur- og velfærdspolitikken. Integrationen kan sagtens blive dybere. Selskabsskat og reformer af arbejdsmarkedet er aktuelt på dagsordenen. Socialområdet vil også kunne blive påvirket, men det er følsomt, da det handler om velfærdsstatens indretning. Men tænker man over, hvad man allerede er blevet enige om i forbindelse med europluspagten i marts 2011 ift. tilbagetrækningsalder, livslang uddannelse og balance i de offentlige budgetter, så kan vi jo se, at store dele af velfærdspolitikken påvirkes mere eller mindre direkte.

RÆSON: Kan EU rumme flere lande?
Adler-Nissen: Det meste af Balkan er allerede stillet et medlemskab i udsigt, og Kroatien kommer formodentlig med i 2013 – altså inden 2015. Og så ligger Makedonien og Montenegro og venter. De vil efter min bedste vurdering blive optaget på et tidspunkt, for det er den eneste måde, man fra EU’s side kan håndtere regionen på langt sigt. Island, som har ansøgt om medlemskab i 2009, kan ende med ikke at ønske optagelse pga. EU’s fiskeripolitik. I EU’s traktater står der ikke noget om, hvor EU’s geografiske grænser går, og et spørgsmål er, om landene syd for Middelhavet er en del af Europa? Det nye absorptionsbegreb er en pæn måde at sige, at det ikke kun er ansøgerlandene, men også EU, der skal være klar til nye medlemmer. Det kan man bruge til at stoppe optagelsen af nye lande. Men det arabiske forår har jo sat de nordafrikanske lande på EU’s dagsorden. Der har ikke tidligere været en velfungerende EU-politik i forhold til Nordafrika, men det kommer der måske nu. Kommissionen fremlagde i hvert fald i marts 2011 et oplæg til et nyt partnerskab mellem EU og landene i det sydlige middelhavsområde. I forslaget taler man om en tættere tilknytning både økonomisk og politisk, men ikke om et medlemskabsperspektiv. Jeg har svært ved at se, at man kan tilbyde dem medlemskab – i hvert fald ikke inden for en overskuelig årrække. De nordafrikanske lande er fattige og folkerige, og selv hvis de fik et rodfæstet demokrati, ville den frie bevægelighed være svær at acceptere for det øvrige EU.

RÆSON: Hvad er udsigterne for Tyrkiets optagelse i EU?
Adler-Nissen: Tyrkiet er i hvert fald ikke med i 2015, det er helt sikkert. Om Tyrkiet nogensinde kommer med i EU, tvivler jeg på. Der er en række politiske, økonomiske og geostrategiske argumenter for, hvorfor det ville være en fordel for Europa at få Tyrkiet med. Men hvis Tyrkiet bliver klar til optagelse på et tidspunkt, kan det meget vel være, at tyrkerne ved en folkeafstemning stemmer nej. For Tyrkiet er et selvsikkert land som har haft høje vækstrater. Det er slet ikke sikkert, at Tyrkiet til den tid ønsker optagelse. Dertil kommer, at skiftende regeringer i en række EU-lande har lovet folkeafstemninger, hvis Tyrkiet skal optages. Og en folkeafstemning vil med al sandsynlighed ende med et bragende nej. Så det er svært at se, hvordan det nogensinde skal kunne lade sig gøre. Men forhandlingerne fortsætter – også under det danske formandskab. I det daglige holder man gryden i kog, så processen med Tyrkiet ikke går i stå.

RÆSON: Hvordan ser du EU’s fremtid ud som international aktør?
Adler-Nissen: Lige nu er EU svag både pga. den økonomiske krise, men også fordi medlemslandene ikke er enige om en fælles udenrigspolitik. Senest kunne EU-landene ikke blive enige om en tilgang til Libyen. Det går mange år, før man kan forestille sig, at EU taler med én stemme – i hvert fald når det gælder kontroversielle sikkerhedspolitiske spørgsmål. Men jeg tror, at vi allerede i 2015 vil se små tegn på en styrket udenrigspolitik. Senest i forhold til Syrien, hvor man i EU-kredsen nåede til enighed om fælles sanktioner. Jeg tror også, at den fælles udenrigstjeneste, EU’s fælles diplomati, kommer til at få betydning på længere sigt. Landene intensiverer forsvarssamarbejdet, men en fælles EU-hær er helt usandsynlig. Dels fordi den økonomiske krise gør, at staterne skærer ned på forsvarsbudgetterne, og dels fordi der ikke er nogen udsigt til en politisk opbakning til en stående EU-hær.

RÆSON: Hvordan ser du EU’s rolle som international aktør i forhold til et svækket USA og et opstigende Kina?
Adler-Nissen: Det er en kæmpe udfordring for EU, at USA ikke længere er den førende supermagt, fordi Europa har lænet sig op ad USA. Under USA’s paraply har man kunne profilere sig på menneskerettigheder og international institutionsopbygning osv. Nu – i et multipolært system – må EU stå mere på egne ben og selv udvikle et forhold til de nye opstigende magter, hvor Kina og Indien er nogle af dem, EU har sværest ved at håndtere. Man har bl.a. styrket EU-delegationen i Beijing, og udenrigsrepræsentanten Catherine Ashton fokuserer meget på de opstigende magter.

RÆSON: Hvad er udsigten for en øget satsning på miljø- og klimapolitik i EU?
Adler-Nissen: EU er afhængig af import af energiressourcer, bl.a. gas fra Rusland, hvilket også presser de øst- og centraleuropæiske medlemslande. Selvom de ikke umiddelbart virker som de mest grønne, så har også disse lande på længere sigt incitament til at satse på grøn energi, fordi man ikke ønsker at være afhængig af russisk gas. Det er altså ikke kun pga. af ideologi, men også af sikkerhedspolitiske og økonomiske hensyn, og derfor tror jeg, at spørgsmål om grøn energi og miljø har en mulighed for at sætte sig igennem under det danske formandskab.


RÆSON: Har Frankrig indført grænsekontrol i 2015?
Adler-Nissen: Det er ikke umuligt. I foråret kom Sarkozy og Berlusconi med et initiativ til, at man midlertidigt kan genindføre grænsekontrollen i ekstraordinære tilfælde. Det er altså ikke det samme som den danske aftale om toldkontrol. Kommissionen har nu fremlagt et forslag til, hvordan det kan gøres i praksis og med respekt for EU-retten. Argumentet er, at de lande, der ligger yderst ved EU’s grænser, ikke er i stand til at beskytte grænserne ordentligt, hvorfor medlemsstaterne bør have lov til at genindføre midlertidig grænsekontrol. Modargumentet er, at man snarere bør få styrket de ydre grænser. Det er der, debatten står nu. Jeg vil gætte på, at det ender med, at man får en eller anden mulighed for at indføre midlertidig grænsekontrol, det er trods alt svært at ignorere to store lande som Italien og Frankrig. Derfor er det ikke umuligt at forestille sig, at Frankrig genindfører midlertidig grænsekontrol i en kort periode, hvis der pludselig opstår et stort migrationspres, men det vil blive strengt overvåget af Kommissionen.


RÆSON: Er Danmarks EU-forbehold til afstemning i efteråret 2012, som Holger K udtalte ved en paneldebat d. 13/9?
Adler-Nissen: Det er et svært spørgsmål. Der er ingen tvivl om, at forbeholdene får stadigt større konsekvenser for Danmark. S og SF har lagt op til et opgør med både rets- og forsvarsforbeholdet i den kommende regeringsperiode og vil derfor følge meningsmålingerne tæt. Men Danmark kommer nok aldrig til at tage et opgør med alle fire forbehold. Jeg tror ikke, at vi kommer til at stemme om unionsborgerskabsforbeholdet, som jo også er af symbolsk karakter. Mere interessant så vil Danmark nok aldrig afskaffe det retlige forbehold 100% , for der er i stedet lagt op til, at man omdanner det til en tilvalgsordning. Så danskerne vil nok kun skulle stemme om en afskaffelse af forsvarsforbeholdet og en omdannelse af retsforbeholdet, mens der er lange udsigter til en afstemning om euroen.

RÆSON: Hvilken rolle kommer Danmark til at spille under formandskabet?
Adler-Nissen: Det er den største udenrigspolitiske opgave for Danmark i 2012, også selvom en del af formandskabsopgaverne bliver varetaget af den faste formand Herman Van Rompuy og udenrigsrepræsentanten Catherine Ashton. En del af øvelsen for Danmark går på at få indflydelse, selvom vi står uden for euroen. På grund af den økonomiske krise vil en række af de allervigtigste drøftelser finde sted i eurogruppen af finansministre. Og der er Danmark ikke med – heller ikke under formandskabet. Så der er en del af dagsordenen, som er uden for vores kontrol. Det er naturligvis et svært rammevilkår. Derfor vil vi nok se de enkelte ministre profilere sektorområder som indre marked, grøn energi, miljø, forskning osv. Den overordnede dagsorden bliver at få gang i væksten og det indre marked, hvilket passer ret godt til den traditionelle danske europapolitiske profil. Det danske formandskab bliver formentlig ikke så spektakulært som i 2002, hvor Anders Fogh Rasmussen kunne triumfere med: ”We have an agreement”. Det skyldes bl.a., at mange af topmøderne kommer til at foregå i Bruxelles og ikke i København. Men selvfølgelig markerer man sig internationalt, når man har et formandskab og Helle Thorning-Schmidt og hele Danmark vil komme i det internationale rampelys. Det nye i forhold til 2002 er, at Europaparlamentet spiller en helt anden rolle i dag. Europaparlamentet er en politisk magtfaktor i dag, og her vil de danske ministre hele tiden skulle stå på mål for formandskabet. Derudover vil vi se langt større presseopbud end i 2002 med flere og mere kritiske journalister, end vi er vant til i Danmark. Så man kan som formandskab både gøre det rigtig godt og rigtig skidt.

Lasse Marker (f. 1986) skriver og arbejder fast for RÆSON. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Han er desuden ansat på Politiken. ILLUSTRATION: EU’s præsident Heman van Rompuy.