07.06.2011

Både rød og blå blok lover styr på finanserne og velfærden med deres 2020-planer. Mens metoderne til at nå i mål varierer, er noget af det mest interessante dog ikke, hvad der står i selve planerne – men hvad der ikke står. For har de ikke overset noget?

Af Zeki Laurent Sadic

Da Titanic forlod havnen i Southampton 10.april 1912, var det som symbol på årtiers landvinding inden for teknologisk og samfundsmæssig udvikling. Dets forlis blev et wake-up call for det engelske samfund. Beretninger afslører, at en stor del af de ombordværende nægtede at se kendsgerningerne i øjnene; at skibet ville synke blot timer, efter at isbjerget havde ramt. For de havde jo fået at vide, at de var ombord på et skib, der ikke kunne synke!

To tredjedele af alle ombord omkom.

Et isbjerg på vej
Det danske velfærdssamfund – som de fleste er vokset op med at kunne tage for givet – nærmer sig også et isbjerg. Mange har allerede oplevet høj søgang på det seneste, men inden for det næste årti ser farvandet således ud:

På kort sigt ligger der et skattesmæk på 21 milliarder og venter på verdens mest gældsplagede befolkning. På længere sigt vil staten mangle indtjeningen fra Nordsøolien, som ifølge Energistyrelsen slipper op før 2020. Mellem 30 og 50 milliarder, afhængig af olieprisen, glider dermed ud af statens årlige budget. Sammenlignet med det tal er de 16 efterlønsmilliarder, som partierne bruger så mange ressourcer på at slås om, nærmest en dråbe i havet.

For det andet går en tredjedel af samtlige hjemmehjælpere, lærere, sygeplejersker, politifolk og andre offentlige ansatte på pension inden 2016, og allerede om 20 år vil der være dobbelt så mange danskere over 80 år, som der er i dag.

Når en så stor gruppe går på passiv forsørgelse, mangler der konkret hænder til at løfte de opgaver, der skal løftes, for at alle andre fortsat kan modtage velfærdsydelser. Og deres skatteindbetalinger mangler i budgetterne.

Det er bemærkelsesværdigt, at partier der praler med, at de kan se helt til 2020, ikke kan se dette isbjerg, som vil ramme os allerede før da. Begge blokke er forblændet af at finde de famøse 47 milliarder, men hvorfor er de omkostninger, der er forbundet med den demografiske bombe samt de manglende olieindtægter ikke medregnet?

Ønsketænkning og optimisme
“Finansredegørelsen” fra Finansministeriet advarede allerede i starten af 90’erne mod den uheldige overvægt af ældre, som ville komme. Siden da er både kommissioner og eksperter blevet overhørt, når de har foreslået politikerne at forberede landet på, at noget må gøres, fordi vi bliver langt færre til at holde liv i langt flere.

Ordet ældrebyrde giver nærmest politikerne nervøse trækninger, men det er en udfordring, der skal tages alvorligt for, at fundamentet under velfærdssamfundet ikke skal vakle. Her ville det klæde landets statsminister at forholde sig mere realistisk til tingene, frem for blot at ”indgyde til optimisme”, som han jo flere gange har sagt er en politikers opgave.

Når han går på talerstolen og taler om, at ”fremtiden ser lysere ud for os alle sammen” samme dag, som det bliver landskendt, at ”recessionen er tilbage”, så er det ikke at indgyde til ægte optimisme. Så er det at tegne et skønmaleri. Som professor i politisk økonomi fra Handelshøjskolen i København (CBS) Ove Kaj Pedersen sagde for cirka et halvt år siden:

”Regeringen har gjort alt, hvad den kan, for ikke at skabe en krisebevidsthed. For det første har den sagt, at krisen kommer udefra. Og for det andet har den sagt, at krisen forhåbentlig går væk, når de store økonomier omkring os kommer i omdrejninger igen. På den måde har befolkningen fået indtryk af, at krisen er en kortvarig mellemtid. Det er imidlertid ønsketænkning, der burde være forbeholdt børn og barnlige sjæle her i juledagene. Blandt eksperterne er der således også nogenlunde enighed om, at recessionen ikke alene startede tidligere i Danmark, men også vil slutte senere her end i andre lande.”

Udfordringen med den hastigt voksende ældrebefolkning deler vi med de fleste andre EU-lande. En udfordring, der får sundhedsøkonomen, professor Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet, til at konkludere, at der slet ikke vil være råd til hverken ambulante behandlinger eller hospitalsindlæggelser i fremtiden: ”Det bliver dyrt, rigtig dyrt. Det er slet ikke holdbart, men jeg tror ikke, at det er gået op for folk endnu, at det ikke kan finansieres over skatten.”

De gode intentioner modarbejdes
Der er ingen tvivl om, at regeringen kender til dette enorme demografiske problem og gerne vil forsøge at løse det gennem blandt andet øget indvandring og bedre vilkår for børnefamilier. Men desværre er den det seneste årti blevet skubbet i den stik modsatte retning af sit støtteparti – Dansk Folkeparti.

Andre lande med lav fødselsrate belønner folk for at føde mange børn: i Frankrig er der højere skattefradrag for børnefamilier, i Tyskland har man 14 måneders betalt barselsorlov og i Rusland giver man ligefrem kernefamilier med mange børn en medalje. Imens går vi i den stik modsatte retning herhjemme: Loft over børnecheck, højere takster på institutioner, betaling på fertilitetsbehandling, flere lukkedage, m.m.

I Danmark bliver det med andre ord sværere og sværere at få råd – og tid – til at avle nye og produktive kommende samfundsborgere. Børnefamilier dumper da også regeringen. Måske fordi regeringen har solgt ud på hele området. Regeringen har afgivet løfter som ikke er blevet indfriet. Det samme mønster gentager sig igen og igen under de årlige finanslovsforhandlinger: Børnefamilierne finansierer Dansk Folkepartis bevillinger til de ældre.

Betydningen af indvandring
Dette kunne så føre til den konklusion, at støttepartiet hellere foretrak den anden af de to umiddelbare løsninger: øget indvandring af udlændinge i den arbejdsduelige alder til at udfylde det tomrum på arbejdsmarkedet, som skabes, fordi så mange danskere går på pension, og så få får børn.

I forvejen er Dansk Folkeparti det eneste parti, der er modstander af den green card-ordning, som arbejdsmarkedet jubler over. Og med de årlige traditionelle krav om flere udlændingestramninger, senest med indførelsen af pointsystemer, grænsebomme og glæde over at have sikret det, de kalder “Europas strengeste udlændingelovgivning”, er der intet, der tyder på, at Dansk Folkeparti har nogen som helst interesse i, at folk udefra skal være med til at redde os.

Den danske regering har de senere år, på grund af dens afhængighed af Dansk Folkeparti, haft svært ved at “brande” Danmark som et åbent, tolerant og imødekommende land, hvilket ellers er så vigtigt for vores konkurrenceevne. Erhvervslivet har allerede slået alarm. Når Danmark, i Dansk Industris nye globaliseringsredegørelse over nationens konkurrenceevne, styrtdykker på parametrene ‘kulturel åbenhed’ og ‘image i udlandet’, så får det desværre den konsekvens, at eftertragtede udlændinge opgiver Danmark, og at danske virksomheder i stigende grad bliver nødt til at flytte sine aktiviteter til udlandet, fordi de ikke kan få den arbejdskraft, de efterspørger.

De nødvendige omprioriteringer
I stedet for at lade sig diktere af meningsmålinger og folkestemning er det for de store partier værd at lytte mere til vismændenes råd. Overvismanden mener, at ”problemet med befolkningens aldring” bedst løses ved at kombinere den røde og blå 2020-plan; afskaffe efterlønnen og arbejde mere og længere.

Et opgør med visse traditioner skal tages. Giver det f.eks. stadig mening at have stort set samtlige lønmodtagere gående rundt derhjemme på Store Bededag og Kristi Himmelfartsdag? Allerede her er der 4-5 milliarder årligt at hente. Eller hvad med den offentlige sektor? Her bruges der årligt 17 milliarder alene på konsulenter.

Giver det mening, at det først og fremmest er hjemmehjælperen, pædagogen eller sygeplejersken, der fyres ude i kommunerne og ikke folk i den voksende administration?

Hvorfor bruge skattekroner på at hjælpe dem, der har svært ved at komme op i skole om morgenen, når der i alarmerende grad er folk, der falder igennem velfærdssamfundets sikkerhedsnet?

Eksperter og fagfolk har i årevis forsøgt at råbe befolkningen op: Festen slutter en dag, hvis vi ikke skruer ned for musikken i tide. Det gjorde vi ikke, og nu skal danskerne på kort sigt til at vænne sig til at skulle træffe valget mellem mere brugerbetaling og ringere service.

Et opgør med vanetænkning
På længere sigt skal der tænkes markant anderledes, hvis vi vil bevare velfærdssamfundet og de primære velfærdsgoder. Ikke alene skal regningen for længere tids overforbrug samt en finanskrise betales. Det skal også synliggøres, at forholdene bliver meget værre, hvis vi ikke gør noget ved det. Den nuværende finanskrise er vand i forhold til, hvad der venter.

Desværre er der intet, der tyder på, at disse dystre udsigter har slået rod i danskerne, hvor mange bliver meget sure, hver eneste gang skiftende statsministre eller oppositionsledere forsøger at tage noget fra dem.

Efterlønnerne vil ikke af med efterlønsordningen, boligejerne vil fortsat have boligskatten fastfrosset, bilejerne vil ikke betale kørselsafgifter og ingen vil betale højere skatter.

For at undgå en evig bundplacering som det land i Norden, der er dårligst til velfærd og for, at der stadig i fremtiden kan være råd til den primære velfærd skal der større reformer til, præcis som Velfærdskommissionen anbefalede i 2005, hvor deres slutrapport dog fik en kølig modtagelse af den daværende Fogh-regering.

I dag er EU-kommissionens dom heller ikke til at misforstå: Der skal ”ekstra opstramninger på den finanspolitiske dagsorden”, hvis vi vil undgå en decideret nedsmeltning af vores finansielle sektor.

Der venter derfor den kommende statsminister en stor opgave: ikke alene skal der styres uden om isbjerget, men befolkningen skal også opdrages til at forstå, at fremtidens primære velfærd ikke sikres gennem optimisme og forkølede 2020-planer, men gennem større omprioriteringer end dem, de forskellige partier har haft modet til at sætte i søen hidtil.

Zeki Laurent Sadic (f. 1970) er folkeskolelærer, samfundsdebattør og gæsteskribent for RÆSON.