30.11.2010

Vrede og væmmelse er blevet markante følelser i amerikansk politik. Senest afslørede midtvejsvalget i starten af november en meget vidtrækkende brug af negative følelser. “Vrede er en af de stærkest mobiliserende følelser” forklarer lektor Ted Brader fra University of Michigan. Det påvirker den politiske diskussion.

Af Janne Louise Andersen

Første gang jeg mødte Carl Paladino, som for nyligt tabte som republikanernes kandidat til guvernørposten i New York, stak han mig en slikkepind og affærdigede mit spørgsmål med ordene ”Here have a sucker”. Næste gang fik jeg et knus og hans telefonnummer.
     En kontroversiel og følelsesmæssig fyr? – you bet ya. Det er ikke for ingenting, at han har fået tilnavnet ”Mad-as-Hell Carl”.

Paladino tabte til demokraten Andrew Coumo, men det betyder ikke, at hans kampagne har været forgæves. Den konservative Tea Party bevægelse har for første gang for alvor fået fodfæste i amerikansk politik med 39 kandidater i Repræsentanternes Hus, som sammen med de andre 200 republikanere udgør en stor udfordring for Præsident Obama.
     Hvad Obama og hans bagland ikke synes at have forstået er, at det at være godt gal i skralden i amerikansk politik, synes at være det bedste retoriske virkemiddel til at mobilisere vælgere i disse år. Eller er det?

Nye undersøgelser viser, at vrede og væmmelse er denne sæsons favoritfølelser i USA.
     Lektor i statskundskab Ted Brader fra The University of Michigan og assisterende professor i psykologi, David Pizarro fra Cornell University præsenterede hver især for nylig ny forskning om emnet følelsesmæssig politisk manipulation. Førstnævnte viser den stigende anvendelse af vrede i politiske valgkampagner, og sidstnævnte har påvist, hvordan man ved at manipulere følelsen af afsky i individer kan påvirke deres moralske dømmekraft og politiske standpunkter.

Vrede er den mest kraftfulde mobiliseringskraft
Ted Brader – forfatter til bogen “Campaigning for Hearts and Minds” – siger, at mens følelser af entusiasme og frygt har været genstand for tidligere politiske kampagner er “vrede denne politiske sæsons følelse”.
     “Vrede har en række markante konsekvenser, helt forskellige fra dem som frygt afstedkommer – men noget nærmere afsky. Vrede er en af de stærkest mobiliserende følelser”, forklarer Brader, “det vedrører den måde, vrede øger folks tillid og følelse af kontrol over situationen på”.
     Braders forskning viser, at vrede gør folk mere risiko-accepterende, mindre villige til at gå på kompromis og mindre tilbøjelige til at søge nye oplysninger. Vrede i politik kan gøre folk mere tilbøjelige til at støtte hårdere straffe og aggressive handlinger i krigstid.
     “Carl Paladinos kampagne ekkoer, hvad der sker mange steder rundt om i landet. Denne form for vrede retorik har været udbredt i de seneste 18 måneder af den politiske debat”, siger Brader.
     Han påpeger, at det gennemsnitlige niveau for valgdeltagelse i midtvejsvalg generelt er lavere. Så Tea Party bevægelsens retoriske brug af vrede, og dens mobiliserende effekt på vælgerne, har måske arbejdet til deres fordel i dette valg.

Pas på væmmelige lugte og desinfektionsmidler
Som en del af hans valgkampagne postomsendte Carl Paladino skrald-lugtende pjecer imprægneret med lugten af råddent skrald og beskeden “Noget stinker i Albany” samt fotos af blandt andre Paladinos rival, Andrew Coumo. Paladino har desuden kaldt gay pride parader “ulækre” og har foreslået at sende bistandsmodtagere til statsdrevne arbejdslejre for at få grundlæggende undervisning i personlig hygiejne.
     Psykolog David Pizarro’s nyeste forskning i væmmelse tyder på, at denne retorik og ækle lugte på pjecer kan have skjulte virkninger på vælgerne.
     “Den omstændighed, at en politiker har brugt sådan en simpel følelse, var for svær at ignorere, især fordi det var så oplagt i forbindelse med de undersøgelser, vi havde foretaget,” siger han.
     Pizarros forklarer, at følelsen af afsky er designet til at beskytte os mod forurening. Væmmelse kan komme sig af afføring, opkast, rådne kød og pus. Hans forskning viser, at et enkelt billede, en velvalgt sætning eller en lugt, kan forårsage en intens reaktion hos de fleste.
     Pizarros eksperimenter viser, at lugten af prut i et rum, hvor folk, der besvarede spørgeskemaer, eller placering af hånd-desinfektionsmiddel ved deres side, fik dem til at udtrykke langt mere konservative holdning, end når deres følsomhed ikke blev manipuleret.
     “Hvad vi ser er, at forurening, afsky, renlighed alle disse ting gør dig modtagelig for noget i dit miljø, der synes mærkeligt eller anderledes, så det kan føre til strengere domme af udlændinge, seksuelle handlinger og grupper der er kendt for at være anderledes i deres seksualitet”, forklarer Pizarro, “og så er tilfældet, at disse synspunkter oftere udtrykkes politisk konservative i dette land”.
     Derfor konklusionen: Hvis du har lettere til væmmelse, er du mere tilbøjelig til at stemme konservativt, og hvis du er en smart politiker, udnytte du denne viden i din kampagne.

Skiftende mediestrategi
Gennem sin kampagne for guvernør i New York, blev Carl Paladino i pressen omtalt som “Mad-as-Hell”, “Crazy Carl” og “Angry Carl”. Det var ikke tilfældige øgenavne. Ifølge Michael Caputo, Paladino’s kampagneleder, var det netop følelsen af vrede de ønskede at udnytte i deres kommunikationsstrategi.
     “Da vi første gang undersøgte dette valg i marts fandt vi, at der var to følelser iblandt vælgerne, den ene var frustration og den anden var vrede. Så vores design helt fra begyndelsen var at sikre, at de frustrerede folk blev fodret nok op til at stemme. Da de hørte vores budskab, blev de fik vrede”, sagde Caputo.
     Da Paladino skulle møde sin opponent, Andrew Cuomo og fem andre kandidater ved 2010 guvernør debatten på Hofstra University, var jeg til stede og klar til “vrede Carl”.
     Men Paladino skulle ikke levere de brændende udtalelser, jeg havde forventet. Ugen forinden havde Paladino i en tale til en gruppe jødisk ortodokse rabbinere og studerende og udtalt: ”Jeg mener bare, at mine børn og dine børn ville være langt bedre stillet, og meget mere succesfulde, ved at blive gift og stifte familie, og jeg vil ikke have dem hjernevasket til at tro, at homoseksualitet er en ligeså gyldig og vellykket løsning – det er det ikke”.
     Derpå kritiserede Paladino Andrew Cuomo, for at tage sine døtre med til en gay pride parade.
     “At udsætte dem for homoseksualitet, især i en gay pride parade – og jeg ved ikke, om du nogensinde har været til en, men de bærer disse små Speedos, og de gnubber sig mod hinanden og det er bare en forfærdelig ting”, sagde han.
     De bemærkninger fik hele New York Citys homoseksuelle miljø på barrikaderne, og Paladino blev også på aftenen for guvernørdebatten mødt af studerende i protest. Den aften var Paladino utrolig stille. Han lancerede sin nye stil ved at sige, “mine kritikere ønsker at sige, at jeg er vred. Nej, jeg er passioneret omkring at redde New York stat”.
     De resterende kandidater var dog kampklar. Warren Redlich fra The Libertarian Party kastede den første mudderkage: “Jeg er aldrig blevet taget med en prostitueret, min far var ikke guvernør, og jeg har aldrig været dømt for en forbrydelse”.
     Kristin Davis fra Anti-forbuds partiet, den selvudråbte “Manhattan Madam”, der aftjente fire måneders fængsel for hendes escort forretning, kaldte hovedstadens politikere “de største ludere i staten”, og tilføjede: ” og jeg er den eneste person på denne scene med den rette erfaring til at håndtere dem”.
     Paladino forblev endda tavs, da Davis sagde: “Vi er nødt til at sænke skatterne, ellers vil virksomheder forsvinde hurtigere end Carl Paladino på en bøssebar”.
     Paladino adskilte sig kun, da kandidaterne blev spurgt om de støttede homoseksuelle ægteskaber. Paladino var den eneste, der, efter nogle lange overvejelser, svarede nej.
     Til dette spørgsmål udtalte Jimmy McMillan fra partiet ”The Rent is Just Too Damn High”, en speed-snakkende komiker med et utrolig overskæg: “Selv hvis du ønsker at gifte dig med en sko, vil jeg vie dig”.
     Efter afslutningen af “showet” spurgte jeg Michael Caputo, Paladino’s kampagneleder, hvad han mente om tonen i debatten. Han svarede: “Dejlig. Jeg ved ikke, hvad folk forventede, men det her er hverken tid eller sted for Carl til at angribe, men kun til at definere hans politik”.

Et væmmeligt budskab eller et budskab med væmmelse
Så hvornår giver følelsesmæssig manipulation bagslag?
     Pizarros forsøg har vist en stærkere påvirkning på mennesker, der allerede har været modtagelige for budskabet. “Men det kan være for oplagt manipulation for dem, og i så fald kan det tjene til kun at gøre dem vrede”, siger han.
Michael Caputo, der fik idéen til de ildelugtende pjecerne, siger, “vi uddelte en million stykker. Vi forstærkede lugten [i anden udsending], så de lugtede mere af skrald. Vi fik ingen opkald med klager, en masse positive reaktioner, men ingen opkald med klager. De eneste folk der brokkede sig, var dem, der ikke stemmer på Carl Paladino”.
     Shelly Berger fra New York City er tidligere demokrat, men på grund af korruptionssagerne i Albany, støtter hun nu Tea Party bevægelsen.
”Jeg tror, at folk er vrede, men vrede lyder på eller anden måde irrationelt, og nogle af medlemmerne fra den demokratiske eller venstreorienterede side hævder, at folk stemmer, fordi de har mistet deres fornuft. Det er ikke en vrede, der resulterer i irrationel adfærd, det er strategisk adfærd, der forsøger at få bedre mennesker i regering”, siger hun.
     Men Berger mener, at retorik kan have givet bagslag for Paladino. “Han blev involveret i spørgsmål, der eksploderede. For eksempel kom han med nogle udsagn om homoseksualitet. Og selv om han forklarede sig, var det bare en taber-sag. Og dette valg handler ikke rigtig om sociale spørgsmål mere om økonomiske spørgsmål og ærbar regeringsførsel. Så det var en stor fejl”, mener Berger, hvis stemme på Paladino var en protest-stemme mod Andrew Cuomo.
     Carl Paladino siger: “Jamen, jeg er ikke politisk korrekt, jeg er ikke diplomatisk, og jeg er ikke poleret. Jeg er en almindeligt talende person, og jeg tror, at politisk korrekthed skjuler sandheden, så jeg fortæller folk nøjagtigt, hvad jeg føler”.
     Jeg spørger, hvor meget af hans offentlige image, der er et produkt af hans kampagne. “100% af hvad du ser i det offentlige er Carl Paladino. Engang imellem laver jeg fejl. Jeg er menneskelig. Jeg har sagt nogle ting, hvor jeg beklager de ord, jeg brugte. Men det er min første gang, jeg er opstillet, og jeg gør det aldrig igen”, svarer Paladino.
     Ted Brader siger: “Vrede er så stærk en følelse, at det ikke er en følelser, vi føler os godt tilpas med at opleve i længere tid. Det har fysiske konsekvenser for vores krop, vi bliver trætte, det slider os ned. Så det er ikke nemt at være vred, og det er heller ikke sundt. Det er et tegn på dets styrke”.

Janne Louise Andersen er bachelor i antropologi fra Københavns Universitet og læser p.t. en kandidatgrad i journalistik på Hofstra University i New York. Hun er medredaktør og rapporter på nyhedswebsiden Long Island Report og er tilknyttet Det Arabiske Mediehus i Danmark som medredaktør og rapporter.