18.10.2010

”We want our country back!” lyder kampråbet, når Tea party-bevægelsens tilhængere samles, men hvad er det for et USA, den nye bevægelse ønsker sig? Og hvad er det for nogle værdier deres kandidater vil kæmpe for, hvis de bliver valgt til kongressen?

Af Stine Kromann Dragsted, Washington DC

Tea står for “Taxed Enough Already” og bevægelsen sprang op som en protest imod hjælpe- og stimuluspakkerne og ikke mindst demokraternes sundhedsreform. Tea party-bevægelsens budskab om mindre stat, lavere skatter og mere personlig frihed har med stor succes domineret den politiske dagsorden op til midtvejsvalget. Det skyldes ikke mindst mediernes overvældende interesse for et nyt politiske fænomen og dækning af de overraskende sejre som tea party-bevægelsens kandidater trak i hus under sommerens primærvalg mod den republikanske partitops mere moderate kandidater.
      Skal man tro medierne, er tea party-bevægelsen enten en partiuafhængig, patriotisk og frihedselskende græsrodsbevægelse bestående af et bredt udsnit af den amerikanske befolkning (hvis man ser Fox News), eller en lille samling højrereligiøse landsbytosser, hvis vrede bliver pisket op og udnyttet af uansvarlige konservative ledere og populistiske medieberømtheder (hvis man ser nyhedskanalen MSNBC).
      Hidtidige undersøgelser er nået til vidt forskellige svar på, hvorvidt tea party-bevægelsen er en bred folkelig bevægelse med opbakning fra såvel republikanere, som demokrater og uafhængige vælgere eller en mindre gruppe meget højtråbende højreradikale.
      En ny omfattende undersøgelse af tea party-bevægelsens værdier og politiske holdninger både be- og afkræfter nogle af de generelle antagelser og kaster lys over bevægelsens komplicerede forhold til det religiøse højre. Et forhold som indeholder politiske risici for både tea party-bevægelsen og de konservative kristne.

Er tea party-bevægelsen overtaget af det religiøse højre?
Mange af tea party-bevægelsens nyeste politiske stjerneskud som Christine O’Donnell fra Delaware, Sharon Angle i Nevada og Joe Miller fra Alaska tilhører ligesom bevægelsens mest kendte fortalere – Sarah Palin og Glenn Beck – det religiøse højre. Deres strategi for at vinde USA tilbage handler ikke bare om at skyde med skarpt på den føderale regerings størrelse, men om at bekæmpe abort, homoseksualitet, illegal indvandring og genoprette et monoteistisk kristent værdisæt.
      Spørgsmålet er, om tea party-bevægelsen er ved at blive overtaget af de konservative kristne, der ønsker at udvide dens fokus på fiskal konservatisme med en socialkonservativ dagsorden? Og vil det skræmme potentielle vælgere bort, som nok sympatiserer med tea party-bevægelsens vrede over den økonomiske krise, men ikke deler de samme synspunkter, når det gælder sociale værdier?
      En ny meningsmåling af amerikanernes værdier fra Public Religion Research Institute (http://www.publicreligion.org/) viser, at et overvældende flertal af tea party-bevægelsens tilhængere ikke har nogen grund til at frygte de konservative kristnes indflydelse – de er nemlig selv både kristne og konservative, når det gælder sociale værdier.
      Forfatterne bag undersøgelsen, Robert P. Jones og Daniel Cox, går så langt som at konkludere, at tea party-bevægelsen ikke kan skelnes fra tidligere bevægelser på den religiøse højrefløj. Ifølge Jones og Cox er tea party-aktivisterne socialkonservative, der går ind for traditionelle konservative samfundsværdier snarere end neoliberalister, som tror på maksimal frihed for individet og vil værne om det frie marked.
      Forfatterne udfordrer ligeledes antagelsen om, at tea party-bevægelsen har vundet tilslutning indenfor et bredt politisk spektrum. For skønt tea party-aktivisterne har vist muskler overfor den etablerede republikanske partitop i sommerens primærvalg, viser værdiundersøgelsen, at et overvældende flertal af tea party-aktivisterne er gode partisoldater, som støtter det republikanske parti og vil stemme for dets kandidater, sådan som de også har gjort i tidligere år.
      Og når det gælder bevægelsens størrelse, er Jones og Cox også ude på at punktere myter. Kun 11 % af de adspurgte vælgere i undersøgelsen erklærer sig som tilhængere af tea party-bevægelsen – det er halvdelen af de 22 % som siger de er konservative kristne, og næppe hvad man kan kalde en bred folkelig bevægelse.

…eller søger tea party-bevægelsen at vinde de konservative kristnes gunst?
Onani er en synd og evolution er noget pjat, mener Christine O’Donnell, der blev båret til sejren i Delawares republikanske primærvalg ved hjælp af tea party-bevægelsens kampagner og dens mobilisering af konservative græsrødder.
      Alle politiske eksperter var overraskede over, at en kvinde med en problematisk personlig fortælling – hun har løjet om eksamenspapierer og en studietid på Princeton og er beskyldt for at have misbrugt kampangepenge – kunne vinde over partiets respekterede mand, Mike Castle.
      Værdiundersøgelsen belyser, hvorfor O’Donnells udsagn ikke skræmte den gruppe af konservative græsrødder, der i sidste ende afgjorde primærvalget. Ifølge undersøgelsen mener halvdelen af tea party-aktivisterne, at biblens ord skal tages bogstaveligt, mens 71% tror, at Gud er en skikkelse, man kan have et personligt forhold til. Og når lokale tea party-grupper holder stævner med overskrifter som ”God and Country” og ”Defend Our Creator and the Constitution” eller vifter med budskabet ”Save the USA – Restore God, Prayer and the Constitution”, er det ifølge Jones og Cox, fordi de bruger forfatningen som deres politisk manifest, på samme måde som den kristne koalition med stor virkning har brugt biblen.
      Tea party-bevægelsens tilhængere læser forfatningen meget bogstaveligt. For at forstå bevægelsens oprør over det de ser, som en føderal regering, der langt har overtrådt dens forfatningsmæssige beføjelser og dermed indskrænket amerikanernes personlige frihed, må man også forstå, at vreden bunder i en opfattelse individets rettigheder som ”God given”. Fortællingen om Amerika som et kristent land og nationens grundlæggere som drevet af guds vilje tilskyndes af ledende skikkelser i tea party-bevægelsen fra Sarah Palin og Glenn Beck til opstillede kandidater som Sharron Angle og Christine O’Donnell.
      Sådan som Jones og Cox selv udlægger undersøgelsens data, bør tea party-bevægelsen derfor ikke frygte det religiøse højre, men snarere forsøge at appellere til endnu flere konservative kristne vælgere og dermed maksimere deres politiske indflydelse ved midtvejsvalget.
      “If Republicans really want to build a big tent we need to figure out how to integrate our values with our economic system,” sagde South Carolinas senator, Jim DeMint, i sidste måned ved de socialkonservatives årlige sammenkomst, The Values Voter Meeting, og prøvede netop at hamre pointen om at indlemme alle de kristne konservative hjem overfor den republikanske partiledelse.
      DeMint, som bliver kaldt kongemager i tea party-bevægelsen pga. hans succes med at bakke op om vindende kandidater som O’Donnell og Angle, mener ikke man kan være fiskal konservativ uden at være socialkonservativ. Et samfund der hviler på konservative værdier bruger mindre offentlige udgifter (på børn af enlige mødre, ungdomskriminalitet og seksuelt overførte sygdomme) lyder ræsonnementet, som gik igen i taler fra den tidligere præsidentkandidat Mike Huckabee og repræsentant fra Indiana, Mike Pence, der er mulig præsidentkandidat i 2012.
      I den optik er valget af kandidater fra det religiøse højre, der kan kombinere tea party-bevægelsens økonomiske budskab med dybt konservative holdninger på de sociale emner, ikke en så risikabel affære, som mange politiske kommentatorer bedyrer (og som demokraterne håber). Det er bemærkelsesværdigt, at den demokratiske formand for senatet, Harry Reid, stadig ligger i et dødt løb i Nevada mod Sharron Angle, på trods af Angles meget ekstreme udtalelser om at privatisere medicare og social security og afvikle undervisningsministeriet. I et valgår hvor vrede synes at være et værdifuldt politisk varemærke, ser det ud til, at den slags udtalelser snarere end at skræmme vælgerne bliver opfattet som et bevis på kandidatens vilje til at gøre op med status quo i Washington.

En vanskelig balancegang
”The Tea Party’s religious roots exposed” og ”Tea Party Is Much Like the Religious Right – Only More So” lød nogle af reaktionerne i pressen, da værdiundersøgelsen blev offentliggjort i denne måned.
      Spørgsmålet er dog, om Jones og Cox ved at fokusere så entydigt i deres analyse på det overlap, der er mellem dele af tea party-bevægelsen og det religiøse højre, ikke får undersøgt, hvad det betyder, at 19 % af tea party-bevægelsens tilhængere ikke er kristne og at 43 % af de kristne tea party-aktivister siger de ikke er konservative.
      Et nærmere kig på undersøgelsens data viser, at så mange som en tredjedel af vælgerkorpset støtter tea party-bevægelsen, når spørgsmålet lyder om de sympatiserer med bevægelsen i stedet for om de er tilhængere af den – noget der tyder på en meget bredere appel. Hvis vi vil nå en bedre forståelse af de sammensatte motiver, der driver tea party-bevægelsen, kan vi derfor ikke bare afskrive den som en ny og snæver gren af det religiøse højre.
      Meget tyder på, at tea party-bevægelsens mest populære politikere har forstået, at tea party-bevægelsen kommer i mange nuancer. Det er ikke uden grund, at Mike Pence skræddersyr sine valgtaler, efter det publikum han står overfor. Ved de kristnes Values Voter Summit og ved Pences seneste besøg til Iowas ”Faith and Freedom Coalition” var hans tale således fuld af henvisninger til religion og konservative værdier, mens han ikke nævnte biblen med et ord under et stævne for lokale tebevægelser tidligere på måneden. Ifølge Michael Joseph Gross’ kontroversielle portræt af Sarah Palin i Vanity Fair, er Palin ligeledes mester i at erstatte ordet ”bibel” med ”forfatning” alt efter hvilken gruppe, hun taler til.
      Værdiundersøgelsen viser, at økonomi står højest på dagsordenen for alle vælgergrupper – også de kristne konservative. Og såvel lokale ledere af tea party-bevægelsen som de interesseorganisationer, der i år finansierer langt størstedelen af den republikanske valgkampagne, er klar over, at det er utilfredshed med den økonomiske situation og vrede over offentligt forbrug og voksende gæld, som driver såvel de konservative græsrødder som de partiuafhængige vælgere.
      ”Vi ved, at de sociale emner er vigtige for mange af vores medlemmer, men tea party-bevægelsen handler om økonomi” forklarede grundlæggeren af Waco Tea Party, Toby Marie Walker, på National Public Radio den 16. september i år. Og da formanden for en af tea party-bevægelsens pengemaskiner, Dick Armey fra interesseorganisationen Freedom Works, på et pressemøde i september udtalte, at tea party-bevægelsens kandidater ”ikke ville sky sociale emner, når de blev valgt, fordi de ligger deres hjerte nær,” så gik præsidenten for samme organisation, Matt Kibbe, hurtigt ud og understregede, at tea party-bevægelsens hovedfokus er på økonomi og ”the diversity of opinion on social issues is part of the beautiful chaos of the Tea Party”.
      Midtvejsvalget vil i høj grad vise, om det er lykkes tea party-bevægelsen og dens ledende konservative skikkelser at finde den rigtige balancegang. Men når en ny og mere konservativ kongres tager sæde efter valget bliver det ikke nødvendigvis let at undgå konflikter mellem den socialt konservative vælgerbase, og de vælgere der i øjeblikket tegner mediebilledet af tea party-bevægelsen med krav om en drastiske nedskæringer i offentlige udgifter.

Forbud mod abort eller højere skatter?
Den seneste udvikling indenfor det religiøse højre og de holdninger, der adskiller tea party-aktivisterne og de kristne konservative, viser hvor politiske brydninger kan opstå.
      Den kristne koalition som politisk magtfaktor så en afblomstring efter skuffelsen over George W. Bush’ præsidentskab og efter generationsskiftet væk fra ledere som Pat Robertson og Jerry Falwell. Dele af de evangelisk kristne har søgt helt væk fra partipolitik og udvidet deres interessefokus til at omfatte emner som fattigdomsbekæmpelse, menneskehandel og miljø i et forsøg på at opnå en ny form for socialt engagement. Obama gjorde da også indhug i 2008 blandt alle typer af religiøse vælgere og fik en større andel evangelisk kristne stemmer end John Kerry i 2004.
      Det er derfor interessant, at værdiundersøgelsen finder en del områder, hvor tea party-aktivister ligger længere til højre end de evangelisk kristne vælgere. Et stort flertal blandt tea party-aktivisterne og de evangelisk kristne (hhv. 83% og 70%) er som udgangspunkt enige om, at den føderale regering er vokset, fordi den har blandet sig i områder, folk selv skal håndtere. Men mens et flertal (58%) af tea party-bevægelsens tilhængere mener, at den føderale regering har fokuseret for meget på at hjælpe sorte og andre minoriteter, gælder det kun 37% af de evangelisk kristne. Og mens de konservative kristne er splittet lige over, når det gælder øget miljøbeskyttelse og hvorvidt ulighed i samfundet er et problem, så ønsker kun 32% af tea party-bevægelsens tilhængere at gøre mere for miljøet og 64% ser det ikke som et problem, at nogle amerikanerne har bedre chancer for succes end andre. For konservative kristne er statsindblanding derfor ikke nødvendigvis af det onde, så længe det er en indblanding, der styrker sociale værdier – en holdning der kan komme til at stå i modsætning til tea party-kandidaternes ønske om en kraftig indskrænkning af den føderale regering.
      Kristne ledere er ligefrem begyndt at advare imod, at lade en politisk strømning som tea party-bevægelsen definere de konservative kristne.
      Richard Cizik, præst og leder af The New Evangelical Partnership, advarer imod tea party-bevægelsen, som han mener, vil udnytte religiøse vælgere politisk uden at gøre noget ved værdidebatten efter midtevejsvalget. Men hvor Cizik er en af de evangelisk kristne, der vægter fattigdomsbekæmpelse og miljøbeskyttelse, er andre, som Russell D. Moore, dekan ved Southern Baptist Theological Seminary, mere nervøse for en udvikling, hvor ”the right to life for the unborn” bliver underlagt spørgsmålet om, hvor høje ens skatter er.
      Bryan Fischer, som er direktør i den stærkt konservative American Family Association, gik på National Public Radio direkte i rette med den lokale leder af tea party-bevægelsen i Waco, Texas: ” Vi må have en bekræftelse på, at religion og traditionelle dyder bliver set som et nødvendigt grundlag for økonomisk fremgang. Hvis vi som socialkonservative begynder at fornemme, at tea party-bevægelsens ledere eller de republikanerne og konservative der bliver valgt til kongressen afviser disse værdier, så vil tea party-bevægelsen hurtigt miste pusten….”
      Midtvejsvalget og de næste par måneder vil vise, hvor meget energi tea party-bevægelsen har på landsplan, og hvem der først mister pusten.

Stine Kromann Dragsted har siden 2007 arbejdet som freelance journalist for en række skandinaviske medier i Washington DC. Hun er cand.scient.pol fra Københavns Universitet og har desuden studeret og undervist i amerikansk politik på University of Washington. Tidligere jobs har taget Stine fra OECD i Paris, over den danske centraladministration til amerikansk valgdækning for DR, SVT, NRK og Aftenposten. Hun har desuden boet og rejst i England, Sydafrika, Belgien og Frankrig.