27.12.2010

Den amerikanske centralbankdirektør Ben Bernanke kæmper for at undgå eftermælet som manden, der sad på hænderne, mens USA slumrede ind i en lang periode med lav vækst. Med et nyt Republikansk flertal er Kongressen endnu mere tilbageholdende end før, når det gælder om at stimulere økonomien. Derfor ser Federal Reserve sig selv som de eneste, der kan sikre holdbarheden af det økonomiske opsving – også selvom det bringer banken og dens direktør i en ny politisk rolle.

Af Kenneth Praefke

Federal Reserve er upopulær. Udlandet klager over, at de lider, når den amerikanske centralbank Federal Reserve lader seddelpressen rulle for at holde liv i amerikansk økonomi. I Asien frygter de at blive oversvømmet af billige dollar-sedler, mens tyskerne er trætte af, at USA trykker dollarkursen ned og fikser sine egne problemer på bekostning af resten af verden. Den del af kritikken er centralbankdirektør Bernanke klar til at stå på mål for. Hans opgave er at være centralbankdirektør. I USA.

Men også indenfor landets grænser vokser skepsisen mod The Fed. Særligt Republikanerne, der i 2006 placerede Ben Bernanke som centralbankdirektør, har vendt sig mod centralbanken. De er bekymrede for, at inflationen løber Zimbabwe-løbsk og de er trætte af, at Bernanke med seddelpressen i ryggen kan redde både kollapstruede banker og arbejdsløse amerikanere, når det burde være politikernes job.

Imens står centralbanken og betragter en handlingslammet Kongres, et skrantende opsving og en ledighed, der kun udvikler sig værre end forventet. Og det eneste, Bernanke virkelig er optaget af, er ikke at blive den centralbankchef, der går over i historien som ham, der sad på hænderne, mens USA gled ind i en ny økonomisk depression. Også selvom det betyder, at han og centralbanken må være mere politisk end den egentlig bryder sig om.

Den sidste bastion
Sådan har Bernanke guidet USA gennem krisen med en større autoritet og effekt end politikerne. Og den gængse opfattelse blandt økonomer er da også, at Bernanke og Federal Reserve har gjort et godt, pragmatisk job og på mange måder ydet en hurtigere, mere fleksibel indsats end de amerikanske politikere har kunnet præstere. Allerede i finanskrisens begyndelse havde Federal Reserve fingrene dybt nede i de kollaps-truede banker, stillede ekstraordinære lånefaciliteter til rådighed og forsøgte at tvangsgifte de usundeste banker med sundere partnere for at holde banksystemet oven vande. Bernanke har banket renten i bund, udviklet alverdens kreative lånefaciliteter og printet masser af dollarsedler i håb om, at finanskrisen ikke skulle udvikle sig til Den Store Depression 2. Og den oprindelige Store Depression var netop Bernankes speciale som professor inden han blev centralbanksøkonom. Den har givet ham et ekstraordinært anstrengt forhold til den nuværende økonomiske krise. Hvis nogen skal bringe USA udenom en en lignende krise må det vel være den største faglige kapacitet på området?

Når Bernanke alligevel er ved at gå ud af krisen med et plettet eftermæle skyldes det ikke mindst centralbankens seneste beslutning om at køre endnu en runde krise-udpumpning af dollarsedler for at forhindre, at det sløve opsving, som USA oplever, bliver jobløst eller går helt i stå. Med en Kongres, der bliver stadig mere skeptisk overfor at stimulere økonomien yderligere, og hvor det kun bliver mere besværligt at nå til enighed om økonomisk stimulus i takt med, at Republikanerne sætter sig på magten, ser Federal Reserve sig selv som de eneste, der kan sikre holdbarheden af det økonomiske opsving.

Derfor besluttede Bernanke og co. i starten af november at pumpe $600 mia. dollar ud i systemet ved at købe statsobligationer med lang løbetid og dermed presse de lange renter ned. Et økonomisk tryllenummer, der kaldes ’kvantitative lempelser’. De korte renter er allerede helt i bund og med den kvantitative lempelse håber centralbanken at sænke de lange renter, gøre det mere attraktivt at låne eller refinansiere sin gæld og dermed sætte gang i forbrug og investeringer. Det bør skabe jobs.

USA puster til boblerne i Asien
Men hvad sker der, når man i USA slipper $600 mia. ud i systemet med en hastighed på $75 mia. om måneden ved centralbankdirektør Ben Bernankes fingerknips? Pengene flyder som en tsunami over Sydamerika og Asien i jagten på afkast, driver priserne på aktiver – f.eks. boliger og aktier – op og gøder jorden til den næste økonomiske krise.

Så mens den amerikanske centralbank gør klar til kvantitative lempelser og smører seddelpressen, forbereder de asiatiske og sydamerikanske lande kvantitative opstramninger, der skal suge de billige penge op, så sideeffekterne undgås, eller de iværksætter initiativer, der skal forhindre en del af pengene i overhovedet at nå kystlinjen.

”Bølgen af likviditet fra USA er større end en hvilken som helst mur de spirende økonomier (emerging markets) kan sætte op,” konstaterede banken HSBC umiddelbart efter, at Federal Reserve offentliggjorde sin nye runde af kvantitative lempelser. Dagen før offentliggørelsen konkluderede samme HSBC i et research-notat, at ”jo mere vesten forfølger kvantitative lempelser, jo mere vil de asiatiske og sydamerikanske økonomier, via kapitalkontrol, forfølge kvantitative opstramninger.”

Harvard-økonomen Martin Feldstein skrev i Financial Times om QE2 – som den nye runde kvantitative lempelser kaldes – at det er et ”farligt gamble med kun en lille potentiel upside [gevinst] og en markant risiko for at skabe bobler, der kan destabilisere den globale økonomi.” Og i en anden kommentar i Financial Times skrev topchefen for investeringsgiganten PIMCO, Mohammed El-Erian, at ”den uheldige konklusion er, at QE2 vil være en begrænset succes i forhold til at fastholde høj vækst og jobskabelse i USA, men vil komplicere livet for mange andre lande.”

Selv tyskerne er sure
Hvor det var nogenlunde forventeligt, at de asiatiske og sydamerikanske lande luftede deres utilfredshed med den amerikanske beslutning, så meldte den tyske finansminister Wolfgang Schaeuble sig med en hård kritik af, at ”den amerikanske politik er clueless,” og fortsatte, ”det er jo ikke fordi amerikanerne ikke har pumpet tilstrækkelig likviditet ud i markedet, så når de nu siger ”lad os pumpe mere ud i markedet”, så løser det ikke deres problemer” [RÆSONs kursivering].

Beslutningen om at sende yderligere $600 mia. i omløb kom umiddelbart op til G20-topmødet i starten af november, der havde den truende valutakrig øverst på agendaen og dermed kunne timingen fra Federal Reserve næppe være dårligere. For når seddelpressen ruller i USA, svækker det samtidig dollarkursen og hvordan er USA så meget bedre end de kinesere, som USA mere og mere intenst har anklaget for netop kursmanipulation?

Og hvis fordelene er så begrænsede og risikoen er så stor, hvorfor koncentrerer Bernanke sig så ikke bare om at stabilisere det finansielle system, tænke på tiden efter krisen og overlade de kortsigtede vækstinitiativer til Kongressen?

Ved at printe $600 mia. og købe amerikanske statsobligationer, håber Bernanke, at han kan sænke de lange renter og gøre det nemmere for virksomheder at låne og for de pressede boligejere at refinansiere deres lån. Han håber at drive investorernes penge fra passive statsobligationer til aktive virksomhedsinvesteringer. Og han ved, at flere penge i systemet vil svække dollaren i forhold til andre valutaer og dermed gøre vilkårene for de amerikanske eksportører bedre.

Men hverken venner eller fjender er overbeviste om effekten. Samtidig er nøgletallene begyndt at udvikle sig bedre netop som Fed lancerede flere kvantitative lempelser og præsident Obama og Kongressen har gennemført massiv stimulus ved at forlænge de såkaldte Bush-skattelettelser. Den nye omgang kvantitative lempelser forekommer derfor langt mindre oplagte end første gang Bernanke pumpede penge ud i en ørken-tør økonomi, da finanskrisen var på sit højeste i 2008, men det er endnu et nødvendigt step i Bernankes ”whatever it takes”-tilgang til kriseløsningen. Han har vist sig villig til at forsøge at redde både banker og ledige med en større pondus end de amerikanske politikere, der ellers har det stærkeste demokratiske mandat til at manipulere økonomien. Bernanke er villig til at være politisk og upopulær, så længe han kan undgå at USA ender i en langvarig økonomisk depression. Han vil bare så gerne gøre det godt.

De Republikanske inflations-høge
Det var den daværende præsident George W. Bush, der i 2006 udpegede Ben Bernanke til at efterfølge den legendariske – og stærkt Republikanske – Allan Greenspan, som siden 1987, hvor han blev udpeget af Ronald Reagan, havde styret USA gennem flere op og nedture. Men at Bernanke også selv er – om end noget mere moderat – Republikaner er efterhånden trådt i baggrunden, og Bernanke er i bedste fald endt med at fremstå som Obamas allierede, i værste fald som alles fjende.

Federal Reserve har et såkaldt dobbeltmandat, hvor de i modsætning til Den Europæiske Centralbank, der kun bekymrer sig om prisstabilitet, tilrettelægger deres pengepolitik efter både inflationen og ledigheden. Inflationen er i Feds øjne langtfra truende endnu, og selvom renten er sat helt i bund, vægter de hensynet til ledigheden højest og printer penge i håb om, at det kan købe dem til flere jobs. Federal Reserves afvejning af prisstabilitet på den ene side og ledigheden på den anden har affødt to skoler; inflations-høgene og inflations-duerne.

Duerne, som i øjeblikket indtager de fleste stole i Feds rentesættende komite, er pragmatikerne, der vægter ledighedshensynet rimelig højt og langt fra lader sig skræmme af inflationen. Bernanke selv hælder mod at være en due og det samme gør vice-centralbankchefen Janet L. Yellen. I de regionale Fed-banker er det særligt østkysten, Chicago og San Francisco, der er bløde på inflationen, mens høgene findes i overflyvningsstaterne – den lidet flatterende betegnelse for de stater, man flyver over på turen fra øst- til vestkysen – og de lokale Fed-banker i Kansas, St. Louis og Minneapolis. Men også det Republikanske parti lægger sig i høgenes lejr. De frygter, at en løs pengepolitik som den nuværende, hvor Fed både låner penge ud næsten gratis og trykker dem så hurtigt seddelpressen kan følge med, ender i hyperinflation inden Bernanke når at dreje håndtaget den anden vej. Det Republikanske kongresmedlem Ron Paul, der er blandt de yderste Republikanere på det økonomiske spektrum og både ønsker Bernanke smidt ud, Federal Reserve opløst og guldstandarden genindført, tegner The Feds strategi i et sarkastisk lys:

”Hvis inflation, altså at skabe nye penge, kunne løse alles problemer, som nogen påstår lige nu, ville ingen behøve at arbejde igen. Hvis 5 billioner dollar kunne redde økonomien, hvorfor så arbejde? Bare print penge og så vil alle være lykkelige,” sagde Ron Paul sarkastisk i 2008 til CNN, da Federal Reserve første gang tyede til kvantitative lempelser.

”Now we can’t even print money?”
Modstanden er nået hele vejen til Jon Stewarts hyper-populære The Daily Show, et alternativt nyhedsprogram med stor indflydelse. Og når Stewart vrider sig i stolen, ryster på hovedet og siger ”are you kidding me?”, er det som regel ensbetydende med, at leden er at genfinde rundt om i USA – også uden for New York City og Washington, DC.

Bernanke blev grillet af Jon Stewart for at være vendt på en tallerken i forhold til om de kvantitative lempelser kan beskrives som at printe penge eller ej – noget Bernanke tilsyneladende har fået et lidt skizofrent forhold til. I et interview i tv-programmet 60 Minutes for 21 måneder siden sagde han, at ”man kan nærmest kalde det at printe penge”, mens han i et interview tidligere denne måned, men i øvrigt i samme program, med samme studievært, optaget samme sted sagde, ”at der er en udbredt misforståelse af, at det svarer til at printe penge”.

Bernanke er sandsynligvis blevet rådet til at løbe baglæns væk fra billedet af en svedig, hårdtarbejdende seddelpresse, da det nok er et illustrativt billede, men ikke bærer positive associationer med sig. Det bærer en tung ånde af uansvarlighed, korruption og Zimbabwe med sig. Samtidig forsøger Bernanke formentlig at tage lidt af trykket af Republikanerne, der ser rødt, når Fed taler om at lade seddelpressen køre. I kampen for at beholde det dobbelte mandat og uafhængigheden af politikernes kritiske blikke er han begyndt at tale kedelig centralbanksnak igen.

Kenneth Praefke er økonomisk redaktør på RÆSON og var i foråret 2010 økonomisk praktikant på den danske ambassade i Washington, DC.