09.11.2010

To tv-komikere formåede i weekenden op til tirsdagens midtvejsvalg at få en kvart million mennesker til at demonstrere i Washington for at genoprette fornuften i Amerika. I modsætning til mange politiske organisationer har komikerne Jon Stewart og Stephen Colbert forstået at gøre politik underholdende og underholdning politisk.

Af Elisabeth Ginsberg

“Lad vær’ med at gå derned, der er alt for mange mennesker”, lød det fra folkemængden, der forgæves havde forsøgt at tage metroen til den legendariske demonstrationsplads The Mall i Washington, hvor “The Rally to Restore Sanity and/or Fear” skulle begynde et par timer senere. Det var heller ikke til at få en taxa eller en plads i bussen, så jeg endte med at måtte gå en lille time, før jeg endeligt kunne se den hvide Capitol-bygning, sædet for USAs kongres, som troner for enden af The Mall.
     Endelig fik jeg tilkæmpet mig en plads tæt nok på en storskærm og en højtaler til at kunne følge med i, hvad der foregik på scenen. Mange andre var ikke så heldige, hvilket tyder på, at der var flere deltagere end forventet. “Yes you can!”, “Yes you can!”, råbte folk i kor, da to drenge prøvede at kravle op i et træ for bedre at kunne se scenen. Ved siden af mig stod Kate, en smilende, midaldrende kvinde, som var fløjet hertil fra North Carolina samme morgen. “Det her minder mig om min første demonstration”, sagde hun. ”Det var imod krigen i Vietnam”.
     Med støtte fra prominente skikkelser som Oprah, nyhedsmogulen Arianna Huffington og selveste præsident Obama var “The Rally to Restore Sanity and/or Fear” så hypet, at en massebevægelse havde taget form allerede inden den fysiske forsamling. På talrige blogs og sociale netværk samledes ligesindede i ugerne op til den store dag for at vise deres støtte og diskutere alle tænkelige aspekter af begivenheden.
     “Jeg ville ønske, at jeg kunne være der, men jeg bor i Norge”, havde Per skrevet på Facebook-væggen for demonstrationen. “Vi føler et behov for at være der”, skrev Steve fra Californien lidt efter. Han efterlyste samtidigt overnatningsmuligheder i Washington for ham selv og fire familiemedlemmer. Omkring 200.000 endte med at erklære på Facebook, at de ville møde op til demonstrationen. Ifølge Comedy Central levede fremmødet op til dette forvarsel: Demonstrationen havde cirka en kvart million deltagere. ”Det er genialt”, siger Andrew Boyd, der har en lang karriere indenfor politisk aktivisme og satire. ”Det er fucking genialt”.
     Det er lidt over halvanden måned siden, at komikeren Jon Stewart, kendt for det satiriske nyhedsprogram The Daily Show, annoncerede, at han ville holde en demonstration på The Mall 31. oktober. Hans “Rally to Restore Sanity” var tænkt som et ironisk modsvar til den højreorienterede Fox News vært og Tea Party-forkæmper Glenn Becks “Rally to Restore Honor”, som blev afholdt samme sted 28. august i år. Glenn Becks demonstration skabte heftig debat, ikke mindst fordi han havde valgt at holde den på årsdagen for Martin Luther Kings ”I Have A Dream”-tale, der i sin tid også fandt sted på The Mall.
     Hurtigt efter Stewart annoncerede kollegaen Stephen Colbert (der startede sin karriere på The Daily Show, men som nu er vært på sit eget satire-show, The Colbert Report), at han ville holde en moddemonstration: “The March to Keep Fear Alive”. Hvor Stewart med sin demonstration opfordrede sit publikum til at “stoppe med at råbe og skrige og tegne Hitler-moustacher på andre end Hitler”, opfordrede Colbert sit publikum til holde fast i frygten. Som han ironisk fremlagde det: “Nej, Jon Stewart, Amerika har ikke råd til en demonstration for at genoprette fornuften i disse nedgangstider. Har du overhovedet tænkt på, hvor mange panik-relaterede jobs det vil koste os her i frygt-industrien?”.
     Mens Stewart humoristisk, men nøgternt peger på modsigelser og hykleri i brugen af frygt som politisk værktøj, udstiller Colbert indirekte de samme modsigelser og det samme hykleri, når han tager skikkelse som megaloman, højreorienteret nyhedsvært med aktier i “frygt-industrien”. Stewarts og Colberts tilsyneladende modstridende demonstrationer udtrykker de forskellige satiriske teknikker, der kendetegner henholdsvis The Daily Show og The Colbert Report. I virkeligheden arbejder Stewart og Colbert dog hen mod det samme mål.
     Det var derfor oplagt, at de to demonstrationer i sidste ende blev slået sammen til én. Fusionen var iscenesat, så Colbert – der tilsyneladende ikke havde fået en “officiel tilladelse” til at holde sin demonstration – gæstede The Daily Show for at bede Stewart om at blive tilføjet hans tilladelse. Efter lidt forhandling viste Stewart sig som den fornuftige, kompromissøgende foregangsmand. Resultatet var fællesdemonstrationen “The Rally to Restore Sanity and/or Keep Fear Alive”.

“Jeg er fanget i min frygtbunker!”
Efter det amerikanske hip hop-band The Roots havde varmet op, slentrede Stewart ind på scenen, mens temasangen fra The Daily Show blæste ud af højtalerne. Snart efter tonede en skjorteløs Colbert frem på en storskærm. “Jeg er fanget i min frygt-bunker, Jon!”, hviskede han, angiveligt fra en bunker beliggende 600 meter under scenen. “Hvad laver du der? Kom bare op!”, svarede Stewart. “Det kan jeg ikke! Jeg er for bange! Mest af alt er jeg bange for, at ingen er mødt op til vores demo”. Hans frygt var ubegrundet. Fremkaldt af tilråb fra publikum, blev han hevet op gennem scenegulvet i en kapsel, der svarede til den, som de chilenske minearbejdere blev reddet af for en måned siden. Publikum kvitterede med et latterbrøl.
     Den iscenesatte konflikt mellem Stewart som forkæmper for fornuft og tillid og Colbert som forkæmper for frygt og mistillid gennemsyrede hele showet. For eksempel havde Stewart inviteret Yusef Islam, tidligere kendt som Cat Stevens, til at optræde med sin sang “Peace Train”, men han blev konstant afbrudt af Ozzy Osbourne, som var inviteret af Colbert til at optræde med sin “Crazy Train” sang. De to endte dog med at indgå et kompromis i form af fællessang til soulgruppen O’Jays’ ”Love Train”.
     “Det er genialt teater”, siger Andrew Boyd, som blandt andet er kendt for sit arbejde med “Billionaires for Bush”, som var en falsk støttegruppe for George W. Bush. ”Milliardærerne var der for Bush, fordi Bush var der for dem”, som Andrew Boyd så enkelt udtrykker det. Under Stewarts og Colberts demonstration var han en del af ”RepubliCorp”; en tilsvarende gimmick, der havde til formål at blotlægge interessefællesskabet mellem det republikanske parti og det private erhvervsliv.
     “Det er genialt, at der er to af dem”, uddyber Andrew Boyd om Stewart/Colbert-makkerparret. “Ved at iscenesætte en pseudo-forskel udgør de to et mikrokosmos, der tilsyneladende dækker hele det politiske spektrum. Du siger direkte, hvad du mener, men så har du også denne her karakter, der tager skikkelse som det, du er imod. Hvis du har begge stemmer, kan du skabe et spektakel, der udgør en hel verden. Og du kan styre det hele”.
     I et National Public Radio interview om demonstrationen forklarede Stewart med vanlig underspillet ironi, at deres teatralske udtryksform er direkte inspireret af Glenn Becks “Rally to Restore Honor”. “Vi så Becks demonstration og tænkte: “Hvilket smukt skelet! Hvilken smuk form, vi kan fylde med det, vi gerne vil udtrykke på en levende, festlig måde”. Andrew Boyd påpeger samme lighed. “Hvad der er så ekstraordinært ved de to – og Glenn Beck med – er, at de ikke bare bliver indenfor rammerne af deres studie. De tager det hele et skridt videre”.
     Ifølge Glenn Beck har USA mistet sin ære efter, at Obama er kommet til magten. Gennem sit tv-show og sin demonstration har han fået hundredtusindvis af amerikanere til at mene det samme. “Becks demonstration, ja Beck generelt, viser, at med den rigtige mediestøtte og rigeligt med penge kan en konspirationsteori – at vores præsident i virkeligheden er en kommunist med totalitære planer, som kun kan væltes med en kristen-nationalistisk revolution – komme til at dominere den offentlige diskurs længe nok til at skabe kaos”, siger Jeffrey Feldman, professor på New York University og grundlægger af den indflydelsesrige blog Frameshop om politisk kommunikation. “Det kaos, mere end noget argument imod regeringen, har skabt problemer for Demokraterne.”
     “Rally to Restore Sanity and/or Fear” skal ses som en reaktion på dette kaos. Som Stewart og Colbert i deres tv-shows gør brug af det eksisterende nyhedsformat til at kommunikere deres kritik af de etablerede nyhedsmedier, gjorde de brug af den offentlige demonstration til at kommunikere deres kritik af en irrational offentlig diskurs i almindelighed og Glenn Becks i særdeleshed.
     Der er usædvanlig stor uenighed om deltagerantallet, men Glenn Becks ”Rally to Restore Honor” menes at have haft omkring 100.000 deltagere. Det må siges at være en succes, men altså ikke så stor en succes som Stewarts and Colberts, der som nævnt havde et anslået deltagerantal på cirka 250.000. Hvis Glenn Becks succesfulde demonstration viste, at mange amerikanere er trætte af Obama-regeringen, viser Stewarts og Colberts større succes så, at endnu flere amerikanere er trætte af Glenn Beck og Tea Party-bølgen, som han rider på?
     ”Muligvis”, siger Jeffrey Feldman. ”Men under alle omstændigheder er de to demonstrationers succes et tegn på en øget politisk interesse blandt befolkningen. De fleste amerikanere deltager i politik omkring 10 minutter hvert fjerde år: for at stemme til præsidentvalget. Og det er det. Så de her demonstrationer indikerer, at Obama-administrationen, såvel som højrefløjens angreb på denne, har højnet almindelige menneskers interesse i politik”.

“Al politik er teater”
Den højnede politiske interesse kunne dog ikke ses af tilslutningen, eller manglen på samme, til “The One Nation Working Together Rally”, som blev holdt på The Mall 2. oktober i år. Demonstrationen, som var arrangeret af en række fagforeninger og venstreorienterede, politiske organisationer, var udtænkt som et eksplicit modstykke til Tea Party-bevægelsen og Glenn Becks demonstration: “Vi vil ikke være et alternativ til Tea Party-bevægelsen. Vi vil være en modgift. Vi vil gøre landets moderate mainstream befolkning tydeligt for den selv”, proklamerede Ben Jealous, én af demonstrationens arrangører i et interview med avisen USA Today.
     Ligeledes har Stewart sagt, at hans og Colberts demonstration er rettet mod det moderate flertal. “75-80 procent af landet er fornuftige menneske. Det kan godt være, at de ikke enes om alting. Men de kommer ud af det med hinanden”, forklarede han i et CNN interview om demonstrationen. “De andre 15 procent [sic] kontrollerer den offentlige diskurs. Denne her demonstration er for folk, der er travle med deres arbejde og liv og trætte af, at deres land reflekteres i medierne som et ideologisk delt og uforsonligt land”.
     “One Nation Working Together Rally” havde altså fællestræk med Stewarts og Colberts, både i forhold til agenda – at opponere mod polarisering og ekstremisme – og i forhold til intenderet publikum. Men i modsætning til Stewart og Colbert, formåede arrangørerne ikke at skabe tilstrækkeligt hype omkring begivenheden. Målt ud fra deltagerantal kom demonstrationen ikke op på siden af hverken Glenn Becks eller Stewarts og Colberts. Hvorfor? Jeffrey Feldman giver sit bud: “Hvor Beck, Stewart og Colbert kunne trække på deres store og loyale tv-publikum, var The One Nation Rally en typisk liberal begivenhed, der blev promoveret gennem Demokraternes netværk og fagforeninger, som har et meget mindre og mere snævert publikum. Desuden manglede de en rigtig kendt taler”.
     Kendisser, underholdningsværdi og dramatiske elementer er vigtige faktorer i en succesfuld demonstration. Dette er ofte blevet undervurderet af den traditionelle venstrefløj: “Ingen gider dukke op til de her lødige, men kedelige demonstrationer som venstrefløjsmaskineriet bruger kræfter på at sætte sammen. Det er sigende for sammenhængen mellem underholdning og politik i vores tid. Al politik – protest marcher, demonstrationer, pressekonferencer – er en form for spektakel eller teater. Der er bare noget af det, der er dårligt teater.”
     Andrew Boyd mener, at højrefløjen bedre end venstrefløjen formår at kreere dragende narrativer og underholdende spektakler. Stewart udtrykte samme tanke i National Public Radio interviewet. Her priste han Fox News for dets evne til at kommunikere: “Fox News er en genial organisation. Ligegyldigt hvordan du har det med deres synspunkter, kan du ikke benægte, at de er fremragende til at fremlægge dem…Jeg beundrer deres arbejde. Jeg er forbløffet over, at ingen har kopieret dem”.
     Ikke desto mindre har netop Stewart og Colbert lært fra Fox News, som blandt mange andre ting er kritiseret for at iscenesætte konflikter i deres debatprogrammer. Hvor medierne dækkede et hvert tænkeligt aspekt af Stewarts og Colberts demonstration såvel som Glenn Becks, blev der ikke kastet nævneværdigt lys over ”The One Nation Working Together Rally”. ”Der var ingen begejstring omkring demonstrationen. Men så dukker de her to klaphatte op og bikser noget sammen og så er alle på”, siger Andrew Boyd og tilføjer: “Jeg fik ikke engang trukket mig selv med til The One Nation Rally”.

“Vi er passionerede i vores kamp mod bullshit”
“Hvad er det her egentligt for noget?”, spurgte Stewart folkemængden mod slutningen af showet og adresserede hermed det spørgsmål, som alle har stillet siden demonstrationen blev annonceret. I en afsluttende monolog, fremlagde han uden megen ironi den samme kritik, som han fremlægger hver aften i The Daily Show: De etablerede medier lever ikke op til oplysningsidealet, der ligger til grund for vores demokrati.
     “Landets 24-timers politiske panik-konflikt-maskineri er ikke roden til vores problemer, men dets eksistens gør det meget vanskeligere at løse dem”, sagde han blandt andet. “Pressen kan holde et forstørrelsesglas op for at kaste lys over tidligere mørklagte problemer, eller den kan bruge samme forstørrelsesglas til at sætte ild til myrer, og så lade næste uges shows handle om en pludselig, uforudsigelig, farlig brændende-myrer-epidemi. Hvis vi forstærker alting, hører vi intet”.
     Stewarts og Colberts demonstration var således en opsang til de etablerede medier i langt højere grad end en kritik af politiske aktører såsom the Tea Party-bevægelsen. Stewart og Colbert nedspiller selv gang på gang deres eventuelle politiske indflydelse og prøver at komme udenom højre-venstre delingen, der dominerer Amerikansk politik. “Vi er passionerede i vores kamp mod bullshit. Er det liberalt eller konservativt?”, var Stewarts kække svar, da han i et interview med Rolling Stone Magazine blev spurgt om The Daily Shows politiske orientering.
     Jeffrey Feldman understreger samme pointe: “I modsætning til Glenn Beck, har Stewart ikke nogen eksplicit politisk agenda. Han er bare en satiriker og højrefløjens politiske midler har vist sig at være bedre egnet til at gøre grin med”. Det til trods kan det ikke være en tilfældighed, at demonstrationen var lagt tre dage inden midtvejsvalget 2010. Selvom Stewart og Colbert ifølge dem selv ikke er partipolitiske, er det svært at ignorere den politiske kontekst for deres satire.
     Mere end en halv million læsere af det amerikanske webmagasin Askmen.com har netop kåret Stewart som den mest indflydelsesrige mand i 2010. Til sammenligning er præsident Obama røget ned fra nummer 1 i 2008, til nummer 3 i 2009, og endelig til nummer 21 i år. Det siger måske ikke meget om den reelle magtfordeling, men det siger noget om, hvordan folk opfatter denne magtfordeling. På samme vis var ”Rally to Restore Sanity and/or Fear” ikke i sin kerne en politisk begivenhed, men den blev af mange mennesker opfattet som sådan. Det ses blandt andet af de adskillige aviser og andre former for medier, som – for at holde sig neutrale – formente deres rapportere adgang til demonstrationen, medmindre de havde til opgave at dække den. Mange har derfor gisnet om de politiske implikationer af demonstrationen, især i forhold til midtvejsvalget.
     Andrew Boyd mener, at Stewart og Colbert stræbte efter og til en vis grad havde succes på to områder: “De stoppede den frygt-trommehvirvel, der karakteriserer vores politiske diskurs, og de tændte folks politiske engagement. Den traditionelle demonstration er fin for de partitro, men det her var anderledes. Det var for de fritsvævende 20-26 årige, som blev tændt af Obama, men som nu er demoraliserede. Dem, der lod sig rive med af stemningen ved præsidentvalget, men som måske ikke tænker over vigtigheden af midtvejsvalget…Demonstrationen var et wake-up call”.
     Jeffrey Feldman er mindre sikker på Stewarts og Colberts mobiliserende indflydelse. Inden valget sagde han: “Demokraterne kommer til at tabe Repræsentanternes hus. De vil nok beholde Senatet, men ikke få nok stemmer til at få noget igennem. Men hvis Demokraterne gør det bedre end forventet, vil Stewart og Colbert højst sandsynligt blive anerkendt. Hvis de klarer sig dårligere, vil de få bebrejdelser. Mange Washington-insidere vil klage over, at Stewart og Colbert trak folk væk fra “Get Out The Vote”, Demokraternes telefonkampagne.”
     Som vi så i tirsdags, fik han ret i sine forudsigelser om resultatet af valget. Blev Stewart og Colbert så anerkendt eller bebrejdet? Ingen af delene. ”I midtvejsvalgets efterspil er diskussionen af demonstrationen blevet fuldstændigt erstattet af snak om Obama og Republikanerne”, konkluderer Jeffrey Feldman. ”Det lader ikke til, at demonstrationen hjalp Demokraterne”.
     Det er selvsagt vanskeligt at måle om Stewarts og Colberts underholdende forsøg på at erstatte irrationel frygt med rationalitet og tillid indvirkede på valget. Men selv om deres politiske indflydelse er svær at kvantificere, behøver det ikke betyde, at den ikke er der. Det er ikke mærkeligt, at jeg ikke kunne komme med metroen den morgen: Med 825.437 rejsende på en lørdag brød Washingtons metrosystem en 19 år gammel rekord. Der skete noget usædvanligt den dag i USAs hovedstad: To tv-komikere formåede at rykke ved en kvart million mennesker. Først mentalt, så fysisk og i sidste ende – måske – en smule politisk.

Elisabeth Ginsberg (f. 1984) har en bachelor i filosofi fra Københavns Universitet og McGill University i Montreal. Hun er i øjeblikket ved at afslutte en master i ’Humanities and Social Thought’ fra New York University, hvor hun skriver speciale om politisk satire.

Foto: PictureGroup