31.08.2010

Historien om WikiLeaks er historien om en karismatisk idealist, et Pentagon i panik og folkets ret til fri information. Men det er også historien om, hvordan ny teknologi kan bruges til at bryde magtmonopoler og udfordre gamle vidensdynastier. Spørgsmålet er, hvad vi får i stedet.

Af Astrid Schmeltzer Dybkjær

Da jeg for nyligt i forbindelse med mit arbejde skulle skrive en artikel om WikiLeaks, kontaktede jeg Julian Assange for at bede om et interview. Hvad der fulgte var en bizar mailudveksling, som sluttede af med, at hovedpersonen beskyldte mig for at ’cover my own ass’, da jeg refererede den kritik, som WikiLeaks på det seneste er blevet udsat for af humanitære organisationer. Interviewet fik jeg aldrig.

WikiLeaks gik i luften tilbage i 2007 med det erklærede mål gennem spredning af information at gøre verden til et bedre sted. ”Vi tror på, at gennemsigtighed i regeringsaktiviteter fører til mindre korruption, bedre regeringsførelse og stærkere demokratier”, lyder introduktionen på Wikileaks’ hjemmeside, og fortsætter: ”Derfor er tiden kommet til en anonym, global vej til spredning af dokumenter, som offentligheden bør se.” Julian Assange og hans allierede er ikke bange for store armbevægelser og stiller ikke spørgsmålstegn ved, om de har kompetencen til at afgøre, hvad offentligheden skal have at vide.

Et mindre kendt, men lige så revolutionerende projekt er Freenet – en type software, som tillader brugere at udveksle information på nettet uden at kunne spores. En gave til politiske dissidenter i Kina og Mellemøsten – men, påpeger skeptikere, også til internetkriminelle, der har brug for et sted til at udvikle computervirusser, planlægge identitetstyverier eller distribuere børneporno.

Så hvem tjener den nye teknologis muligheder for fri distribution af information egentlig? WikiLeaks’ seneste læk af 92.000 dokumenter fra Afghanistankrigen har sat civile afghanere i livsfare, lyder det fra kritikere, og et åbent brev kritiserer pressefrihedsorganisationen Reporters Without Borders i stærke vendinger WikiLeaks for ikke at leve op til grundlæggende etiske regler for journalistik. Journalistisk arbejde indebærer udvælgelse af information, ikke blot offentliggørelse, understreger Reporters Without Borders.

Den nye teknologi har taget magten over informationsstrømmen fra regimer og regeringer og lagt den i hænderne på individer, der med koder og krypteringer og gennem platforme som WikiLeaks og Freenet kan undgå sporing. Men hvor går grænsen? Ved information, der kan skade staters sikkerhed – eller information, der kan skade individers sikkerhed? Den afgørelse ligger lige nu i hænderne på Julian Assange og han ligesindede. Vidensmonopolet har skiftet ansigt, men er intakt.

WikiLeaks og Freenet er begge fantastiske værktøjer til spredning af information, som myndighederne af den ene eller den anden grund ikke vil have ud. Men nogen skal holde øje med dem. I et sådant mediebillede er den kritiske journalistik vigtigere end nogensinde.